Jeg er i reglen hurtigt færdig med at se på vin, når jeg er i Netto! Ofte kan jeg knap få øje på flaskerne for alle de spraglede bag-in-box vine, som synes at dominere Netto. Men ved vinfestivalen indtil fredag er der meget andet end boxning -flere sjove vine til endnu sjovere priser...
Der er naturligvis også box-vine.Ikke et ondt ord om 3 liters boxe, men indholdet trætter i længden. Hvem orker at drikke tre hele liter vin, som er blevet filtreret én gang eller to for meget og fået et ekstra skud svovl? Og som helst skal drikkes inden for en uge eller to, mens svovlen holder på den spinkle aroma? Nej tak.
Men der er flere andre -og mere spændende- vine. Alle tilbud gælder til fredag 11. oktober.
Bedste køb er Dr Pauly og Faustino V -men glem ikke den italienske barbera til 49 for en liter (= 36,67 pr 75 cl).
Dr Pauly Bergweiler, Riesling Trocken... 39,-
2018 Rhin, ***** (5/5), Netto, indtil fredag 11. oktoberEn rigtig god vin til prisen, især lige nu -intens, ren riesling aroma, sprød, frisk og let, tør men med nydelig eftersmag.
Vinen kommer ikke fra Mosel trods den grønne flaske, selvom Pauly-Bergweiler (langt ude i familie med Prüm) ligger midt i den lille, men meget fotogene Bernkastel.
Storebror Bilka har op mod Jul ofte den bedre og dyrere Badstube fra familiens domæne (foto) med stort set samme etiket.
Druerne er dyre ved Mosel, så Pauly køber en markant billigere vin eller druer i Rheinhessen. Men vinen er stadig god -og et must til 40!
Faustino V, Rioja Reserva... 49,-
***** (5/5), Netto, indtil fredag 11. oktober
Faustino er om nogen specialist i Reserva vine -jeg tror, de er den største producent af Reserva og Gran Reserva, og tilmed er de et af de få huse, hvor al Reserva kommer fra egne marker. De ejer 650 hektar, alle i Oyón og Laguardia, som er to af de rigtig gode byer i Alavesa, som mange anser for det bedste område i Rioja.
Huset skal være den største producent af reservas, så kvaliteten er ikke helt i top. Denne 2014 er for mig ikke på højde med de Reservas jeg drak i 1980erne (men de mange år kan have farvet minderne lyserøde!).
Men stadig en god Rioja med indbydende aroma, ingen eg i aroma, men begyndende modenhed, rund fylde og ganske lang eftersmag. Stadig lidt bid, så et år eller to kan kun gøre vinen bedre. Rosé og hvid er ikke smagt, men den lyserøde er nok et ret godt bud. Men kun til 49 kr -ikke 100 (her er der bedre vine at få).
Vigneti del Sole, rød, hvid, rosé... 35,-
2018, rød Bardolino, hvid Soave eller rosé Pugliarød: ***** (5/5), hvid 4*, rosé 3*, Netto, indtil fredag 11. oktober
Rød: Middel farve, ren frugt i duft og smag, let og tør -en af de bedre vine i Netto's faste sortiment, som kommer fra byen af samme navn ved bredden af vidunderskønne Garda-sø.
Hvid: Lys, let, nogen syre, frisk, men uden den store karakter, men ok til prisen.
Rosé: Igen ok til prisen, uden de store dikkedarer. Lidt krydderi gør den egnet til glas i utide.
Foto: Bardolino er ekstremt turistet, men der er en årsag til, at folk flokkes her -byen er meget malerisk. At sidde på restaurant nær søen og se solen gå ned er alle turisterne værd.
Vigneti del Sole leveres af giganten GIV's afdeling i Lazise ved Garda-søen. som også ejer bl.a. Lamberti, Santi og Bolla.
Les Petites Jamelles, rød eller hvid... 39,-
2018, rød grenache, hvid grenache eller grenache-sauvignon***** (5/5), Netto, indtil fredag 11. oktober
Fransk landvin af den gode type -og et par klasser over italieneren heerover!
Jamelles er et godt mærke, men ofte ret dyr og sjældent pengene værd. "Petites" er noget billigere og næsten lige så god.
Rød grenache er rund og fyldig, rosé ("Saigné", dvs. udblødt uden presning) er også grenache, frugtig med fin druesmag, mens hvid er grenache -frugtig, ret blød- og blandet med sauvignon, lidt mere nerve. Vinene har hidtil været solgt af Theis Vine -på tilbud til 75 kr. Theis er for dyr, men Netto er (næsten) for billig!
Foto: Vinene laves af ægteparret Laurent og Catherine Delaunay, som ejer Badet-Clément, som ligger bag Nuits i Bourgogne, men kun sælger vin fra Sydfrankrig. Sært!
Barbera d'Asti "Vinchio", 100 cl... 49,-
***** (5/5), Netto, indtil fredag 11. oktoberSådan en ærlig barbera er perfekt til en risotto eller endog en pizza! Rustik snarere end poesi, en grov håndværker med ru fingre! Fyldig, frugtig, lidt tannin -nyd kælderkold.
P.S: 49 for 1 liter = 36,75 for 75cl. Jeg har rost Vinchio's vine før, så jeg tøver ikke med at anbefale denne vin ,der er tappet af kooperativ et selv (foto).
Netto tilbyder også "The Golden Zin", zinfandel (35, 4*), ej smagt, men nok kommerciel og ordinær.
Wolf Blass Red Label Sparkling pinot noir-chardonnay... 39,-
Brut Australia, ***** (5/5), Netto, indtil fredag 11. oktober
Prisen er nærmest latterlig lav for en mousserende vin, der har sejlet hele vejen fra Oz til Danmark. Men vinen er ok, selvom Wolf Blass i dag ikke er det navn, det var engang. Lavet på samme druer som Champagne med 2. gæring på tank, ikke flaske. Her er en heftig dosage -måske 18 g/l sødme- så vinen er bestemt ikke knastør. Kun smagt én gang, men vinen får ok noter af folk, jeg stoler på. Ikke det store, men kan bruges til en glad sommerfest.
Wolf Blass -af tysk oprindelse- grundlagde huset i Barossa i 1966. Han var kendt for sin butterfly, som skjulte, at vinene -om end altid uforskammet kommercielle- faktisk var af god kvalitet. Han gik siden på pension, og huset er i dag del af Treasury gruppen, som også omfatter bl.a. Penfolds, Lindemans og et utal af andre navne i det meste af verden. Beringer, St.Jean og Beaulieu i Californien, for blot at nævne nogle. I dag er Wolf Blass ikke så spændende, men de bedste er stadig glimrende. Red Label er blandt basisvinene.