Søg i 1400 opslag:

13/09/2024

Klassisk Bordeaux, herlig makedoner og sydafrikaner!

Brugsen slapper en smule af efter at have toppet min "must buy" liste hele sommeren. Kæderne har stadig urimeligt mange tilbud, men ikke helt så aggressive priser i næste uge.

Fra Kvickly og Superbrugsen er Ezimit fra Makedonien nok ugens "fund" og superb til 49 (men kræver Coop-medlemsskab). Plus også Ségur, en flot klassisk Médoc (69), og Spier "Vintage" flot til 59, mens Burmester 2005 nærmer sig 20 år og er topkøb til 159.   

    Why Not? er ok kommerciel zinfandel mv (49), mens Aventino er flot Ribera del Duero (99) som også Yealands fine reserve hvidvin (79). 

    Vi nærmer os efterårets konfirmationer, så der er også tilbud på god Prosecco Barocco (59) og en sød, rød Brachetto til den eventyrlystne (men de fleste kan lide den). Plus gode priser på whisky, rom, Cognac mv. 

Bedste KØB: Ezimit rød/hvid Makedonien - Ségur Haut-Médoc - Spier "Vintage" rød/hvid - Burmester 2005 Port 
Godt KØB: Why Not? rød/hvid - Art Nostros pinot noir + chardonnay - Aventino 200 Ribera Duero - Yealands Reserve sauvignon blanc - Macon Villages Moillard - Mateus rosé/hvid - Fat Bastard rød/hvid - Hardy's Crest rød/hvid - Amarone Pagus Bisano - Prosecco Barocco - Brachetto "Suagna" - Jameson whiskey - Chivas Regal 12 år whisky - Havana Club 7 år rom - Glenlivet 12 år malt whisky

uge 38/2024

Why Not? rød/hvid/rosé... 49,- 

rød og organic negroamaro zinfandel, hvid pinot grigio, brus prosecco, Italien 

Godt KØB + *** (3/5), Superbrugsen og Kvickly, indtil torsdag 19/9

Rød er primitivo (under alias zinfandel) + negroamaro. Den økologiske har "kun" 14,5% alkohol (15% i den normale)Den "normale" er en sværvægter, hvor 15% alkohol giver et sødt indtryk i duft og smag, selvom smagen er rimeligt tør. 2020  fik 90p af 5StarWines og 2021 5*/5 af Vinavisen.  
      Den hvide er en mere anonym, men ganske behagelig grigio fra Venedig regionen med let sødme (10g/l). Rosé vil jeg ikke bruge penge på.   
    Contri er kendt for billig spumante, men i dag ses mest friskfyr’agtige designer vine baseret på primitivo (zinfandel) som ”Why Not?”, ”Perchè No” (Why Not på italiensk) og ”That’s Why!”, som hentes længst mod syd i Italien, mens hvid og brus hentes i Veneto omkring kælderen ved Garda.

Ezimit rød/hvid, Makedonien... 49,-*

*: kræver Coop-medlemskab, Pinot Noir eller Chardonnay, Nordmakedonien

Bedste KØB + **** (4/5), kun Kvickly, indtil torsdag 20/6

Begge matcher fint basis-Bourgogne og overgår de fleste kopier fra Sydfrankrig og Den ny Verden. 

    Højt liggende vingård mellem Skopje og Thessaloniki, dvs i det klassiske Makedonien (om end uden for Grækenland) -et sted, vi nok forbinder mere med Alexander den Store (der som 30-årig havde skabt et af de største riger i Verden!). 

    Den røde har smuk pinot farve og en ren, indbydende frugt, pæn længde, i den bløde ende, men stadig med lidt struktur. Set i 2021 med 89p + 5* af Rydberg i Ekstrabladet.

    Den hvide har rig, ren aroma, god fylde med fin syre bagved. 6*/6 af Vinbladet i 2023, 90p af Jancis Robinson i ældre årgang

    Vingården har 30 år bag sig og er hypermoderne (med oldtidsvingård i nabolaget). 400 hektar vin (30 druetyper inkl. de klassiske vranec og plavac). Vinene sælges i 40 lande fordelt på hele verden og præsenterer sig flot.  

Ségur, Haut-Médoc... 69,-

Bedste KØB + **** (4/5), Superbrugsen og Kvickly, indtil torsdag 19/9

Set i 2018. En flot klassisk Médoc (med 89-90p fra VertdeVin), som jeg vil lagre 3-6 år endnu. Smagte 2015 sidste år og 2009 i 2021, begge meget flotte. Dyb farve, indbydende bærduft med god dybde, middel fylde, en del syre, men god frugt. 
    Familien Segur var det mest berømte vindynasti i 1700-tallets guldalder i Bordeaux. Markis Alexandre de Ségur sagde, at "jeg laver min vin på Lafite og Latour, men mit hjerte tilhører Calon" (3. Cru, hvor de andre er 1. Crus). Familien Ségur ejede også andre vingårde inkl. dette charmerende slot nærmest Bordeaux by indtil den franske revolution. 

Spier "Vintage" rød/hvid... 50,-

Rød cabernet-blend, hvid blend (tappet i Danmark)

Bedste KØB + **** (4/5), Superbrugsen og Kvickly, indtil torsdag 19/9

"Vintage" er endnu en serie Spier vine, en klasse over de normale Signature mv, men formentlig under Yellow Wood. Druerne er hentet i Coastal området, lidt mindre (og finere) end Western Cape. 
    Rød er et Bordeaux-blend meget kommerciel med masser af fylde og sød frugt i duft og smag, afrundet blød smag. 50% merlot, 40% cabernet, 10% petit-verdot, lagring i små egefade. 
    Den hvide ikke smagt, men Rydberg er tilfreds i DinVinguide: "Blend af chardonnay, chenin blanc og viognier. En fyldig meget ligefrem og frugtig vin som især til prisen fungerer flot. Simpel men med en fin frugtig afslutning." 

Art Nostros, pinot noir eller chardonnay... 50,-

Godt KØB + **** (4/5), Superbrugsen og Kvickly, indtil torsdag 8/8

Nær Stillehavet i Chile er klimaet køligt, og tågen vælter ind fra det kolde hav om morgenen. Her laves gode "Cool Climate" chardonnay og pinot i Bourgogne-stil. Vinene er blødere og stærkere, men kan måle sig med ok vine fra Frankrig til ofte højere pris. 
   
Den hvide chard har 14% alkohol, men der er syre under og et let strejf af eg. Selv jeg, der generelt hader chard, kan få den ned pga syren. Den røde er bedre (for mig), ret lys, meget jord/hindbær i næsen, ret blød, krydret, men ret frisk stil. Nyd kælderkold til de fleste retter.
      Skal have lagret et år i fransk eg. Pinot '22 fik 86p/Thomas Rydberg. Ikke smagt i adskillige år.

Aventino "200 Barrels", Ribera del Duero... 99,-

Godt KØB + **** (4/5), Superbrugsen og Kvickly, indtil torsdag 19/9

En flot vin fra Spaniens danske vinhus, Hammeken nord for Alicante. Men jeg er ikke helt vild med, at en Duero får navnet Aventino, den mest fredelige af Roms 7 høje! 

     Meget dyb farve, meget rig aroma, stadig med frugt, middel til stor fylde i en poleret stil, ganske lang -mangler nok  lidt i intensitet og dybde, men til denne pris et hit! 

    En af husets bedste Duero vine -som navnet antyder er der "200" fade af den, blot 60.000 flasker. Fra gamle vinstokke med lavt udbytte. Den aktuelle fik 2020 fik 92p/WineEnthusiast, 91p/Spectator og Peñin. 

Yealands Reserve sauvignon blanc... 79,-

2023 Marlborough New Zealand 

Godt KØB + **** (4/5), Superbrugsen og Kvickly, indtil torsdag 19/9

Prisen var 59 for et par måneder siden, men du får stadig meget sauvignon til 79. Overdådig aroma, frugt og flint, fyldig, pænt lang, med meget frugt i smagen, som balanceres pænt af sprød syre. God til sushi og fyldige salater. Årgang er 2023 med sølv på IWC og 94p/Wine Orbit. 

    Vinene laves af kvindelig vinmager Natalie Christensen (af dansk afstamning) og er en klasse over den normale (gode) Yealands og kommer fra de bedste parceller i det kølige Awatere, lige under Single Block. 

Macon Villages "Moillard"... 79,-

Godt KØB + *** (3/5), Superbrugsen og Kvickly, indtil torsdag 19/9

Moillard er Bourgogne -grenen af giganten GCF, som også omfatter Calvet og Francois Martenot (der ses i Føtex/Bilka). Huset har et stort domæne i området, så vinen er helt ok. 

    Men vent ikke for meget, lys, let og med diskret aroma med lidt hø og blomst, let, tør, middel længde. Ret enkel, men helt ok og god til prisen. 2023 fik 87p/100 af Andreas Larsson, der engang blev valgt som verdens bedste sommelier. 

Mateus rosé/hvid, Portugal... 40,-

Godt KØB + *** (3/5), Superbrugsen og Kvickly, indtil torsdag 19/9

Lyserød een lidt sødlig, men ellers positiv frugt, middelfyldig, let sødlig (15 g/l), der balanceres ok af boblerne. Meget let drikkelig terrassevin til et glas i utide. Den hvide er mere tør, men ganske frugtig og rimeligt frisk.

      Etiketten prydedes af Casa de Mateus, et eventyrsmukt minislot lidt uden for Vila Real i udkanten af Portvinsområdet. Skulle du komme forbi, er både hus og park rigeligt omvejen værd! 
     Mateus gjorde Sogrape til Portugals suverænt største vinhus med penge nok til at købe anerkendte vinhuse som Sandeman, Ferreira, Offley og andre.         Undervejs fik vinen ros fra uventet kant: “My only regret is that when I flew around the moon, I wasn’t drinking Mateus” -Borman, den første amerikaner, der så Månens bagside.
       Andre fans set med Mateus i hånd er Steve Jobs (Apple), Graham Nash (Crosby Stills & Nash og Hollies), Jimi Hendrix og gennem næsten 25 år for dronning Elizabeth II. Om vinen hjalp hende til hele 70 år på tronen ved jeg dog ikke!

Fat Bastard rød/hvid... 40,-
 rød cabernet-sauvignon, hvid chardonnay, Frankrig

Godt KØB + *** (3/5), Superbrugsen og Kvickly, indtil torsdag 19/9

Cabernet er mørk, fyldig, med lidt syntetisk, men indbydende aroma og ret blød eftersmag med lille restsødme, som vil tiltale mange. Chardonnay har masser af aroma, fylde, måske lidt for blød for mig, men en god allrounder. 
    "En fed bastard" oser mere af design end kvalitet. Og jeg har også før været mere positiv end i dag, hvor jeg stadig mangler at smage den hvide. Engelske Boutinot har skabt stort firma på at lave vine til de kræsne engelske supermarkedskæder -her en fransk vin i australsk stil. 

Hardy's Crest rød/hvid/rosé... 40,-

rød cabernet-sauvignon shiraz, hvid chardonnay sauvignon,, Australia (tappet i England)

Godt KØB + *** (3/5), Superbrugsen og Kvickly, indtil torsdag 19/9

Den røde "Crest" er blend af cabernet, shiraz og merlot, ikke tosset, en pleaser uden større karakter. Årgang 2020 fik 5*/Vinavisen, mens 2019 fik 86p/Decanter Award. 
    Den hvide er tør, middel fyldig, med nydelig frugt, en vis friskhed med lidt syre, som dog kan virke lidt påtaget. 
      Hardy's er faktisk et af de ældste huse i Australien (1853), ikke længe efter, at Adelaide blev grundlagt som en "fri" modelby uden de straffefanger, som hærgede Sydney og Melbourne! Crest er en gedigen supermarkedsvin uden større karakter, men slet ikke ringe.
     

Rosso Fuoco rød/hvid/rosé... 40,-

*** (3/5), Superbrugsen og Kvickly, indtil torsdag 19/9

Ok "bread-and-butter" vin. Den røde er nok bedst -rund, krydret fylde- men den hvide (trebbiano og chardonnay) er ganske frisk for vin fra Italiens hede hæl, mens rosé vinen er gennemsnitsvare, men dog tør! 
    Botter ved Treviso har knap 100 år bag sig. De begyndte at sælge på flaske i 50erne, eksportere i 60erne, og i dag eksporteres 90% af produktionen. Huset var i 70erne Irmas leverandør af billigvin på 2 liter flaske o.l., og dengang som nu kommer det meste af vinen ikke fra det velhavende Treviso, men fra det varme Syditalien, hvor huset laver vinen og sender den nordpå til tapning med nydelig etiket.  

Amarone "Pagus Bisano"... 159,-

Godt KØB + **** (4/5), Superbrugsen og Kvickly, indtil torsdag 19/9

Trods 15% alkohol ret let for amarone (helt ok med mig!). Herlig aroma med svesker og blommer, fyldig, pænt lang, med en let tør eftersmag, som passer godt til vinen. Den kan sikkert gemmes, men hvorfor egentlig? Set i 2020, som nok ligner forgænger 2018 med 97p/Decanteren grotesk høj karakter. 

      Pagus Bisano er del af Valpantena, et stort, men godt kooperativ, der modtager druer og vin fra andre kooperativer, ialt 750 hektar. Falasco og Cantina di Verona er andre mærker.

Prosecco "Barocco"... 59,-

Godt KØB + *** (3/5) Superbrugsen og Kvickly, indtil torsdag 19/9
Ikke smagt, men forventer fint brus, duft af æbler, let frisk og rimeligt sprød med kun lille sødme til sidst. 90% prosecco (glera), 10% chardonnay. 
    En god vin til sensommerfest eller en konfirmation! Et mærke fra Botter, så måske identisk med Bianca Nera (Coop365). Et meget stort familiehus, som har leveret vin til Irma siden først i 1970erne -og som (formentlig) overlever hos Coop.

Brachetto "Suagna", Piemonte, sød rød brus.... 59,- 

Godt KØB + *** (3/5), Superbrugsen og Kvickly indtil torsdag 19/9
En slags sød rød Asti med smukt rødt brus og en forførende aroma af hindbær. En specialitet i Piemonte, som går rent ind -og ud igen. Men ungerne elsker det! SmagpåVin gav den 5*. 

    Til samme pris Fontanafredda Moscato d'Asti (59, 3*). 

Burmester 2005 Port... 159,-

Bedste KØB + ***** (5/5), Superbrugsen og Kvickly, indtil torsdag 19/9

Topkøb for 19 år gammel Port. En smuk ravgylden farve, rig bouquet af nøder og frugt, fyldig og lang, blød og sød

    Med rette rost i flere guider, bl.a. de maksimale 6 stjerner i Ekstrabladet og 17,5/20 fra Oldenburg, der om nogen kender sin Portvin! Senest også 5* og bedste køb fra Skovenberg i Vinbladet nov.23. Perfekt til en dessert med chokolade eller tærte med frugt. Men også gerne alene, med eller uden kaffe og cigar! 

Jameson Irish Whiskey... 99,-

Godt KØB + *** (3/5), Superbrugsen og Kvickly, indtil torsdag 19/9

Jameson er en rigtig god whiskey til begyndere - rig og ren i aroma, let (typisk for irsk), men ren og lang i smagen. Normalt er den heller ikke særligt billig -set til 169 i min lokale Bilka. 
    Men måske er jeg forudindtaget, da jeg har været på tur på det gamle destilleri i Bow street, Dublin. Her får man smagt hele porteføljen, hvor denne standardudgave smages ud mod Chivas Regal og klarer sig rigtig godt!

      Som næsten al irsk whiskey er Jameson blend af malt og grain, destilleret 3 gange for en lettere smag og siden lagret et minimum af 3-4 år.

    Til samme pris Beefeater Gin 40%, Ballantine whisky, Absolut vodka (99, 3*) og Fernet Branca bitter (99). Enkelte kan være i 50cl flaske, ikke 70 og er således ikke gode køb.   

Chivas Regal ”12 år” Whisky.. 179,-

Godt KØB + *** (3/5), Superbrugsen og Kvickly, indtil torsdag 19/9

Tidligere i år til 149, men 170 er stadig ok duty-free pris! En vellagret, let til middelfyldig dram med meget aroma og blød, lang smag med lidt sødme. Johnie Walker Black er mere mig med sin røgede bouquet, men seriøse Tastings gav Chivas 91p i 2019. 

    Til samme pris Havana Club 7 år rom (179 godt køb) og Normandin VSOP Cognac (179). 

Glenlivet 12 år Single Malt Whisky... 249,-

Godt KØB + **** (4/5), Superbrugsen og Kvickly, indtil torsdag 19/9

Det første -legale- destilleri og den mest berømte (men ikke bedste) Single Malt. "Double Oak" (lagret i 2 typer eg, i hvert fad 6 år) giver en blid all-rounder med let sødme. Var i Skotland i juli 23, og her er prisen langt over 300, mens en 3 år ældre Glenlivet 15 herhjemme koster over 500.   

      Nyere ratings 93p/Tastings, 88p/WhiskyAdvocate. Kan se på nettet, at den har fået 4,3/5 på Vivino /o.l.), som gav meget dyrere Highland Park Viking's 12 år 3,5/5 og den superbe Glenfarclas 12 år 4. Stol ikke for meget på brugerstyrede guides! 
    Til samme pris også den fine Pascal Combeau XO Cognac (4*).

11/09/2024

Carmenere -nationaldruen i Chile

Carmenère kan med fuld ret kaldes nationaldruen i Chile. De fine udgaver af druen har en meget dyb farve og rig frugt (hindbær, kirsebær), en fuldblods vin, der kan være meget charmerende trods fast syre, fyldig og lang. Og som med fordel kan gemmes 5-8 år. 

Billig carmenère vin (40-60 kr) vil ofte skuffe -druen kræver både et lunt klima og giver kedelig vin, hvis udbyttet er for højt. I alt for meget carmenère går den faste smag over i det vegetariske med grøn peber og umodne urter.  Derfor skal du give mere for carmenère end cabernet! 

    Gå efter en vin fra lunt område som Cúrico eller Cachapoal (særligt gode dele af Central Valley). Og du skal ofte betale 100 kr (eller mere) for at smage en stor carmenère. 

Madens Verden: En god carmenère med 3-5 år bag sig er en god ledsager til en entrecôte, lam og langtidsstegt gris, måske en ikke for krydret gryderet. Servér ikke for kold, dvs. 16-17 grader. 

Uddød i Bordeaux, genoplivet i Chile

Carmenère var en af de fine druer i Bordeaux, som var med til at give de store Grands Crus i Médoc deres ry i 1700-1800 tallet. 

    I 1850erne hentede vindyrkere fra Chile et stort antal stiklinger fra Bordeaux, som blev plantet omkring hovedstaden Santiago. Blandt dem carmenère, som dog de næste 140 år -ved fejl- fik navnet merlot. Først i 1998 opdagede fransk drueforsker, at druen merlot i Peumo rent faktisk var carmenère. 

    Druen gror i Chile mest i lunere områder tæt på Santiago, som Colchagua, Rapel og Maipo. For mange er Peumo (i Cachapoal) måske bedst. Holdes udbyttet nede, kan her laves carmenère af høj klasse.  

    Men indtil da troede vinkendere, at druen carmenère var helt uddød, da druen stort set forsvandt, da vinlusen Phylloxera hærgede i Bordeaux fra 1860erne og frem. I dag ses druen igen, men blot 80 hektar, mest i Médoc. 

    Chile har med 10.000 hektar op mod 80% af arealet med carmenère. Andre lande med carmenère er Kina, Italien og Washington

08/09/2024

Barolo -historisk topvin fra Italien

Barolo var rødvinen, der gjorde Italien kendt som vinland. Barolo er dog ikke en vin for alle og enhver -farven er ret lys, smagen meget tør og kræver mange år på flaske for at blødgøre en magtfuld garvesyre. 

Vinen laves af den lokale drue nebbiolo i malerisk bakket område mellem Italiens gamle hovedstad, Torino, og Genua ved Middelhavet. 

    Vinen fik sit ry samtidig med, at Italien blev dannet som stat i 1861, hvor en Borgogno Barolo blev serveret ved banketten af kongen. Hans første premierminister Cavour lavede også vin i marchesi di Barolo, mens kongen selv boede på Fontanafredda i hjertet af Barolo.  

    En konge var så glad for vinen, at han afgav en ordre på 325 fade, ét til hver af årets dage (minus fasten). Derfor blev Barolo "Kongernes vin og vinens konge".  

    Vinmarkerne dækker dele af 11 små kommuner, ialt 2000 hektar, som årligt leverer godt 12 millioner flasker vin, ikke meget til en verden med utallige italienske restauranter, der gerne vil have landets mest berømte vin på kortet! 

Vinen: klar rød, sjældent meget dyb, duften præget af hindbær, blomme, læder, mere rig bouquet efter lang tid i glas eller på flaske. Smagen er tør, fast, meget elegant med markant garvesyre, der med mange års lagring bliver til en lang eftersmag. 

Lagring: loven kræver mindst 38 måneders lagring, 60 måneder for Riserva. Heraf skal vinen ligge mindst 18 måneder i egefade, typisk botti på omkring 2500 liter. Alkohol mindst 13%. 

Modenhed: kræver lagring på flaske for at åbne bouquet'en og smagen -i reglen mindst 5 år på flaske, ofte 10 år eller mere. Deres vinkender har smagt Barolo op til 60-65 år, som var i fin stand. 

Pris: Barolo koster sjældent under 100 kr, og du kan let komme af med 300-500 kr eller mere for de berømte "Crus" (godt 200 navngivne skråninger). 

Andre vine: naboen Barbaresco ligner Barolo i pris og kvalitet, men kan være lidt lettere. I samme region laves også Nebbiolo -på samme drue- og kraftig Barbera samt frugtig, lettere Dolcetto, i reglen med tilføjelsen Alba efter regionen, hvor vinen gror. 

04/09/2024

MegaVin med topkøb i moden vin

Herlig cabernet fra Over There, flot syrah fra Chile, klassisk Bordeaux og en økologisk Champagne til bundpris!  

Megavin.dk (Kvickly i Odder) holder fødselsdagsfest med 16 sider tilbudsavis med mange spændende vine. 

    Edna Valley cabernet er en klassisk California til utrolig lav pris (69,95 v6). Ribebon 2018 er klassisk Bordeaux (49,95 v6), mens Patris Victoria Grand Cru stadig er ung (2021) St.Émilion (99,95 v6). 

Zisola (79,95 v6) er topkøb fra stjernen Mazzei's slot i Noto på Sicilien, mens Serra leverer moden Dolcetto (59,95 v6).

Chile byder på 2 syrah vine (Marea, 69,95 v6) og Signos (79,95 v6), som jeg har mere tillid til end de sydafrikanske udgaver af druen.

    Der er også klassisk Champagne i den helt tørre stil, den økologiske P181 fra Canard Duchene (169) og som altid også et par gode tyske hvidvine som Karl May og Molitor

    Lars Oksfeldt fra MegaVin (Kvickly i Odder) har gennem 15 år specialiseret sig i at købe rester fra andre importører, som de sælger videre til lave priser til forbrugerne. Fødselsdagssalget er for en god del rester fra Coop's bugnende lagre, men også fra andre importører. 

    Du bør naturligvis være forsigtig. Mange vine er et par år ældre end de fleste i supermarkeder. Dvs. der er fund i moden vin, men ikke alle har gavn af ekstra lagring på flaske. 

Hvid, rosé og bobler: vær ekstra forsigtig. Gammel rosé og chardonnay fra California er ikke min smag, og det samme gælder aldrende rødvin fra varme områder. Men her er mine bedste bud:

Bedste KØB: Edna Valley cabernet - Marea syrah - Ribebon Bordeaux - Patris Victoria Grand Cru - Zisola nero d'avola - Paternina Rioja "Especial" - Domaine Grès Laudun Rhone - Champagne Canard-Duchene "P181" - Gewurztraminer Kaefferkopf - Morel Rhone 

Godt KØB: Signos syrah - Montote Rioja Reserva - Karl May "Secret blend" hvid - Markus Molitor Assemblage - New Zealand mixkasse - V28 Ventoux - Franco Serra Dolcetto d'Alba

uge 36/2024



Edna Valley cabernet-sauvignon, kr/fl v6: 69,95

2019 Central Coast California

Bedste KØB + **** (4/5), MegaVin.dk, indtil søndag 8/9

En solid og nuanceret cabernet, afrundet, fyldig med vis elegance og bouquet. 89p/WineEnthusiast. 
    Edna Valley var i 1970erne en af pionererne i det kølige Central Coast og fik Edna anerkendt som AVA (vinområde). Vingården havde fransk partner en tid og stort ry. Siden gik det ned ad bakke, indtil ejeren solgte ud til giganten Gallo, der faktisk leverer bedre vin end forgængeren, synes jeg. 

    Vingården ligger ret tæt på Stillehavet, der sørger for et mildt klima -og i hjertet for vinfilmen "Sideways". Her drikker brudgom to be og best man sig gennem (danske) Solvang og San Luis Obispo
    Tæt på ligger også det ikoniske hotel Madonna Inn, som er vaskeægte "European style", når ærkeamerikanere skal beskrive Europa (især hvis de aldrig har været der!). 
      Men til gengæld er hotellet en oplevelse for europæere! Værelserne er hinsides det vulgære, nærmest las Vegas på steroider. 
    En del værelser har kampestensloft, så en bekendt frygtede at kampestensloftet ville falde ned og mistede en nattesøvn. I baren ses et pissoir udformet som et bjerg -med vandfald og træ på toppen! Ærkeamerikansk snarere end Europa! 

Marea syrah Leyda, kr/fl v6: 69,95

2020, bedste KØB + **** (4/5), MegaVin.dk, indtil søndag 8/9

En af Chile's "Cool Climate" vine lavet af det private hus Luis Felipe Edwards på ret ny vingård i Leyda 2-7 km fra det kølige Stillehav.      
      Denne syrah 2020 har en helt anderledes intensitet og dyb de i smagen -og det skyldes ikke kun det kølige klima i Leyda nær Stillehavet! Både 2019 og 20 fik 93p/Descorchados, Den pålidelige Rydberg giver i Ekstrabladet 2020 5*: "Mørk intens vin drevet af sorte bær, lakrids, peber og vanilje. Flot koncentration men pakket ind af en fin syre. New World syrah som fungerer." 

Emiliana "Signos" syrah, kr/fl v6: 79,95 

2018 Single Vineyardøkologisk, Casablanca Chile, 

Godt KØB + **** (4/5), MegaVin.dk, indtil søndag 8/9

Syrah er fra Emiliana's 1000 hektar biodynamiske vingård, del af giganten Concha y Toro. Vine fra særlige parceller i ret små mængder, typisk 15-20.000 flasker af hver. 2018 er en ældre vin -6,5 år- men holder nok stadig. Fik i sin ungdom bl.a. 92p/TimAtkin og 93p/Descorchados. 
    Signos viser, at Chile kan konkurrere med stor vin fra Californien (hvor du næppe får lignende vin under 200). 

Ribebon Bordeaux, kr/fl v6: 49,95

2018, bedste KØB + **** (4/5), MegaVin.dk, indtil søndag 8/9

Til gengæld er jeg slet ikke bekymret over denne vin -formentlig moden nu, men det haster ikke. Set til tæt på 100 i min Meny. Klassisk Bordeaux til utroligt lav pris. Kun floden Dordogne skiller det fra St Emilion, men alligevel er vinen 80% cabernet og blot 20% merlot. Vinen nærmer sig modenhed 

. Vinen har fået 91p/JamesSuckling -gavmildt- og 88p/WineEnthusiast. Et smukt slot, som ejes af Alain Aubert fra St Emilion på den anden side af Dordogne floden. 

Patris Victoria Grand Cru, kr/fl v6: 99,95

2021 St Emilion, godt KØB + **** (4/5), MegaVin.dk, indtil søndag 8/9

Patris havde stort ry for 10-15 år siden og ligger perfekt lige neden for Angélus, en af de få 1.Grand Cru (A) slotte. Hr Querre er dog stadig god vinmager. 90% merlot fra 11,5 ha, som modnede fint i 2021. Vinen bør være i top til prisen, nydes nu for frugt eller gemmes 3-5 år. 

Zisola nero d'avola, kr/fl v6: 79,95

2020, bedste KØB + **** (4/5), MegaVin.dk, indtil søndag 8/9

Vinen var god til 149, i top til 100, men næsten foræring til 80. Mazzei (topslot i Chianti Classico) har lavet vin på Sicilien siden 2003 og ejer smukt slot (og vingård) i billedskønne Noto
    Zisola er ren nero med lidt eg -en superflot, meget frugtig og fyldig vin, der kan nydes ung. Du kan nok finde bedre vin til prisen i Chile/Argentina/Spanien, men topvin fra Italien koster. Kenderne elsker den også -91p/Falstaff, 90/SPectator (+ nr 76 på top100) og 89p/Parker. 

Paternina "Seleccion Especial", kr/fl v6: 49,95

2016 Rioja, Bedste KØB + **** (4/5), MegaVin.dk, indtil søndag 8/9

Vinen var rigtig godt køb til 79 sidste år, så lidt af et fund til 50. Bør nok nydes inden for 1-2 år, nok en helt blød, moden vin med bouquet. 
    Fra et af de historiske huse fra Rioja's guldalder (1896). Denne "Especial" er en slags "luksus-crianza". 2016 fik 5* af Nana Wad, 5* i Vinavisen, mens 2015 fik ***** af Rydberg (som kender spansk vin rigtig godt) i Ekstrabladet. 

Domaine Grès Laudun Rhone, kr/fl v 6: 59,95

2019 Village, bedste KØB + *** (3/5), MegaVin.dk, indtil søndag 8/9

Ikke smagt , men kender anden vin fra denne kælder. Vent en afrundet, moden Rhone med krydderi og bouquet, middel fylde, pænt lang. Laudun er en af de historiske "Villages" i Rhone-dalen. 

Finca Montote, Rioja Reserva, kr/fl v 6: 99,95

2014, godt KØB + **** (4/5), MegaVin.dk, indtil søndag 8/9
Tror stadig på denne 10 år gamle single vineyard Rioja. Dyb farve, ganske kompleks, med både roser og mineralitet i næsen, sort frugt; middel til god fylde, pæn længde med lidt tør tannin. Moden nu. 2014 har fået bl.a. 92p/JamesSuckling, 5* i Ekstrabladet, 91p/Decanter Award (sølv). 

      Indtil nu har vi kun set ganske få "Single Vineyard" vine fra Rioja, selvom loven har tilladt dem i flere år. De store huse har (som Champagne) foretrukket at blande vinene fra forskellige byer og regioner.
     Det er heller ikke let i dag at skabe en større vingård -men det er lykkedes familien Rubio i den lune sydlige del af Rioja (Oriental) på grænsen til Navarra, hvor der både er et vinslot i fransk stil og en nydelig store kælder. 

Brus og hvidt 

Canard-Duchêne "P. 181", kr/fl v 6: 169,- 

Øko Champagne extra brutbedste KØB + **** (4/5), MegaVin.dk, indtil søndag 8/9

Økologisk. MegaVin har flere tilbud på bobler, men tør kun anbefale denne -frygter de andre har alderen imod sig! Økologisk Champagne fra særligt parcel (181) hos Canard, bl.a. 5* i Politiken. Men ellers er vinen i stil tæt på en knastør (extra brut) udgave af den normale brut, som nogle år på flaske har gjort godt. Ganske elegant og frugtig. I dag nok bedre end 90p/Andreas Larsson. 

Karl May "Secret Blend", kr/fl v 6: 69,95

hvid 2023, Godt KØB + **** (4/5), MegaVin.dk, indtil søndag 8/9

Et "hemmeligt" blend baseret på pinot blanc, en rimeligt tør hvid med masser af frugt, nuanceret, men ligefrem i sin charme. 
    For gamle læseheste som mig er Karl May ikonisk -en herlig del af barndommen gik med at læse "Skatten i Sølvsøen", "Mahdi" og andre bøger, hvor opdagede Winnetou og oplevede fjerne lande i spændende selskab. May var født i Dresden, men berømt i den ganske verden. 
      Hans familie har denne vingård i Osthofen i Rheinhessen og leverer stadig bedre vin, som bl.a. serveres ved en årlig Winnetou festival. Vingården får 3*/5 i Falstaff. 

Gewurztraminer Kaefferkopf, kr/fl v 6: 79,95

Bedste KØB + **** (4/5), MegaVin.dk, partivare
2022 Alsace Grand Cru, økologisk. Ikke smagt, men moderne effektive Biecher bør levere ok vin, da de har en vis interesse i denne grand cru.  En vin med rig rosen- og krydderaroma, fyldig, sødlig, men med vis syre. Ung og frisk til asiatisk og sushi. 

Markus Molitor "Assemblage", kr/fl v 6: 79,95

hvid 2021, Godt KØB + **** (4/5), MegaVin.dk, indtil søndag 8/9

Molitor er på 20 år blevet et af de største vinhuse i Mosel dalen med op mod 1 million flasker, inkl. nogle af de bedste (og dyreste) vine og andre gode, men knap så dyre vine. Måske ikke domænevin, men "by Molitor". 88p/Rydberg: "Syrlig og sprød med parfumerede noter. Medium koncentration med æbler, citrus og blomster i smagen. Pæn syre og balance".


Andre gode køb: 

Morel Rhone, kr/fl v6: 59,-
2022, bedste KØB + **** (4/5), MegaVin.dk, indtil søndag 8/9
En klassiker fra fine Chapoutier's sydlige forpost, som jeg håber fortsætter i Brugsen. 2022 er ung endnu, men herlig, fyldig og frugtig. 

New Zealand sauvignon, kr/fl v6: 66,50
Godt KØB + **** (4/5), MegaVin.dk, indtil søndag 8/9
En kasse med 6 fl. (yngre) sauvignon fra Marlborough, de 3 topvine fra Yealands + Crossings (også Yealands), 7 Degrees og Frigate Cove (de sidste 2 ikke smagt). 
    Foretrækker denne kasse for de 2 USA-mix kasser.  

V28 Ventoux, kr/fl v6: 44,44
2020, godt KØB + *** (3/5), MegaVin.dk, indtil søndag 8/9
Kan være topkøb, men tvivler lidt. Typisk Rhone, som har blødheden. 

Franco Serra Dolcetto d'Alba, kr/fl v6: 59,95
2019, godt KØB + **** (4/5), MegaVin.dk, indtil søndag 8/9
Topkøb? En moden dolcetto, dvs. moden -efter 5 år- bouquetrig (blomme, kirsebær), middelfyldig vin, meget langt fra tannisk, stærk Barolo. Jeg tror, den vil glæde mange med en rig bouquet.  

Catania Ribera del Duero, kr/fl v6: 99,95
2017 Reserva, **** (4/5), MegaVin.dk, indtil søndag 8/9
Kender ikke denne Ribera, men samme ejer har også 12 Linajes, som er ok mellemkvalitet. 

Brampton Shiraz, kr/fl v6: 49,95
2020 Sydafrika, *** (3/5), MegaVin.dk, indtil søndag 8/9
Måske rigtig godt køb -som også Old Vine 2018- men vingården er ikke kendt for holdbar vin. Mærket er del af giganten DGB (Douglas Green), som står bag store mærker som Bellingham og Boschendal (hvor Brampton laves). Stoler ikke så meget på den aldrende (2019) chardonnay.