Søg i 1300 opslag:

07/01/2021

Brunello og Rhone er lyspunkter blandt jævne Amarone-typer

Kan du huske dengang du skulle vente til januar for at få de lave priser på alt, hvad du kan drømme om? Sådan er det ikke længere -i hvert fald ikke med vin! Her er der langt mellem de store fund. 

Men ok, en rigtig god brunello til 109 er topkøb i Bilka, og amarone og Barolo til samme pris er også ok. Meny vil dog også være med og har et par gode køb...  


Bedste VIN: Nardi Brunello "Selva"


Nardi Brunello "Selva"... 109,-

Bedste VIN + ***** (5/5), Bilka, indtil torsdag 21. januar. Årgangen er 2012 i 2 Bilkaer, jeg har besøgt, og det tyder på en rigtig flot Brunello. Mærket "Selva" ejes af Nardi, der var en af de første udefra til at købe jord i Montalcino, og i dag ejes 80 hektar fordelt på 3 ejendomme. Datter Emilia leder vingården og leverer moderne, elegant vin. Rigtig god vin og ugens bedste køb.

Barolo, Gemma.... 109,-

**** (4/5), Bilka, indtil torsdag 21. januar. Er vel egentlig 5* værd, men du kunne få den i Netto før jul til 89. 4* er dog også nydeligt. En nydelig kommerciel Barolo, middel farve, indbydende duft uden for meget tjære og kostald, ung, tannisk, men relativt blød for Barolo. Ikke en vin for tifosis, men en Barolo-hader som deres udsendte kan relativt let drikke den. Årgang set i det fine år 2015, der fik 92p af WineCritic. 
       Foto viser Gemmas kælder i Barolo -den er ikke stor. Gemma ejer også blot 16 hektarer i Barolo (hvor  jorden er ekstremt dyr), heraf 11 med nebbiolo til Barolo. Dvs. egne marker kan maksximalt lave 60.000 fl/år Barolo, så et stort hus som Gemma køber det meste af vinen udefra. Gemma ejes af Piacentini (fra giganten PWS, som bl.a. leverer le Arche og meget andet til Salling-gruppen). 

Amarone Classico, Luigi Righetti... 109,-

**** (4/5), Bilka, 2016/17, ej smagt.  Ja, jeg ved, at mange nok vil sætte denne her højere, men jeg er bestemt ikke Amarone-fan. Jeg husker dog god Righetti i 1990erne, bl.a. solgt af Sigurd Müller. Jeg har kun købt Righetti et par gange siden og fundet den uinspirerende, frugtig og fyldig med sødlig aroma, men helt uden en god Amarones frugt og koncentration. Men prisen er også lav. 

MontGras, Reserva, frit valg, kr/fl v.6: 40,- 

6 fl: 240, Chile, **** (4/5), Bilka, indtil torsdag 21. januar. 
Jeg vil hellere købe den i Føtex, hvor du kan få den til 39 -og så kan du slippe med at købe 1! Men MontGras ejet af Cristián Hartwig og Eduardo Gras leverer god Chile vin til en rimelig pris.
      Reserva er excellent til prisen, en klasse over de italienske le Arche og Lindemans og Wolf Blass' billige vine. Sidste gang foretrak jeg cabernet og pinot noir, men nu har jeg også sauvignon med på listen, mens den lidt vegetabilske grønne carmenère måske er bedre om et års tid på flaske. Chardonnay er ikke så spændende, synes jeg. 

      10-15 år siden var alle vinene lagret nogen tid i eg, men Montgras er måske presset på prisen, for kun 10% af pinot vinen er lagret i eg, mens 80% af carmenere og cabernet har lagret 5 måneder i "kontakt med eg" -dvs. med egechips eller egestave stukket ned i tanken! 
      Bilka sælger også californiske Gnarly Head 3 liter box til 199 (= 33,33 kr/75cl, 3*). Så hellere Montgras! 

Les Dauphins, Cotes du Rhone rød/rosé... 45,-

Bedste KØB + ***** (5/5) Meny, indtil torsdag 14.1. Pæn og ordentlig ung frisk Rhone med middel fylde og positiv frugt -enkelte vil kalde den mager, men det er god madvin! Rosé er næsten bedre, ren frisk og letdrikkelig -perfekt til en salat her i kurmåneden! Og så en hyggfelig sådan fransk bistro'agtig etiket. 
      Aldrende auto-tifosis husker måske Rénault Dauphin? Dauphin = kronprins, og en fransk kronprins ejede engang en god del af Rhone-dalen nord for Orange. Vinen kommer fra et 2. grads kooperativ i Tulette, som dækker et større antal kooperativer med ialt 12.500 hektar og et salg op mod 100 millioner liter/år, hvoraf en god del dog sælges videre til andre huse. Så dette er seriøs masseproduktion! Kvaliteten er dog ganske god. 

Nugan Zinfandel, Langhorne Creek... 3 fl: 200,-

66,67 kr/fl, Bedste KØB + ***** (5/5), Meny, indtil torsdag 14.1.
Jeg har aldrig været glad for Nugan (men andre er mere positive end mig). Men denne Zin er ret god, selvom den er lovlig alkoholisk. Kommer fra stor primitivo mark ved Langhorne Creek ved Murray flodens delta syd for Adelaide. 
      Drikker hellere denne end vinen herunder (eller andre lignende vine fra Meny og andre). 

Zin Zinfandel... 6 fl + 1 MG: 299,95*

*: med Meny-kort, ellers 349. 
Bedste KØB + **** (4/5) Meny, indtil torsdag 14.1. 
At en blog som Vinkender.blogspot.com skriver om denne vin, er et tegn på desperation i en trist januar! Når det er sagt, er vinen ikke så dårligt. Du får tilmed både 6 flasker OG en Magnum. N.B: Du kan købe den samme vin hos Fleggaard til 199 for 6. Men så får du ikke Magnum'en med. Men det kan være fordel? Personligt vil jeg aldrig kunne drikke så meget af denne fyldige, krydret/sødligt/frugtige rødvin fra hælen i Italien. 
      Meny tilbyder også en Ripasso eller Queen's Bay sauvignon blanc fra New Zealand (49,95, 3*). Har ikke smagt ripasso'en, som måske er god og flot køb. Men den hvide Kiwi-vin (øgenavn for NZ) skuffer fælt, måske fordi den er dansktappet. Mangler sprød friskhed og renhed i duft. 

Antico Ceppo, Primitivo Manduria... 69,95

**** (4/5)Meny, indtil torsdag 14.1. Huset ligger ved Rom, men vi ser i Danmark mest vin fra Puglia (ok, det er også Italiens største område!), som generelt er udmærket -som også denne ,der bærer navnet Riserva, men til alt held ikke smager gammel. Men det er en rigtig gennemsnitsvin, som vil glæde flere, selvom den vil kede andre. 
      Meny tilbyder også Le Preare Amarone (119,95, 4-5*) fra kooperativet i Negrar, som hævder at være de første til at lave Amarone. En tvivlsom ære, synes jeg! Desværre ikke smagt. 
      Meny tilbyder også Marsan 2018, Bordeaux (2 fl: 129, 4*), en ganske god Bordeaux fra området Cadillac. Ret klassisk men nok med mere frugt end i ældre årgange. 

Santa Duc Côtes du Rhône... 89,95

*** (3/5), Meny, gælder indtil torsdag 16.1. En afrundet, nydelig Rhône med åben frugt. I længden lidt kommerciel, dvs. uden vildskab -et træk, som også præger Guigal. Prisen er steget, men stadig ok til prisen. 
      Santa Duc er et domæne i Gigondas, som også sælger andre vine  -der som Guigal ikke er fra eget domæne, men købt ind som druer eller vin. Derfor står der ikke "Domaine" på denne vin. 

Dr L Riesling, Mosel "Medium Dry", 2 fl... 125,-

2019. **** (4/5), Meny, indtil torsdag 14.1
Dr L er en tand bedre end Dr Pauly, men prisen er også noget højere, så derfor kun 4*. Spectator giver 2016 88p/100 med ordene: "A nicely balanced, off-dry Riesling, with vanilla spice framing the core of white peach and cardamom. The acidity is firm and keeps this intact. Drink now. 105,000 cases imported".  2019 er mindst lige så god. Denne er Feinherb, dvs. med mindre sødme, men stadig nok til at give vinen lidt fylde og længde foruden den fine aroma og friske syre. 
      Tysk vin havde før et skrækkeligt ry pga dubiøse vine som Liebfraumilch og Piesporter. De er på vej tilbage nu -og Dr L var den første "budget" vin med kvalitet. Men den har fået mange efterfølgere nu som Peter & Peter, Dr Pauly osv. Men Dr L viste vejen -og er stadig god!