Jeg undrede mig over, at 2020 startede stort set uden tilbud på vin. Men nu er jeg blevet klogere -"Hvid Januar", som DR fortæller. Endnu en kampagne for at få os til at drikke mindre vin (i Danmark, hvor det kun anbefales at drikke 2 glas om dagen -se her, hvad det anbefales i andre lande.
Jeg er naturligvis enig med mesterkokken Alain Ducasse, der har sat prisen ned på sine restauranter, bl.a. Dorchester i London -"for folk skal drikke mere vin i januar, mener han! Lad os gøre januar rød, ikke hvid -under alle omstændigheder er de røde vine bedst i denne blog...
Det bedste køb er nok Lodola Nuova Nobile samt Hécula Monastréll.
Tilbud fra Bilka, indtil torsdag 23. janaur.
Castaño "Hécula", Monastréll... 39,-
***** (5/5), Bilka, indtil torsdag 23. januar, normalt 89.En rigtig vintervarmer af en vin. Mørk, fyldig, men afrundet med fint krydret duft -for fanatikere nok for civiliseret, men en glimrende vin, som også med mellemrum ses på tilbud i Føtex.
Castaño er det suverænt største navn i Yecla, et ret obskurt område sydvest for Alicante -nabo til Jumilla, som er bolig for bl.a. Luzón, som leverer lignende vin. Jeg var ret vild med vinene i 1980erne, hvor jeg fandt vinene meget personlige og intense. Men siden har huset fået vokseværk, og vinene er blevet lidt blidere, og det er mange glade for -for druen monastréll giver vin med meget karakter! Jeg synes vinen er lidt for kommerciel, men andre er meget gladere!
Foto: Druen er monastréll, en vidunderlig drue, so nok stammer fra egnen omkring Alicante, hvor den dominerer og giver magtfulde vine med masser af duft, bund og styrke. Druen er engang ildeset, men efter at druen er komemt til ære og værdighed i Frankrig og Australien (under navnet mourvèdre), er interessen for vin fra fødestedet steget.
Bilka tilbyder til samme pris også Castaño's Organic, rød (4*) og hvid (3*). De er ikke nær så gode som Hécula, lavet af yngre vinstokke med større udbytte. Den røde er ok i en blød stil, den hvide neutral.
Vino Nobile "Lodola Nuova", Montepulciano... 69,-
***** (5/5), 2016/17, Bilka, normalt 129, indtil torsdag 23. januar.Nobile var forbilledet for Brunello i årene efter 2. verdenskrig, hvor ingen havde hørt om Brunello -så jeg ville gerne sætte denne Nobile højere, men desværre er begge Brunello'erne bedre køb. 2016 er stort år. Til 69 et must!
Den "nye lærke" (Lodola) er 100% fra lille ejendom ejet af det store hus Ruffino, som den gamle Redacteurs ungdom var et synonym for Toscana, både med og uden bast!
Foto: Ejes af Giovanni Folonari, som opgraderede vingården i 1990erne, men den mangler dog stadig en del for at være med i toppen, både med Nobile og Chianti! Deres Riserva Ducale er ok (især Oro versionen), men vine som denne fra familiens egne vingårde er bedst.
Jeg foretrækker denne frem for 2 vine, som tilbydes til samme pris, en suspekt dansktappet Grifton Zinfandel (et mærke, tror jeg, for kan ikke finde vingård med dét navn) og luksusudgaven af Capolavaro primitivo (identisk med Zinfandel, by the way).
Montgras "Quatro", rød eller hvid, Chile.... 55,-
**** (4/5), Bilka , indtil 23. januar
Quatro henviser til, at vinen er et blend af 4 druer: Rød af cabernet, merlot, malbec og carmenère, lagret kort i små egefade: Middelfyldig, rig frugt med sorte bær, måske lidt eg, men ikke mærkbart. 5 små stjerner. Jeg er sjældent vild med Chile, men denne er god og til lav pris for vin fra et land, hvor mange vine er præget af grøn frugt, dvs. lavet af umodne druer.
Hvid af chardonnay, semillon, sauvignon og viognier -og den er jeg ikke helt så vild med -men pænt nydelig aroma, men uden særpræg, pæn syre, nydelig længde, men lidt fersk og til den bløde side. Blend fra Leyda (køligt) og Colchagua (varmt), en del ser lidt eg.
Montgras er en stor privat vingård i Chile, som ejes af Critián Hartwig og Eduardo Gras, med Eduardo's broder Hernán som vinmager. Generelt rigtig gode vine fra 900 hektar fordelt på flere ejendommme. Tidligere set til 49 kr, så derfor må den undvære den femte stjerne.
Santa Cristina, Toscana, rød eller hvid.... 55,-
**** (4/5), Bilka , indtil 23. januar
Lillebror til Villa Antinori og lavet i om muligt endnu større mængder (4-5 millioner fl/år!). Men slet ikke ringe -god frugt, middel fylde, afrundet, kødfuld, med let peber og frugt i eftersmagen. Server kælderkold. Blend af sangiovese, merlot og syrah.
Familien Antinori dominerer Toscana helt, med topvine som Solaia og massevine som denne og Villa Antinori. Mængderne er dog steget betragteligt gennem årene -for 20 år siden var Cristina såvel som Villa Antinori Chianti Classico (Villa var også Riserva) -i dag er begge "blot" Toscana. Cristina er opkaldt efter vingården, hvor vinen laves.
Foto: Antinori ejer dette renæssance palazzo i hjertet af Firenze. Huset ledes af Piero Antinori sammen med datteren Allegra. I Paladset er der også lille vinotek, hvor vinene kan smages. Familien bor i de 2 øverste etager.
Cuvée Mythique, rød eller hvid... 49,-
***** (5/5), Bilka, indtil torsdag 23. januar, normalt 99.Det er ikke mere end 2 uger siden, jeg sidst anbefalede denne vin, men nu er den på tilbud igen. Læs: Køb den aldrig til 99 kr! Den røde, er et klassisk eksempel på GSM (Rhône-blend), dv. grenache og syrah baseret, men med andre druer som carignan -rund, varm, fyldig, men i den blide ende. med rig krydret frugt -som det passer sig for vin fra Frankrigs største vinproducent, Vinadeis. Vinen sælges blot under navnet IGP -simpel landvin- og druerne bag vinen nævnes ikke.
Den hvide: "Fyldig og tør hvidvin med masser af sydfransk stemning i duft og smag. Aromaer af gule, modne æbler, honning og hasselnødder – og smagenoter af gul moden frugt med honningmelon samt en fin syre-bitter profil som gul grape" (SmagpåVin om 2015).