Søg i 1400 opslag:

18/06/2025

Bobler til studenter og andet godtfolk!

Når boblerne glider ind, går forstanden ud, og det er præcis dét, som vi har brug for i en uge, hvor vi fejrer de nye studenter, Sct Hans og sommerens varme! 

Studenterne springer ud, og heksen står parat ved sin kost, så der er al mulig grund til at lade propperne springe. 

    -Champagne -hvis du vil ofre lidt
    -Crémant tæt på den ægte vare
    -Cava fra Spanien, blødere i stilen, ofte pleaser
    -Fra Italien tør Prosecco og sød Moscato
    -plus tysk Riesling Sekt.
    -Og alkoholfrit brus, ofte meget bedre end samme vin uden procenter. 

    Her er supermarkedets bedste køb i denne uge, udvalgt blandt godt 50 aktuelle tilbud. 

uge 25-2025

Crémant & Co 

Tæt på rigtig Champagne. Den er fransk som Champagne, blot lavet uden for Champagne i andet område af Frankrig. De bedste kan overgå temmelig meget Champagne -med lagring i flere år eller fra særlig skråning- men dem ser vi desværre sjældent i supermarkeder. 

Cremant "Louis Bresson",... 59,95

Bordeaux brut eller demisec, brut rosé
*** (3/5), Meny, indtil torsdag 19/6
Mærket er et (af mange) fra Eschenauer, ejet af giganten GCFsom leverer til de fleste kæder. Nok meget lig Lichine herunder! 
    Pæn etiket, vinen typisk meget frugtig, ren og tør, men uden elegancen fra Champagne eller Crémant fra Bourgogne. 

 

Cremant Alexis Lichine... 60,- 

Brut hvid/rosé Bordeaux, Frankrig 

*** (3/5), Netto, indtil fredag 27/6 
Pæne bobler fulgt af nydelig duft med let blomst i næsen. En ren, tør smag med middel længde og lige en snert sødme til sidst. Den tørre rosé er bedre, men ikke smagt. 
    Alexis Lichine (1913-1989) var pioner for salg af vin med druesort + aftapning på vingården. Hans klassiske "Book of French Wines" bød bl.a. på en ny udgave af 1855-klassifikationen (førte siden til, at Mouton rykkede op i 1.Cru). 
    Han købte et 4.Cru slot, som han gav sit eget navn, Prieuré-Lichine i Margaux, blev medejer af Lascombes 2.Cru og stor vingård i Bourgogne. Men siden mistede denne flamboyante mand det hele -og hans navn er i dag blot ét af mange ejet af giganten GCF. 

Crémant Moillard, Bourgogne... 79,- 

Hvid brut eller demi-sec, rosé Brut

**** (4/5), Superbrugsen og Kvickly, indtitorsdag 3/7

Rosé er god, tør, fyldig og ren, mens den hvide fik 89p/WineEnthusiast (12/21) og 6*/6 af AOV dec.20 med ordene: "Nektarin og litchee, fyldig rund og behagelig mousse. Fin afstemt syrebalance af lime. Et ganske let mineralsk præg der giver vinen lidt klasse... svært at finde bedre vin til prisen."  
   I dag har vinen fået årgang -set i 2022. Den globale pris for vinen er 129 kr, så et godt køb. 
    Moillard var i 00erne et stolt 150-årigt familiehus med stort domæne omkring Nuits. 
    Efter nogle kedelige år under Sauvestres dubiøse ejerskab ejes huset af Joseph Helfrich's GCF gruppe. GCF er begyndt at lave god vin.

Dr Pauly-Bergweiler Riesling... 59,-
BEDSTE køb + **** (4/5), Føtex, indtil torsdag 3/7

Brut Sekt, Tyskland. Hafine bobler. Nydelig aroma med lidt blomst, pæn sprødhed og lidt syre. Ikke den store finesse, behagelig snarere end elegance! Ikke helt sprød nok til at være Mosel riesling, men stadig god.


Champagne -navn og stil! 

Hidtil har ingen overgået Champagne -når den er god. Et køligt klima og ren kalk i jorden giver sammen med godt håndværk en vin med fine bobler, tør sprød friskhed og ren aroma fra druerne pinot og chardonnay. 

Men meget crémant kan uden problemer matche (eller overgå) en billig Champagne.  

 

Champagne Louis Laurent .... 169,-

*** (3/5), Superbrugsen og Kvickly, indtitorsdag 3/7

En letbenet partyvin, men noterer, at den fik 5*/6 af Rydberg (12/23). Så vent en nydelig vin med positiv aroma, middel fylde og ren smag. 

    Vinen laves af Chaudron, et ret lille hus i Vaudemanges med base på vingård i Verzenay Grand Cru. De fleste druer hentes dog udefra. 

Champagne Jules Pierlot 1.Cru... 179,-

BEDSTE køb + **** (4/5), Netto, indtil fredag 27/6

Jeg har kun smagt Pierlot én gang, og det var ikke hverken 1.Cru Vintage. Men var ikke imponeret. Huset har haft lav profil, kendt for lave priser med ditto klasse. Vinen laves af druer fra små vindyrkere, som laves i husets moderne kældre i Oiry syd for Epernay. 
    Rydberg gav 90p/100 til Vintage 2009 1.Cru, men denne NV udgave fik 91p/VinXpressen: "Dejlig tør med lav dosage... pivren næse med indslag af undermodne grønne æbler og en kant af gær. Strunk som en lanse og umådelig indtagende i smagen med masser af livlig syre". 

Canard-Duchêne Brut ... 219,- 

**** (4/5), Superbrugsen og Kvickly, indtitorsdag 3/7

Et af de store historiske mærker til rimelig pris. En let og frisk Champagne uden de store dikkedarer, men helt tør og typisk. Bestemt værd at drikke til apéritif. 89p/WineEnthusiast og 90p/Falstaff (i 2023).  

    Canard-Duchêne er et af de historiske mærker med mere end 150 år siden bag sig i Champagne. Familien ejede det indtil 1970erne, hvor det blev del af giganten LVMH (Moët, Dom, Vve Clicquot, Ruinart mv).  
    Siden 2003 har huset tilhørt Alain Thiénot, som også Joseph Perrier. Huset ligger i Ludes ved foden af Montagne de Reims og har 6 km kældre, der er et besøg værd (foto). 

    Våbenskjoldet på etiketten optræder med tilladelse fra den russiske zar, som var en god kunde af familien Canard sidst i 1800-tallet. 

Spansk Cava mv
Cava kan legalt hente druer i store dele af Spanien (det anføres på etiket, hvis druerne er fra Katalonien). Brus kommer ved 2.gæring i selve flaske som Champane. Spanien laver dog også en masse på Charmat metoden med 2.gæring på tryktank. 

Cava Codorníu øko ... 50,-

*** (3/5)Føtex, indtil torsdag 3/7

Økologiske bobler fra det historiske hus, der lavede den første Cava. Men stadig er brut en simpel, spinkel cava med aroma af æble og lidt blomst og ren, men noget kort eftersmag. Slet ikke klasse som crémant, men heller ikke ringe. 
    Codorniu var den første cava historisk (udtal: gah-vá), til 50 er brut et rigtig godt køb. Seco er sødere, men ikke så sød som demi-sec. For mig måske bedre, men især markant bedre køb end Freixenet (59 i Rema1000).  

Cava Gran Barón ... 50,-

Hvid Brut (tør), Semi-Seco (sød) eller 0alkohol (sød), Spanien  

*** (3/5), Superbrugsen og Kvickly, indtitorsdag 3/7

Prisen var oppe på 69, men er nu igen nede på 50, en god pris på anstændig Cava. 
    Den tørre brut er dog drikbar, simpel, rimeligt tør, ganske frisk og frugtig
    Bruset er kommet i vinen ved Barcelona, men der er god chance for, at vinen eller druerne (ganske legalt) er hentet under varmere himmelstrøg i Sydspanien! Sådan smager en typisk cava (ok, men trættende i længden). Undgå semiseco. Har ikke smagt udgaven uden promiller.

Viña Esmeralda sparkling... 59,-

*** (3/5), Superbrugsen og Kvickly, indtitorsdag 3/7
En slags Asti spumante fra Katalonien, dvs. sød og frugtig, måske lidt mindre sød end den italienske original. Laves af Torres af Coronas-fame og koster ofte over 100 kr. 


Italiensk sød og tør
De laves ofte på Charmat/Cuve Close metoden med 2.gæring i tank -ikke på flaske- og tapning under tryk, så boblerne bevares. En hurtigere (og billig) metode. God til moscato og prosecco, hvor aroma ville forsvinde under den et år lange Champagne-metode. 

Prosecco "le Arche"... 45,-

Extra Dry, Brut eller rosé Spumante

BEDSTE køb + *** (3/5), Netto, indtil fredag 27/6 

God prosecco til en god pris. Ikke dybt foredrag, men god sladder! Nydelig æblearoma, let sødme (hvad Extra Dry altid har), men med lille syre, der giver friskhed. OK til velkomst og glas i utide. 
      Prosecco har overtaget Asti's plads som Italiens mest solgte spumante. På druen glera i Veneto nord for Venedig. En enkel spumante, der som Asti får brus i ståltank og tappes under tryk. 

Brachetto "Suagna" rød spumante.... 59,- 

*** (3/5), Superbrugsen og Kvickly, indtil torsdag 3/7

En slags sød rød Asti på druen Brachetto med smukt rødt brus og forførende aroma af hindbær. En specialitet i Piemonte, som går rent ind -og ligeså hurtigt ud igen. Men børnene elsker den! SmagpåVin gav den 5* for 1-2 år siden. Vinen laves af Manfredi og vil være god ledsager til sæsonens røde bær. 

Bobler uden alkohol
Jeg er ingen fan af alkoholfri vin, men skal de drikkes, foretrækker jeg dem med bobler. Ofte smager lidt som Faxe Kondi, men de bedste har en vinøs stil, som gør sig bedre med bruset til at give friskhed. 

Arthur Metz alkoholfri... 40,-

Brus, hvid chardonnay, rosé pinot noir, Frankrig 
** (2/5), Superbrugsen og Kvickly, indtitorsdag 3/7

Hidtil eneste vin uden alkohol på bloggen -ovenikøbet med bobler! 

    Rosé på pinot har fået ros for frugt og smag -lidt sød, men også med syre. Chardonnay vil jeg også overveje, hvis jeg skulle få lyst. 
Jeg har smagt pænt mange (hos andre, vil ikke bruge penge på det!), en god del til pris over 100 kr og som ofte før er den bedste vin den med kortest tid på flaske. Check lot-nr eller tappedato på flasken! Arthur Metz har hovedsæde i Alsace, Marlenheim nær Strasbourg (foto), men denne vin laves i Bordeaux i Echenauers store kældre. Basisvinen er hentet i Sydfrankrig, har fået fjernet alkoholen, får et skud brus før tapning under tryk.