Søg i 1400 opslag:

04/07/2026

Meny; herlig Chablis og godt køb i Argentina

En svag uge for Meny, hvor kun argentinske Argento (49,95) kræver opmærksomhed lige som den altid gode Chablis Sarments (99,95), typisk Chablis fra kooperativet til meget lav pris. 

Der er også lidt godt fra Italien, bl.a. Barolo Valle Ilaria (99,95) og Collosorbo Montalcino (79,95). Men sjovest er nok Fernet Branca (119,95), hvor et (gratis) besøg kan anbefales, hvis du kommer forbi Milano. 

Endelig en ganske ok Albariño (79,95) fra Rias Baixas i spanske Galicien.

BEDSTE køb: Argento reserve rød/hvid - Chablis "Sarments" - Barolo "Ilaria" 
GODT køb: Albariño "Viñalonga" - Montalcino "Collosorbo" + "le Perchie" - Fernet Branca + Menta 
ANDRE køb: Provence rosé "Marius Peyol" - St Pierre Provence "Prieur" - Labouré-Roi rød/hvid 6 + 1 - Ancelin rød/hvid 
uge 28-2026

Argento "Reserve" rød/hvid... 49,95

økologisk rød cabernet, malbec eller hvid chardonnay, Argentina 

BEDSTE køb + *** (3/5), shop.Meny.dk, indtil torsdag 9/7

Smagte vinene for mange år siden, men havde helt glemt dem, indtil de dukkede op i Meny her i efteråret. Og i dag er vinene tilmed økologiske. 

    Reserve vinene er ét trin op fra den almindelige Argento (som er rigtig god!). 25% af høsten af de røde er lagret kort i eg. Ikke smagt, men sæt bare forventningerne op -vingården leverer rigtig meget til denne rimelige pris! 
    Har en sjælden friskhed og lidt mere urt end kødfuld blødhed. En udpræget madvin. Ikke smagt, men den lokale kender Descorchados er begejstret og giver alle nye år 90+p/100. 
    Argento er en stor økologisk vingård med over 300 hektar, bl.a. denne i Agrelo, del af Luján de Cuyo i 1100-1200 meters højde.

Chablis "Sarments"... 99,95

BEDSTE køb + **** (4/5), shop.Meny.dk, indtil torsdag 9/7

For mig bedre end Chablis fra Labouré, Martenot eller Moillard. Men fortsat får du Chablis i den blidere ende. ren aroma, let, sprød og frisk -måske en smule for rund til at være helt klassisk, men umiskendelig Chablis. 
    Endnu et mærke fra kooperativet Chablisienne, der leverer op mod 1/3 af al Chablis. Formentlig identisk med Pierrelée fra samme kælder (som du må betale op til 180 for i Føtex og Bilka).  
    Kooperativet henter sin vin fra godt 1500 hektar, hvoraf  1000 hektar bruges til denne vin, som sælges med flere etiketter (der er også lidt finere cuvée fra  bl.a. gamle vinstokke med lidt eg). 
    Engang var Chablis (foto) tæt på at opgive vinen, da sen frost ofte ødelagde markere. Man fandt ud af at beskytte de sarte vinplanter med bål og kanoner. Men den globale opvarmning har været god for den lille by (2.139 indbyggere i 2023), som ligger omtrent midtvejs mellem Paris og Beaune. 

Albariño "Viñalonga", Rías Baixas...  79,95

GODT køb + *** (3/5), shop.Meny.dk, indtil torsdag 9/7
Vent en ren, frisk, men fyldig tør hvid med god ren stil og pæn eftersmag. 
Druen albariño trives i det "grønne" Spanien, hvor især Rías Baixas tæt på det kolde Atlanterhav leverer vine, som hører til Spaniens bedste. Vinene var før temmelig dyre, men denne er som andre ved at være særdeles rimelig i pris. 
    Huset Rectoral de Umia samler druer fra 200 druedyrkere med 130 hektar i Val de Salnés og Ribeiro Ulla, 2 af de bedre regioner. Kælderen har gennem 10-15 år levereret stadig bedre vine, som sælges under flere etiketter, bl.a. denne, som dog ikke er smagt.  

Barolo "Valle Ilaria"... 99,95

BEDSTE køb + **** (4/5), shop.Meny.dk, indtil torsdag 9/7
Ikke smagt og kender ikke årgang, men vinen er tappet af Sartirano fra SanSilvestro, så jeg vover at sige god for den -men vent ikke topvin til 100! Bouquet og længde kommer nok med tid i glas. 

Montalcino "Collosorbo"... 79,95

GODT køb + *** (3/5), shop.Meny.dk, indtil torsdag 9/7

Øko. Collosorbo er ikke en af stjernerne for Brunello, men deres Brunello er altid god som også junior udgaven Montalcino. Collosorbo er en af de mere dynamiske moderne vingårde i Montalcino i området Sesta. Vingården ejes af Giovanna Ciacci. Godt 30 hektar bruges til brunello,

Montalcino "Le Perchie" ...  79,95

GODT køb + *** (3/5), shop.Meny.dk, indtil torsdag 9/7

Økologisk. Storebror til Perchie's Toscana (55 kr for et par måneder siden), lavet på 100% sangiovese med kort lagring på store egefade. En fast, middelfyldig vin med formentlig mere karakter og madegnethed end charme. 
    Jeg har ikke smagt vinen og kender ikke vingården Perchie, men har fået oplyst, at det er et mærke fra den gode vingård Cordella. Så vinen kan meget vel være et topkøb.

Marius Peyol, Provence rosé... 79,95

*** (3/5), shop.Meny.dk, indtil torsdag 9/7

Pænt udstyr, men måske mere design end vin! Ikke smagt, men man fortæller mig, at det er en typisk letbenet tør rosé uden dikkedarer. Formentlig meget lig lignende vine fra samme GCF, som jeg de seneste uger har købt til lavere pris hos konkurrenterne. Baseret på grenache.  


Saint Pierre Rosé "Prieur" ... 99,95

*** (3/5), shop.Meny.dk, indtil torsdag 9/7

St Pierre er en 55 hektar vingård nær les Arcs i Provence's bagland. Mix af cinsault, grenache og syrah (40/30/30) lavet i moderne kælder af 4.generation af familien Victor.  

Prieur ere måske vingårdens mest ansete vin, som skal være lagret 6 måneder i egefade før tapning. En smagssag -frygter lidt for frugten, medmindre den har fået bouquet og længde i stedet. Men ikke smagt. 1* i Guide Hachette. 

Fernet Branca eller Menta... 119,95

GODT køb + **** (4/5), Meny, indtil torsdag 9/7 

Fernet er en klassisk bitter -måske kan kun ArnBitter og Von Oosten konkurrere med den. Den bruges til -ja, som onkel Stewart siger i Anden's "Terkel i Knibe": "Man kan ikke fiske ål uden Fernet Branca!". Og han vil endda have en skarp for at få morgenmaden til at glide lettere ned! 


   Den er destilleret af familien Branca siden 1845 i Milano på 27 urter. Den skal være god mod bl.a. menstruationssmerter, kolera og tømmermænd -hvad de ved i San Francisco, der er den storby, der drikker mest pr indbygger. En udpræget kultdrik, der kræver lidt tilvænning. Men så er du også med på noderne!

    I de forhistoriske dage, da den gamle VINKENDER var ung, holdt bitteren 45% (og min far fablede om 49%, da han var ung). 

    Men familien Branca ønskede at ramme et bredere publikum -og nok også lande med høj afgift- så den kom ned på 39%. Helt ok med mig. 

     Den blidere Menta har smag af, ja, pebermynte, men der er også chokolade i smagen. Den holder kun 28% og er sødere. Både Fernet og Menta bruges i mange cocktails. 

    Skulle din vej gå til Milano i sommerferien, er Branca et besøg værd! Se detaljer her! Max. 20 deltagere til museum og "experience" ganske gratis (inkl.smagning). I 30erne blev Torre Branca opført -her er flot udsigt over storbyen (entré). Branca laver også andet end Fernet, bl.a. en god brandy samt den ikoniske Punt-e-Mes vermouth. 


ANDRE køb: 

Labouré-Roi rød/hvid, 6 fl + 1 Mgn hvid, 399 (2-3*) = godt 50 kr for 75cl, fair pris. Men skal jeg købe en billig rød pinot eller hvid chardonnay fra Sydfrankrig, vil jeg selv bestille -og vil nok vælge en helt anden vin. Labouré er et mærke fra giganten Boisset. 

Ancelin rød/hvid, 69,95 (3*), endnu en serie pinot og chardonnay fra Sydfrankrig. Lækkert design -men det ventes også med giganten GCF som leverandør. Der skal være lidt eg i vinene, men stadig temmelig høj pris.