Søg i 1300 opslag:

10/01/2020

Godt køb i Rioja og Brunello

Jeg har drukket rigtig meget Rioja i det seneste år, måske fordi jeg stadig tror jeg skriver en bog. Rioja leverer masser af stor vin -men det meste er mere middel. Men som den røde Bordón Reserva viser, kan en middelvin være et rigtigt godt køb. Og så er kælderen værd at besøge! 

Bilka tilbyder også en flot Brunello til særdeles rimelig pris -den er nok ugens bedste køb sammen med Dr Pauly (en genganger, altid topkøb til 39). 

Rioja Bordón, Reserva... 49,-

***** (5/5), Bilka, gælder indtil onsdag 15.1.  
Fås også som rosé og hvid (***/5). Ikke top, men godt køb. Middeldyb; indbydende let krydret duft med toner af nød og urt; middel fyldig, pænt lang -en kommerciel, men god Rioja. Har kun smagt hvid én gang, ok uden at brillere, rosé ikke smagt. 
      Huset er grundlagt i 1890 af Anglade fra Bordeaux sammen med en lokal vinmand -og navnet Bordón antyder netop "en Bordeaux-mand"! 
      Der har ikke været folk fra Bordeaux blandt ejerne i 100 år, men huset hedder stadig "Franco-Españolas" -den "fransk-spanske" bodega! Er du i Logroño, så besøg huset, som ligger smukt ud til Ebro floden og (trods rasende modernisering) stadig har bevaret god del af sin franske 1800-tals charme! Blandt gæsterne her har været den spanske kong Alfonso XIII og selveste Ernest Hemingway, der besøgte huset i 1956. 

Brunello "Poggio Forte", Montalcino... 99,-

***** (5/5), Montalcino, Bilkagælder indtil onsdag 15.1.  
Poggio Forte er 2.vinen fra Quercecchio, en af de større vingårde i Montalcino. En typisk, men ikke

bemærkelsesværdig brunello. Jeg vil tro, at Poggio Forte er identisk med Qercecchio i stor årgang som 2013. Vinen er fremragende køb til denne pris. 2013 var flot og topkøb, 2014 næppe ringere. 

Til samme pris også Righetti Amarone (4* -bedre end jeg husker den, men ikke typisk amarone) og Gemma Barolo -som jeg ærligt talt ikke kender. har aldrig smagt den. Huset er ret nyt og tilhører samme gruppe som le Arche og en række andre firmaer især i Norditalien, som er storleverandør til Salling-gruppen. Absolut middelkvalitet. Men bedre end så mange andre billige Barlo'er -men vil hellere købe Sassella i Irma (anden vin, men samme nebbiolo drue). 

Undurraga Reserva, Syrah... 6 fl: 240,-

**** (4/5), Montalcino, Bilkagælder indtil onsdag 15.1.  
Jeg kan ikke rigtig blive begejstret for denne vin fra Rapel, et af de køligere områder i Central Valley. Vinen er nydelig, med pæn frugt, nydelig fylde og poleret eftersmag. Rigtig mange vil kunne lide den. Og den er markant bedre end den hvide chardonnay og rosé vinen til samme pris. Deer skulle også være en cabernet og carmenère, men har ikke set dem. 
Foto: Undurraga er et af de større huse i Chile, grundlagt i 1885 af baskiske indvandrere, som det sære navn antyder (flere af husene i Chile er grundlagt af baskere, bl.a. Erràzuriz). I 1970erne solgte Erik Sørensen vin fra dette hus, som dog siden gik konsumvejen. I dag ejes 1200 hektar vin, og den årlige produktion er på 20 millioner flasker. 

      Bilka tilbyder til samme pris også Banrock Station fra Riverland i Australien, en serie fra Accolade (Mondavi, Hardy og mange andre). En klassisk "Hot Climate" vin, som er meget kommerciel, men ikke interessant. Prøv evt shiraz (3-4*/5). 

Dr Pauly Bergweiler, Riesling Trocken... 39,-

2018 Rhin***** (5/5), Bilka, gælder indtil onsdag 15.1.  
Intens, ren riesling aroma, lidt æbler og blomst, sprød, frisk og let, tør men med nydelig eftersmag.
Jeg er ved at være træt af at anbefale denne vin (i sidste uge var det i Føtex), men både denne udgave og den sødlige er glimrende køb. 

Foto: Vinen kommer trods sin Mosel-grønne flaske ikke fra Mosel, selvom Pauly-Bergweiler (langt ude i familie med Prüm) ligger midt i den lille, men meget fotogene by Bernkastel. 
       Druerne er dyre ved Mosel, så Pauly køber en markant billigere vin eller druer i Rheinhessen. Men vinen er stadig god -og et must til 40!