Søg i 1300 opslag:

06/10/2019

Superkøb fra Argentina og Chile

Der er masser af glamour over vin fra Californien. De bedste er fremragende, men det store flertal er pæn og nydelig vin -og kedelig. Som for mig slet ikke kan matche gode vine fra Chile og Argentina -som endda ofte kan fås til en langt mere rimelig pris! 

Ugens bedste vin er Diablo fra Kvickly, en meget flot vin, der viser, hvor god vin Chile kan levere. Og så er prisen særdeles rimelig. 

Argentina -her er et par meget attraktive tilbud fra Salling-gruppen og Kvickly. 

De gode vine fra Argentina dyrkes mest omkring Mendoza ved foden af Andesbjergene. De gror højt -op mod 1000 meter ved foden af det kombinerede Amerikas højeste vinbjerg, Aconcagua (7000 meter) i Andes bjergene -faktisk på grænsen mellem Chile og Argentina!

Trapiche "Pure", rød, hvid, rosé... 40,- 

***** (5/5), 2017/18 Argentina, Føtex og Bilka, til torsdag 10. oktober
Rød malbec, hvid sauvignon, rosé, norm: 108,67.

Den røde er så god som nogensinde -mørk, intens rig bærfrugt, solid fylde, men bløde tanniner, ren og pænt lang smag. 
Rosé er god, med bærfrugt og blød fylde -mangler måske lidt nerve -og det samme kan også siges om den hvide sauvignon, som bliver sat effektivt på plads af "Devil's Collection" herunder! 
Rød er bedst, men de andre er også flotte til 40 kr! 
Foto: Trapiche var en tidlig pioner for kvalitet fra Argentina, og jeg var med til at introducere vinen siodst i 1970erne! De lavet rigtig meget vin. De billige (fås til 35 og er også 5* værd) er gode, men "Pure" er meget bedre, selvom de ikke har set en dråbe eg! 
"Pure" Malbec og sauvignon gror i højderne i Uco, et særligt (godt) område ved foden af det højeste bjerg i Amerika (både nord og syd), en times kørsel syd for Mendoza by.

La Mascota, rød, hvid og rosé, 6 fl: 279,-

= 1 fl: 43,16, ***** (5/5), Kvickly, indtil torsdag 10. okt.
Rød malbec eller cabernet-sauvignon, hvid chardonnay, rosé


Meget anderledes end Pure herover -som helhed nok bedre, men du skal også købe 6 af dem for at få prisen! 
Den lyserøde er herlig, frugtig, fyldig, men med nydelig syre, den hvide vil tiltale chard-fans, mens de to røde er flotte. Foretrækker nok malbec, men indrømme, at for cabernet er denne rigtig flot. De røde har dyb farve, silkebløde tanniner med fin frugt, lidt mere krydret i cab'en. 
Indrømmer gerne, at jeg ikke kendte dette firma, som i de senere år har vakt opsigt for sine vine, kreeret af Rodolfo Sadler (foto, hvor han får pris for sin vin af Decanter).  Hans OPI vine har længe været populære i Coop's butikker, mens Mascota - i reglen fra egne vingårde- er en nyere tilføjelse. 2016 cabernet blev valgt som bedste cabernet i Frankrig!
      Har kun smagt denne i 2017, og den er flot -især til 43 kr!- men trods alt ikke verdensklasse! Måske har maskotten fulgt alle de andre ved at slække lidt på kvaliteten i de følgende årgange -måske for at tjene lidt på vinen til den pris, som Coop vil give?


Chile har historisk leveret de bedste vine fra Sydamerika, men også en masse lidt triste billigvine, som ikke yder det smukke land retfærdighed. 

Chile kaldes for Sydamerikas tyskere -forstået som et arbejdsomt folk med orden i sagerne. Ikke så anarkistiske som argentinerne. Lidt overdrevet, måske, men lidt er der om det. 
      Foto: Udsigt fra vores hotelværelse i hovedstaden Santiago en junidag. Fås næppe flottere! 
      Det meste af vinen gror i den lune Central Valley omkring og syd for hovedstaden Santiago. Men i dag ses også mange vine fra de køligere områder tæt på Stillehavet, bl.a. Casablanca og San Antonio, som kan levere glimrende pinot noir, chardonnay og sauvignon blanc. 

Casillero del Diablo "Devil's Collection", frit valg 2 fl: 109,-

= 1 fl: 54,50***** (5/5), Kvickly, indtil torsdag 10. okt., normalt: 199,20
Rød hvid, mousserende. 
Den røde har en del cabernet (solbær), men er afrundet og middelfyldig med afrundet eftersmag. 
Den hvide har stikkelsbær i næsen og rig aroma, måske lidt spinkel, men meget frisk -en god del sauvignon, måske. Den mousserende er præget af chardonnay, ganske frisk og ren, men måske lidt grøn syre, men ren og tør, og flot til prisen. 
Concha y Toro er Chile's største vinhus med en omsætning omkring 7 milliarder kr og står bag lang række vine i Coop's kæder (Emiliana i Irma, Fetzer, Bel Arbors, Don Melchor osv) -og altså også Casillero del Diablo, som fås i flere udgaver. Reserva er på ok uden at imponere, men denne "Devil's" er noget bedre -og det gør tilbuddet interessant! Alle 3 vine er blends, rød og hvid fra det kølige Casablanca nær Stillehavet, mens den mousserende er fra det lige så kølige Limari lidt længere mod nord.
Foto: Concha y Toros hovedsæde i Santiago.


Diablo, Dark Red "666", 2 fl: 149,-

= 1 fl: 74,50***** (5/5), Kvickly, indtil torsdag 10. okt, normalt: 339,20
Ugens bedste og en vin med humor -en "Dark Red" til Mørkets Fyrste, Djævelen! Vinen er lagret 6 måneder, 6 uger, 6 dage -666 = djævelens tal!
Dybt farvet, intens aroma af moden frugt; fløjlsagtig, kraftig, afrundet, men med fine mineralske noter -djævelsk attraktiv, burde jeg vel sige?
Vinen kommer fra Concha y Toro i Chile (se herover). Vinen kommer fra udvalgte druer -cabernet, syrah?- i det ret kølige Maule. Jeg tror vinen bliver lavet specielt til Europa, for vinen findes ikke på husets hjemmeside -nok ikke så velset i det katolske Chile? Excellent køb.