Søg i 1400 opslag:

08/12/2025

Ugr 50: Julevin i top fra 39 til 189 kr

Julen banker på døren med en gavebod af fine vinkøb på vin fra hele Verden -ialt 20 topkøb udvalg blandt ikke mindre end 188 avistilbud fra 9 danske kæder. 

Frankrig dominerer med både den billigste (Rhone til 39 kr) og den dyreste -moden topvin fra St Emilion (189) med ialt 6 tilbud. 

    Italien byder også på 6 herlige vinkøb, bl.a. superb "Cru" vin fra Chianti Classico, Brunello og Amarone til lave priser, mens der er stor Rioja fra Spanien

    Ugen byder også på Portvin i top (årgang 2014 til 109), mens Den Ny Verden byder på bl.a. en sjælden gæst fra California. 

 

    Uge 50 domineres igen af Superbrugsen og Kvickly (11 superbe vinkøb), hvad der ikke giver meget plads til rivalerne Føtex (4, hvoraf 2 også ses i Bilka), Meny, 365discount, Rema1000 og Lidl. . 

    I denne uges liste var der ikke plads til Netto 

Vinene er tappet i produktionslandet (om andet ikke er nævnt).   

5 vinkøb under 50,-

Rhone "Henri de Floret"... 39,-

*** (3/5),  Rema1000, indtil lørdag 13/12

Et mærke på basis-Rhone tappet i Vignoles (Bourgogne), dvs. med 99% sandsynlighed af giganten Grands Chais de France, der har stort tapperi her. Vent en typisk ung, fyldig, fyrig Rhone. 

Prosecco "Treviso" frizzante... 45,-

*** (3/5), Lidl, søndag-lørdag 7-13/12

Vinen er frizzante med lidt mindre brus end fuld spumante. Ganske let (10,5%), men har en ren aroma, god sprød syre, som balancerer en ganske lille sødme. Herlig som velkomstglas eller til tapas, knap så god til Spritz. Vinen kommer fra la Marca, et af de store Prosecco huse (som andre ofte sælger til høje priser, sært nok). Tilmed fra Treviso, en af de klassiske områder til Prosecco. 

las Hermanas monastréll organic... 45,-

*** (3/5), 365discount, indtil onsdag 10/12

Økologisk monastréll (alias mourvèdre druen i Châteauneuf du Pape og andetsteds) fra vinmarker ved Middelhavet omkring Murcia og Jumilla syd for Alicante

    En rustik landvin med kvalitet! Mørk, fyldig, krydret frugt, tør, ren og pænt lang. Kan klare alt fra en grillbøf til cassoulet. Server kælderkold. Luzón er en stor vingård og hypermoderne kælder. Huset leverer god vin. 

Bouteilley Côtes de Bordeaux.... 45,-

BEDSTE køb + **** (4/5), 365discount, indtil onsdag 10/12

Prisen er for lav, da vinen koster 75 kr i Frankrig og 100 kr globalt (Winesearcher). 
    Ganske klassisk, men åben og ligefrem Bordeaux på 80% merlot, åben rig frugt og middelfyldig, rank, tør smag med ikke ringe elegance.  2020 er god nu for rig frugt, som i løbet af 3-4 år vil blive til god bouquet. 
    Slottet ligger hverken i Margaux eller Pomerol, men blot 15 minutters kørsel fra Bordeaux by tæt på, hvor floderne Garonne og Dordogne mødes og bliver til Gironde. Slottet har tilhørt familien Guillot siden 1617, lidt af en bedrift. 

Private Collection rød/hvid, kr/fl v6: 49,83

6 fl: 299, Spier rød Pinotage eller Shirazhvid chenin blanc eller chardonnay, Western Cape, Sydafrika

**** (4/5), Superbrugsen og Kvickly, indtil torsdag 11/12

Superkøb, da globalpris er 120-130 kr. Kun smagt en ganske dejlig hvid chenin, simpel, men ren og frisk, og den blommeagtige pinotage, som er frugtig, krydret og blød. Jancis Robinson har givet 90p til ældre chardonnay. 
      Spier er en af de ældste vingårde -1692- blot 30 år efter, at de første vinstokke blev plantet i Sydafrika. Spier's Private Collection er egentlig familiens kunstsamling, en af de store i Sydafrika, hvoraf mere end 1000 kan ses på hotellet. 

6 vinkøb 50-70,-

Baron de Ley Ri

oja... 50,-

rød 2020 Reserva, hvid og rosé 2024 (også sød dulce), Spanien

BEDSTE køb + **** (4/5) Føtex, indtil tirsdag 23/12, Bilka indtil torsdag 11/12

En god moderne rød Rioja med rund fylde og indbydende duft med lidt krydderi, til den bløde side, men pæn dybde og intensitet. Mere lækker end aristokratisk, modsat CUNE herunder. 
    Rød 2020 får bl.a. 92p/Guía Peñin og 94p/Decanter. 85% Tempranillo + 10% unik maturana og 5% graciano -to af de sjældneste druer i Rioja. 

    Hvid og rosé er ikke så gode som rød.  Rosé er ren og frugtig, men (2021 fik 89p/WineEnthusiast) og hvid (2022 87p/WineReview, 2021 89p/TimAtkin) lagres sur lie i fransk tradition.

    Baron de Ley (1548) var kloster med stor vingård. Siden 1985 har lokale folk skabt en bodega i stil med fransk slot, hvor al vin er fra eget (600+ hektar) domæne. 

Alsace Riesling "Helfrich"... 50,-

*** (3/5), Føtex, indtil torsdag 23/12, Bilka indtil torsdag 11/12

En helt ok riesling uden dikkedarer. Lidt æble, frisk syre, letbenet, let bitter eftersmag, men nydelig og ren. Nydes ung (smagt én gang jan.23). Men årgang 2022 blev smagt af JP (5*/6), så jeg er nok for kritisk. 

Yealands sauvignon blanc... 55,-

2024 Marlborough New Zealand

BEDSTE køb + **** (4/5), Superbrugsen og Kvickly, indtil torsdag 13/12

Uden sammenligning det bedste tilbud på hvid sauvignon. Anerkendte Jancis Robinson gav 89p/100 til både 2023 og 2024, som også fik sølvmedalje på det ansete Marlborough wine show. 

     En vin med klassisk hyld, citrus og frisk græs, god fylde og friskhed, pæn længde, sprødhed. Voldsom i aroma, men holder lige balancen.  
    Chefvinmager er Natalie Christensen, valgt som årets hvidvinsvinmager af International Wine Challenge i London 2023. Hun har en bachelor i bl.a. klassisk musik og master i psykologi, før hun startede med vinen. 

Silvano Piacentini rød/hvid..... 55,-

rød Ripasso Valpolicella superiore eller hvid Soave Classico, Italien 

*** (3/5), Føtex, indtil torsdag 11/12

Denne Ripasso er god til både risotto og gullasch -server kælderkold. Faktisk er denne vin mere tilfredsstillende end de tunge Amarone vine fra samme Piacentini. Og så er prisen lavere. 
    Årgang er 2022 har jeg ikke smagt, men den ligner nok den absolut drikbare 2019 eller 2018 med 87p/Rydberg: "Røde bær i næsen. Pæn ligefrem vin med kirsebær, tobak, varme krydderier og vanilje. Fin krydret afslutning."

    Den hvide Soave er ikke i top, men tør, ren og neutral, pæn syre, ganske frisk -helt ok Classico. 

CUNE Rioja Reserva... 59,-

BEDSTE køb + **** (4/5), Superbrugsen og Kvickly, indtil torsdag 11/12

2020.En kraftig, men lang og afrundet vin med rig bouquet, præget af lang lagring 4 år før tapning (18 måneder i små egefade og 2 år på flaske før salg). God til julemaden, men nok bedre om 1-3 år. Vinen er 100% Rioja Alta fra 3 vingårde i Alta. 
    Alle nye årgange er i top -2020 fik 92p/JamesSuckling og 91p/Spectator.    
    CVNE ("Compañia Vinícola del Norte de España") er et af de historiske huse, grundlagt 1879 af en familie fra Baskerlandet, som kom til Rioja for helbredets skyld. De faldt for vinen og grundlagde CVNE (som ved fejl på etiket blev til CUNE), som historisk har været lige med Murrieta, Riscal og andre klassiske navne. 

 

District 7 rød/hvid.. 69,-

Pinot Noir eller Chardonnay, Monterey California

**** (4/5), Superbrugsen og Kvickly, indtil torsdag 11/12

Er du imod at boykotte amerikansk vin, er denne en af de få rigtig gode køb fra Over There. Fra stort domæne i det kølige Monterey: 

     Rød pinot ikke ulig en lille Bourgogne i den bløde stil, nydelig bærduft (hindbær, blåbær), ret lys, rund, let syre bag frugten, ok lang. En god kioskbasker! Nydes nu. De aktuelle 2022 og 21 fik begge 5* af Rydberg i Spritnyt. 

      Hvid chardonnay har en positiv aroma med lidt citrus og urt, middel fylde, lidt syre, men grundlæggende en vin, som vil tiltale de fleste. 

10 vinkøb over 70,-

Becco Reale Montepulciano... 79,95

2019 VignaMadre, Abruzzo, økologisk

**** (4/5), shop.Meny, indtil torsdag 11/12

Kendte slet ikke denne vingård, der leverer klassisk montepulciano fra Abruzzerne. 2019 har fået både 90p/WIneEnthusiast og de sjældne 3 glas fra Gambero Rosso -meget sjældent for så billig en vin.

    Ikke smagt, men loves en mørk, fyldig vin med kirsebær i næsen og en lang, fast og moden eftersmag
    Vingården ligger i Pescara for foden af "Støvlens" højeste bjerg og har i 200 år tilhørt familien di Carlo, i dag Giannicola (f. 1965) og sønnerne Federico og Daniele. Vingården har i 30 år været drevet økologisk. 


Moines Grand Cru St Emilion... 89,-

BEDSTE køb + **** (4/5), Superbrugsen & Kvickly, indtil torsdag 11/12

2022. For en rigtig god Grand Cru er denne pris ekstremt lav. Prisen er 150 i Frankrig. 2022 er en rigtig god årgang.
    En  fyldig vin med god frugt præget af merlot (90%) og afrundet ganske lang smag. God nu for sin unge frugt, som bliver til bouquet med 4-6 år på flaske. 
    Moines ejes af familien Pauty, kendt fra La Grace Dieu, som jeg husker fra smukke tekster, som Lene Grønlykke skrev i Løgismose's tidlige dage. 
    Slottet ligger nær St Emilion omgivet af Cru Classé slotte. La Grace Dieu er et stednavn, så 6-8 slotte har Grace Dieu som del af navnet. Ejer Pauty holder af lavt udbytte og stor omhu i kælderen. En del af vinen (50% oplyses det) er lagret i små egefade. 

Caronne Sainte-Gemme... 95,-

2021 Haut-Médoc Frankrig
BEDSTE køb + **** (4/5), Superbrugsen og Kvickly, indtil torsdag 11/12
Jeg solgte vinen i 80erne til 100 kr. så stærk kandidat til årets hidtil bedste køb fra Bordeaux
    Slottet er historisk kandidat til 5.Cru med naboer som Gruaud-Larose (2.Cru), Lagrange (3.Cru) og La Tour-Carnet 4.Cru, som i 2022 købte slottet, så i dag er markerne opgraderet til 4.Cru!
    2021 er næsten ren cabernet, da den blødgørende merlot gik tabt på en morgen med frostEn fast, kraftig vin med overdådig frugt, god længde, som slutter med mærkbar tannin, I dag kan vinen nydes for sin frugt, men den lukker ned og vil kræve 6-8+ år for at modne til en vin med mere karakter end charme. 
    Vinen deler kritikerne -91-92p/Suckling og 91p/InsideBordeaux, men blot 84p/WineCellarInsider. Alle tre pålidelige kritkere. 

CUNE Gran Reserva... 99,-

BEDSTE køb + ***** (5/5), Superbrugsen og Kvickly, indtil torsdag 11/12

Rioja 2018. Storebror med længere lagring i egefad (24 måneder i franske barricas) og flaske (mindst 36 måneder). Kommer fra vingården Torremontalba nær Haro i Alta med 45 år gamle vnstokke. 
    Duften er rigere, med let modent præg, rigere bouquet, smagen er længere og mere rund. Stadig ganske holdbar. 

Valiano "6.38 Gran Selezione" ... 100,-

Chianti Classico Piccini, økologisk, Italien

***** (5/5), Superbrugsen og Kvickly, indtil torsdag 13/11

En særlig "Cru" Classico til ekstremt rimelig pris (set online til 239/199 og 180 i Italien). En kraftig, men elegant vin med stor karakter, mineralitet og god længde. 

    Valiano er en gammel vingård i det sydlige Chianti Classico med 75 hektar vin ud af 230 hektar. Den var engang ejet af Giovanni Gronchi, den 3. præsident af Italien. 

   "6.38" er særligt parcel på netop 6,38 hektar er dybere og mere intens. Alle nye årgange har fået 90+p af kræsne kritikere. 2016 og 17 fik 3 glas/Gambero Rosso. 2020 og 2021 fik 92-93p/JamesSuckling. 

Amarone "Nino Ardevi" ... 100,- 

**** (4/5), Superbrugsen og Kvickly, indtil torsdag 11/12

Vent en magtfuld, frugtig vin til den tørre side med bær og middel længde. Set i 2020, som sælges til 285 hos Wines&Co og 350 i USA. Set i 2020 med Mundus Gold.

    Vinen leveres af Progretti ved Mantova, som sælger vin fra hele Italien, tappet lokalt -her i Valpolicella. Bør være et superkøb til julens and og gris til 99. Måske lidt mere "ægte" amarone end mange i samme prisklasse. 

Pocas 2014 Colheita Port... 109,-

BEDSTE køb **** (4/5), Superbrugsen og Kvickly, indtitorsdag 11/12 

Pocas er et af de få private familiehuse i dag og leverer i dag stadig bedre vin. Deres tawnies er flotte -som denne 10-11-årige 2014, som har fået 92p/WineEnthusiast. Tæt på fund til prisen! 
    En herlig vin, som tilmed nok bliver endnu bedre med et par år efter tapningen. Fyldig, dyb tawny, rig bouquet, pænt lang smag.

Brunello "Poggio al Sale"... 119,-

**** (4/5), Superbrugsen og Kvickly, indtil torsdag 11/12


Brunello til 119 er lav pris for god Brunello, Mørk, intens aroma, fast, kraftig, tannisk, men med runde kanter og pænt lang smag -set i 2019, som er god nu, men nok bedre om 2-4 år. Men ikke en 20 års vin. 91p/JamesSuckling (med anden etiket). Foretrækker marginalt Camigliano (150-200 i Føtex), men begge er rigtig gode. 
    Du kender næppe mærket "Poggio al Sale". Vinen kommer fra det store Piccini hus, som ejer en række vingårde i Toscana, bl.a. i Montalcino. 

Laroque Grand Cru Classé... 189,-

2017 St Emilion
***** (5/5), Føtex, indtil tirsdag 23/12

En klassisk fyldig merlot med rig bouquet, flot nu efter 8 år. Bl.a. 93+p/Parker, 92p/WineCellarInsider og 92p/WineEnthusiast. 
     Slottet er et af de største og smukkeste i en region, der ellers er præget af små slotte, nærmere et parcelhus end noget med tårn! Slot i Louis XIV stil foran et tårn, der stammer fra normannerne. Den berygtede Phylloxera vinlus tog i 1870erne livet af vinmarkerne, som først blev genplantet i 1960 af Beaumartin
    Først i 1996 blev slottet ophøjet til Grand Cru + Classé, og nyere årgange lever så rigeligt op til titlen.