Søg i 1400 opslag:

24/01/2025

God Oz til rigtig god pris!

Meny er af BTs læsere kåret som årets supermarked. For en gråhåret vinkender kan Meny være et rigtig godt besøg med mange spændende vine (og en del svipsere). 
Men Meny kan fortsat ikke matche Kvickly og Superbrugsen, men er i denne uge dog tæt på Bilka eller Føtex.  

Eneste topkøb er Rob's Range Coonawarra cabernet (v6 49,83), som er tappet i Danmark, men alligevel er en typisk Oz med intens frugt og rund kraft -præget af kølige Coonawarra snarere end det ophedede Riverland. 

    Ugens New Zealand er den historiske Brancott sauvignon (55). Og der er også en god pris på Ragose's fine Ripasso (96,33 v3), som ere dyrere end mange, men lige akkurat et godt køb (købte den sidst til 79,95! 

Bedste KØB: Rob's Range Coonawarra cabernet . 
Godt KØB: Princes Rhone Vieille Vigne rød/hvid - Ragose Ripasso - Brancott sauvignon blanc - 

Castellare rød/hvid 

Andre: Four Star pinot + chardonnay - Maybach riesling tør/sødlig 

uge 05/2025

Rob's Range Coonawarra reserve, kr/fl v6: 49,83
6 fl: 299, Cabernet sauvignon Coonawarra "Terra Rossa", Australia (aftappet i Danmark)
Bedste KØB + *** (3/5), shop.Meny, indtil torsdag 30/1 

Sikkert tæt på topkøb, da den kommer fra det fine Coonawarra, et af de køligere og gode områder nær kysten syd for Adelaide. Giver vine fuld af frugt og fylde. 
    Den fik i uge 9/2024 89p + godt køb af Rydberg: "Solmodne solbær i duft og smag. En klassisk oversøisk cabernet med masser af varme, krydderier og vaniljenoter. Ikke så dyb men det der er fungerer." Nok en ny tapning, men sikkert stadig mere end ok -og topkøb til 50. At etiketten ligner Penfold's ikke så lidt, er næppe helt tilfældigt -aftapper Globus kan noget med etiketter! 

Rhone "Vieille Vigne" rød/hvid, kr/fl v6: 49,83

6 fl: 299. Godt KØB + *** (3/5), shop.Meny, indtil torsdag 30/1 
En god Rhône fra Princes, kooperativ i Chateauneuf du Pape, men med de fleste marker uden for. Denne er en god Rhone, præget af moden grenache + lidt syrah og mourvedre. Set i 2022, der nok ligner 2020: fuld af sød frugt, ganske mørk for grenache, god længde, meget drikbar. Hvid ikke smagt. 

Le Ragose Ripasso Valpolicella, kr/fl v3: 96,33

3 fl. 289. Godt KØB + **** (4/5), Meny, indtil torsdag 30/1
Set i 2021 med 92p/JamesSuckling. En vin med rig frugtaroma, rank, fast, middelfyldig vin med lidt fedme holdt i skak af fast syre -dybere og mere spændende end de overfede vine, som ofte ses. 
      Jeg har ikke smagt denne "Classico" så ofte, som jeg burde, men har altid haft respekt for le Ragose, der var blandt de første "New Wave" vingårde i et traditionelt Valpolicella. 
       Ejeren var konsulent for flere kooperativer, inden han sammen med hustruen Marta købte en forladt vingård i 1969 i Classico nær grænsen til Valpantena. De 55 hektar ligger ret højt (250-400 meter) og ledes i dag af sønnerne Paolo and Marco Galli, som leverer lige så fine vine. 

Brancott Sauvignon Blanc... 55,-

Godt KØB + **** (4/5), shop.Meny, indtil torsdag 30/1

New Zealand. Tør, dufter af græs, grape, rig tropisk frugt, fyldig, markant syre, stadig markant i sit udtryk trods en lille restsødme i slutningen. Kunne fås til 50 sidste år, men 55 er tæt på bedste køb.

     Brancott (ex-Montana) var det første hus til at sælge såvel sauvignon som pinot noir fra New Zealand (1979 -ældre er salget af god vin i New Zealand ikke!). 

    I 1990 besøgte dronning Elizabeth huset og plantede en vinstok. Det har i mange år været ejet af franske Pernod-Ricard, som også ejer bl.a. Jacob's Creek og Orlando i Australien. 

    Elsker etiketten, hvor perfekt illustrerer begrebet Down Under med et får med hovedet nedad! 

    Brancott har æren af at være kalder sig "estate", men langt det meste købes udefra, da der alene af denne vin sælges 12.000.000 flasker årligt, alle fra Marlborough! Trods millionerne er vinen faktisk ok. 2023 fik 87p/Decanter, 2022 91p/Decanter, 2021 88p, mens 2020 fik 89p/Spectator. 

Castellare rød/hvid... 99,95

rød Chianti Classico 2023, hvid Ginestre 2023 igp
Godt KØB + **** (4/5), shop.Meny, indtil torsdag 30/1

Normalprisen på 230 kr er ekstremt høj, men til 100 får du en flot Classico, der dog stadig er dyr i forhold til San Felice (set i Bilka fredag til 59 og de klart bedre riservas som Grigio (89 i Bilka indtil torsdag) og Ser Lapo (Brugsen). 

   Den røde Classico er ung (2023) Chianti i en frisk stil, dvs. rig frugt med fine nuancer, fast og kraftig, ung, rimeligt afrundet. Parker gav forgænger 2021 88p/100, mens 2022 fik 92p/Falstaff. 
    Den hvide Ginestre er en tør, ganske frisk, men ret enkel hvid, bestemt ikke topkøb. 60% sauvignon, 40% chardonnay, ingen eg, nydes ung. 
    Castellare er et af de anerkendte ejendomme i Castellina i hjertet af Classico området, dannet i 1968 ved at lægge 4 små ejendomme sammen. I dag har man 46 hektar vin i ca. 350 meters højde, hvor vinmarkerne er plantet i et amfiteater. Du kan altid kende etiketterne på, at der er en fugl på etiketten. 

Til samme pris Four Star (99,95, 3*) rød pinot og hvid chardonnay, flot udstyr og nok en fuldfed smørvin, men jeg giver kun 3*. Har ingen fidus til det meste chardonnay og er også lidt træt af pinot fra Over There, som ofte er lidt for bløde. Denne har tilmed kun "appellation" California, ikke det køligere Monterey eller San Luis Obispo, suk!  

Maybach Riesling tør/halvsød... 45,-

*** (3/5), Meny, indtil torsdag 30/1

Rheinhessen. Kommer for sjældent i Meny, så denne er heller ikke smagt. Vinen er et mærke fra giganten Peter Mertes ved Mosel, men vinen er fra (det billigere) Rheinhessen. Gå efter den tørre, som nok har god frugt og lidt syre, takket være riesling druen. Den søde er nok også være helt ok. Prisen er steget med 5 kr siden juni 23. 

God hvid Bourgogne til lav pris

Montagny er et godt bud på klassisk chardonnay -tilmed fra det ellers dyre Bourgogne- til en rimelig pris. 

Men uge 5 er ikke en uge, hvor du ikke behøver haste i Bilka

    Montagny (79) er ugens bedste køb sammen med den røde Faustino V Reserva fra Rioja (46,50 v6). Når du alligevel er i hypermarkedet, kan du måske også blive fristet af den mere ydmyge, men gode Soave Classico Piacentini (59) eller Ironstone's opulente zinfandel reserva (79) fra California. 

Bedste KØB: Montagny "la Burgondie" - Faustino V Reserva

Godt KØB: Faustino V hvid/rosé - Ironstone Reserve zinfandel - Soave Classico "Piacentini"- Nero Grande rød/hvid - Tullamore Dew whiskey 

ANDRE: Piacentini Amarone - MontGras "De Vine" rød/hvid/rosé - Silverboom rød/hvid

uge 05/2025


Montagny "la Burgondie"... 79,-

Bedste KØB + **** (4/5), Bilka, indtil torsdag 30/1

God Bourgogne til forbavsende pris med lidt mere af det hele end en billig Chablis. Lys, ren aroma, lidt citrus/smør, middelfyldig, balanceret syre, god stil og længde.
    Slet ikke top, men nydelig træfri Bourgogne tappet af ejerne. Formentlig 3-5 år efter høst, hvor vinen får mere dybde og fedme. 

    Set i 2022 og 23, men ikke smagt af kritikere siden 2018 og 2017 (begge 89p + 5* af Rydberg i Ekstrabladet), mens 2017 fik 90p/Vinbladet og 5*/5 i SmagpåVin. Vinen sælges under flere etiketter, bl.a. Buissonier. Med en tredie etiket fik årgang 2021 -nok samme vin- 89p/WineEnthusiast.  
    Da Bourgogne er et lille område, kan al vin sælges -selv dårlig og tvivlsom vin- så tapning på ejendommen er for mig afgørende for at sikre autencitet. 
    Denne er tappet af kooperativet i Buxy, med 120 medlemmer den største lokale dyrker med årligt godt 7 millioner flasker fordelt på mange navne og etiketter.  

      Montagny kan levere hvid chardonnay, som kan være en habil erstatning for de stadig dyrere Meursault vine.  Vinen laves godt 15-20 km syd for Meursault på lignende kalk, dog måske med mere ler, en blid skråning mellem Côte d’Or og Mâcon. 

Faustino V Rioja, kr/fl v6:  46,50

6 fl: 279rød reserva, hvid og rosé, Spanien
Bedste KØB + **** (4/5), Bilka, indtil torsdag 30/1 (hvid/rosé godt køb)
Også med i ny avis. Rød er rigtig godt køb. Normalpris er 100, men ser mest Faustino V til omkring 50 på tilbud
Rødgod Rioja med indbydende aroma, begyndende modenhed, rund fylde og pæn eftersmag. Stadig lidt bid, så et par år på flaske vil kun gøre vinen bedre. Set i 2018 med lidt gavmildt 93p/JamesSuckling. 
Hvid laves på druerne viura og chardonnay med kold maceration. Ren aroma, let til middel fylde, neutral stil.
     Rosé er tør, let og ren i frugt og smag. Ikke så god som den røde. Druen er tempranillo, nydes helt ung.
    Faustino er noget med romertaler Reserva, lagret på eg (18 måneder) og flaske, men ikke så fin som Faustino I (Gran Reserva), men dyrere og bedre end Faustino's VII og IX uden eg og ofte fra husets kældre uden for Rioja. 
    Alle etiketter bærer portræt (af mænd naturligvis), mest kendt Rembrandts portræt af Nicolaes Van Bambeeck (1641). 
    Huset leverer ganske god vin, selvom huset er den største leverandør af Rioja reserva. Det meste er tilmed fra eget knap 700 hektar domæne. 

Ironstone reserve zinfandel eller chardonnay... 79,- 

Godt KØB + **** (4/5), Bilka, indtil torsdag 30/1

Kunne fås sidste år til 69, men stadig god pris. Flot rød med fløjlsagtig fylde og krydret duft, som dog har nuancer og dybde. Den hvide chardonnay er ikke smagt, men er næppe mindeværdig.  

      Ironstone er 100% familieejet og drevet,  grundlagt 1948 og stadig ejet af familien Kautz. Reserve er deres bedre (men ikke bedste) vine, og det anføres på zinfandel, at der "kun" er tappet ca. 8000 kasser en bagatel for firma, der årligt sælger mange millioner flasker! 
     Kautz kontrollerer 2000 hektar i Lodi og omegn -"Sierra Foothills". de nedre skråninger af Sierra Nevada med meget varme dage og lidt køligere nætter, et kerneområde for zinfandel (og andre "varme" druer) snarere end chardonnay.

Soave Classico "Piacentini"... 59,-

Godt KØB + **** (4/5), Bilka, indtil torsdag 30/1

Ganske god, tør, ren og neutral, pæn syre, ganske frisk -typisk Classico, men slet ikke i top. Den var topkøb til 50 sidste sommer, så den har lige fået 20% ekstra. Denne serie vine er storebror til le Arche, som kommer fra samme hus. 

    Oftest sælges Ripasso Valpolicella til samme pris, men den nævnes ikke i tilbudsavisen. Men se på hylden! 

Nero Grande rød/hvid/rosé... 50,-

Rød Zinfandel, hvid Fiano-Chardonnay, rosé, Puglia, Italien

Godt KØB + *** (3/5), Bilka, indtil torsdag 30/1

Kun smagt rød med en ganske lille sødme i smagen. Men som sikkert glæde mange. Bortset fra prisen! Kunne fås i forsommeren til 45 i Føtex. men kan se, at Rydberg har givet rød 5* (årg. 22) i Spritnyt. Den hvide er delvis på lokale fiano druer og burde være ok med lidt frugt og syre under blødheden. 

   Ligner nok Epicuro Z-Zinfandel (Brugsen), som er fra samme Femar nær Rom.: 

Piacentini Amarone Valpolicella... 159,- 

**** (4/5), Bilka, indtil torsdag 30/1
Piacentini er storebror til le Arche's amarone, og begge ejes af Silvano Piacentini. Den bedste vin sælges under hans navn, mens le Arche (normalt) er budget-udgaven. Kun smagt 1 gang, men husker den som temmelig god, åben og rig, mere tør end mange amaroner. OK køb, men ikke top.

MontGras "De Vine" rød/hvid/rosé, kr/fl v6: 43,17 

6 fl: 259. *** (3/5), Bilka, indtil torsdag 30/1
"De Vine" kunne i august fås til blot 33,17 kr v.6 fl, men ses oftest til omkring 40 på tilbud. Men ok til prisen, men langt fra husets Day One og Amaral (der kunne fås til 49 før nytår). 
    Bedre end basisvin men for mig ikke "reserva"! Trods teksten på web er kun lille del lagret i eg (kun 10% af pinot'en!). Cabernet er bedre end merlot. Prøv også en lidt fersk, men helt god zinfandel. De hvide ere faktisk bedre, ikke mindst sauvignon'en især fra det kølige San Antonio. 

    Bilka tilbyder også sydafrikanske Silverboom rød/hvid (6 fl: 269, 2*/5). Dansk tappet vin med voldsom alkohol og sødme, som slet ikke tiltaler mig. 


Tullamore Dew Irish Whiskey... 99,-

Godt KØB + *** (3/5), Bilka, indtil torsdag 30/1
Måske den bedst kendte whiskey fra Irland og af præcis samme årsag dén, der ofte rakkes ned (også af mig). Men slet ikke ringe, om end måske lidt sød -også god til andet end Irish Coffee. Er kaffen ikke sød nok, fås den også som Tullamore Dew "Honey". Puha... 
    Men faktisk er den i dag måske bedre end tidligere, siden mærket i 2010 blev købt af William Grant (Stand Fast og Glenfiddich whiskey og Hendrick's Gin). Efter lukning for 150 år siden er mærket nu vendt tilbage til landsbyen Tullamore, der har givet den sit navn. Men... ok, jeg foretrækker stadig Jameson! 

23/01/2025

Vinøse topkøb fra Sydafrika og Argentina!

Flotte vine til lave priser, det er recepten på Spier's rød, hvid og rosé til blot 35 og den fine Mascota til 59. Samt den herlige tyske Landgraf til 69. 

Endelig en uge, hvor Superbrugsen og Kvickly ikke dominerer totalt -faktisk blot 3 bedste køb og en håndfuld andre gode tilbud (+ lidt spiritus, som dog ikke er med her). Ja, det er faktisk på niveau med Meny, Føtex og Bilka, når de har deres gode uger! 

    Men Spier's Signature til blot 35 er svær at overgå. Slet ikke kompleks og lang, men uforskammet god til prisen. Hardy's Crest er måske blødere (39), men er bestemt ikke bedre. 

    Mascota er en mere seriøs argentinsk vin i en fløjlsagtig, fyldig stil. Også Landgraf er flot, både den hvide riesling og den røde spätburgunder, der bør give Bourgogne lidt at tænke over -til 69! 

    Jeg anbefaler også gerne Fontanafredda Barolo (159), en god pris, men... ikke topkøb! 

Bedste KØB: Spier "Signature" rød/hvid/rosé - Landgraf rød/hvid - la Mascota rød/hvid
Godt KØB: Hardy's Crest rød/hvid - Upper Case syrah + riesling - Barolo Fontanafredda - Annaberta Amarone

uge 05/2025

Spier "Signature" rød/hvid/rosé... 35,-

rød Pinotage og Cabernet-Sauvignon, hvid Chenin Blanc og Sauvignon, rosé
Bedste KØB + *** (3/5), Superbrugsen og Kvickly, indtil torsdag 30/1

Du får rigtig meget vin til pengene i disse vine, som er reelle og tørre og leverer rigtig meget vin til lav pris. 
    Jeg har ikke smagt dem ofte, men husker en helt ok hvid chenin blanc med ren, sart frugt og tør, rimeligt frisk smag, bl.a. med 5* i Vinavisen. 
    Den røde cabernet har jeg også fundet ganske drikbar. 
    Smagte i går den røde pinotage, som var mørk, fyldig, afrundet med positiv frugt -ikke det store sus, men ekstremt vellavet til prisen. Rosé har fået 4* i Ekstrabladet. 
    Spier leverer polerede, kommercielle vine, mest tappet i Danmark med lige én filtrering ekstra. Coop er største kunde hos Spier -men især af vin på tank, ikke flaske!
    Kun ganske få kommer rent faktisk fra Stellenbosch, hvor de flotte kældre (og ferieboliger ligger), men fra det store Western Cape.  

La Mascota rød/hvid... 59,-

rød malbec eller cabernet sauvignon, hvid chardonnay, Argentina
Bedste KØB + **** (4/5) Superbrugsen og Kvickly, indtil torsdag 30/1

Pris er lav for så god en vin!  

    Hvid chardonnay vil med aroma og fylde tiltale chard-fans. 2022 fik 90p/TimAtkin, måske lidt gavmildt. Håber på 2024 eller 2023, da vinen nydes ung.
    Rødvinene er en klasse bedre. 
    Lækker malbec med frugt og friskhed, indbydende frugt og god længde med lækkere blødhed med fin lille bid til sidst. 2022 fik 91p/Descorchados og 89p/Tim Atkin, 2021 fik 90p/Descorchados.  
    Cabernet er også rigtig flot. Silkebløde tanniner med fin frugt, lidt mere krydret. 2022 fik 90p/Descorchados, 2021 91p/Descorchados. 
      Kreeret af Rodolfo Sadler, som også står bag bestselleren OPI. Mascota er en tak bedre. Den laves i knap så store mængder på basis af finca La Mascota (foto). Druerne er fra det fine historiske Cruz de Piedra lidt syd for Mendoza. 

Landgraf rød/hvid... 69,-

økologisk, Riesling Feinherb og rød Spätburgunder, Rheinhessen Tyskland

Bedste KØB + **** (4/5), Superbrugsen og Kvickly, indtil torsdag 30/1

Feinherb er flot, frugtig, frisk og sprød med lige den snert af sødme, der gør den utrolig madegnet, f.eks. til sushi eller en salat. 
      Den røde Spätburgunder -pinot noir i Bourgogne er fra eget domæne. Tør, fyldig med fine bær i duft og smag. 2022 var testvinder + 5*/6 i Vinbladet. 
    Vingården ligger i Saulheim i Rheinhessen og har 20 hektar med god vin efter økologiske metoder, som laves til vin af det unge begavede ægtepar Katrin og André Landgrafder har fået hele 4* i den respekterede tyske guide, Eichelmann.  

Til samme pris australske Flavabom (69, 3*/5), en australsk kopi af Amarone. For mig mere fedladen end fed. Ditto med Veronia Appassimento (6 fl: 249, 2*/5). Virker sød på mig, men kun smagt én gang (og én gang med anden etiket). 

Hardy's Crest rød/hvid... 39,-

rød cabernet-sauvignon shiraz, hvid chardonnay sauvignon, Australia (tappet i England)
Godt KØB + *** (3/5), Superbrugsen & Kvickly, indtil torsdag 30/1

Hardy's er mest kendt for dagligvin som "Nottage Hill" og "VR" -samt Hardy's Crest, som for mig er et lille glas bedre (og William Hardy er endnu et trin op i hierarkiet).
      Den røde "Crest" er blend af cabernet, shiraz og merlot, solid fylde og slet ikke tosset, men pleaser uden større karakter. Årgang 2020 fik 5*/Vinavisen. 
    Den hvide er ret tør, middel fyldig, med nydelig frugt, en vis friskhed med lidt syre, som dog virker påtaget. 
      Hardy's er faktisk et af de ældste huse i Australien (1853), ikke længe efter, at Adelaide blev grundlagt som en "fri" modelby uden de straffefanger, som hærgede Sydney og Melbourne!

"Upper Case" rød/hvid... 50,-

rød syrah "S", hvid riesling "R", Washington, USA (tappet i Danmark)

Godt KØB + *** (3/5), Superbrugsen og Kvickly, indtil torsdag 30/1

Riesling er en specialitet i Washington: ganske nydelig og frugtig med lidt lemon, med frisk syre balanceret af fin lille sødme, positiv finish
Den røde syrah er mindre interessant. Mørk, fyldig, lidt grov bærduft, en fadbamse uden fad, lille sødme. Men, ok, en kommerciel basker! Rosé vil jeg ikke ofre penge på. 
     Washington er den nordligste stat i USA. Hovedstaden eer den våde, kølige Seattle, men vinen gror langt herfra -typisk i de næsten ørkenagtige dale omkring Yakima og Columbia. Hede, tør sommer, lang, kold vinter. FotoMount St.Helena i Washington. 

Barolo "Fontanafredda"...  159,-

Godt KØB + **** (4/5), Superbrugsen og Kvickly, indtil torsdag 30/1
Ser stadig 2019 (94p/WineSpectator), men især den nye 2020, som er en fremragende årgang i Barolo (men dog kun har fået 90p/WIneEnthusiast).
    Stoler dog på huset, som i dag  leverer superb Barolo i en klassisk, men nogenlunde tilgængelig stil. Vent en dyb farve (for Barolo), intens aroma af urt, sød frugt og lidt tobak (ved lagring), en tør, ren og præcis smag og balancerede tanniner til at give eftersmag. Egentlig flot sammen med mad, men nok bedst efter 8-10+ år.  

Amarone "Villa Annaberta" ... 159,-

Godt KØB + **** (4/5), Superbrugsen og Kvickly, indtil torsdag 30/1

2021 er rigtig god, magtfuld med koncentreret frugt, lidt fersk måske, pæn dybde, tannin, med kun lille sødme i eftersmagen. Jeg er ikke amarone-fan og kan faktisk bedre lide ripassoen. Men må indrømme, at Annaberta leverer god Amarone i en superkommerciel stil på den gode måde. Men langtfra topkøb, da den kunne fås til 139 i 2022. Og vinpriserne er næppe steget siden.