Søg i 1400 opslag:

21/12/2025

Meny: topkøb i Bordeaux + god Rhone

Bordeaux er den store klassiker, som alle andre områder vil ligne og (om muligt) overgå. Demoiselles (49,95) er hverken Pétrus eller Latour, men en mere end anstændig Bordeaux fra slot på grænsen til St Emilion. 

Riesling er til gengæld for mange druen over alle, men du får alligevel rigtig  meget vin i Peter & Peter (49,95) fra Mosel, som nu har en rød udgave i form af pinot noir (som kan give lille Bourgogne noget at tænke over). 

    August Kesselers riesling fra Rheingau (89.95) er klassisk stor Riesling .En anden klassiker er Chablis "Union" (109,95), let og sprød, klassisk chardonnay. 

    Blandt de røde er Rhone bedre end Bordeaux til julemaden. Prøv Crozes Hermitage fra Chapoutier (139,95) eller Visan (79,95), for mig nok lige så god som Chateauneuf du Pape (139,95). 

    Fra Italien en ok Ripasso "Preare" (v3 66,67) og god Pelissero Barbaresco eller Langhe (139,95). 

    Der er også andre gode køb: 

BEDSTE køb: Demoiselles Castillon - Peter & Peter riesling/pinot noir - 

Chablis "Union des Vignerons" - Pelissero Barbaresco + Langhe - August Kesseler Riesling trocken "Erste Lage" Rheingau - 

GODT køb: Rose Vircoulon Grand Cru - Crozes Hermitage "Chapoutier" - Visan "Olivier & Bernard" - Ripasso "le Preare" - Castellare Chianti + hvid - Valdouro 10 års Port - Absolut vodka + Lime - Beefeater gin
ANDRE: Chateauneuf du Pape "l'Enclave" 
uge 52-2025

Demoiselles Castillon... 49,95

BEDSTE køb + **** (4/5), Meny, indtil tirsdag 23/12

Bordeaux. Må være tæt på St Emilion, for vingården ligger på selve grænsen til St Émilion. Samme vingård, men skifter navn til Jacques Noir. Samme ejer, kælder, jord og druer! 
    Vingården ejes af familien Ducourt, og det er sønnen Jérémy (foto), der laver vinen (80% merlot, 20% cabernets). 
    Kender desværre ikke årgang (måske 2018?), men alle årgange har været rigtig gode, med god krop, rig frugt, pæn dybde og længde. Denne årgang har fået guldmedalje + 91p/Decanter. 
    "Demoiselles" ("Frøkenerne") var nonner, som i Middelalderen boede her og passede vingården, mens de underviste børnene i Sainte Magne de Castillon. 
    I dag ejes vingården af Ducourt, som ejer en række vingårde omkring St Émilion og Entre-Deux-Mers såvel som det smukke Larroque ved Graves, ialt over 400 hektar vin. 

La Rose Vircoulon Grand Cru... 99,95

GODT køb + **** (4/5), Meny, indtil tirsdag 23/12
2022 St Emilion. Ikke smagt, men andre roser vinen. Kan næppe  matche Moines sidste  uge i Brugsen (89,95) og slet ikke Meny's egen Sérilhan (som ofte kan fås til godt 100)! Herover den normale etiket, lidt anderledes end i Meny. 
    Hele vingården er sølle 2 hektar, som ejes af familien Vircoulon (der bor langt væk), men har en kælder på vingården, som ser lidt mere ydmyg ud. 

    Vingården ligger ved foden af skråningen i St Hippolyte øst for byen og har 50 år gamle vinstokke, ca. 60% merlot, 25% cabernet sauvignon og 15% cab-franc. 

Peter & Peter rød/hvid... 49,95

Riesling Trocken eller Feinherb "Steillagen", Pinot Noir Pfalz, Tyskland

BEDSTE køb + *** (3/5), Meny, indtil tirsdag 23/12

Hvid riesling fra Mosel's "Steillage","feinherb", dvs. halvtør, med ganske nydelig duft og nydelig syre, Trocken er tør uden at overdrive, med åben aroma, sprødhed, mere end drikbar og et superkøb.  

    Også set som Weissburgunder fra Mosel (ikke spor almindeligt!), som ere ren, frisk, sprød og let. 
    Rød pinot fra det lune Pfalz er pæn uden at være prangende, med typisk hindbæraroma og tør, blød, pænt lang smag, lidt fersk, måske. 5* + godt køb i din vinguide for 1-2 år siden. 
    Peter & Peter er husvine ved den store Mosel musikfestival med en lang række koncerter i juli og august langs hele Mosel fra Koblenz til Trier (mange dog i Bernkastel). 
      Vinene laves af ZGM Zell, et af Tysklands største vinhuse, for et par år siden købt af den franske gigant GCF. Garvede læsere vil kende den hyggelige by Zell fra "Schwarze Katz", men i dag leder man i reglen forgæves efter en sort kat! (foto). 

Chablis "Union des Vignerons"... 109,95

BEDSTE køb + **** (4/5), Meny, indtil tirsdag 23/12

Set i 2022. God Chablis i den blidere ende. ren aroma, let, sprød og frisk, umiskendelig Chablis, men måske for rund til at være i top. Endnu en vin fra Chablisienne, Chablis' store kooperativ, som leverer under rigtig mange navne, bl.a. Pierrelée til Philipson (som er på "tilbud" i Bilka til 149). Vinene koster det samme på kælderens web. Denne tapning har fået sølvmedalje ved IWC.
    Vinene kan meget vel være hentet i samme tank, da kælderen sælger stort set samme vin under adskillige etiketter. 

August Kesseler Riesling trocken... 89,95

2023/24 Sandgrub, Michelmark eller Schlossberg, "Erste Lage", Rheingau Tyskland

BEDSTE køb + **** (4/5), Meny, indtil tirsdag 23/12

10 kr dyrere end november, men stadig topkøb til nytårets fisk og skaldyr! En fint koncentreret tør hvid med middellang smag. Overlegen i duft og sprød eftersmag -og er endog bedre den følgende aften.  

    Kesseler's vine er af høj kvalitet uanset årgang takket være begavet vinmageri
    Har aldrig smagt dem samtidig, men vent en mere elegant, superfrisk Schlossberg fra stejl skråning over Lorch. Sandgrub og Michelmark er nok lidt blødere med mere fylde, men stadig en rig, klar riesling aroma. De kommer fra fladere marker neden for de store skråninger. 2024 Michelmark: 90p + 5*/Spritnyt: "Fin klassisk riesling næse. I smagen røde æbler, citrus og florale noter. Meget frugtig og umiddelbar med en fin sprød afslutning." Godt køb til 100. 
    Alle 3 er "Erste Lagen" ("1.Cru"), dvs. næstbedst efter "Grosse Lage" jvf VDP (en forening af førende vingårde).
      Kesseler er et fint domæner i Rheingau, ofte anset for  toppen af tysk riesling. Kesseler ejede for 100 år siden blot 2,5 hektar, men siden begyndte vingården at vokse, og unde August dækker vingården i dag 38 hektar fra Lorch i vest til Kiedrich og Erbach i øst. 
      Vingården har et fint ry (4*/5 i Gault-Millau) for både rød pinot (1/3) og hvidvin (2/3). Vingården er medlem af VDP, en gruppe af Tysklands bedste vingårde, hvis flasker prydes af en vinøs ørn på kapslen.

Lidt Rhone & Co. 

Crozes Hermitage "Chapoutier"... 139,-

GODT køb + **** (4/5), Meny, indtil tirsdag 23/12

Økologisk. Crozes er markant billigere end naboer som Hermitage, Cornas og St Joseph. Årsagen er banal -Crozes dækker knap halvdelen af samtlige vinbjerge i det nordlige Rhone.

     Jeg har smagt Chapoutiers Meyssoniers adskillige gange og altid fundet den flot. Men den er voldsomt dyr i Danmark, 285 kr (Kjær & Sommerfeldt), mens du kan få den til 160  kr i Systembolaget (Skr 239, bestillingsvare). 
    Denne er nok tæt på, selvom den måske kommer fra andre vinmarker. Metoden er den samme vis, dvs. med gæring og lagring i cement snarere end i eg, så vinen bevarer sin rige frugt. 
    Så vent en vin med smuk rig syrah aroma med peber, sorte bær, urt. Smagen er middelfyldig, elegant og lang -er nok på toppen i en alder af 5-7 år. Kunne være topkøb!  

Visan "Olivier & Lafont"... 79,95

GODT køb + **** (4/5), Meny, indtil tirsdag 23/12

Rhone Village. Set i 2023. En spændende vin, men næppe så godt køb som Lirac til samme pris i sidste uge. Denne er ikke "Cru" -og få kender Visan, bortset fra du, trofaste læser, der måske husker  den økologiske Obéron (typisk 60 kr i Brugsen) for 2-3 år siden. Nok typisk for de 500 hektar vin, som gror nord for Cairanne.
    Ikke smagt denne, men Olivier & Lafont leverer god vin, så vent en frugtig, middelkraftig vin med vis mineralitet -formentlig lige så god som den dyrere 'Neuf herunder.  

Chateauneuf du Pape "Enclave".. 139,95

**** (4/5), Meny, indtil tirsdag 23/12

Lidt vel dyr for kvaliteten, trods det kendte navn. Vinen er tappet på négoce flaske, dvs. uden for Chateauneuf, i Tulette, hvor den meget store 2.grads kooperativ har sine kældre. Vent ikke topkvalitet, selvom jeg formoder vinen kommer fra medlemmer med parceller i det forjættede område. Vent en ligefrem fyldig vin med styrke og frugt.


 

le Preare Ripasso Classico, kr/fl v3: 66,67

3 fl: 200, GODT køb + *** (3/5), shop.Meny, indtil tirsdag 23/12

Vinen laves af det fine kooperativ i Negrar i hjertet af Valpolicella.  230 medlemmer ejer 700 hektar Classico med årligt 11 mill. liter vin, hvoraf dog kun en del tappes. 
    Le Preare er den almindelige ripasso, en fyldig, afrundet vin med god dybde, åben bærfrugt og pæn karakter uden at imponere. 
    Til samme pris Soave Classico Cavalmarmo (3 fl: 200, 3*?), som jeg desværre ikke kender. Måske en læser ved mere end mig? 

Pelissero Barbaresco eller Langhe... 139,95

BEDSTE køb + **** (4/5), Meny, indtil tirsdag 23/12

Pelissero er et 38 hektar privat domæne i Treiso, en af de små landsbyer i Barbaresco. Domænet ledes af Giorgio Pelissero (foto).
Vinen er en favorit for Vinous, der gav 95p/100 til både 2020 Barbaresco og Long Now, mens Spectator og WineEnthusiast er tættere på 90p -stadig flot for en region, hvor vinene ofte kræver tid.  
   Barbaresco Nubiola kommer fra mindre skråninger, årligt ca. 30.000 flasker.  Fast, kraftig, kræver tid -og altid rigtig flot. 
     "Long Now" er mix af nebbiolo og barbera -100% fra Barbaresco, men kan kun sælges som Langhe, da 50% barbera blandes i nebbiolo. Lagret 12-18 måneder i små egefade er det en attraktiv vin med både frugt og længde -fedede og blødere end Barbaresco. Ca. 15.000 fl/år. Kan drikkes ret ung.

Castellare Toscana rød/hvid... 99,95

rød Chianti Classico 2023, hvid Ginestre 2023/24 igp

GODT køb + **** (4/5), Meny, indtil tirsdag 23/12

Normalprisen på 230 kr er alt for høj, men til 100 får du god Classico, dog stadig alt for dyr i forhold til San Felice (75), for slet ikke at nævne de finere Grigio Riserva (99) og Ser Lapo Riserva (99 i Brugsen). 

   Den røde Classico er dog en god Chianti i en frisk stil, dvs. rig frugt med fine nuancer, fast og kraftig, ung, rimeligt afrundet. 2022 fik 92p/Falstaff, 2021 fik 88p/Parker. 
    Den hvide Ginestre er en tør, ganske frisk, men ret enkel hvid, bestemt ikke topkøb. 60% sauvignon, 40% chardonnay, ingen eg, nydes ung. 

Valdouro 10 år tawny Port.. 99,95

GODT køb + **** (4/5), Meny, indtil  tirsdag 23/12

En god, klassisk 10 årig Port med nydelig bouquet og ret sød, pænt lang smag. Valdouro er ét (af mange) mærker fra Taylor Fladgate familien, som vel mest er kendt fra mærkerne Taylor, Fonseca og Krohn. Deres 10 årige tawny er normalt (for) dyr, så måske kanaliserer de overskydende vin ud under andre navne som dette. Kan være identisk med Taylor eller Fonseca.

ANDRE: 

Beefeater gin 40%, 89,95 (4* + godt køb), god gin til god pris. 
Absolut vodka 40%, 89,95 (3* + godt køb), god vodka fra Skåne. Fås også som Vodka Lime til samme pris. 
Ballantine whisky, 89,95 (3* + godt køb), ok basis whisky med hyggelig etiket.