Søg i 1400 opslag:

07/06/2022

Den "grønne" vin er en herlig sommervin

Den "grønne" hvide vin fra Portugal er en sand sommerdrik. Let, aromatisk, sprød og frisk kan den være en perfekt ledsager til en frokostret eller blot et glas i utide. 

Vinho Verde gror i det nordlige Portugal ud mod Atlanterhavet, hvor der sjældent er særligt varmt, men til gengæld masser af vind og regn. Både vin og område er meget lig det fashionable Rías Baixas i Galicien nord for Lima floden i Spanien. Blot er priserne i reglen meget lavere.   

       Historisk var vinen rød, men selv de lokale holdt ikke af denne sure, ofte tynde vin, så i dag er 6 af 7 flasker hvid. Der laves godt 150 millioner flasker årligt, men forbavsende få kommer til Danmark -du ser mest Avaleda og Casal Garcia fra giganten Sogrape. 

      Ugens vin er fra Montinho, en privat ejendom, som importeres af Amka og sælges af Rema1000. Topkøb til 35 kr. 

Bedste KØB: Quinta do Montinho Vinho Verde - Cimarosa chardonnay-colombard
Godt KØB: Dezzani Monferrato + Piemonte -  Cimarosa chardonnay-colombard - Trapiche "oak cask" rød/hvid - Aliwen rød/hvid


Quinta do Montinho, Vinho Verde.... 35,-

Bedste KØB + **** (4/5), Rema1000, indtil lørdag 11.juni

Portugals lette "grønne vin" er en perfekt hvid til en lys sommerdag, ikke mindst når den som denne vin er lavet på druen loureiro
      Forventer en lys, halvtør hvid med indbydende blomsteraroma og let, til middelfyldig vin, frisk og sprød, måske lille perlen, uden stor eftersmag. En herlig ledsager til en grøn salat eller en fisk med sauce.  

      Vinen kommer fra Montinho, en historisk 1700-tals ejendom lidt nord for smukke Braga, på grænsen til Peneda-Gerês nationalparken. Vingården har splinternye kældre fra 2020, som kan få den fulde frugt frem i druerne. 

Dezzani, Monferrato eller Piemonte... 50,-

Godt KØB + **** (4/5), Rema1000, indtil lørdag 11.juni
Monferrato er et smukt bajkket område mellem Asti og Po floden, del af Piemonte ("Pied de Mont" på fransk. Vi er "ved foden af Bjerget", dvs Alperne, kendt for den stramme, aristokratiske Barolo.
      Begge vine er langt fra Barolo -noget blødere, kommercielle, end jeg er vant til. Vinene er domineret af barbera, dolcetto og bonarda druer, i Monferrato suppleret med lidt merlot.
     Monferrato bedst med lidt mere dybde, men begge er vine, der ikke afskrækker vindrikkeren -heller ikke, selvom du ikke kan lide Barolo.
      Dezzani er stort hus, som i dag ejes af Rocca, et meget stort hus i Puglia, som nok er mest kendt for sit samarbejde med danskeren Peter Vinding-Diers

N.B: Rema1000 har også tilbud på Corte Orsini Chianti Riserva (4*, 50,-) -begge meget sjovere end de andre tilbud, bl.a. den dansk-tappede Andrew's fra Australien. 

Cimarosa chardonnay-colombard... 30,-

Bedste KØB + *** (3/5), Lidl, indtil lørdag 18.juni (spotvare)
Vinen er (for mig) bedre end etiketten. Tør, ganske frisk, pæn frugt, middel fylde, lidt syre -god både med og uden vin. Og et rigtig godt køb! Tappet i Tyskland. 

      Lidl fejrer World Gin Day lørdag 11.juni med den fine Wild Burrow Irish Gin 40% (129, 5*) og Steambrew Gin 42% (99, 5*), samt Schwarzwald Pink Gin, 50cl (79, ej smagt). 

Trapiche "oak cask", frit valg.... 45,-

Godt KØB + **** (4/5), Netto, indtil fredag 10.juni
Prisen har fået et "Putin-nøk" op fra 33-40, men er stadig et godt køb. Den almindelige vin til eksport er ok, men denne "Oak Cask" er en klasse bedre. 

      Malbec, fyldig vin med sød bærduft. Meget letdrikkelig og godt køb. Ganske lille præg af eg. 2019 fik 91p/Descorchados -bedst for mig med Cabernet (5*) lidt mere krydret, 90p i Descorchados, en god (lokal) guide. 
      Chardonnay -er ikke favorit, men ganske ok uden at begejstre. Tør, ren, fyldig, men egen mangler friskhed. 

Aliwen reserva, Chile, frit valg... 45,- 

**** (4/5), Netto, indtil fredag 10.juni   
Vælg mellem cabernet-sauvignon, carmenère, chardonnay og rosé

Også denne vin fra Undurraga har fået et nøk op i pris. Ligefremme vine med god frugt, afrundet smag med pæn friskhed. Cabernet nok bedst med fylde og pæn længde, carmenère flot for denne svære drue, men ikke helt så præcis. Chardonnay har lille syre, er pæn og nydelig uden større dikkedarer. Rosé på cabernet og merlot er tør og ganske frugtig, men også et godt køb. 

      Aliwen er indiansk mapucho sprog for "Helligt Træ", som for denne stamme symboliserer foreningen af himmel og jord. 

      Undurraga er et af de historiske huse i Chile, ejet af samme (baskiske) familie siden 1870. Huset var et af de første huse til at eksportere til USA og er med 23 millioner liter/år blandt de vigtigste huse i Chile, hvor en god del af vinen kommer fra egne 1350 hektar vin. Huset har modtaget besøg af mange kendisser, bl.a. Alain Delon (1965), kong Olaf af Norge (1967) og ikke mindst Neil Armstrong, første mand på Månen (året efter, i 1970, foto). 

05/06/2022

Mest "Over There", men også solid Rhone!

I de sidste par år har vi set rigtig mange vine fra Over There og Down Under. Men med olieprisen på himmelfart vil prisen nok stige de kommende måneder, når importøren skal betale op til 70.000 kr for at få én container fragtet til Danmark. 

Så glæd dig over lav pris på gode vine som Duette Pinot Noir og de økologiske Bird Paradise vine fra Chile og HandCraft vinene fra Californien. Men personligt kan jeg næsten bedst lide den lidt mere kantede Visan fra Rhone

N.B: Der er ingen vine fra Irma, da vi ikke kender Irmas vintilbud i denne uge. 

Visan "Obéron", Rhône Villages... 59,-

økologisk, bedste KØB + ***** (5/5), Superbrugsen og Kvickly, indtil torsdag 9.juni
En magtfuld, afrundet vin med masser af provencalsk krydderi. Lidt bondsk i sin styrke (15%) og varme -nydes kælderkold en aften foran en tændt grill. 
      En vin af grenache og syrah plus sikkert også lidt carignan, som imponerede mig til prisen (årg. 2019), og også andre har rost den i høje toner. 
      Visan er (som Plan-de-Dieu) en af de relativt nye "Villages" i Rhône, der må sætte sit navn på etiketten -og dermed leve op til krav en smule strengere end for almindelig Rhône, med eller uden "Villages". Vinen gror lidt højere end naboer som Cairanne og Rasteau (og Plan de Dieu), så vinen vil ofte have lidt mere kant -og det klæder den.  

Viña Indomita "Duette", pinot noir ... 50,-

Chile, bedste KØB + ***** (5/5), Superbrugsen og Kvickly, indtil torsdag 9.juni

Et rigtig godt køb i en mild Bourgogne-stil! Chile har i det kølige Casablanca ved Stillehavet et perfekt klima til pinot såvel som chardonnay og sauvignon. Her ligger det smukke  Indomita, et af de uafhængige huse (dvs. ikke med i Concha y Toro-gruppen).
      Vinen er let trods de 14% alkohol, men stadig rigtig god med typisk hindbærnæse og en vis elegance i eftersmagen. Nyere årgange har fået 89-91p/100 af lokale Descorchados. 

HandCraft rød/hvid, California... 59,-

cabernet-sauvignon, pinot noir, hvid chardonnay, rosé zinfandel

Bedste KØB + **** (4/5), Superbrugsen og Kvickly, indtil torsdag 9.juni

HandCraft et et godt bud, hvis du vil du smage vin fra "Over There"Den får Verdens 3. største vinmærke, Gallo's Barefoot, til at blive helt platfodet! Undskyld. 

     HandCraft kommer fra familiefirmaet Delicato, som er et stort firma, men en dværg i forhold til Gallo. 
      Pinot har nydelig hindbærnæse og middelfyldig, afrundet smag med frugt og blød tannin. Middellang smag. Skovenberg var gavmild med testvinder og 5* i Vinbladet. Den lave pris 59 hjalp måske lidt. 
      En ret frisk, ren chardonnay og en kraftig, afrundet cabZinfandel er rigtig god, krydret, kraftig, men ikke tung. Den sødlige rosé vil jeg ikke bruge penge på.        
      På etiketten står der "Artisan Collection", men du bør ikke forvente "håndlavet" vin, når firmaet leverer 10+ millioner liter/år. 

      Delicato er et af de største familieejede vingårde, grundlagt 1924 af en siciliansk immigrant, som pudsigt nok hed Indelicato. Firmanavnet blev hurtigt ændret til Delicato, og familien ejer stadig huset, som ejer 2400 hektar vin + indkøb af vin og druer til et stort antal mærker, inkl. Francis Ford Coppola, Z. Alexander Brown og mere basisagtige vine som "1924". 

      De "håndlavede" vine er designet mest til kvinder af chefvinmager Alicia Ysais (foto) sammen med Cheryl Indelicato (3.generation i vinhuset). 

Birds of Paradise, rød blend, hvid viognier, kr/fl v 2: 54,50

2 fl. 109, økologisk, Godt KØB + ***** (5/5), Superbrugsen og Kvickly, indtil torsdag 9.juni
Huset Emiliana er den økologiske gren af Concha & Toro og en klasse over Diablo. 
      Den røde er garnacha & syrah, afrundet, fyldig og med rig frugt, ikke præget af eg, men af modne druer i det lune Cachapoal. Årgang er stadig 2018, men vinen er nok stadig god efter 4 år. Men  den hvide kommer fra det kølige Casablanca på viognier nok ganske lækker, meget aromatisk og stilig med god tropisk frugt i munden. Begge er rigtig gode køb. 

S Syrah og R Riesling, kr/fl v 6: 41,50


rød syrah, hvid riesling, rosé, Washington, USA
, tappet i Danmark

6 fl: 249,  KØB + **** (4/5), Superbrugsen og Kvickly, indtil torsdag 9.juni

90% af alle USA'svine i Danmark er tappet uden for USA, mange i England, Holland og Tyskland, men en god del i Danmark. 

     Ofte sælges samme vin med flere etiketter, og jeg vil tro, at S og R er identisk eller tæt på riesling og syrah i Rema1000 (mærke Wow, ca. 50 kr) og hos Kjær & Sommerfeldt (mærke: Rebel, ca. 70 kr) samt WNTL (Irma). Og Globus har sikkert ledige etiketter til andre firmaer, så de kan få hver sin etiket!  

      Næsten alle vinene har fået lige en filtrering og en gang svovl eller to ekstra i forhold til vin tappet på vingården. 
      Men til prisen er både "S" (syrah) og "R" (riesling) mere end ok på en afrundet, fyldig måde. 

      Washington er den nordligste stat i USA. Hovedstaden eer den våde, kølige Seattle, men vinen gror langt herfra -typisk i de næsten ørkenagtige dale omkring Yakima og Columbia. Hede, tør sommer, lang, kold vinter. FotoMount St.Helena i Washington. 

      Kun Riesling er smagt, en specialitet i Washington: ganske nydelig og frugtig med lidt lemon, med frisk syre, på den tørre side uden at være knastør, særlig tør. Under navnet Wow fik den 5* af Vinavisen (marts 22). Superkøb til 41,50! 
      Syrah har jeg kun smagt af lille plastikbæger. Men er blevet beskrevet som fyldig, fin frugt, med lidt blåbær, men lidt anonym -minder om "Wow" (med 5* i Kvindevin) og WNTL (5* i Spritnyt 2022). Til 41,50 er dt svært at klage! 

1000 Stories, Zinfandel eller Gold Rush.... 89,-

California, godt KØB + **** (4/5),  Superbrugsen og Kvickly, indtil 9.juni, norm: 199,95
Begge vinene imponerer -altså det første glas. Det andet smager lige så godt, men så kniber det lidt -for mig. Andre er rigtig glade -zinfandel var testvinder i Vinbladet, mens Gold Rush (blend af cabernet, syrah og zinfandel) fik godt køb og 89p i Ekstrabladet -begge troværdige kilder. 
      Vinene koster 18,99$ + tax på vingården (sådan ca. 160-165 kr), så 89 kr er en rigtig god pris. 

      "1000 Stories" er et mærke fra Fetzer, som var pioner i Mendocino nord for Napa. Mange af druerne er også herfra. Vinene lagres både i normale egefade og i brugte Bourbon fade, dvs. fade, som har været brugt til whisky! Intet under at rødvinene er ret krydrede! Men gudskelov ikke så søde endda! Fetzer ejes i dag af Concha y Toro, den chilenske vingigant. 

Coronas, rød/hvid/rosé, kr/fl v 3: 46,33 

3 fl: 139, rød Coronas tempranillo, hvid og rosé Esmeralda, Catalunya, Spanien

Godt KØB + **** (4/5), Superbrugsen og Kvickly, indtil torsdag 9.juni

Coronaen er (måske) væk, men Coronas er der altid! Årligt laves i mange millioner liter, men Coronas smager overraskende godt, typisk spansk med krydderi og afrundet styrke. Ikke poesi, men flot pop! 
      Den hvide er en let sødlig muscat med duft af søde bær + lidt traminer, der giver krydderi -et glas i utide. Den lyserøde er mindst spændende, hvis jeg husker ret (smagte forrige år).

04/06/2022

Endnu en pink celebrity -men også god rød og hvid!

Der er et eller andet med kendis og rosé. I mine unge dage var det Champagne, men i dag er det tæt på, at man skal have en rosé for at være en celebrity. Bare se listen (den er nok meget længere): 

Brad Pitt, Angelina Jolie (skuespillere), Jon Bon Jovi (rock), John Malkovich (skuespillet), Sting &Trudie Styler (rock), Sarah Jessica Parker (skuespiller), Post Malone (rap), John Legend (pop), Drew Barrimore (skuespillet),  -og nu også Kylie Minogue (pop)... 

      Jeg har næsten ondt af den pinkie, som ikke har: 

1. Et celebrity navn eller

2. Udstyr fra en smart og dyr designer

En lyserød vin uden celeb/designer kan snart være en uddøende race! Rosé må i dag være -mindst- lige så meget design og udstyr som indhold -og kan derfor have behov for et celebrity navn for at sælge.

      Meny har dog også god hvid Peter & Peter, Muscadet og Riesling Alsace samt Rhone-typer fra Australien og... Rhone

Bedste KØB:  Peter & Peter riesling  + pinot noir - Bel-Air Muscadet "sur lie" - Riesling "Cuvée René Dopff" Alsace
Godt KØB: St Jean de la Cavalerie Rosé - Crazy Tropez rosé - Nugan Shiraz "McLaren Parish

Kylie Minogue Rosé, Frankrig... 69,95
**** (4/5), Meny, indtil torsdag 9.juni
Kylie Minogue er den seneste kendis rosé. Kylie Minogue er med 80 mill. albums den bedst sælgende australske kunstner nogensinde! Jeg kender hende bedst fra en energisk udgave af Carole King's "Loco-Motion", men jeg er også langt fra ung!
      Midt under covid nedlukningen lancerede hun i 2020 en serie vine, hvor denne er bedst kendt. En pink fra Sydfrankrig, ikke Australien, lavet for det britiske firma Benchmark. De andre vine er bl.a. prosecco fra Italien og cava fra Spanien. Men også et par (dyre) fra Australien.  
      Pink er (heller) ikke smagt, men skal være ganske ok. Lige dele grenache, cinsault og carignan fra Sydfrankrig. Decanter smagte første årgang (2019): "89p/100. It's fairly commercial in style, as you'd expect, but has attractive white blossom aromas, and expressive, crisp red berry fruit. A good party choice." Årgang nr 3 holder nok stadig standarden, vil jeg tro. 

Domaine St Jean de la Cavalerie Rosé... 59,95
Godt KØB + **** (4/5), Meny, indtil torsdag 9.juni
Flot udstyret rosé med god frugt, tør og ren trods bærsødme. Meget anvendelig ikke mindst til et glas i utide eller en salat. 
   Domænet skal stamme tilbage til tempelherrernes dage (o. 1300), men er dog supermoderne og ligger i bakkerne nord for Béziers på vej mod Pezenas. Det ejes af ungt ægtepar, der arbejder sammen med vinkøbmanden Grignon om eksport og ikke mindst det meget stilige udstyr. 

Crazy Tropez rosé.. 59,95

Godt KØB + *** (3/5), Meny, indtil torsdag 9.juni

Endnu en smukt udstyret rosé (og heller ikke smagt fra hypermoderne kælder i Gassin i baglandet til fashionable St. Tropez. Den skal være let trods 12,5% alkohol, ret høj syre, balanceret af en lille restsødme (8 g/l), som får frugten af grenache og cinsault frem. 
      Domaine Tropez dækker 40 hektar, men hele produktionen kommer måske ikke herfra, nok heller ikke denne vin, som har Igp Méditerrannée (som dækker Provence og omegn). Huset leverer også diverse cocktails og andet, som nok er populært i ejerens Bar du Pont, der ligger over for havnen i St.Tropez. 
      Meny leverer også den meget dristigt udstyrede White Tropez (149,95, 3*), en rosé på (delvis) hvid flaske. Mere design end vin, selvom denne sikkert er god (men for dyr). 

Peter & Peter, riesling eller pinot noir.. 49,95

Bedste KØB + **** (4/5), Meny, indtil torsdag 9.juni

Er et godt bud på sommerens favorit, især de hvide! Hvid riesling fra Mosel's "Steillage", dvs. de stejle skråninger med stort skifer, som dominerer det skønne Mosel. 
      Den tørre er flot, ren og frisk, god frugt -også husvin til Mosels musikfestival. Feinherb dvs. halvtør, er lige så flot, indbydende duft og nydelig syre og sprødhedRød pinot fra det lune Pfalz, pæn uden at være prangende, lidt fersk, men til prisen et godt køb, mens pinot rosé er for fersk og letbenet for mig. 
      Peter & Peter er husvin ved den store Mosel musikfestival med en lang række koncerter i juli og august langs hele Mosel fra Koblenz til Trier (mange dog i Bernkastel). 

      Vinene laves af ZGM (Zimmermann-Graeff-(Rudolf) Müller) i Zell, et af Tysklands største vinhuse, som leverer store mængder vine til alle kæderne. Garvede læsere vil kende den hyggelige by Zell fra "Schwarze Katz", men i dag leder man i reglen forgæves efter en sort kat! (foto). 
       Jeg ved ikke hvem den anden Peter er -men husets chefvinmager er Peter Griebeler. Han er barnefødt ved Mosel, men har arbejdet flere år i bl.a. Californien og Østeuropa og siden 2005 for ZGM. 

Bel-Air Muscadet "sur lie"... 59,95

Loire, bedste KØB + ***** (5/5), Meny, indtil torsdag 9.juni

 Nej, Muscadet har ikke noget at gøre med muscat, der i reglen giver søde vine -Muscadet er en knastør, let, neutral, men umådeligt sprød hvidvin fra nogle af de sidste vinmarker omkring Nantes, før floden Loire løber ud i Atlanterhavet. 

      Jeg holder meget af vinen, som har alt det, som de ofte tunge chardonnay'er fra den "Ny Verden" mangler! Bel-Air er en rigtig god vingård, som ejes af 3. generation af familien Audrain. Domænet dækker 27 hektar (mest Muscadet), som drives tæt på økologisk. Vinen lagrer efter gæringen med bundfaldet -"lie"- som giver vinen mere frugt end ellers. 


Riesling Alsace, "Cuvée René Dopff"... 69,95

Bedste KØB + ***** (5/5), Meny, indtil torsdag 9.juni

Dopff & Irion var en af de første jeg smagte fra Alsace, og dengang før 1972 blev vinen tappet i Danmark! Så jeg har en svaghed for navn -og etiket.

      Ren aroma (æble, lime), tør, let med god sprød friskhed. Ikke de store dikkedarer, men en positiv Alsace og en perfekt ledsager til skaldyr. 2019 fik 91p/WineEnthusiast.

     Engang var Dopff & Irion et stolt familiefirma på "Château de Riquewihr", som konkurrerede med Hugel og endnu en Dopff om at være byens mest kendte vinhus. 

      I dag er Dopff & Irion blot et navn, ejet af kooperativet i Pfaffenheim (så vinen kan meget vel være identisk med Pfaff i Coop's butikker). 
      Men byens selv! Riquewihr er en vidunderlig perle, som -med fuld ret- tiltrækker rigtig mange turister, omtrent som Kaysersberg og et par andre. Se bare fotoet! Byen er ganske lille og ligger ved foden af det fine Schoenenbourg (som sandelig er "wunder schön"). Indtil september skal du nok komme først eller sidst på dagen, men hellere i april-juni, før turisterne gør deres indtog. 
      Fås også som Gewurztraminer Alsace (79,95, 4*), ej smagt, men frygter for restsødmen. 

Nugan Shiraz "McLaren Parish"... 89.95

Australia, godt KØB + **** (4/5), Meny, indtil torsdag 9.juni

Nugan er et af de store, uafhængige vinhuse nær Griffith i det hede, knastørre Riverina kendt for ok konsumvuine. Men huset laver også lidt vin i de bedre, køligere områder som McLaren Vale, måske Australiens bedste område til shiraz. Denne skal komme fra særlig mark. 

       Vinen laves på moderne vis og har intens frugt, stor fylde, fed, lang -meget kommerciel og ganske imponerende. Jeg vil drikke den ret ung, mens den har charmen.  2018 fik 88p/WineEnthusiast, men hele 97p fra gavmilde Decanter WA! Prisen er steget med 10 kr, nok gr dyrere fragt. 

      Meny tilbyder også Nugan "3rd Generation" shiraz/chardonnay (40, 3*). 

**** (4/5), Meny, indtil torsdag 9.juni

Cellier des Princes er det eneste kooperativ i Chateauneuf du Pape og omfatter hele 580 hektar vin, men arealet med "Pavevin" er lille, faktisk ejer 4-5 domæner hver især flere vinstokke her! Men kælderen laver god vin i dag! Denne landvin på grenache druen er dejlig drikbar! Fyldig, rund, med åben krydret bærfrugt, som går igen i smagen. Vin med charme, men uden stor koncentration. 

La Chasse des Princes, Chateauneuf du Pape... 149,95

2019, ***** (5/5), Meny, indtil torsdag 9.juni 

Det meste vin fra det eneste kooperativ i hentes fra medlemmer uden for Chateauneuf, men "Pavevinen" er deres bedste. De laver mange udgaver, men denne "Chasse" er rigtig god, kraftig, fuld af sød frugt og krydderi, bred, stor og lang. Kender ikke år, men håber på 2019, herlig nu, men vil med fordel kunne gemmes et par år eller fire. 

      Bemærk også flasken -det er den "ægte" flaske med ikke kun pavens nøgler, men også ordet "Controlée" vandret under nøglerne.