Søg i 1400 opslag:

08/05/2026

Herlig hvidvin i Meny

Riesling er på få år blevet en modedrue, og når man smager Rheingau fra Kesseler og Grand Cru Alsace, så forstår man hvorfor. Sprød og lækker, tør og ren. 

Meny fortsætter i al diskretion med en række gode vine, som måske ikke er superkøb, så dog gode til prisen. 

    August Kesseler er fint domæne i Rheingau, som leverer meget flot vin -som Michelmark (tæt på fund til 79,95). Biecher i Alsace har slet ikke samme ry, men til gengæld er Wineck-Schlossberg en fin Grand Cru (89,95), som også fås som en spændende knastør Gewurztraminer Mambourg (89,95). 

    Plus en rigtig god pris på Rhone fra Olivier & Lafont (59,95), hvor både rød og hvid er rigtig gode. 

    Værd at smage er også Peyrassol Provence (89,95) samt Rueda fra Ramón Bilbao (59,95) og Orvieto Classico fra Bibi (59,95). Og så snydes du ikke for historien om Cognac de Luze (199,95). 

BEDSTE køb: August Kesseler riesling - Alsace Grand Cru "Biecher" - Rhone "Olivier & Lafont"
GODT køb: Chablis "Sarments" - Fleurie "Madone" - Ramón Bilbao Rueda verdejo - Bigi Orvieto Classico + Vipra - Cognac de Luze VSOP - Peyrassol "la Croix" rosé - Johnie Walker whisky - Captain Morgan rom
ANDRE køb: Penfolds bin 8 grenache-shiraz - Champagne Mumm - M de Minuty rosé 

uge 20-2026


August Kesseler Riesling... 79,95

Erbacher Michelmark trocken "Erste Lage", Rheingau Tyskland

BEDSTE køb + **** (4/5), Meny, indtil torsdag 13/5

En fint koncentreret tør hvid med middellang smag. Overlegen i duft og sprød eftersmag -og er endog bedre den følgende aften.  

    Kesseler's vine er af høj kvalitet uanset årgang takket være begavet vinmageri
    "Erste Lagen" ("1.Cru") er ikke toppen, men næstbedst efter "Grosse Lage" jvf VDP (en forening af førende vingårde).
En af dem er Michelmark, der ligger på dyb, varm jord på meget blid skråning i det fine Erbach. 
    Om 2024:  90p + 5*/Spritnyt: "Fin klassisk riesling næse. I smagen røde æbler, citrus og florale noter. Meget frugtig og umiddelbar med en fin sprød afslutning." Topkøb til 80. 
      Kesseler er et fint domæner i Rheingau, ofte anset for  toppen af tysk riesling. Kesseler ejede for 100 år siden blot 2,5 hektar, men siden begyndte vingården at vokse, og unde August dækker vingården i dag 38 hektar fra Lorch i vest til Kiedrich og Erbach i øst. 
      Vingården har et fint ry (4*/5 i Gault-Millau) for både rød pinot (1/3) og hvidvin (2/3). Vingården er medlem af VDP, en gruppe af Tysklands bedste vingårde, hvis flasker prydes af en vinøs ørn på kapslen.

Alsace Grand Cru... 89,95

Riesling "Wineck-Schlossberg", Gewurztraminer "Mambourg", Biecher

BEDSTE køb + **** (4/5), Meny, indtil torsdag 13/5

Riesling er tør, sprød og frisk, men med mineralitet og lang smag -Wineck Schlossberg dækker 27 hektar på granit, ikke ulig Brand i næste dal. 

Gewurztraminer er også tør -selvom duften ere rig og næsten sød, fyldig, fed og lækker- Perfekt til moden ost. Mambourg dækker 62 hektar vendt stik syd og er et af de historiske top-Crus, kendt siden 800-tallet. 

    Familiehuset Biecher er normalt ret middelmådigt, som henter sin vin blandt overskud fra andre kældre og tapper i stort, hypermoderne tapperi. Men tror dog på disse 2 vine, som kunne være superkøb.

Rhone "Olivier & Lafont" ... 59,95

rød eller hvid Côtes du Rhone

BEDSTE køb + **** (4/5), Meny, indtil torsdag 13/5

Rød grenache (75%) med lidt mourvèdre og syrah -mørk, intens aroma, fyldig, men egentlig afrundet og pænt lang. Smager egefri, og andet vil også være synd! Har altid fundet denne vin god. Nye år har fået bl.a. 91p/Vinous og 92p/JamesSuckling -Guigal kan lære et og andet! 
       Hvid på viognier med en smule af andre druetyper -meget frugtig, tør, præcis, ganske elegant -herlig vin til en salat. Til 60 kr er disse to vine rigtig gode køb! Hvid har fået bl.a. 90p/Vinous og 93p/JamesSuckling. 
      Vinene kan matche gode domæne vine. (Baptiste) Olivier (foto) og (Gérald) Lafont tilhører en ny generation vinmagere, der kører rundt til forskellige kældre og laver vin, som de sælger under eget navn. De har fortid i flere kældre i Europa og USA, før de i 2011 købte en kælder i Lirac, hvor denne vin kommer fra.  
      Min erfaring med huset er begrænset, men jeg har generelt fundet den almindelige Rhône og Lirac langt bedre køb end de langt dyrere vine fra f.eks. Châteauneuf.

    Meny tilbyder også Chateauneuf du Pape  "Olivier & Lafont" (169,95, 5*), ikke smagt, men venter ikke topkøb. 

Chablis "Sarments"... 110,-

GODT køb + **** (4/5), shop.Meny.dk, indtil lørdag 4/4

Prisen er steget 20 kr siden sidste år, men er fortsat godt køb -ren aroma, let, sprød og pænt mineralsk -lidt for rund til at være helt klassisk, men umiskendelig Chablis. 
    For mig bedre end Chablis fra Labouré, Calvet eller Moillard. 
    Endnu et mærke fra Chablisienne, der leverer op mod 1/3 af al Chablis. Formentlig identisk med Pierrelée fra samme kælder (som du må betale op til 180 for i Føtex og Bilka).  
    Hvert år beskærer vinbonden vinstokken hvert år og tørrer grenene .Sarments- i kælderen (har jeg fået at vide af læser i Hørsholm). I dag mest brugt i grillen til t-bone steak, men engang vigtig til opvarmning. 
    Kooperativet henter vin fra godt 1500 hektar, hvoraf  1000 hektar bruges til denne vin, som sælges med flere etiketter (der er også lidt finere cuvée fra  bl.a. gamle vinstokke med lidt eg). 

Fleurie "la Madone"... 99,95

GODT køb + **** (4/5) Meny, indtil torsdag 13/5

Vinen har fået 10 kr op i pris, desværre. Fleurie er den mest mondæne (og kostbare) af Beaujolais' 10 Crus, af og til også den bedste. Madone er et særligt vinbjerg kronet af kapel med lille statue af samme madonna som spir. Vinen gror op ad skråningen helt op til 450 meters højde.  
     Du skal forvente en meget frugtig aroma  (hindbær osv) vin med fin frugtsyre og middelfyldig, ganske frisk smag med lidt frugtsyre, der gør vinen meget egnet til mad. 
    En ældre 2021 fik 5*/Vinbladet + testvinder . Nydes nu for frugten, eller gem 2 år på flaske for en mere fløjlsagtig vin med mere bouquet. Serveres kælderkold.  
    Vinen er tappet for det store hus Boutinot, som henter vinen hos mindre lokale huse og er specialiseret i at levere (god, ikke stor) vin til kæderne. 

Ramón Bilbao Rueda verdejo... 59,95

GODT køb + *** (3/5)Meny, indtil torsdag 13/5

Jeg har rost husets røde Rioja , men ikke denne hvidvin (ikke smagt de sidste par år). Jeg elsker druen verdejoVent en stor aroma, god fylde, ret bred, men med god syre under. Ikke set, men håber på 2024 eller 2025. 2021 fik 88p/Peñin. 

Bigi Vipra eller Orvieto Classico.... 59,95

GODT køb + *** (3/5)Meny, indtil torsdag 13/5

Bigi er et af de store navne i Umbrien, som ligger mellem Toscana og Rom. 
Deres specialitet er naturligvis Orvieto fra skråninger omkring denne vidunderlige by. Druerne er de lokale Procanico, Malvasia and Drupeggio, kold gæring -tør, frisk, sprød, mere aroma end f.eks. det meste Frascati. 
Rosé Vipra -er Orvieto, men uden navnet, som kun må bæres af hvidvin. God frugt, tør, letbenet, ren. Druerne er sangiovese + merlot + montepulciano.

Penfolds Bin 8... 169,95

Cabernet-Shiraz Sout Australia

**** (4/5)Meny, indtil torsdag 13/5

Bedre end Koonunga Hill, men også 100 kr dyrere. Penfolds er berømt for Grange og Bin 389, men der er et utal af "Bins", langtfra alle lige gode. 

     Bin 8 kan kaldes en "2.vin" til Bin 389, også cabernet og shiraz. Kan ligne denne, men er noget lettere. Kan dog se, at Meny nævner 94p/JamesSuckling. 

Champagne Mumm "Cordon Rouge".... 259,95

**** (4/5)Meny, indtil torsdag 13/5

Brut. Kunne fås op til nytår til 220, så ikke just topkøb. Spectator giver vinen 90p/100 med pæne ord som sprød og mineralsk samt lidt pære i aroma. Lyder godt!
    Huset er et af de historiske tophuse, som efter nogle hastige ejerskifter, bl.a. Seagram's, Allied-Domecq og kapitalfond, i de seneste 10-12 år har været ejet af Pernod-Ricard, som generelt er en garant for kvalitet. 
    I '00erne var flasken med det røde bånd på det jævne, men i dag kan den matche de fleste -og flot ser den jo ud! 300 hektar fine vinstokke leverer 1/4 af vinen -resten købes ind. Fås også som Demi-Sec (med lyst grønt bånd, engang Cordon Vert!) egnet til kransekage, som jeg aldrig har smagt, desværre!
FotoMumm's kældre. Tirage i hånden anno 1879 -her fjerner man proppen, så bundfaldet fra 2. gæringen kan fjernes og en ny prop med trådnet sættes på. 

Cognac de Luze VSOP.... 199,95

GODT køb + *** (3/5)Meny, indtil torsdag 13/5

Fine Champagne Cognac. I den gamle vinkenders ungdom var de Luze det mest kendte mærke i Cognac. Et gammelt mærke (1822), som siden 19127 har haft titlen kgl. hofleverandør. 
    Vi var ikke begejstrede, måske fordi familien de Luze var vinfolk -bl.a. Paveil-de Luze i Margaux- mens deres Cognac dengang vist nok blev lavet af Rémy Martin. 
    Sidem 2006 har mærket været ejet af Boineaud familien, som ejer 400 hektar vin i Cognac's Champagne område. Og Cognac'en er nok bedre i dag (kun ét minus -kunne bedre lide etiketten i 1970erne!). 

ANDRE køb
Peyrassol rosé "la Croix", 89,95 (4* + godt køb), ganske god rosé fra Provence. 
M de Minuty rosé, 110 (4*), smukt udstyret rosé, men ikke fra domænet (nok fra naboer). Stadig ganske god, men ikke helt pengene værd. 
Johnie Walker whisky, 95 (3* + godt køb), en god whisky med karakter. 
Captain Morgan rom, hvid/sort, 95 (3* + godt køb), ok basisrom, hvor den mørke har masser af karakter, men især til en drink!