Søg i 1300 opslag:

06/09/2020

Flot rød og sjovt brus til sen konfirmation eller anden festivitas

September er for mange sidste chance til den fest, der var planlagt til foråret, hvor den blev corona-ramt. Og vejret er da også ofte ok, har vi set -især hvis man har et telt i haven eller et stort festlokale tæt på, hvor vi kan holde afstand, når vi er sammen!  


Salling-gruppen har det vinøst set svært, synes jeg -de har haft fine mærker i mange år, men ikke meget nyt, desværre. Irma og Kvickly og Superbrugsen er et sjovere sted at gå hen. Her er da gode køb... Husk også den søde røde Brachetto

Bedste KØB: Finca la Chamiza "Polo Profesional" (de røde), Tanunda "Triathlon", Castaño "Coleccion", Banrock Station Reserve rød/hvid, Cava Codorniu brut

Finca la Chamiza "Polo Profesional", frit valg... 49,- 

Bedste KØB***** (5/5), Føtex, indtil torsdag 10.9., normalt 109. 
De røde malbec og cabernet er meget flotte og har regelmæssigt fået omkring 90p/100 i guiderne. Masser af fylde, bær og frugt i en ramme med lidt eg og rund tannin -meget kommercielt og meget flot. Hvid og rosé er mindre kendte og ses f.eks. ikke på husets hjemmeside. 
      Polo er (også) en nationalsport i Argentina, som hurtigt tog den op efter at englænderne i 1890 havde opfundet denne hestesport. Argentina er hjemland for gauchos og hesteopdræt, ikke mindst i området syd for Mendoza, hvor denne vingård ligger. 
      Vingården har 150 hektar vin i 1142 meters højde men får også vin fra Luján de Cuyo halvvejs til Mendoza i nord. Huset har en af de få kvindelige vinmagere, Magdalena Viani (foto), som kom til kælderen i 2014 og overtog jobbet som vinmager i 2016. Hun gør det godt, synes jeg, især med så unge vinstokke, som der er på vingården. 

Tanunda "Triathlon", 2 typer... 49,-

Bedste KØB***** (5/5), Føtex, indtil torsdag 10.9., normalt 109. Generelt gode vine fra Australien: 
Rød grenache-shiraz-merlot: Den mere krydrede, stærkere, men knap så mørke udgave af 3 Graces, et Rhône/Châteauneuf-blend af grenache og shiraz med merlot som outsider. Rund, stærk, men ret blød. 
Rød cabernet-shiraz-merlot: Ikke smagt, men formentlig mørkere i farve -cabernet fornægter sig ikke- en snert mere fylde og lidt dybere tone i næsen og lidt mere struktur. 

Castaño "Colección", Yecla "Old Vines".... 49,-

Bedste KØB, ***** (5/5), Føtex, indtil torsdag 10.9
Varm, kraftig, krydret, men på en ren måde -et herligt alternativ til de amarone-lookalikes, jeg elsker at hade! Castaño er et familiefirma, som totalt dominerer Yecla mellem Alicante og Murcia ved den spanske middelhavskyst. Druen er monastréll som i Alicante, måske med en smule andre druetyper. 

Netto skuffer desværre igen, men er du i Netto, så er Trapiche "Oak Cask" 40,- (5* + Best Buy) et godt bud, som jeg vist har sagt for mange gange før! De røde er glimrende, runde og fyldige, de hvide ok. Et andet bud er den hvide MASI Tupungato fra Argentina. Men stol ikke på Black Moon Bay sauvignon blanc fra New Zealand (3*, 49, dansk tappet). Tilbud indtil fredag 11. september. 

Banrock Station Reserve rød/hvid,... 6 fl: 199,-

= 33,16 kr/fl, Bedste KØB, ***** (5/5), Bilka, indtil torsdag 10. september, norm. 89,-
Også i Føtex, 39,-, også 5* + Bedste KØB, trods en lidt højere pris. 
Jeg bliver aldrig vild med vine som disse, men de smager godt og er bedste køb. 
Rød cabernet + shiraz er mørk, kraftig, frugtig, krydret, blød tanniner -kedelig i længden. Den hvide er lidt sjovere -på druen chardonnay (kedelig) + verdelho (Madeira-drue) giver en intens aroma, som med lidt syre sikrer friskhed. 
      Banrock Station (foto) er en af Australiens største vinmarker -dækker 1800 hektar i en blok, hvoraf 600 er plantet med vin. Sådan en mark kan kun eksistere langs Murray-floden, som løber gennem tørt, ørkenlignende land tæt på Kingston -en anden stor vingård i Australien. 
      Markerne kunstvandes for at sikre et stabilt udbytte. Der har været en del kritik af denne kunstvanding, især da vandet er ret saltholdigt pga. fordampning. Men til gengæld giver Banrock Station (en del af Accolade gruppen) penge til økologiske projekter i mange lande. Begge vine er tappet i England.  

Cava Codorniu "Clasico", brut eller semiseco... 49,-

Bedste KØB, ***** (5/5), Føtex, indtil torsdag 10.9.
Bestemt ingen stor cava, men til prisen får du meget brus -og den tørre vil ikke skuffe til en forsinket konfirmation eller bryllupsreception! Fint brus med middel bobler, åben frugt, ret let og simpel, men med god syre, der giver sprød friskhed. 
       Familien sendte i 1871 en mand til Reims for at aflure, hvordan man lavede Champagne. De lokkede en franskmand med hjem, som i 1872 lavede 3000 flasker brusvin -og den første cava var født. Siden har huset (som i dag ejes af kapitalfond, men har familien med i ledelsen) ikke set sig tilbage -i dag laves 45 millioner flasker cava.  
Smukt slot og imponerende kældre (foto) i klassisk modernista stil, tegnet af Josep Puig i Cadafalch (1898), som siden 1976 har været historisk monument.  

Crémant Calvet, Bourgogne, Brut, rosé eller demisec... 50,- 

**** (4/5), Bilka, indtil torsdag 10.9. Etiketten er flot, og det er også alt det gode, du får mig til at sige om denne vin (selvom den faktisk smager ok og vel egentlig er god til prisen!). 
      Men historien er bedst! I 1870 kom den første Calvet til Bordeaux for at sælge Rhône, i særdeleshed Hermitage, som var populær hos de andre vinhuse, som mente at  Bordeaux ville smage bedre, hvis den blev blandet med lidt Hermitage. Dengang helt lovligt, men det fortsatte vist også, da det blev forbudt!           Og Calvet blev et vigtigt hus, som også ekspanderer med smukt hus i Bourgogne, der kan ses den dag i dag. Efter nogle slemme år blev huset i 2007 del af GCF gruppen (som også omfatter Alexis Lichine -Netto- og Eschenauer -Bilka og Føtex). 
      N.B: Bilka sælger også Calvet's Chablis (89), Vouvray og Touraine (59), som jeg ikke ville købe. 

Brachetto "Nivasco", Piemonte sød... 49,- 

**** (4/5), Bilka, indtil torsdag 10.9 (fås også i Føtex til 54,50). Druen brachetto giver en ret let, sært frugtig rød, men med lidt brus giver den en sjov, original drik, som er herlig til desserter med frugt. Fint lille brus, lidt, kort sød smag -ikke stor poesi, men anderledes. Denne kommer fra kooperativet i Vinchio, som også leverer gode køb på barbera-druen. 

Castelveder, Franciacorta, brut.... 99,- 

Bedste VIN, ***** (5/5), Bilka, indtil torsdag 10. september 
Italienerne er vilde med Champagne, men har ikke altid råd til den ægte vare -og så kaster de sig over Franciacorta, der ligner ganske meget -samme pinot og chardonnay druer -blot lunere klima og derfor blødere stil- samme metode og lagring. Ikke helt på Bellavista niveau (men Bellavista og et par andre er også tæt på Champagne i pris). 
      Fint brus, fin ren aroma, middel fylde, ganske elegant og stilig. Så meget bedre end stort set al crémant under 100 kr. Franciacorta er p.t. Italiens mest mondæne, selvom der omkring Trento også laves glimrende spumante i Champagne-stil bl.a. med up-tempo navn som Ferrari.