Søg i 1200 opslag:

13/07/2024

Pinot Gris, Pinot Grigio

Pinot gris er en af Verdens fineste og mest undervurderede druetyper, som levere både tør, let og neutral hvid (som pinot grigio) og en gylden, fyldig, dyb vin med rig aroma, sød eller tør -som pinot gris.

Foto: Pfister huset i Colmar, Alsace, et synligt tegn på den rigdom, som vinen gav Alsace. 

Druen stammer fra Bourgogne, hvor den er en naturlig mutation af rødvinsdruen pinot noir (akkurat som søsteren pinot blanc). 

Faktisk kan du ikke se forskel -hverken på løv, vinstok eller drue- indtil pinot druen begynder at skifte farve sidst på sommeren! En pinot gris har et mørkt bær, i farve fra grå ("gris") til rød eller endog blå. Men vinen er hvid, om end ofte dybere end mange. Den kan også være rosa, hvis mosten har haft kontakt med de mørke skaller. 

Vinen: Pinot Gris bruges til fyldige tørre vine med ren aroma (blomst, urt) og ret blød, lang smag. Vinene har ofte ikke meget syre og kan nydes ung.  I Italien høstes druen tidligt, men den endnu har lidt syre og bruges til en middelfyldig, neutral hvid med god længde. 

Druen er en af de ypperste til ædelsøde hvidvine med botrytis ("ædel råddenskab", "Edelfäule"). Især i  Tyskland Trockenneerenauslese (TBA) samt i Alsace Vendange Tardive eller Sélection des Grains Nobles (SGN). 

Grosteder

I Frankrig ses druen mest i Alsace, hvor der er plantet godt 2500 hektar (5% af det samlede område). I Alsace bar den indtil 1993 navnet Tokay d'Alsace. 

Tokay skulle være bragt til Alsace fra Ungarn af Lazare de Schwendi, der havde kæmpet mod tyrkerne i Ungarn. Han kan have fundet druen i Ungarn, men druen ses dog ikke i Tokay, men nyder dog stort ry især ved Balaton søen under navnet Szürkebarát ("grå munk").  

Faktisk kan hr Lazare have hentet druen i Bourgogne -hvor den er født- eller i Tyskland lige på den anden side af Rhinen, hvor den nyder stort ry under navnet Grauburgunder eller Ruländer.  Her er der plantet 5000 hektar med druen (ca. 10% af arealet), mest i de lune områder som Pfalz og Baden. 

Så måske har druen taget turen fra Bourgogne over Alsace gennem Tyskland til Østrig og Ungarn, hvor den længere mod syd har fundet sit andet hjemland i Italien under navnet Pinot Grigio. 

I Italien ses druen i Norditalien, ikke mindst Friuli og Trivenezie samt Alto Adige og Trentino. 

Pinot Gris ses i dag i næsten alle vinlande, bl.a. Slovenien, New Zealand og Australien. Ofte bruges navnet Pinot Grigio til en let, tør hvid, mens efternavnet Gris bruges til en mere seriøs hvidvin, tør eller sød. 

Gastronomisk: god pinot gris serveres ved ca. 10-12 grader f.eks. til: 

  • ret kraftige retter som kylling piccata, 
  • tarte flambée (Flammkuchen)
  • fisk med sauce
  • den lettere grigio er egnet til enhver form for skaldyr