Søg i 1200 opslag:

28/07/2024

Brunello, Nobile -og klassisk Rioja!

Mange er (som Deres vinkender) vendt hjem fra det store udland, men kæderne er stadig i ferie mode. Men en rød Baron de Ley Rioja og en god Vino Nobile er dog værd at købe... 

I denne uge er Bilka (bedst) og Føtex (på ferie) slået sammen, men det er dog kun blevet til 7 gode køb (ud af 20+ tilbud). 

    Du har set tilbuddet en del gange, men det er svært at slå Baron de Ley, når den røde reserva fås til 50 kr. Hvid og rosé er også rigtig gode, og du kan til samme pris også få Codorniu cava, som ere blevet økologisk. 

    Bilka tilbyder også den fine Campogiovanni Brunello (179), men Føtex's bedste køb er Vino Nobile Riserva "Vecchia Cantina" (75), en ok pris på vin med 7-8 år bag sig. 

Bedste KØB: Baron de Ley Reserva

Godt KØB: Baron de Ley rosé/hvid, Codorniu Brut cava - Twenty-One rød/hvid - Fournier Pinot Noir + hvid Sauvignon - Campogiovanni Brunello - Vino Nobile Riserva "Vecchia Cantina" - Martenot rød/hvid

uge 31/2024

Baron de Ley Reserva, kr/fl v6: 49,83

6 fl: 299, Rioja rød 2019, hvid og rosé 2022/23

Bedste KØB + **** (4/5), Bilka, indtil torsdag 1/8

2019 med 90p/100 fra både Spectator og Wine&Spirits. Moderne rød Rioja med rund fylde og indbydende duft med lidt krydderi, til den bløde side, men pæn dybde og intensitet. Suverænt køb til prisen. 18-20 måneder i eg + 1-2 år på flaske. 

    Gå efter 2023 eller 22 for hvid og rosé (2021 fik 89p/WineEnthusiast). Begge er lagret sur lie i bedste franske tradition for at bevare duften. Hvid på den lidt ordinære viura og den lidt sjældne hvide tempranillo.

Cava Codorniu "Clásico", kr/fl v6: 49,83

6 fl: 299, brut eller semiseco, økologisk 

Godt KØB + *** (3/5), Bilka, indtil torsdag 1/8

Brut er en simpel, spinkel cava med æbleagtig aroma og ren eftersmag. Slet ikke klasse som crémant, men bestemt ikke ringe. Codorniu var den første cava historisk (udtal: gah-vá), til 50er brut et godt køb. Undgå den søde demi-sec. En eller flere af vinene er økologiske i dag. 

TwentyOne rød/hvid, kr/fl v6: 32,50

6 fl: 195, rød garnacha-merlot, hvid moscato-verdejo, Spanien

Godt KØB + *** (3/5), Bilka, indtil torsdag 1/8

Ikke smagt, men vil nok vælge Mucho Más eller andre mærker fra giganten Felix Solis. Men formentlig ganske ok hvid og rød -især til prisen. 

21 alias blackjack er et kortspil (opdagede jeg meget længe efter), hvor de gælder om at slå casino'et ved at få tæt på 21. Hmmm! 


Fournier Pinot Noir eller hvid Sauvignon... 69,- 

Godt KØB + *** (3/5), Bilka, indtil torsdag 1/8

Den hvide har ikke klasse som Fourniers Fumé, men slet ikke ringe. Knastør, men med lidt citrongræs, solbær og grape -sprød og frisk. Let og stilren i finish. En god ledsager til salade nicoise eller endog moules frites. Nyd den inden for et par år.
    Fås nu også som rød pinot noir, ej smagt. Druerne kan meget vel komme fra det ret kølige Loire, og det giver vinen mere friskhed og aroma. 

Campogiovanni Brunello ... 179,-

Godt KØB + ***** (5/5), Bilka, indtil torsdag 1/8

"Johan's Mark" ejes af det gode Chianti-domæne San Felice og leverer flot brunello, ikke sværvægter, men en meget attraktiv, relativt blød stil (mere sand i jorden). Husker ikke årgang, men vinen er pålidelig år efter år. Formentlig 2018 med bl.a. 94p/Parker. 

Vino Nobile Riserva Vecchia Cantina... 75,-

Godt KØB + **** (4/5), Føtex, indtil torsdag 1/8

Vino Nobile er en "super-Chianti", adskilt af en landevej fra nabo Brunello. Faktisk var "Den ædle Vin" indtil 1950erne også dyrere end Brunello! Nobile (inkl. Riserva) er bedste vin, Rosso Montepulciano er næstbedst, mens den 3. bedste vin sælges som Chianti. At få Nobile riserva (som skal lagre 2 år i eg) til 69 er interessant, da prisen i kælderen selv er € 19 (ca 140 kr). 

    Mere modent præg end den normale (gode) Nobile, både i bouquet og eftersmag. Set i 2015 med 90p/Falstaff og 17p/Vinum, men vinen er uanset årgang rigtig god. Kælderen er ved at få rigtig fine ratings uden at være i top. Vecchia Cantina er det lokale kooperativ med 700 medlemmer, som har en god del af æren for at gøre regionen til Italiens første "DOCG" (DOC + garantita). 
Francois Martenot pinot eller chardonnay... 39,-

Godt KØB + *** (3/5), Føtex, indtil torsdag 1/8

Martenot leverer pæn middelvin uden dikkedarer. Postadresse i Bourgogne (21 som postnr), men vinen er ikke Bourgogne, selvom druen og flasken antyder det. Martenot er et mærke under GCF, med hovedsæde i Alsace og afdelinger i hele Frankrig, i Bourgogne bl.a. Moillard, Pierre André, Martenot og Garnier (med samme pinot og chard). 

      Vinen er, som prisen antyder, fra Sydfrankrig, ikke Bourgogne. Simple landvine, men slet ikke ringe -den røde har pæn aroma, let, behagelig med lidt hindbær i duften. Den hvide er frisk, tør og ren.