Søg i 1400 opslag:

14/03/2025

Brugsen: God hvid fra Østrig og Chablis!

Foråret er på vej, så det vrimler med hvide vine i Brugsen, mange af dem rigtig gode køb som Chablis samt Riesling og Veltliner fra Østrig til gode priser. 

Slet ikke den skarpeste uge for Superbrugsen og Kvickly med mange tilbud, men mange slet ikke attraktive nok. 

    Jeg anbefaler dog den nye Chablis Mathilde Lafleur (89) samt de gode Weinmacher vine fra Østrig (59). 

    Der er også god Bordeaux som Cap l'Ousteau (v2 74,50) -med dansk vinmager- og Viramon og Croix Cheaigneau (109), men ofte kan du finde bedre tilbud i Meny. 

    Til gengæld er det svært at overgå en herlig Berger Pastis 45% (109), som bør på bordet ved den første drink på terrassen. Samt den gode irske Bushmill's whiskey, der nok kan erstatte en boykot-ramt Bourbon!  

    Men hvordan kan Brugsen finde på et tilbud på Gran Barón cava (69) blot en uge efter at du kunne få den langt bedre -og normalt dyrere- crémant fra Bourgogne til samme pris! 

BEDSTE køb: Chablis "Mathilde Lafleur" - Pfaffl "Weinmacher" rød/hvid
GODT køb: Cuvée Dissenay rød/hvid - Laroche rød/hvid - Cap l'Ousteau Haut-Médoc - Viramon Grand Cru - Croix Chaigneau Lalande Pomerol - District 7 rød/hvid - Famous Grouse + Bushmill's whiskey - Berger Pastis 45% 
ANDRE: Coronas + Esmeralda rød/hvid/rosé - Cava Gran Barón 

uge 12/2025

Chablis "Mathilde Lafleur"... 89,-

BEDSTE køb + **** (4/5), Superbrugsen og Kvickly, indtil torsdag 20/3

2023. En ærketypisk knastør, pur knastør Chablis. Vinavisen: "5*. Friske grønne æbler og citrus i duften, mens smagen er tør og stringent, medium fyldig og med dejlige noter af æbler og pærer." Chablis er faldet lidt i pris i løbet af det sidste år, men stadig en rigtig god pris. 

    Mathilde Lafleur bor i Vignoles tæt på Beaune og deler således adresse med Francois Marthenot, GCF's afdeling i Bourgogne. SÅ nok tæt på andre Chablis vine fra GCF, der faktisk har et stort domæne i denne by. Derfor har jeg vis tillid til vinen. God pris for Chablis, men næppe top. Nok meget lig bl.a. Moillard, Reine Pédauque og Calvet. 

Pfaffl "Weinmacher" rød/hvid... 59,-

rød zweigelt, hvid riesling eller grüner veltliner, Østrig 

BEDSTE køb + **** (4/5), Superbrugsen og Kvickly, indtil torsdag 20/3

Heidi & Roman Pfaffl leder 150 hektar vingård i Weinviertel nord for Wien. Familien er blevet lidt af en stjerne i Østrig. De 2 søskende har lavet denne serie vine til Coop, baseret på indkøbte druer (Weinmacher = vinmager). 

    Den røde er let, tør og frugtig, en god tørstslukker, på den lokale zweigelt drue, dvs lidt i stil med Beaujolais. 4* fra Rydberg. 

    Den grønne veltliner er aromatisk, tør og sprød, meget lækker. Fra Weinviertel. Smagt 2 gange. 

    Riesling er tør, aromatisk vin med god syre og længde, ikke top, men rigtig flot til prisen.  

Cuvée Dissenay rød/hvid... 50,-

rød grenache eller pinot noir, hvid chardonnay, Sydfrankrig

GODT køb + *** (3/5), Superbrugsen og Kvickly, indtil torsdag 20/3

Pinot mangler intensiteten i god Bourgogne og stilen i tysk spätburgunder, men smager godt! Let til bens trods styrken og med tydelig hindbær i næsen over lidt krydderi.

    Rød Grenache er kun smagt én gang -stærk, men letbenet, god bærfrugt i duft og smag gør den meget drikværdig. 2023 fik 5*/Vinavisen. 
    En let eget, enkel chardonnay med god friskhed og afrundet længde, mens 
    Ikke spændende, men kommerciel og lidt sjovere end mange fra Californien, Argentina til samme eller højere pris! 
    Leverandøren LGI er mere marketing end vin, som den henter i kældre rundt i Languedoc og skræddersyr til kunderne. Lignende vin fra samme firma sælges i Meny og i Rema1000 ("Le Bon Négociant", til noget højere pris), så vinen er godt køb, selvom jeg foretrækker Laroche herunder! 

"L" Laroche rød/hvid... 50,-

Pinot Noir eller Chardonnay, Sydfrankrig

GODT køb + *** (3/5)Superbrugsen og Kvickly, indtil lørdag 30/3

I 2009 fusionerede det store Laroche i Chablis med det større Jeanjean, Languedoc og Rhône, men bevarede en vis selvstædighed. Vine som disse kommer dog nok fra Jeanjean og er tappet i Languedoc. Både rød (2021 får 5* + godt køb af begavede Rydberg) er rigtig god. 
    Synes næsten den hvide er bedst med ren aroma, god friskhed og pæn længde. Men det er ikke Chablis! 

Cap l'Ousteau Haut-Médoc, kr/fl v2: 74,50

GODT køb + **** (4/5), Superbrugsen og Kvickly (fast tilbud)

2 fl. 149. 2021. En ny vin, som ikke med i tilbudsavis, men en rigtig dejlig vin, som i 2021 lige nu kan nydes for sin frugt. Jeg vil tro, at den kommer på tilbud til 69 i nær fremtid? Vinen lukker nok måske næste år og vil vinde ved 3-5 år længere. 2021 fik Feminalisée's guldmedalje. 
    Det charmerende lille slot ligger i Lamarque på fint grus nær floden mellem Margaux, Moulis og St Julien. Det ejes af GCF, der har overladt ledelsen til den begavede danske Merete Løwig-Larsen, ex-vinmager på Belgrave 5.Cru. 
    Merete er af jysk æt, men har boet i Médoc det meste af sit liv og leder lang række slotte for GCF -bl.a. Lestage-Simon, Cartillon, German Marbuzet, Fortune i Margaux og andre. Samt datterens l'Escurac. 

 

Viramon, Grand Cru St Emilion... 109,-

GODT køb + **** (4/5), Superbrugsen og Kvickly, indtil torsdag 20/3

Set i 2020 med 6* fra Vignerons Independents. Men uanset år er Viramon en rigtig god St Emilion, der i reglen er bedst efter 5-10 år, hvor tanninerne er modnet til en afrundet lang smag. 75% merlot. 
    På slottet snakker de meget om lagring i eg, men trods en del fade laver familien Lafaye god klassisk St Emilion. Den 11 hektar ejendom ligger på gode skråninger øst for St Emilion by og har tilhørt familien Lafaye siden 1866. 

La Croix Chaigneau, Lalande de Pomerol... 109,-

GODT køb + **** (4/5), Superbrugsen og Kvickly, indtil torsdag 20/3

Set i 2020. Men en udmærket Pomerol-lookalike (50-55% merlot, 40-45% cabernets), som laves af den unge, dygtige Pascal Chatonnet. "Croix" skal være 2.vinen til Haut-Chaigneau, men kan meget vel være samme vin, måske med lidt mindre eg (20% i eg, 80% i beton og store egetønder). Vent en nydelig, ret fast vin, der nok har godt af 3-4 år længere. 

District 7 rød/hvid.. 69,-

Pinot Noir eller Chardonnay, Monterey California

GODT køb + **** (4/5)Superbrugsen og Kvickly, indtil torsdag 20/3

Savner du amerikansk vin, er dette et af de bedste køb fra stort domæne i det kølige Monterey: 
     Rød pinot ikke ulig en lille Bourgogne i den bløde stil, nydelig bærduft (hindbær, blåbær), ret lys, rund, let syre bag frugten, ok lang -ikke helt overbevisende, men en rigtig kioskbasker! Nydes nu. Den aktuelle Både 2022 og 21 fik 5* af Rydberg i Spritnyt. 

      Hvid chardonnay har en positiv aroma med lidt citrus og urt, middel fylde, lidt syre, men grundlæggende en vin, som vil tiltale de fleste (ikke helt ABC'ere som mig). 2019 fik 89p/WineEnthusiast. 
    Scheid ejer stort domæne ved Salinas tæt på det kølige Stillehav. Druerne til begge vine dyrkes i øvrigt bæredygtigt, men ikke direkte økologisk. Til gengæld får hele vingården strøm fra vindkraft! 

    Sært nok finder du rigtig meget amerikansk i Brugsen, suk! De øvrige tilbud er dog værd at overse, Bread&Butter (99, 3*) er også rød pinot og chardonnay, lidt mindre frugt, lidt mere fylde, lidt mindre interesse, er mit indtryk. Mill's Lake rød/hvid (40, 2*) er uden interesse. 

Coronas crianza ... 50,-

Rød tempranillo, hvid og rosé Esmeralda, Catalunya, Spanien  

*** (3/5), Superbrugsen og Kvickly, indtil torsdag 20/3

Gran Coronas til 59 i sidste uge er klasser bedre, men til 40-45 er denne vin stadig ok køb, men bestemt ikke mere. Hvid og rosé er populære sødlige begyndervine med god frugt. 

Cava Gran Barón ... 69,-

Hvid Brut (tør), Semi-Seco (sød) eller 0alkohol (sød), Spanien  

*** (3/5), Superbrugsen og Kvickly, indtil torsdag 20/3

Du kunne for 1-2 uger siden få Crémant de Bourgogne til samme pris -en vin af helt anden klasse (og normalt dobbelt pris). Den tørre brut er dog drikbar, simpel, rimeligt tør, ganske frisk og frugtig
    Bruset er kommet i vinen ved Barcelona, men der er god chance for, at vinen eller druerne (ganske legalt) er hentet under varmere himmelstrøg i Sydspanien! Sådan smager en typisk cava (ok, men trættende i længden). Undgå semiseco. Har ikke smagt udgaven uden promiller.

Famous Grouse Whisky... 99,-

GODT køb + *** (3/5)Superbrugsen og Kvickly, indtil torsdag 20/3

Der er 3-4 "slave" whiskies en snert bedre end andre, bl.a. Teacher's, Ballantine's -og Famous Grouse. De er afrundede og frugtige, men uden den voldsomme karamelsødme, som kan ødelægge en del blends -og igen ikke for sprittede til ikke at drikke ren89p/Whisky Advocate.  

Til samme pris også rød Aalborg 45% (99, 3*) og Koskenkorva vodka 37,5% (99, 3*). 

Bushmill's Original Irish Whiskey... 109,-

GODT køb + *** (3/5)Superbrugsen og Kvickly, indtil torsdag 20/3

Endnu en whisky, som kan afløse de forkætrede Kentucky Bourbons. Hvid Bush står til 162 hos min lokale whiskey pusher, så ok pris for en god ung dram. 

      Bushmill er harmløs på den bedst tænkelige måde -blid og frugtig, blød nok til at drikke tør. 
    Den er 3-dobbelt destilleret og dermed i samme lette stil som Jameson, som jeg dog marginalt foretrækker. 86p fra WhiskyAdvocate
    Øverst på etiketten står 1608, men malt'en kommer fra både det aktuelle destilleri (1885) og et splinternyt destilleri, der stod færdigt sidste år. Bushmill er dog et blend, hvor det meste er grain whisky. 
      Bushmill's ligger en times kørsel nord for Belfast ud mod Atlanterhavet (faktisk stik syd for Islay, som dog er af en helt anden type) og var i mange år det eneste destilleri i Nordirland. Efter en periode i samme ejerskab som Jameson blev det solgt til Diageo, som solgte det i 2005 til Cuervo, den mexikanske tequila-gigant. Årligt besøges Bushmill af 120.000 gæster. 

Berger Pastis 45%.... 109,-

GODT køb + *** (3/5)Superbrugsen og Kvickly, indtil torsdag 20/3

Ærkefransk... eller rettere: den dufter af lakrids, stjerneanis og fennikel, men ligner meget græsk ouzo og tyrkernes arrak. Eller en sambuca med mere alkohol og mindre sukker!
Berger er superkøb, når Pernod og Ricard koster 140+ og tilmed (herhjemme) blot holder 40%, mens denne har de klassiske 45%. I Paris (og Marseille) serveres med postevand og is, mens danskerne ofte blander med rød (eller grøn) sodavand. Prøv evt en breeze med 1 del pastis + 2 dele orange juice + lidt ginger ale. Eller frisk en mojito op med lidt pastis.
Berger er et af de historiske mærker for pastis, som traditionelt laves i Marseille. Her er giganten Pernod-Ricard, mens resten af markedet stort set er delt mellem Berger (ejet af likørgiganten Marie Brizard) + Duval og Casanis (ejet af GCF).