Søg i 1400 opslag:

28/09/2021

De 3 Gratier, Hanegal i glasset -og en 30 år gammel bekendelse!

Ugens vine i Bilka byder på både "Tre Gratier" fra Barossa samt et rødt og hvidt hanegal fra det fine Nordspanien. Men også en pinefuld historie om en chardonnay fra Australien, som jeg var med til at skamrose for næsten 30 år siden.

Jeg har ikke turdet fortælle historien før, men måtte bekende nu. Så nu kan du også pege fingre ad mig!  Men jeg har gemt mine betroelser pæn langt nede i spalten. Så det er nok ikke alle der når så langt! 

Bedste KØBTanunda "The Three Graces", Tanunda "Premium Cuvée", Canta Mañanas rød/hvid, Aliwen reserva rød/hvid, Ripasso Classico Luigi Righetti

Tanunda "The Three Graces", Barossa... 79,- 

Bedste KØB + *****  (5/5), Bilka, indtil torsdag 30.september

"De 3 Gratier" er Bordeaux' cabernet sauvignon, cabernet franc og merlot, og vinen er meget bedre end Tanunda's (ellers ok) basisvine og endog bedre end Grand Barossa. Vinen kommer fra selve Barossa (inkl. det kølige Eden Valley). Middel kraft, indbydende duft med bær, lidt urter og krydderi, ganske lang, afrundet smag, Den holder! 

Bedste KØB + *****  (5/5), Bilka, indtil torsdag 30.september

Rigtig godt brus i en indbydende kommerciel stil, positiv aroma, frisk og ren. Druerne fra Eden Valley, en lidt køligere del af Barossa. Vinen koster 125 kr flasken i Australien, så 79 er en rigtig god pris. 
      Den er væsentlig bedre end Jacobs Creek, Lindemans, Trapiche og andet oversøisk brus -men ikke bedre end god crémant som Føtex' Giersberger (p.t. 60 kr!). Og vel egentlig ikke så god som f.eks. Irma's Joseph Perrier Champagne!  

Canta Mañanas, Ribera del Duero eller Rueda.. 39,- 

Bedste KØB + **** (4/5), Bilka, indtil torsdag 30.september

De charmerende hane-prydede etiketter er nye -"Canta Mañanas", dvs. morgensang fra hanen! Men de røde og hvide indeni kender du måske fra Altos de Tamarón, som Canta formentlig afløser i Bilka (som igen er identisk med Condado de Oriza, som ligger i Irma). Alle disse etiketter (og mange flere!) laves af Pagos del Rey, del af Felix Solis, et af Spaniens største vinhuse. 

      Simpel rød og hvid, men rigtig gode til denne pris! En frugtig, ganske frisk Rueda -men nyd ung!- baseret på den fine verdejo, men vist nok også lidt viura, der giver friskhed, men ikke så meget karakter. Den røde er en fyldig, frugtig tempranillo fra Ribera del Duero, men i en ung, frugtig udgave uden de store dikkedarer. 
      Druerne er ikke de bedste, men vinene laves efter de mest moderne -og gode- metoder: rødvinen laves med omhu med kold maceration før en relativt kølig gæring for at bevare frugten. Druer til den hvide Rueda høstes i de kølige nattetimer, og mosten får 6-8 timer med skallerne for at give mere aroma.   

Lindeman's "Bin", rød/hvid/rosé, kr/fl v 6: 33,17

6 fl: 199**** (4/5), Bilkaindtil torsdag 30.september - Australia. 
Du kan vælge mellem rød shiraz eller pinot noir, hvid chardonnay eller grigio, tør rosé shiraz og sød moscato (90,6 g/l restsødme). Alle vinene er smagt gennem årene, men ingen huskes i dag -undtagen én! 

       Og den har en pinefuld historie! I tidernes morgen (1993) var jeg en af de såkaldt professionelle dommere ved en smagning, hvor vi (30-35 fagfolk) smagte 20-25 chardonnay vine inkl. diverse Montrachet'er af de rigtig dyre -og så nogle totalt ukendte vine fra New Zealand (Cloudy Bay) og Australien foruden chardonnay fra Østrig, Italien mv. 

       Den samlede vinder blev Cloudy Bay -men Lindeman's Bin 65 chardonnay var meget flot placeret -en samlet 3. plads! (jeg havde den knap så højt oppe, men indrømmer at jeg gav den så meget ros, at jeg skammer mig lidt!).

      Men jeg er fuld af undskyldninger... Jeg var ikke ene om skammen -og andre roste den mere end mig. Men efter disse bekendelser ved du, at du ikke skal stole for meget på såkaldte eksperter og i det hele taget ikke stole for meget på blindsmagninger. Især når der smages mange vine (20-25 mindst). Alle kan lade sig narre! 

       Til gengæld vil jeg hævde, at dagens "Bin" vine i kvalitet er en skygge af vinen for små 30 år siden. Men til 33 kr får du stadig en masse vin -især i chardonnay og shiraz!  

Aliwen reserva, Chile, frit valg... 40,-

Bedste KØB + **** (4/5), Bilka indtil torsdag 30.september - Chile
Vælg mellem cabernet-sauvignon, carmenère, chardonnay 

Simple vine, men med god frugt og afrundet smag med pæn friskhed. Cabernet nok bedst med fylde og pæn længde, carmenère flot for denne svære drue, men ikke helt så præcis. Den hvide er pæn og nydelig uden større dikkedarer -men dog med friskhed- mens rosé ikke er smag (cabernet og merlot druer). 

      Aliwen er indiansk mapucho sprog for "Helligt Træ", som for denne stamme symboliserer foreningen af himmel og jord. En serie vine fra Undurraga lavet af vinmager Carlos Concha

      Undurraga er et af de historiske huse i Chile, ejet af samme (baskiske) familie siden 1870. Huset var et af de første huse til at eksportere til USA og er med 23 millioner liter/år blandt de større huse i Chile, hvor en god del af vinen kommer fra egne 1350 hektar vin. Huset har modtaget besøg af mange kendisser, bl.a. Alain Delon (1965), kong Olaf af Norge (1967) og ikke mindst Neil Armstrong, første mand på Månen (året efter, i 1970, foto). 

Ripasso Classico, Luigi Righetti... 59,-

Bedste KØB + ***** (5/5), Bilkaindtil torsdag 30.september - Valpolicella, Italien. 

Har nydt ripasso'en flere gange for sin runde fylde og positive frugt. Husets vine blev solgt af Sigurd Müller og var ganske populær på restauranter i 00erne (før Salling fik fingrene i mærket). Du får meget for pengene i ripasso'en, som er middel fyldig og frugtig, med en relativt tør, ren eftersmag (restsødme 5 g/l). En god vin til f.eks. en gryderet med vildt. 

Jamelles, rød/hvid/rosé, frit valg...  50,-

**** (4/5), Bilka, indtil torsdag 30.september

Vinene sælges også af Theis (til 95 kr, en ret vild pris) -men til 50 kr er vinene til gode køb -om end pris/kvalitet mindre interessante end Aliwen herover! 
Pinot'en er nok en smule fersk -men den har positiv pinot-duft og rund fylde, syrah smager som god Rhône med sin let pebrede frugt. chardonnay er også glimrende, mens den lyse rosé har positiv frugt i både duft og smag med lige en anelse syre, der gør vinen sjov og drikbare for alle, nybegyndere som mere erfarne gæster. 
      Skal jeg kritisere vinene, så er stilen ret kommerciel, dvs. ingen excesser her! Men det er god vin, som er en lise oven på et par glas tunge, sødladne Puglia vine, som jeg ikke vil trætte læseren med! Vinene laves af ægteparret Delaunay. De bor i Bourgogne, men har ikke råd til jord her, så vinene er lavet i Sydfrankrig. 

26/09/2021

Italienske klassikere i Meny

Barbaresco og Brunello -så kan det næsten ikke blive mere italiensk, især da Meny's udgaver er gode. Men Meny har andet at byde på, og jeg holder især af Cono Sur's "Especial" topvine, som er meget svære at slå til prisen! 

Jeg må beundre Meny for at prøve at sælge Fitou! Denne vin var kørt helt i sænk af kæderne i 1990erne, men en ny generation vinmagere har ført det lille område til ære og værdighed med rigt duftende, kraftige vine, der leverer meget vin til prisen. Også selvom vinen hedder "Det sorte Bæst"! 

      Vi slutter af med en 10 årig tawny til lav pris, hvor Taylor's gemmer sig bag et ukendt navn! 

Bedste KØBCono Sur "Reserva Especial" (alle!), Peter & Peter riesling + pinot noir
Olivier & Lafont Cotes du RhoneRiesling "Gustave Burger" Alsace, la Bête Noire, Fitou
Bedste VINPelissero Barbaresco "Nubiola" + Langhe "Long Now"Collosorbo 2015 Brunello


Pelissero, Barbaresco "Nubiola" eller Langhe "Long Now"... 99,95

Bedste VIN + ***** (5/5), Meny, indtil torsdag 30.september

Du har sikkert set Barolo eller Barbaresco til 100 kr så mange gange, at du let kan overse dette attraktive tilbud.  Pelissero er et 38 hektar privat domæne i Treiso, en af de små landsbyer i Barbaresco, som med nabo Barolo er den mest kendte vin fra Piemonte. Domænet ledes af Giorgio Pelissero (foto). Kender ikke aktuelle årgange, men alle deres vine er gode. Måske er 2017 ikke i top (vinene fik hhv. 90 og 88p i Spectator, men for mig er de bedre end dette!). Og måske har din Meny stadig de endnu finere 2015 og '16?

      Barbaresco er en typisk tør, tannisk vin, men med god bund og fylde samt meget attraktiv frugt -den skal nok blive god om 2-5 år.  Nubiola kommer fra en række mindre skråninger. 
      "Long Now" er et projekt fra forskellige vingårde -lige dele nebbiolo og barbera -100% fra Barbaresco, men vinen må ikke kaldes Barbaresco, da barbera ikke er tilladt. Lagret 12-18 måneder i små egefade er det en attraktiv vin med både frugt og længde -mere afrundet end Barbaresco.  Ca. 15.000 fl/år. Begge vine er supertilbud.

Collosorbo 2015, Brunello... 199,95

Montalcino, Bedste VIN + ***** (5/5), Meny, indtil torsdag 30.september

Collosorbo er ikke en af stjernerne for Brunello, men deres vine er altid gode -både denne Brunello (med karakterer mellem 90 og 95p) og en mere ydmyg Rosso. 2015 fik 93p/Spectator med ordene: "Rich, boasting fleshy black cherry, plum, earth and graphite aromas and flavors. Chunky tannins provide support as this persists through the lingering finish. Fine balance. Best from 2023 through 2042."

Tenuta Collosorbo er en af de mere dynamiske moderne vingårde i Montalcino i området Sesta. Vingården ejes af Giovanna Ciacci og døtrene, Laura (foto) og Lucia Sutera SardoGodt 30 hektar bruges til brunello,


Cono Sur "Reserva Especial", frit valg... 49,95

rød Pinot Noir, hvid chardonnay og riesling, Bedste KØB +***** (5/5), Meny, indtil torsdag 30.september

Cono Sur er den 3. største eksportør af vin fra Chile, som drives separat fra moderhuset Concha y Toro (nr 1 i Chile i størrelse og importeret af Coop). "Especial" er særligt udvalgte vine, superkøb til denne pris! 

Pinot noir,  -er specialitet hos Cono Sur. Huset er unikt ved at producere mere pinot noir end anden rød og mere sauvignon end chardonnay. Pinot kommer fra San Antonio, et nyt område nær Stillehavet med ganske køligt klima. Her er Matetic stjernen, men denne Cono Sur er heller ikke tosset. Middel fylde, meget frugtig, pænt lang -ukompliceret, men rigtig god!  

Chardonnay, **** (4/5) -fra det kølige Casablanca nær havnebyen Valparaiso. Middel fylde, pæne syrer under et blidt lag af eg. Meget bedre end de kommercielle sødladne chard'er, men ikke helt min stil. 
Riesling, ***** (5/5) -den første gode vin jeg har mødt fra Bio Bio, det sydligste område i Chile. Her var før konsumvin. Herlig duft, frisk og ren, på den tørre side uden at være helt tør. Flot! 

For mig er disse "Sur" vine sikkert bedre end Penfold's "Max's" rød/hvid (99,95), en mig ukendt ny serie fra det gigantiske australske hus. 

Peter & Peter, riesling eller pinot noir.. 49,95

Bedste KØB + ***** (5/5), Meny, indtil torsdag 30.september

Er et godt bud på sommerens favorit, især de hvide! Hvid riesling fra Mosel's "Steillage", dvs. de stejle skråninger med stort skifer, som dominerer det skønne Mosel. Den tørre er flot, ren og frisk, god frugt -også husvin til Mosels musikfestival. Feinherb dvs. halvtør, er lige så flot, indbydende duft og nydelig syre og sprødhedRød pinot fra det lune Pfalz, pæn uden at være prangende, lidt fersk, men til prisen et godt køb, mens pinot rosé er for fersk og letbenet for mig. 
      Peter & Peter er husvine ved den store Mosel musikfestival med en lang række koncerter i juli og august langs hele Mosel fra Koblenz til Trier (mange dog i Bernkastel). 

      Vinene laves af ZGM (Zimmermann-Graeff-(Rudolf) Müller) i Zell, næst efter Peter Mertes nok Tysklands største vinhus. ZGM leverer under mange navne store mængder vine til både kæder og vinimportører. Garvede læsere vil huske maleriske Zell fra "Schwarze Katz", men i dag leder man i reglen forgæves efter en sort kat! (foto). 
       Jeg ved ikke hvem den anden Peter er -men husets chefvinmager er Peter Griebeler. Han er barnefødt ved Mosel, men har arbejdet flere år i bl.a. Californien og Østeuropa og siden 2005 for ZGM. 

Adam Blanc, Alsace... 59,95

**** (4/5), Menyindtil torsdag 30.september. Adam bor i Ammerschwihr, en af de byer, der blev ødelagt under krigen, men er genopført og ser så smuk ud som nogensinde. Denne vin er fra indkøbte druer og ikke fra eget domæne. Vinen er en edelzwicker, blandet af gode druer, typisk pinot blanc + 2.pres af aromatisk traminer og/eller muscat og sylvaner. En tør, let og frisk vin, meget ligefrem og uden store dikkedarer. Men herlig til en tarte flambée eller en Munster ost!  

Riesling "Gustave Burger", Alsace.... 59,95 

Bedste KØB + **** (4/5), Meny, indtil torsdag 30.september
Mærket kendte jeg ikke. Gutave Burger er et historisk navn i Alsace (1878-1927), som var den første præsident for vindyrkerne i årene, hvor Alsace efter næsten 50 års besættelse af Tyskland skulle finde sig selv. Måske kommer vinen fra "Cercle Gustave Burger", en forening af en række topdomæner fra Alsace bagved -fra Deiss over Tempé til Blanck. Eller måske er det vin, foreningen køber udefra? Ej smagt, meget ros af Meny. 

La Bête Noire, Fitou... 49,95

Bedste KØB + ***** (5/5), Meny, indtil torsdag 30.september

Har ikke smagt denne vin, men kender de ofte glimrende vine fra Mont Tauch kooperativet særdeles godt. Fitou ligger på meget mager jord klemt inde mellem Corbières og Roussillon. Druen er den forkætrede carignan, som i mange år blev bashet af toneangivende vinkendere -mens mange vinmagere elskede ikke mindst druens duft. Jeg giver vinfolkene ret -og efter flere besøg og smagninger af Fitou fra Mont Tauch får denne vin 5* uden forbehold! En vin med en "vild" aroma af urter og bær samt en middelfyldig, tør smag med god længde -ikke alles smag, selvom dens tanniner er så bløde som muligt

"Det sorte Bæst" i navnet er vildsvinet, som er både frygtet og elsket i Fitou (og også i kælderens logo). Nyd vinen kælderkold og glæd dig over lidt blødgørende support fra især grenache. 

Olivier & Lafont, Cotes du Rhone... 59,95

rød eller hvid, Bedste KØB + ***** (5/5), Meny,  indtil torsdag 30.september

Rød grenache (75%) med lidt mourvèdre og syrah -mørk, intens aroma, fyldig, men egentlig afrundet og pænt lang. Smager egefri, og eg vil også være synd! Vinen har fået 5* af Rydberg i Ekstrabladet og i Jyll.Posten. Forståeligt. 
       Hvid på viognier med en smule andre druetyper -meget frugtig, tør, præcis, ganske elegant -herlig vin til en salat. Til 60 kr er disse to vine rigtig gode køb!
      Vinene kan matche gode domæne vine, selvom (Baptiste) Olivier (foto) og (Gérald) Lafont er vinmagere, som kører rundt i Rhône og laver vin for andre. 
      Min erfaring med huset er begrænset, men jeg har generelt fundet den almindelige Rhône + særlige cuvées med AOP Rhône forholdsvis mere imponerende end de langt dyrere vine fra f.eks. Châteauneuf.

      Meny tilbyder fortsat Ventoux, La Croix-Jocas 6.0 (59,95, 5?), som jeg fortsat ikke kender eller har smagt (og kommer nok ikke i Meny i ugens løb, desværre). Meget rost af Meny, så nok flot vin, selvom den er dyr for Ventoux. Er der en læser, der har smagt den? Tak for info! 

Beringer "Classic" California, rød, hvid, rosé... 49,95

California, **** (4/5), Meny, indtil torsdag 30.september (rosé kun 2*). Rigtig mange vil elske den røde zinfandel, som er en indbydende, kommerciel "sødsuppevin+", og mange vil også drikke den hvide chardonnay uden rigtigt at smage den! Den lyserøde zinfandel er en børnevin, der er forbudt for børn.

    Kan jeg ikke rose vinene meget, så elsker jeg vingården, som nok er et besøg værd, hvis det en dag igen bliver muligt at rejse Over ThereBeringer ligger i St. Helena, en hyggelig by i den nordlige del af Napa. Huset har lavet vin uafbrudt siden 1876 -det overlevede Forbudstiden 1919-34 ved at lave altervin! Foto viser Rhine house, som er historisk mindesmærke. 

    Beringers bedste vine er alle fra Napa og Knights Valley, men de vine, du ser mest (Classic og Founder's Estate) er blot "California", dvs. formentlig fra området omkring Lodi, hvor druerne er helt anderledes billige (og ikke så gode). 

Monistrol cava "Seleccion Especial".. 45,-

**** (4/5), Meny, indtil torsdag 30.september. Den seer festlig ud med sin sommerlige etiket. Men bag den er en ret simpel, meget ung cava, som ikke gør fortræd, men faktisk er godt køb med let æbleagtig aroma. Brut er bedst. Huset er del af Concordia gruppen i Rioja.  


Valdouro "10 år", tawny Port.. 99,95

**** (4/5), Meny, indtil torsdag 30.september

En god, klassisk 10 årig Port med nydelig bouquet og ret sød, pænt lang smag. Men især er vinen måske et tegn på krise i Portvinshandlen? 
      Du kender nok ikke firmaet "Valdouro", for det findes ikke. Men mærket er ét (af mange) fra Taylor Fladgate familien, som vel mest er kendt fra mærkerne Taylor, Fonseca og Krohn. Deres 10 årige tawny er normalt ikke billig, så måske kanaliserer de overskydende vin ud under andre navne som dette, så den kan sagtens være identisk med Taylor eller Fonseca. 

25/09/2021

Flot Rioja med navn efter Bordeaux!

For 130-140 år siden blev Bordeaux lagt øde af den altædende Phylloxera vinlus. Vinfolket flygtede, og en god del endte i Rioja, hvor de gjorde denne region til Spaniens superstjerne. Det kan du passende mindes med en flaske Bordón, opkaldt efter hr d'Anglade, som i 1890 lavede sin første Rioja! 

Denne vin fås i Føtex i den 10 år gamle Gran Reserva -som meget passende kan smages sammen med en meget yngre original fra Bordeaux, Lacoste fra Rema1000

      De andre topkøb fra Føtex er den altid pålidelige Trapiche Oak samt ikke mindst den gode crémant, Giersberger fra Alsace. 

Rioja Bordón, Gran Reserva... 75,-

Bedste VIN + ***** (5/5), Føtex, indtil torsdag 30. september -Spanien
Middeldyb farve; åben, ganske rig og indbydende bouquet, toner af bær, nød og eg; middel fyldig, lang -en ganske flot traditionel Rioja. Set i 2011 og 2009 ('09 var flot, '11 ej smagt). 
      Vinen laves de klassiske Rioja druer, 70% tempranillo, 20% graciano og 10% cariñena, druer og vin indkøbt fra alle Riojas regioner. Vinen er lagret 18 måneder i små egefade og en tid på flaske. 
      Huset er grundlagt i 1890 af Anglade fra Bordeaux sammen med en Rioja-folk -og navnet Bordón antyder netop "en Bordeaux-mand"! 

      Der har ikke været folk fra Bordeaux blandt ejerne siden 1920, men huset hedder stadig "Franco-Españolas" -den "fransk-spanske" bodega! Huset har i 40 år været 100% ejet af familien EguizábalEr du i Logroño, så besøg huset, som ligger smukt ud til Ebro floden og (trods rasende modernisering) stadig har bevaret god del af sin franske 1800-tals charme! Blandt gæsterne her har været den spanske kong Alfonso XIII og selveste Ernest Hemingway, der besøgte huset i 1956. 

Trapiche "oak cask", frit valg.... 40,-

rød/hvid/brus, Bedste KØB + ***/*****, Føtex, indtil torsdag 30. september -Argentina
Ret beset er disse vine egentlig meget lig Alamos i stilen, dvs. indbydende kommercielle vine uden større dikkedarer. Der er ikke meget eg i "Oak Cask" -typisk lagres 30% af høsten i eg (eller måske endda kun egestave?), resten ser kun stål, og det er helt ok med mig.  
Trapiche var pioner for Argentina i Danmark, og jeg solgte Trapiche i 1970erne! Den almindelige vin til eksport er ok, men denne "Oak Cask" er en klasse bedre, lidt under "Pure" i kvalitet. 

Malbec  (5*), en mørk, fyldig vin med herlig sød bærduft. Meget letdrikkelig og godt køb. Ganske lille præg af eg. '18 fik 90p/Descorchados, '19 89p/Falstaff. Cabernet (5*) er lidt mere krydret i stil, for mig knap så gennemført som malbec, men stadig utrolig flot til prisen. 
Pinot Noir (3*) smager ikke af pinot (dvs af Bourgogne). Men ser du bort fra forbilledet, får du en ligefrem blød, fyldig vin med let krydret duft, behagelig, ikke inspirerende! 
Chardonnay (4*) -hvid argentiner er ikke favorit, men denne er ganske ok uden at begejstre. Tør, ren, fyldig, men egen mangler friskhed. Sparkling er mousserende og ret beset uden interesse for andet end den lave pris! 

Tanunda "Triathlon", frit valg... 45,- 

Bedste KØB + ***** (5/5), Føtex, indtil torsdag 30. september -Australia
Triathlon" er bedre end husets billige, 2 sjove blends af 3 druer (deraf navnet Triathlon), bedre end husets standardvine, men ikke helt så fin som Gratien herover" 
Rød grenache-shiraz-merlot:  et Rhône/Châteauneuf-blend af grenache og shiraz med merlot som outsider. Rund, stærk, men ret blød. 
       Rød cabernet-shiraz-merlot: Mørkere i farve -cabernet fornægter sig ikke- en snert mere fylde og lidt dybere tone i næsen og lidt mere struktur. 
      Fås også som rosé (grenache + lidt shiraz) og chardonnay, begge uden større interesse (3-4*). 
      Tanunda er så tæt på slot, du kan komme i Australien -komplet med tårn- og er et must, hvis du en dag kommer til Barossa nord for Adelaide. Det var ejet af Seppelt,  et af mærkerne under Treasury (ejet af Foster øl, som igen ejes af Budweiser). I 1990erne kom Tanunda til salg og stod i 5 år uden en køber, indtil sydafrikaneren John Geber overtog, hvad der næsten var ruin. 

Crémant "Giersberger" Alsace, brut... 60,-

Bedste KØB + ***** (5/5), Føtex, indtil torsdag 30. september -Frankrig

Etiketten er mindre flot end f.eks. Calvet, som Føtex også sælger (eller Laugel, Arthur Metz, Brucker, Lichine, Helfrich) osv, som alle laves af giganten GCF. Men til gengæld er vinen fra kooperativet i Ribeauvillé bedre -måske Ribeauvillé laver sin egen vin, mens GCF køber sin vin fra andre -f.eks. fra kooperativet i Ribeauvillé. Druerne er pinot (blanc og auxerrois). 

      Positiv aroma, fint brus, ret og ligefrem, ikke stor, god syre, men ikke den grønne syre, som præger meget cremant i dag. En ganske svag sødme runder vinen af, men generer ikke. Decanter gav i 2019 vinen 90p/100. 

      Ribeauvillé er en flot, gammel by, som ligger nord for Colmar og rigeligt er et besøg værd. Her er godt hotel og restaurant. Her bor 2 store huse -Trimbach og kooperativet. Trimbach er marginalt bedre -især på topvinene.
    Cave de Ribeauvillé er Frankrigs ældste kooperativ, dannet i 1895 i de mørke år 1870-1918, da Alsace hed Elsass og var del af Tyskland. I dag er der 90 medlemmer med ialt 265 hektar i Ribeauvillé og nabobyer. 40 ansatte passer skråningerne og laver vinen, som generelt nyder godt ry. 

Pinot Gris eller Gewurztraminer, Alsace... 60,-

***** (5/5), Føtex, indtil torsdag 30. september -Frankrig
Foretrækker nok den elegante "gris" med meget lille sødme bag en ren aroma -god madvin. Gewurz er dog god vin til f.eks. sushi -eller glas i utide. Nydelig rosenaroma, fyldig, lille sødme, meget lidt syre.  

      Føtex tilbyder til samme  pris Vidal-Fleury Cotes du Rhone (60, 4*). Kender ikke årgang, men Philipson har solgt en masse overskudsvin til Salling-gruppen fra ældre årgange, som ikke falder i min smag. Men er vinen ret ung -2016-17-18- kan den være tæt på 5*. 


Ch. Lacoste Garzac, Bordeaux... 35,- 

Bedste KØB + ***** (5/5), Rema1000, indtil lørdag 2.oktober -Frankrig

Middel fylde, god frugt, tør, ren smag med god modenhed, pæn middellang eftersmag -flot karakter til prisen! For blot 10 år siden ville jeg være gået i stor bue uden om vin som denne, men slotsejerne er blevet dygtigere -og har måske fået en hjælpende hånd fra den globale opvarmning, der hjælper druernes modning (kan se vinen holder 13,5% alkohol). 
      Slottet ligger ved Pujols ved Dordogne floden nær grænsen mellem Saint Émilion og Bergerac og dækker 30 hektar vin. Jorden er ganske frugtbar mark, men også grus og vinstokkene skal være 60% merlot og 40% cabernet. Excellent køb. Set i 2018, en rigtig god årgang.  

Da Luca, rød eller hvid... 39,- 

rød primitivo-merlot, hvid pinot grigio-chardonnay,  ***** (5/5), Rema1000, indtil lørdag 2.oktober - Italien
Den røde er ikke nær så interessant som Bordeaux'en herover, men mange vil holde af vinen, som er kommerciel på den gode måde, ren og tør, med god krydret frugt og blød smag. Fra Taranto i Puglia. Men ret beset ganske forglemmelig, men stadig klasser over meget vin fra Puglia, der sælges i Danmark! Den hvide er fra Sicilien, hvor de hvide druer har det ret varmt -men stadig en rent smagende tør vin med diskret aroma. 
     Rema tilbyder også That's Why (50, 4*), som er en kopi af Why Not? fra Brugsen (måske endda fra samme leverandør). Den holder heftige 15% alkohol, så jeg foretrækker da Luza's mere drikbare 13,5 (men ved ikke alle er enig med mig!).