Søg i 1200 opslag:

22/07/2024

Alsace -flot vin på 7 druer!

Alsace leverer tør, ofte let hvidvin med god aroma, som nydes inden for 3-4 år. Som regel. 
For du kan også få langtidsholdbar, magtfuld vin med stor bouquet, der kan gemmes i årtier og såmænd også nogle af de sødeste hvidvine i denne verden. Samt stadig mere og bedre rødvin og rosé. 
 

Alsace er det største appellation i Frankrig for hvidvin, 130-150 millioner flasker årligt (90% hvid) fra 15.500 hektar vin.  


Alsace ligger i Frankrigs øverste højre hjørne, kun adskilt af Rhin floden fra Tyskland. Der er knap 200 km fra Strasbourg i nord til Mulhouse i syd, og vinen gror i et smalt bælte på østsiden af Vogeser bjergene, som giver læ fra regn og vind fra vest og gør Alsace til et tørt, lunt område, perfekt til vin.

    Området har sin egen identitet, som kan virke germansk, da landet i århundreder har været kampplads mellem Frankrig og Tyskland. I 100 år har landet nu været fransk, og vinene er begyndt at få det ry, de havde i Renæssancen. 

Priser: vinene kan fås fra ca. 60 kr og op. Alsace var i 1973 det første område med obligatorisk tapning i området.

Vinen laves af de 7 druer ("De 7 søstre") og sælges ret unikt i Frankrig under navn på druen: 

Riesling (22% af arealet) -en tør, ofte let hvid med rig aroma af blomst, præget af sprød syre, der giver vinen herlig friskhed. For mange den fineste hvide drue i Verden, selvom den mest gror i Alsace og naboen Tyskland. De bedste vine har mere vægt og længde og kan gemmes i årtier. 

Gewurztraminer (20% af arealet) -giver en fyldig hvidvin, krydret ("gewurz") i aroma og smag. Vinen kan være tør eller sødlig, eller endog ædelsød. 

Pinot gris (15%) -en naturlig variant af pinot noir med røde bær ("gris" -grå), der leverer en fyldig, ret blød hvid med ren neutral aroma. Vinen er i reglen tør, men til nogle markeder laves den også let sødlig. 

Pinot blanc (25%) -tør, ren og frisk hvid med ren, neutral aroma og middel syre. Bruges mest til crémant d'Alsace, men leverer ofte og god hvidvin. Druen Auxerrois har mere frugt og fylde, men mindre friskhed. Den sælges i reglen også som pinot, men kan også bruge navnet Klevner. 

Sylvaner (6%) tør, frugtig og frisk hvid med god syre. 

Muscat (2%), tør hvid med udpræget bær aroma i frugt og smag. 

Pinot noir (11%) mest tør rosé, men efterhånden også god rød i let Bourgogne-stil, når udbyttet holdes nede. 

Edelzwicker -er et blend af druerne herover + også Chasselas (0,5%), der giver en fyldig, blød vin. Kan også sælges som Gentil. Vil dog ofte sælges under mærkenavn, f.eks. Cuvée les Amours etc. 

Alsace Villages -kommer vinen fra én særlig vinby, kan den sætte dette navn på etiketten, f.eks. Thann eller Scherwilller.

Alsace Grand Cru -de bedste skråninger, ialt 51 Grands Crus, leverer vine af høj kvalitet. Ialt ca. 2-3% af produktionen sælges under druenavn + Cru navn. Priser fra ca. 100 kr og (langt) op. 

    Alsace Grand Cru fås kun på druerne riesling, Pinot gris, gewurztraminer og muscat. Dog tillades siden 2022 også sylvaner (på Zotzenberg) og Pinot noir (på Hengst og Kirchberg de Bare, men flere crus med rødvin følger nok senere).

    Blandt de mest kendte Grands Crus er Rangen, Brand, Schoenenbourg og Schlossberg, hvor flere har haft et stort ry i århundreder. 

Crémant d'Alsace -mousserende vin efter méthode traditionelle med 2.gæring på flaske og lagring mindst 9 måneder før degorgering og salg. Årligt 35-40 millioner flasker, mest hvid på især pinot blanc, men også rosé på pinot noir. Priser fra ca. 90 kr og op. 

Vendange Tardive (VT) og Sélection des Grains Nobles (SGN) -særlige vine fra sen høst. Vinene skal potentielt holde 14-18% alkohol, men har ofte bevaret en god del restsødme og kan være lavet af bær ramt af botrytis. Priser fra ca. 200-300 kr og (langt) op. 

Gastronomisk: vinene vil ofte ledsage lokale gastronomiske specialiteter som tarte flambée (Flammkuchen) eller choucroute (surkål  kogt i hvidvin serveret med flæsk og pølser).