Søg i 1400 opslag:

15/03/2025

Føtex: Flot Alsace med og uden bobler!

Herlige hvidvine bærer Føtex frem på smukkeste vis til den nok bedste uge for kæden siden Nytår! 

Føtex har vi ventet på i 12 uger, før vi hårdt prøvede kunder fik de rigtige tilbud:  

En rigtig god crémant fra Traber i Alsace til 50 -næsten en foræringspris! Fra samme kælder også gode hvidvine (50) som riesling, pinot gris og gewurztraminer samt en ganske god og helt unik rød Alsace på Bourgognes pinot noir. 

    Andr hvidvine er tyske Noble House riesling (39, fås i sød, tør og 0%) samt ikke mindst den fine Pouilly-Fumé fra Fournier (119). 

    Fra Italien er der en god pris på Barolo "Boschi dei Signori" (119) og den ganske gode Amarone Rocca Alata (119) og Ripasso le Arche (50), som dog let overgås af Ripasso Piacentini (50) i Bilka.  

    Endelig Baron de Ley Reserva (59), ofte på tilbud, men altid i top til så lav pris! 

BEDSTE køb: Alsace Traber crémant og rød/hvid - Fournier Pouilly-Fumé - Noble House hvid/rosé - Baron de Ley Rioja Reserva 
GODT køb: Barolo "Boschi dei Signori" - Ripasso "le Arche" - Amarone "Rocca Alata" - Fitzroy Bay sauvignon blanc

uge 12/2025

Crémant Alsace "Traber"... 50,-

Brut, Frankrig
BEDSTE køb + *** (3/5), Føtex, indtil torsdag 27/3

Denne crémant er klassisk med mere dybde og karakter end den ellers gode Calvet (tilbud 59 i Bilka). Den har en global pris i snit på 125 kr ex moms, så 59 er en meget fordelagtig pris. 
    Positiv aroma, fint brus, ret og ligefrem præget af hvid pinot, ikke stor, men uden den grønne syre, som præger meget cremant i dag. Syren balanceres af 9g/l restsødme -herlig vin til festlig lejlighed som konfirmation o.l.. 80% pinot blanc, 20% auxerrois, lagret 12 måneder før degorgering. Vinen fik 89p/Falstaff i 2023. 

    Traber er fra kooperativet i Ribeauvillé, det ældste (1895) i Alsace, der lidt ufortjent står i skyggen af nabo Riquewihr. En meget hyggelig by med smukke gamle huse og flot torv. 

    Kooperativet havde under besættelsen 1940-45 en leder, der bevarede det uforfalskede elsasiske uden at lefle for tyskerne -han hed Emile Traber    Foto af hans sønnesøn, der er et af medlemmerne af kooperativet, som i dag omfatter et par andre kældre uden for Ribeauvillé. Der laves dog god vin, som alt for ofte sælges til andre på tank. 

    Kælderen leverer for mig  meget bedre vin end de fleste crémant'er fra GCF's stald, trods flotte etiketter med navne som Laugel, Helfrich, Arthur Metz, Calvet, Brucker og andre.

Alsace "Traber"... 50,-

Riesling, Pinot Gris, Blanc og Noir (rød), Gewurztraminer, Frankrig 
BEDSTE køb + *** (3/5), Føtex, indtil torsdag 27/3

Dette er husets standardvine, men som sådan rigtig gode -og topkøb til blot 50 kr. 
Riesling er altid god -ren aroma med lidt blomst, ret let, frisk og sprød. (P.S: på web ses også den gamle etiket, Varietals, til blot 40 kr). 
Pinot Blanc er tør, ren og sprød, nydelig madvin. Pinot gris er ikke smagt, men frygter for lidt sødme, som også Gewurztraminer, der dog har pæn rosenaroma og er god til sushi og anden orientalsk mad. 
    Den røde Pinot har fin pinot-aroma, let, men med frugt i smagen, pæn længde. Rød Alsace er stadig sjælden -denne er god trods prisen.  

Fournier Pouilly-Fumé... 119,- 

BEDSTE køb + **** (4/5), Føtex, indtil torsdag 27/3

Lidt dyrere end sidste år (109), men stadig topkøb. Knastør, men med rig aroma, lidt citrongræs, solbær og grape -sprød og frisk. Let, præcis og stilren i finish. Fumé har en snert mere fylde end nabo Sancerre. 
      Vinene viser på god vis, hvorfor druen sauvignon er blevet en af de mest mondæne i verden -en original aroma og sprød tørhed og friskhed -mere diskret end New Zealands udgave, men nok lidt mere forfinet og ren. En god ledsager til salade nicoise eller endog moules frites. Nyd den inden for et par år.       
      Fournier er et stort hus i Sancerre, som begyndte i 1950erne med et par hektar. I dag har huset 60 hektar, lidt mere i Sancerre end i Pouilly, hvor han ejer Bois Charmants. Vinene måler sig med de gængse vinhuse og er bedre end Føtex' ofte langt dyrere Calvet.

Bosio Barolo "Boschi dei Signori"... 119,-

GODT køb + **** (4/5), Føtex, indtil torsdag 27/3

En afrundet, kommerciel nebbiolo, som nok kan nydes ung. Barolo kun smagt som Truffle Hunter (i Meny til 99,95 i 2023). Vinen blev solgt af WineFamly for et par år siden til 270 kr, så 119 er en god pris!
    Bosio er et meget stort 3. generationshus fra 1967 i dag ledet af Valter Bosio og 3.generation i form af vinmager Luca Bosio (foto).
      Bosio er et af flere store huse i Santo Stefano Belba ved Barbaresco. Bosio ejer 30 hektar, men henter vin fra ikke mindre end 150 vinbønder med 700 hektar fordelt over hele Piemonte, dvs. godt 4 millioner fl/år fordelt på stort antal vine. Barolo skal komme fra Verduno i udkanten af området. 
    2020 får 88p/WineEnthusiast: "a profile rich with dark fruits and cola, delivering an intense and dense bouquet.. It's abundant in spice and carries a hint of warmed savory spice and herbs. The tannins are resolute and pronounced, reinforcing the deep, dark spice notes that linger with intensity. Drink 2025 - 2040"

Ripasso "le Arche" ... 50,-

GODT køb + *** (3/5), Føtex, indtil torsdag 27/3
Lillebror til Piacentini Ripasso (50 i Bilka) og knap så koncentreret. Stadig ganske ok middelfyldig vin med frugt og ganske beskeden sødme. 

Amarone "Rocca Alata"... 119,-

GODT køb + **** (4/5), Føtex, indtil torsdag 27/3
Ikke smagt i mange år, men stoler generelt på vinen, da vinen er tappet af ejerne i form af et meget stort 2.grads kooperativ (som omfatter 4 store kældre med 42 millioner fl/år fra 6400 hektar vin). Men vent ikke den store kompleksitet -men en fyldig, frugtig vin med rimelig koncentration. Kommer fra en af kældrene -i Illasi, en ganske god del af Valpolicella.  

Noble House hvid/rosé... 39,-

Riesling Trocken (tør) eller let sødlig, rosé, alkoholfri, Dr Pauly Rheinhessen Tyskland 

BEDSTE køb + *** (3/5), Føtex, indtil torsdag 27/3
Egod tør riesling -intens, ren aroma, sprød, frisk og let, men med nydelig eftersmag. Den let sødlige Noble House har næsten mere aroma, men også god friskhed. 2021 fik 86p/WineEnthusiast, flot til prisen. 
    Rosé ikke smagt og heller ikke en alkoholfri riesling. 
    Dr Pauly henter disse vine i det billigere Rheinhessen langt fra hjembyen Bernkastel ved Mosel. 

Fitzroy Bay sauvignon blanc... 59,-

GODT køb + *** (3/5), Føtex, indtil torsdag 27/3

Marlborough New Zealand. En ganske frisk, tør, aromatisk hvidvin, hverken værre eller bedre end de kendte mærker som Mud House og Selaks. Egentlig sært, da Fitzroy er tappet i... Spanien! 

Hvor ejer Felix Solis, bor og laver multillioner af flasker ganske ok vin. Få af de hvide bedre end denne fra kælderen i New Zealand. 

Baron de Ley Reserva... 59,-

2020 Rioja, fås nok også som rosé og hvid, Spanien

BEDSTE køb + **** (4/5), Føtex, indtil torsdag 27/3

Stadig topkøb til 59, selvom du kunne få den til 50 i Bilka og Netto for 1-2 uger siden. År efter år god moderne rød Rioja med rund fylde og indbydende duft med lidt krydderi, til den bløde side, men pæn dybde og intensitet. Mere lækker end aristokratisk, men suverænt køb til prisen.
     Set i 2020 med 92p/Guía Peñin + lidt overdrevent 94p/Decanter. 2018 fik 91p/Rydberg. 85% Tempranillo + 10% unik maturana og 5% graciano -to af de sjældneste druer i Rioja. 24 måneder i eg + 1-2 år på flaske. 

14/03/2025

Discount: Sjov Moldova + Rhone og Prosecco

Det lille Moldova bør kunne levere superb vin, men vi er ikke helt der endnu -men til 32 kr kan du vel ikke klage over den herlige riesling og den lette, frugtige pinot i 365discount. 

Uge 12 er den første uge i flere måneder, hvor der er rigtig gode tilbud fra alle discount kæderne. Foruden 365 en god Rhone Cristia (50) fra Rema1000 -samt en god el Coto Rioja og en lovende Roubin Médoc (begge 50). 

    Netto byder sig til med Prosecco til blot 45 samt god whisky, mens Lidl har både en rød pinot fra New Zealand samt en god pris på en Retsina (25 for 50cl), du bør give en chance. 

BEDSTE køb: For You and for Me Moldova rød/hvid - Cristia Rhone "Collection" - Prosecco "Arche"
GODT køb: Roubin Médoc - el Coto Rioja rød/hvid/rosé - Lidl Pinot Noir Hawke's Bay - Lidl Retsina - Rhone Auguste Bessac - Grant whisky - Chivas 12 år whisky
ANDRE: Sangre de Toro rød/hvid/rosé 

uge 12/2025

Bemærk: tilbud fra Rema1000 og Lidl gælder først fra søndag. 

For You and for Me, Moldova rød/hvid... 32,-

Pinot Noir eller Chardonnay (tappet i Danmark)
BEDSTE køb + *** (3/5), 365discount, indtil onsdag 19/3

Vinene er fra Moldova, dvs. i fredstid blot en times kørsel fra vingården Shabo i Ukraine. Vinene fra Moldova har (haft) fint gammelt ry. Vinene er tappet i Danmark og er helt ok, ikke mindst den hvide. 
    Både rød og hvid fik (årg. 2022 med etiket Dream) 87p/Vinbladet. den hvide riesling med ordene: "Liflig duft, hyldeblomst, æble og citrus. Elegant smag, fyldig med let sødme og let sødmefuld eftersmag med frisk frugt og fin syre. Et superkøb" (til 40 kr). .  
    Den røde pinot noir fik 3* af Rydberg i Ekstrabladet: "Simpel frugtig pinot noir med sødmefuld rød frugt og krydderier. Kort i smagen med en let tørhed". 


Cristia Rhone "Collection".... 50,- 

BEDSTE køb + *** (3/5), Rema1000, søndag-lørdag 16-22/3

En typisk Rhône uden store dikkedarer -god peberfrugt, alkohol og fylde. Cristia er lille vingård i Châteauneuf. Vinen er dog ikke fra vingården -men "Collection", dvs. hentet udefra. 

    Men slet ikke ringe: "Rigtig dejlig frugt og pæn friskhed. Vellavet og meget nyttig lille Rhône", skrev Vinsiderne.dk om 2021, mens 2018 fik 5* i Vinbladet.

Roubin Médoc ... 50,-

GODT køb + *** (3/5), Rema1000, søndag-lørdag 16-22/3

Ikke smagt, men Flaskehalsen er ikke entusiastisk. Årgang 2020 er god, og vinen var nok behagelig for 2 år siden, men er nu lukket ned. Jeg forventer, at næsen åbner op til en yderst respektabel, men nok ikke så koncentreret vin om 2-3 år, som er god til mad. 

    Vinen har en produktionspris dobbelt så høj som Rhone og New Zealand, så 50 er en god pris, selv i dag! 
100% merlot passer til den lidt tunge jord ved Bégadan i det nordlige Médoc. Kender ikke slot, men har fornemmelse af, at vinen kommer fra det lokale kooperativ. 

El Coto Rioja... 50,-

Rød crianza, hvid og rosé, Spanien
GODT køb + **** (4/5), Rema1000, søndag-lørdag 16-22/3

Samme ejer som Baron de Ley, så en art lillebror til Reserva fra Ley, men til 50 rigtig god. Rødmeget indbydende og lækker vin, poleret, men den smager godt. 2020 fik 88p/Peñin.
      Coto ligger i Oyón i Alavesa tæt på Faustino, som jævnligt optræder i denne blog -og deler ejer med Baron de Ley, som sælges af Bilka og Føtex. Alle har det til fælles, at vinene i reglen kommer fra eget domæne og leverer meget vin til pengene.
Foto: Coto blev grundlagt under den store Rioja-revolution i 1970erne og var en tid den største bodega i Rioja. Etiketterne er kendetegnet med en gravering, altid med en kronhjort.

Sangre de Toro rød/hvid/rosé... 50,-

*** (3/5),  Rema1000, søndag-lørdag 16-22/3

Helt ok spanske vine i en brugervenlig stil, som ikke gør fortræd. Rød på 60% garnacha/40% cariñena
med middel fylde, let krydret næse, tør og blid i smagen. Hvid er tør, enkel med pæn frugt. Rosé er tør, men ikke smagt. 
    Den røde kaldes "Original", fordi Sangre de Toro var den første vin, Torres solgte på flaske i 1940erne. I dag bruges navnet Torres slet ikke til Sangre de Toro, som sælges som spansk vin, ikke katalonsk. Vinene kommer (vistnok) stadig fra Katalonien.
    Hidtil solgt til 55, temmelig høj pris for discount, især når Brugsen sælger storebror Coronas til 50 (og topvinen Gran Coronas til 59 i sidste uge!). Foto: "Tyreblod" anno 1976, mens ordet Torres stadig prydede etiketten. 
    Navnet? "Tyreblod" med et lille lån fra den ungarske vin af samme navn (Egri Bikaver), som i en discount udgave i 1970erne blev til Irmas "Okseblod" (fra Ungarn, senere Bulgarien). 

Pinot Noir Hawke's Bay, kr/fl v 3: 56,33

3 fl: 169, New Zealand (tappet i Tyskland)
GODT køb + *** (3/5), Lidl, indtil søndag 31/3

Set i 2022. Pæn farve for pinot (læs: ret lys!), indbydende frugt, middel fylde, rund og behagelig -typisk Kiwi Pinot i den indbydende ende, som faktisk er et reelt og godt alternativ til Bourgogne. 
    Hawke's Bay ligger pænt langt mod syd på Nordøen og er nok bedst kendt for rødvine, ikke mindst pinot. 
    Vinen er del af De Luxe, en ny serie vine fra Lidl, som har etiketter med billeder af den anerkendte engelsk kunstner Gary Bullock (foto).

Retsina hvid græsk 50cl... 25,-

GODT køb + *** (3/5), Lidl søndag-lørdag 16-22/3

50cl flaske (= 37,5 kr/75cl) giver 4-5 pæne glas tør hvid med en særegen aroma, hvor frugt og lidt nåletræ er blandet. Prøv den til gyros eller en krydret salat! Tappet af et af de store, anerkendte huse. 
    Vinen er ung og frisk (undgå gammel retsina), og prisen er lav, ikke meget højere end i hjemlandet!  
    Den unge hvidvin blandes med harpiks fra nåletræ, som så fjernes, så den kun lige når at give vinen aroma. Druen er savatiano, groet i Attika, tappet i Grækenland. 

Cotes du Rhone Bessac... 45,-

GODT køb + *** (3/5), Netto, indtil fredag 21/3

En middelgod Rhone uden dikkedarer til lav pris. Pæn frugt, middel fylde, lidt syre og friskhed, lidt kort smag. Senest smagt i 2023, men den unge 2023 bør være ganske god.  
    Auguste Bessac leverer i reglen ganske god Rhone, som er del af Caves des Papes/Ogier. Mængderne er store, men kvaliteten mere end akceptabel. Personligt finder jeg middelvine som Lirac og Plan de Dieu markant bedre end denne basisvin og ikke langt fra den dyrere Chateauneuf du Pape. 

Prosecco "le Arche" rosé/hvid... 45,-

BEDSTE køb + *** (3/5), Netto, indtil fredag 21/3

Prosecco er ikke tankevækkende foredrag, men god sladder! Og den bedste Prosecco er altid den yngste, med ungdommens friskhed. Som denne: Nydelig æblearoma, let sødme (hvad Extra Dry lidt vildledende skal have), men med lille syre, der giver friskhed
    Nydes alene eller i Aperol/Campari eller anden spritz (kirsebær, brombær osv). 
    Fås også som rosé (farven kommer fra en smule rød pinot), som formentlig også er god (ej smagt). OK til velkomst og glas i utide. 


Grant's Whisky "Triple Wood"... 79,-

GODT køb + *** (3/5), Netto, indtil fredag 21/3

En meget lav pris. En blid, frugtig whisky med spritten godt camoufleret af let sødme. ”Triple Wood” betyder lagring i 3 slags eg -ny eg, fade brugt til Bourbon og ældre fade, dvs. kun amerikansk eg. Men stadig kun lagret 3-5 år i eg, vil jeg tro. Den får pæn ros i nye smagninger. 

Chivas Regal "12 år" Whisky.. 149,95

GODT køb + **** (4/5), Netto, indtil fredag 21/3

I min fjerne ungdom var Chivas en dyr whisky -sådan er det ikke længere. Men stadig er 149 lav pris selv for duty-free! Den står til 279 i min lokale Føtex.  

    En vellagret, let til middelfyldig dram med meget aroma og blød, lang smag med lidt sødme. Johnie Walker Black er mere min smag, men... 91p/100 fra WineEnthusiast (i 2022) og Tasting.

Bilka: God crémant og Mosel Riesling!

Med foråret kommer boblerne, og Bilka er tidligt ude med den ganske gode Crémant fra Calvet sammen med den gode riesling fra Dr Pauly og Picentini Ripasso. 

Bilka har ikke mange tilbud -til gengæld er de gode. Måske er Calvet's Crémant ikke i top, men hvor meget kan du forlange til 59? Læs også historien om dette engang så stolte vinhus, som engang havde kontor så langt væk som Argentina. 

    Der er også italiensk vin som Ripasso Piacentini (50) og mere end ok kraftig vin fra Puglia som Nero Grande (46,50 v6).   

    Endelig har Bilka mange nye vine på vej ind, så en række gamle vine sælges ud til lav pris. Navnene kan variere for hvert varehus. 

BEDSTE køb: Crémant Calvet hvid/rosé - Piacentini Ripasso + vine, der udgår
GODT køb: Dr Pauly "Premium" riesling - Nero Grande hvid/rosé - Stellenhof rød/hvid 

uge 12/2025

Crémant Calvet hvid/rosé... 59,-
Bordeaux rosé eller hvid brut (tør), demisec (sød)
BEDSTE køb + *** (3/5), Bilka, indtil torsdag 20/3

Jeg vil hellere i Føtex og få Traber Cremant fra Alsace til blot 50. Men denne er også topkøb. Vinen laves på Champagne-metoden på Bordeaux-druer, typisk rød cabernet og hvid semillon. 
    Den hvide har en ren duft uden større karakter, men er frisk og appetitvækkende. Brut er tør, men ikke så det bider. 89p/Rydberg 09/22. Den søde aldrig smagt. Den tørre rosé er måske bedre, men ikke smagt. 5* i BT. 
    Etiketten er flot for en basis-cremant -og prisen er i bund.     I dag er Calvet blot et navn ejet af giganten GCF (som også har bl.a. Moingeon, Louis Eschenauer, Reine Pédauque osv). 
    Men engang var Calvet et af de stolte store huse. Familien kom fra Minervois i Languedoc og startede for 200 år siden et lille firma i Tain ved Hermitage i Rhone. 
    Så fulgte en stor kælder i Beaune i Bourgogne, siden endnu større kælder i Bordeaux -og andre kældre i Cognac, Paris samt London og endog så langt væk som Buenos Aires i Argentina -som det ses af dette gamle skilt på vinhandel i Nice. 
    Under den store krise i 1970erne gik det galt, og kældrene lukkede en efter en, indtil huset kun var ét navn -af mange- i Crus & Domaines de France. 

Dr Pauly-Bergweiler Riesling "Premium"... 59,-
Tør Riesling Trocken eller sødlig Riesling Kabinett, set i 2023, Mosel, Tyskland

GODT køb + **** (4/5), Bilka, indtil torsdag 20/3

"Premium" er hentet fra Mosel (modsat Noble House fra samme firma) og har den sprødhed, som køligere klima og skifer terrasser giver til riesling. 

      Den tørre "Trocken", har stadig nogle gram restsødme, rigtig meget riesling flint, aroma og sprødhed. Jeg fandt den lidt kort i smagen, men ren og frisk. 2022 var testvinder i Vinbladet (06/23). 

    Den sødlige Kabinett er lidt for sød for puritanere, men den har herlig aroma og sprød  syre. 

Nero Grande rød/hvid, kr/fl v6: 46,50

6 fl: 279. Rød Zinfandel, hvid Fiano-Chardonnay, Puglia, Italien

GODT køb + *** (3/5), Bilka, indtil torsdag 20/3

Kun smagt rød med en ganske lille sødme i smagen. Vil glæde mange og blive akcepteret af andre. Rydberg har givet rød 5* (årg. 22) i Spritnyt. Den hvide er delvis på lokale fiano druer og burde være ok med lidt frugt og syre under blødheden. Måske lille sødme? 

   Ligner nok Epicuro Z-Zinfandel (Brugsen), som er fra samme Femar nær Rom.:  


Silvano Piacentini rød/hvid..... 50,-

rød Ripasso Valpolicella superiore eller hvid Soave Classico, Italien 

BEDSTE køb + *** (3/5), Bilka, indtil torsdag 20/3
Denne Ripasso er god til både risotto og gullasch -server kælderkold. Faktisk er denne vin mere tilfredsstillende end de tunge Amarone vine fra samme Piacentini. Og så er prisen lavere. 
    Årgang er 2022 har jeg ikke smagt, men den ligner nok den absolut drikbare 2019 eller 2018 med 87p/Rydberg: "Røde bær i næsen. Pæn ligefrem vin med kirsebær, tobak, varme krydderier og vanilje. Fin krydret afslutning."

    Den hvide Soave er slet ikke i top, men tør, ren og neutral, pæn syre, ganske frisk -helt ok Classico. 

      Silvano Piacentini (foto) er født i Valpolicella i 1938 og kom tidligt ind i vinhandel med salg og marketing. I 2000 stiftede han PWS (Premium Wine Selection), et af de store huse, som leverer en god del af Salling-gruppens italienere med Gemma (Barolo)  og Arche i spidsen. 

Stellenhof rød/hvid/rosé, kr/fl v 6: 33,17
Rød cabernet, pinotage, hvid chardonnay, rosé, Sydafrika (aftappet i Danmark)         

GODT køb + ** (2/5), Bilka, indtil torsdag 20/3

Slet ikke min smag, men lav pris, hvis du sætter pris på let sødladen, stærk (15%) pinotage, som dog (trods en lille sødme) er ret slank og kort i smagen. Jeg trøster mig med, at vinen i glasflaske smager bedre end samme vin i pap/plastikpose. Rosé og hvid ikke smagt. Tappet af Globus i Køge. 

P.S: Bilka skal få nye vine i løbet af ugen, så en række vine sælges ud til lav pris. I min Bilka Wawes er set bl.a. 
Hécula Organic monastréll (28,95, 3*), Lindeman Yellow Label shiraz (39, 3*), Montgras Day One cabernet eller pinot noir (39, 3-4*) samt St Julien "Grand Vin Collection" (99, 4-5*), købt i 2022, alle bedste køb.