Søg i 1400 opslag:

14/05/2026

Herlig Ripasso, Amarone og andre til lave priser!

En flot Ripasso, god Amarone, herlig hvidvin og rosé -Brugsen kan det hele i 2026! 

Superbrugsen og Kvickly har så mange gode køb, at jeg frygter, de de andre kæder har givet op på forhånd.

    Fra Italien en god Ripasso Pagus Bisano (59), Amarone  Nino Ardevi (99) samt den fornemme Barolo "Fontanafredda" (149). 

    Den "Ny Verden" er som altid meget stærk i Brugsen, i uger 21 med Yealands Reserve (59), knivskarp flot hvid sauvignon, samt Casillero del Diablo (40), for mig en klasse over Hardy's Crest (35). 

    Der er også flot Bordeaux som Cap l'Ousteau (69) fra hjertet af Médoc samt Cuvée Dissenay, sydfransk Bourgogne-kopi + god grenache (50) + god Provence rosé "Jablières" (59). Endelig herlig Alsace Grand Cru fra Cattin "Hatchbourg" (99), hvor riesling triumferer, men "gris" ikke bør overses. 

    Endelig lidt stærk alkohol i form af de gamle Single Malts som Talisker 10 år fra Skye (259) og Dalwhinnie 15 år (259) samt rød Aalborg snaps (79), som i vinterens løb har mistet alkohol -fra 45 til 41% (79). Stadig markant stærkere end den ellers gode Poliakov vodka (79, med 37,5%. 

BEDSTE køb: Ripasso "Pagus Bisano" - Yealands Reserve sauvignon - Casillero del Diablo rød/hvid/rosé - Provence rosé "Jablières" - Alsace Grand Cru "Cattin" - Amarone "Nino Ardevi" - Hardy's Crest rød/hvid/rosé - Cuvée Dissenay rød/hvid/rosé - Cap l'Ousteau Haut-Médoc - Fontanafredda Barolo - Malt whisky Dalwhinnie 15 år + Talisker 10 år - 
GODT køb: Spier "Private Collection" rød/hvid - Crémant "Moillard" hvid/rosé - Jameson irsk whiskey - Cognac XO "Normandin" - Poliakov vodka - Vamos! spansk tør - Poëme grenache-syrah - Grant-Burge rød/hvid - Aix Provence rosé "GM" - Gran Coronas cabernet reserva - rød Aalborg snaps 41% - Tanqueyray gin 
ANDRE køb: Spier "Heritage" (?) - Chablis "Laroche" - Gigondas "Morel" . Amarone "Terre Verona"

uge 21-2026

Ripasso "Pagus Bisano"... 59,-

Valpolicella superiore, Italien

BEDSTE køb + **** (4/5), Superbrugsen og Kvickly, indtil torsdag 21/5

Ren bittersød frugt mere end sødme, god fylde med kun snert af krydderi. Egentlig bliver jeg imponeret over amarone, men det varer kort -så faktisk kan jeg egentlig bedre lide ripasso. Her "eftergærer" den unge, ret lette Valpolicella med amarone kvaset og giver vinen mere fylde og frugt.
    Vinen ligner nok Falasco (samme pris i 365), og er hentet i samme kooperativ, som godt nok ikke ligger i det fine Classico, men i Valpantena, en række bakker lige nord for smukke Verona, som anses for lige så godt. 

Amarone "Nino Ardevi" ... 99,- 

BEDSTE køb + *** (3/5),  Superbrugsen og Kvickly, indtil torsdag 21/5

En magtfuld, frugtig vin til den tørre side med bær og middel længde. Mundus Gold og ordene "Den går rent ind" fra Vinavisen. Set til 212 kr hos Wolt (som altid er dyr). Men også 285 hos Wines&Co og 350 i USA. 

    Vinen er tappet i Valpolicella, men kommer fra Progretti ved Mantova, som sælger vin fra hele Italien, tappet lokalt (bl.a. Villa Dierico i Brugsen). Måske lidt mere "ægte" amarone end mange i samme prisklasse. 

Yealands Reserve sauvignon blanc... 59,-

Awatere/Marlborough New Zealand 

BEDSTE køb + **** (4/5), Superbrugsen og Kvickly, indtil torsdag 21/5

Klassisk Kiwi sauvignon i top med global pris på 112 kr. Overdådig aroma, frugt og flint, fyldig, pænt lang, med masser af æble, lime og (hmm!) kiwi i frugt og smag, som balanceres af sprød syre. God til sushi og fyldige salater. 
    Vinen laves af chefvinmager Natalie Christensen af druer fra hjertet af den meget store Seaview mark ud til oceanet, et blæsende, køligt område -perfekt til sauvignon. Ret sen høst (ultimo marts/primo april) og kølig gæring giver vin en klasse over den gode normale Yealands, men måske mere "normal" end de særlige L5 og S1 block. 
    2023 fik 91p/Spectator, 2024 94p/WineOrbit og 90p/WineEnthusiast, mens den unge 2025 blev valgt som Champion sauvignon på New World wineawards. Foto: grundlægger Peter Yealand (1948-2024) skabte den største privatejede vingård i New Zealand.  

Casillero del Diablo rød/hvid/rosé... 40,- 

rød cabernet-sauvignon, merlot eller carmenère, hvid chardonnay eller sauvignon blanc, Chile
BEDSTE køb + **** (4/5), Superbrugsen og Kvickly, indtil torsdag 21/5


Meget kvalitet til (næsten) ingen penge! Rød cabernet har fylde, frugt og en rund, men stadig fast smag med rimelig friskhed med fast eftersmag. 2024 og 23 får 90p/Descorchados, mens 2023 får 91p/Tim Atkin og 90p/JamesSuckling. 
    Jeg har ikke smagt carmenère i flere år, men nye år har nok mere modenhed i duften og rund kraft.  2022 (90p/Descorchados) og 2023 (89p/CameronDouglas) lover godt -især til 40 kr! 
Merlot er nok blødere, men tvivlere lidt på den.  
       De hvide  er af samme klasse -tørre, friske og rene, uden eg i smagen -chardonnay har fået 88-90p/100 af lokale Descorchados, som også den hvide sauvignon, som må være svær at slå til denne pris (og så tappes 12.000.000 fl. i 2023 med 90p/Descorchados!)! 
    Vinhuset ejes af Concha & Toro og bygger på lokal myte, hvor Don Melchor undrede sig over, at det tyndede ud i flaskerne i hans private vinskab (Casillero/Cabinet). Og mente, det måtte være djævelen, der var på spil! 

Provence rosé "Jablières"... 59,-

BEDSTE køb + *** (3/5), Superbrugsen, Kvickly og 365discount, indtil torsdag 21/5

Tredie uge med dette tilbud -og det er godt. Fin blomst i næsen og let, rimelig frisk tør, middellang smag  med pæn frugt. En god frokostvin eller til let krydret forret. 
    Prisen er meget lav for Provence rosé (burde normalt være dyrere end Aix nederst!), og 2024 fik en guldmedalje fra Gilbert&Gaillard, som kalder vinen "Provence at its peak". Lidt overdrevet. Har skruelåg, som bevarer frugten (25% hver af syrah, cabernet, grenache og cinsault). 

Alsace Grand Cru "Cattin"... 99,-

Riesling, Pinot Gris eller Gewurztraminer Hatschbourg

BEDSTE køb + **** (4/5),  Superbrugsen og Kvickly, indtil torsdag 21/5

Den sprøde, lækre riesling (senest smagt i 2021) har god dybde og aroma. 2023 får 5* + bedste køb af Lillelund i JP og 92p/JamesSuckling. Pinot Gris har ganske lille sødme, der giver den en rig aroma med lidt mango og fersken (5* + bedste køb i årg. 2022). Gewurz er fyldig og let sødlig med let krydret duft. 2023 får 91p/JamesSuckling.
    Cattin har stort domæne omkring Voegtlinshoffen syd for Colmar, men får også druer fra naboer, som laves i moderne kældre. Jeg finder vinene bedre end de gængse fra kæderne, som (desværre) domineres af giganten GCF (under mange etiketter). 
    Familien har lavet vin siden 1720 og er nu på 12.generation. Deres Hatchbourg er Grand Cru, hvoraf god bid er ejet af Cattin. Deres Grand Cru gærer og lagrer i store ege foudres. 

Hardy's Crest, rød/hvid/rosé... 35,-

rød cabernet-sauvignon shiraz, hvid chardonnay sauvignon, rosé, Australia (tappet i England)

BEDSTE køb + *** (3/5),  Superbrugsen og Kvickly, indtil torsdag 21/5

Til 35 kr får du rigtig meget vin. Den røde kan bestemt ikke matche den røde Coronas (35 i sidste uge), men tror faktisk, jeg vil foretrække den for ugens Coronas, der er på 300cl box (129). 
    Hardy's er i dag mest kendt for dagligvin som "Nottage Hill" og "VR" -samt Hardy's Crest, som for mig er et lille glas bedre.
      Den røde "Crest" er blend af cabernet, shiraz og merlot, ikke tosset, en pleaser uden større karakter. 2020 fik 5*/Vinavisen. 
    Den lyserøde er på samme druer, ej smagt. Den hvide er tør, middel fyldig, med nydelig frugt, en vis friskhed med lidt syre, som dog virker påtaget. 
      Hardy's er faktisk et af de ældste huse i Australien (1853), ikke længe efter, at Adelaide blev grundlagt som en "fri" modelby uden de straffefanger, som hærgede Sydney og Melbourne!

Cuvée Dissenay rød/hvid/rosé... 50,-

rød pinot noir eller grenache, hvid chardonnay, rosé, Sydfrankrig

BEDSTE køb + *** (3/5), Superbrugsen og Kvickly, indtil torsdag 21/5

Rød Grenache er stærk (15%), ikke lang, men tør, frugtig og krydret, meget anvendelig. 

Pinot smager godt, men mangler intensiteten i Bourgogne og frugten i tysk spätburgunder. Let til bens trods styrken og med tydelig hindbær i næsen over lidt krydderi.

En let eget, enkel chardonnay med god friskhed og afrundet længde.

Rosé er tør og letbenet, diskret aroma, helt ok, men for mig lidt anonym.

    Laveste pris set i flere år på denne gamle Irma vin -og lavere pris end (nok samme) vin fra samme hus med navne som Bénières og Smooth & Silky i Rema1000, Meny osv. 

    Laves af LGI i Carcassonne, der skræddersyr vine til kæderne. Med stort held, må man sige.

Cap l'Ousteau Haut-Médoc... 69,-

BEDSTE køb + **** (4/5), Superbrugsen og Kvickly, indtil torsdag 21/5


2021, Feminalisée's guldmedalje. 

    Dyb farve, herlig aroma, middel fylde, afrundet og dog fast, ganske elegant og lang -giv den luft i glas. Vinen har mistet noget primær aroma, så giv den masser af luft i glas -eller gem 2-4 år.

    Det charmerende slot ligger i Lamarque i hjertet af Médoc, tæt på floden  mellem Margaux, Moulis og St Julien. Mere centralt kan det næsten ikke blive! Vinen laves på det store Cartillon slot.  

    Vinstokkene er stadig unge, men leverer rigtig god vin. 55% merlot, 25% cabernet og hele 20% petit-verdot, som modner på det fine, dybe grus nær floden. 
    Det ejes af GCF, der har overladt ledelsen til den begavede danske Merete Løwig-Larsen, ex-vinmager på Belgrave 5.Cru. 
    Merete er af jysk æt, men har boet i Médoc det meste af sit liv og leder lang række slotte for GCF -bl.a. Lestage-Simon, Cartillon, German Marbuzet, Fortune i Margaux og andre. Samt l'Escurac, ejet af hendes datter.  

Spier "Private Collection" rød/hvid... 69,-

Rød Pinotage eller Shirazhvid chenin blanc eller chardonnay, Sydafrika

GODT køb + **** (4/5), Superbrugsen og Kvickly, indtil torsdag 21/5

En klasse eller to over Spier's normale Signature osv og ville være superkøb, hvis samme Coop ikke havde solgt dem til 50 kr (v køb 6) sidste år! Normalpris -og globalpris- er 120-130 kr. 
    Kun smagt en ganske dejlig hvid chenin, simpel, men ren og frisk, og den blommeagtige pinotage, som er frugtig, krydret og blød. Jancis Robinson har givet 90p til ældre chardonnay. 
      Spier er en ret lille vingård, som dog laver en masse vin, hvor en god del i mange år har fundet vej til Brugsen.
    Vingården er en af de ældste -1692- blot 30 år efter, at de første vinstokke blev plantet i Sydafrika. 
    Den ligger i det fine Stellenbosch tæt på Cape Town, men henter sin vin i hele Western Cape, hvoraf druerne fra Coastal (inkl. Stellenbosch, Darling mv) bruges til de bedre vine. Vingården har som mange af naboerne også ferieboliger til udlejning. 

Barolo "Fontanafredda"...  149,-

BEDSTE køb + ***** (5/5), Superbrugsen og Kvickly, indtil torsdag 21/5

Det store hus leverer superb Barolo i en klassisk, men nogenlunde tilgængelig stil. Vent en dyb farve (for Barolo), intens aroma af urt, sød frugt og lidt tobak (ved lagring), en tør, ren og præcis smag og balancerede tanniner til at give eftersmag. Egentlig flot sammen med mad, men nok bedst efter 8-10+ år. 

    Huset laver mange Barolos med både by- og marknavn, men det meste bærer den sølvfarvede etiket og er langt det bedste køb. 2021 får 92p/WIneEnthusiuast og 2020 91p/Spectator. Global pris 190 kr.   

    Fontanafredda (foto) er et af de historiske huse i Barolo, ejet af kongen af Savoyen, der i 1861 blev konge af det nye land Italien. Et stort hus (7 mill. fl/år), som trods stort domæne mest købes ind udefra. Både rød og hvid viser et moderne Piemonte til en særdeles rimelig pris. 
      Jeg så første gang Fontanafredda's sølvfarvede etiket i Carlo Merollis lille vinbutik i Købmagergade i 1970erne og har fulgt den sølvfarvede etiket siden. Huset var slet ikke i top dengang, og Italiensk Vinhus gik også konkurs et par gange, hvor Carlo mistede først Borgogno, siden Fontanafredda -to huse, som i dag har samme ejer, som også står bag kæden Eataly.

Crémant "Moillard"... 89,- 

Hvid brut eller demi-sec, rosé Brut Bourgogne Frankrig

GODT køb + **** (4/5), Superbrugsen og Kvickly, indtil torsdag 21/5

Rosé er god, tør, fyldig og ren, mens den hvide 2023 fik 90p/JamesSuckling, 2022 89p/WIneEnthusiast. En ældre udgave fik  6*/6 af AOV dec.20: "Nektarin og litchee, fyldig rund og behagelig mousse. Fin afstemt syrebalance af lime. Et ganske let mineralsk præg der giver vinen lidt klasse... svært at finde bedre vin til prisen."  
   I dag har vinen fået årgang -ses i 2023. Den globale pris for vinen er 129 kr, så godt køb. 
    Moillard var i 00erne et stolt 150-årigt familiehus med stort domæne omkring Nuits. 
    Efter nogle kedelige år under Sauvestres dubiøse ejerskab ejes huset af Joseph Helfrich's GCF gruppe. GCF er begyndt at lave god vin. 

Dalwhinnie 15 år Single Malt 43%... 259,-

Talisker 10 år Single Malt 45,8%... 259,-

BEDSTE køb + ***** (5/5), Superbrugsen og Kvickly, indtil torsdag 21/5

To af de bedste whisky køb i Danmark til priser ofte under toldfri. Den 15-årige Dalwhinnie er trods 43% en perfekt begynder Malt med indbydende duft med blid røg og frugt, afrundet og lang uden skarpe kanter efter hele 15 års lagring i træ. Set på webben til 449 kr og i Tyskland til 400 -så 259 er meget lav pris. 
    Dalwhinnie er det højest beliggende destilleri Skotland og ligger i Cairngorn nationalparken med et ret køligt klima. 
    Den stærke Talisker anses med rette for en en af de fineste malts med lidt jod, tang og tørv takket være beliggenheden på øen Skye ud for Skotlands nordkyst. 
    Men den er blidere end mange og har lille sødme, der gør den akceptabel også for os andre! 

Jameson Irish whiskey ... 119,-

GODT køb + *** (3/5)Superbrugsen og Kvickly, indtil torsdag 21/5

En blid, men frugtig whiskey fra den grønne ø. Foretrækker den marginalæt for Tullamore og Bushmill, der ofte fås til omtrent samme pris. 

Normandin XO Extra Cognac ... 259,-

GODT køb + **** (4/5)Superbrugsen og Kvickly, indtil torsdag 21/5

For mig det bedste tilbud i Cognac, da denne Cognac  ikke kun er lagret de 5 år, som loven kræver af XO (mens en VSOP kan nøjes med 4 år), men hele 10 år, som det fremgår af etiketten. Men i øvrigt en glimrende Cognac med rig bouquet med rancio snarere end karamel og afrundet, pænt lang smag. 
    Endnu et mærke fra det gamle hus Gautier, ejet af likørgiganten Marie Brizard. 

Poliakov vodka...  79,-

GODT køb + *** (3/5), Superbrugsen og Kvickly, indtil torsdag 21/5

Denne franske 37,5% vodka er helt neutral -destilleret 3 gange -og som Smirnoff 100% pure grain (hvede). Det er åbenbart ikke lykkedes polske Kaczynski at få andre med på, at vodka skal laves af kartofler som snaps! 

ANDRE køb: 

Vamos! spansk rød, 40 (3* + godt køb). Ikke smagt, men meget lav pris for, hvad jeg håber er en rustik, fyldig (tør) landvin, måske monastréll?  

Poëme grenache/syrah, 50 (3* + godt køb), ganske udmærket fyldig, afrundet Rhone-type fra Languedoc. Tæt på godt køb. Stoler lidt mere på den end på Grant Bruge. 

Grant Burge Reserve rød/hvid, 50 (3* + godt køb), pæn og nydelig Oz vin. Ikke smagt i mange år. 

Spier "Heritage", 59 (?), smuk sort etiket, men kender (heller) ikke dette mærke, et af utallige fra den entreprenante virksomhed. Sikkert i vanlig rund, men vellavet stil. 

Aix Provence "G.M." rosé, 69 (3* + godt køb), tør, ren rosé med pæn frugt. Men ikke just topkøb, når du kan få Provence "Jablières" til 59.  

Gran Coronas cabernet, 89 (4* + godt køb), poleret, kraftig cabernet, lillebror til Mas la Plana (til 300+). Ikke 1.Cru-kvalitet, men flot til 89. 
Chablis Laroche, 149 (4*), en god Chablis, men ikke 50 kr bedre end billig Chablis, desværre. 
Gigondas Morel, 149 (4*), rigtig god Gigondas uden at prange, tros 92p/Parker til 2022. Mere rund og mindre "vild" en de bedste og ikke topkøb (139 i februar og husker 129 for nogle år siden). 
Amarone Terre Verona, 149 (4*), god basis-Amarone, der kunne fås til 99 for nogle uger siden. 
Rød Aalborg snaps, 79 (4* + godt køb), klassikeren til pinsebord og andet godt, som i løbet af vinteren er sunket fra de historiske 45% til blot 41% alkohol. Normalt dyrere end Brøndum (99 i Føtex), mens den røde Aalborg koster 75 i Bilka -og med perspektiv på 189,95 hos HJ Hansen. 
Tanqueray gin, 119 (4* + godt køb), en klassisk gin til fair pris (139 på tilbud i Føtex).