Søg i 1200 opslag:

13/07/2019

Nyd hvidvinen, mens sommeren er her!

En god riesling og fumé fra Pouilly leder det franske felt i denne uge, hvor Tour de France nærmer sig Alperne. Dér er koldt, men vi nyder varmen langt mod nord i lille Danmark! 

Coop

Riesling Alsace "Cuvée Reservée"... 6 fl: 299,- 

Cave de Turckheim, ***** (5/5), Coop Mad, indtil torsdag 18.juli, spar 166,-
Riesling fra Alsace er tør og livlig, en rigtig god ledsager til en salat eller måske nogle grillede rejer uden for meget krydderi.
Foto: Kooperativet i Turckheim (som garvede  vindrikkere husker fra Irma siden tidernes morgen!) dækker i dag et ganske stort område -kælderens areal i selve Turckheim er ret lille, men et par kældre andre steder i Alsace leverer i dag det meste af vinen.
      Kvaliteten er dog rigtig god -og meget bedre end Laugel (et GCF-mærke), som dog har en lidt pænere etiket! Sælges også af Coop, med mere designer-flot etiket, men slet ikke samme kvalitet, måske fordi indholdet mest består af vine, som de andre kældre ikke selv vil tappe.


Pouilly-Fumé "Domaine Pabiot"... 6 fl: 599,- 

2018 Loire, ***** (5/5), Coop Mad, indtil torsdag 18.juli, normalt 124,95
Urklassisk sauvignon med overdådig, men alligevel diskret urtearoma, let, frisk, fine syrer, pæn lang smag. 
      Gr frost er vinene fra Sancerre og Pouilly-Fumé svære at skaffe til rimelig pris i øjeblikket, og det gør denne vin fra det gode domæne Pabiot til lidt af et fund.
P.S: En vin fra samme vingård fås hos Kjær & Sommerfeldt til 180. men "Fines Caillottes" er formentlig meget tæt på denne vin.

Meny leverer mange gode vine, hvoraf en del fås i Dagrofa's andre kæder, Spar og MinKøbmand. P.t. faktisk et par rigtig gode køb: 

Foruden vinene herunder kan jeg anbefale Meny's Allram, østrigsk hvid veltliner og Zweigelt rosé til 60 kr (4*). Meny sælger også denfestligt udstyrerede Haut-Gléon "Amours" rosé til 60, men tror ikke den kan matche Pigoudet. 

Cono Sur Bicicleta, rød, hvid, rosé... 40,-

Chile, **** (4/5), Meny, Spar og MinKøbmand, indtil 31. juli
Rød med nydelig frugt og lidt syre -ikke helt ren, men stadig en god madvin, rosé med pæn frugt, hvid chardonnay med mere friskhed end mange. Vinene er tæt på 5*, da prisen er god -faktisk billigere ned i grænsehandlen!
Cono Sur er et stort vinhus, som ejes af giganten Concha y Toro (som fås i Coop!), men drives separat og leverer moderne vine af god kvalitet. Deres mest kendte vin er denne med en cykel på etiketten.
Meny sælger også Santa Luna, chilensk boxvin til under 100 kr, som jeg ville gå uden om i en pæn bue.


Pigoudet "Première", Provence rosé... 79,95

Aix, ***** (5/5), Meny, indtil torsdag 18.juli
Det var i Provence (hvor ellers?) at bølgen med rosé startede for alvor. For 10 år siden fik jeg under rejse i Provence at vide, at Frankrig drak mere rosé end hvid. Jeg fattede det ikke -dengang var rosé i Danmark noget, vi drak 4-5 dage om året!
Foto: Pigoudet er et rigtigt godt slot i udkanten Aix by op mod det imponerende Sainte Victoire bjergmassiv. "Première" er dog ikke fra slottets egne marker, men købt ind, måske hos naboer.
Druerne er grenache, cinsault og syrah blandet med lidt cabernet -tør, ren aroma, meget forfinet, middel fylde, god kvalitet!


Cave de Lugny, Crémant de Bourgogne.. 79,95

Brut Blanc de Blancs, ***** (5/5), Meny, indtil torsdag 18.juli
Hvis du ikke fik drukket al crémant'en, mens studenterne kørte rundt, så kan du her købe en anden crémant, så du har nået, når Tour de France er nået sikkert i mål -denne er favoritten, så meget bedre end Coop's crémant "Maison de Crémant" eller Bilka's Calvet crémant.
Jeg har ikke smagt de andre på det seneste, men Lugny's crémant kommer- modsat de andre- fra egne marker, og det betyder i reglen bedre druer. Og Lugny er en god lille by i Bourgogne lidt nord for Mâcon.

08/07/2019

Vine til jazz og anden festival

Der er jazz i København i denne uge, og du kan se mig drøne rundt fra den ene koncert til den anden hele ugen. Og når den sidste saxofon er tavs, starter en anden festival.
Så hvis du ikke skal have danskvand eller øl (for slet ikke at tale om andre sære stimulanser, der engang var populære blandt jazzmusikere), så er en uforpligtende vin et godt bud. 


Og dem er der masser af i denne uge. Bedste køb er nok Kvickly's Mascota. Netto byder på små flasker (1-2 glas vin, som ikke gør fortræd), Superbrugsen vil have os til at drikke østrigsk hvid (topkøb), mens Bilka byder på flot italiensk Chianti.
      Så vi klarer et indlæg uden fransk vin (næsten!). Lidt Alsace fra Pfaff har sneget sig ind i feltet, før vi når Alperne på "Tour"en!

Jacob's Creek, rød, hvid, rosé, frit valg: 15,- 

18,7 cl, **** (4/5), Netto, indtil fredag 12.juli
Jacob Gramp grundlagde denne vingård i det germansk prægede Barossa nord for Adelaide, men havde nok ikke forestillet sig, at denne vin i dag er den mest sælgende australske vin overhovedet (og faktisk helt ok kvalitet utroligt nok!), i dag ejet af franske Pernok-Ricard.
De små flasker er god til picnic, og prisen er rimelig, En helflaske koster i reglen 50-60 kr, så 15 for en kvartflaske er mere end rimeligt!
Den røde er god, fyldig, rund og frugtig, med blød krydret eftersmag. Den hvide er drikkelig -gør ingen fortræd- og det samme er nok det bedste, der kan siges om den lyserøde. Men det glemmer du nok, når jazzen spiller!



Grüner Veltliner "Zimmermann", 6 fl: 199,- 

Østrig, **** (4/5) Superbrugsen, indtil torsdag 11.juli, spar 188,60
Ja, den burde have 5*, når du kan få en veltliner for sølle 33,33 kr! Men det er svært, når man ved, hvor god druen kan være! Dette er en tør, frisk hvid med diskret aroma og nydelig syre -ganske rar picnicvin! 
      Druen er fra Østrig, men vinen er tappet af Zimmermann-Graeff-Müller, i dag måske det største vinfirma ved Mosel, med hovedsæde i Zell, kendt for "Den sorte kat" vinen!


Mascota, rød, hvid, rosé, frit valg: 50,- 

Rød cabernet eller malbec, hvid chardonnay, rosé, ***** (5/5) Kvickly, indtil torsdag 11.juli.
Indrømmeer gerne, at jeg ikke kendte dette firma, som i de senere år har vakt opsigt for sine vine, kreeret af Rodolfo Sadler (foto, hvor han får pris for sin vin af Decanter).  Hans OPI vine har længe været populære i Coop's butikker, mens Mascota - i reglen fra egne vingårde- er en nyere tilføjelse. 2016 cabernet blev valgt som bedste cabernet i Frankrig!
      Har kun smagt denne i 2017, og den er flot -især til 50 kr!- men så god er den heller ikke! Måske har maskotten fulgt alle de andre ved at slække lidt på kvaltieten i de følgende årgange -måske for at tjene lidt på vinen til den pris, som Coop vil give?
      Den lyserøde er herlig, frugtig, fyldig, men med nydelig syre, den hvide vil tiltale chard-fans, mens de to røde er flotte. Foretrækker nok malbec, men indrømme, at for cabernet er denne rigtig flot. De røde har dyb farve, silkebløde tanniner med fin frugt, lidt mere krydret i cab'en. 

Yealand's, rød, hvid, rosé, 2 fl: 149,- 

NewZealand, hvid sauvignon, rød pinot noir, rosé sauvignon (?), **** (4/5) Superbrugsen, indtil torsdag 11. juli, spar op til 50,-
Yealand er privat domæne i Marlborough, og al vinen kommer herfra. Den hvide er glimrende, sådan lige en klasse eller to over Accolade-mærkerne Selaks og Kim Crawford (i Salling-gruppen), god frugt, ren, frisk og tør, mens den røde er let, frugtig og ret blød. Rosé ej smagt.
Foto: Yealand, som grundlagde domænet.
Superbrugsen tilbyder til samme pris Alsace pinot gris Pfaff "Jupiter (5*, rigtig god). Undgå Laugels gewurz.
Fra Pfaff kan du i Kvickly også finde riesling "Jupiter" (5*, 2 fL: 129 -flot glas.


Il Grigio, Riserva... 75,-

2016 Chianti Classico***** (5/5), Bilka, norm: 119,-
En god grillvin og en gammel favorit for Salling gruppen -den fås også i Føtex, hvor den også jævnligt er på tilbud, og den er også set i Netto (ikke p.t.). Nydelig fylde og pæn længde. Nok flot allerede, men formentlig har den godt af et år eller to. 
Foto: San Felice er en ganske stor vingård i det sydlige Chianti med 140 hektar vin. Desuden købes vin udefra -alene af denne Riserva (som er lagret 2 år i store fade + lidt små)  laves 250-300.000 flasker.

05/07/2019

Tour de France -Frankrig versus Italiensk vin

Ja, Frankrig vinder. Men ikke fod-, håndbold eller cykel, men en vinøs Tour de France. I denne uge er vi i Østfrankrig -først i Chablis, før turen går ned langs Rhône-dalen -med nogle tilbud, som holder -der er langt til udløb... 

På det seneste har jeg smagt en række italienske vine, som kan være udmærkede. Jeg har respekt for en Barbaresco fra TerredaVino (5*, Coop, 79 kr) og en Araldico Barbera Piemonte (4*, Rema1000, 39,67, ikke helt ren, men velsmagende). Her foretrækker jeg Rema1000's Barbadilla Somontano Reserva (5*, 49,-), som har rund kraft og afrundet frugt.
      Senest en Veronia, som ikke kommer fra Verona trods navnet -men enten fra Puglia eller Sicilien -jeg smagte dne sicilianske "Apassamiento", tappet af Globus i Brøndby. Den gør ingen fortræd, trods de 14,5% alkohol, men til 60 kr mangleer den karakter (jeg gav den 2,5* sidst, og det passer ok).
      Så i denne uge bæres både den gule trøje, den prikkede og den grønne af Frankrig, som det ses herunder: 

God Chablis er en mangelvare -og efter den (meget tæt på) katastrofale høst i 2016 bør ethvert tilbud på Chablis af god kvalitet (helst tappet på vingård, ellers i Chablis) hilses velkommen!

Chablis, Josselin... 2 fl. 199,-


***** (5/5), 2018, Bilka (partivare) 
Lys, let, sprød og frisk, lidt stil, men først og fremmest ren og frisk -perfekt til muslinger og skaldyr -typisk Chablis. 
Vinen er aftappet af Josselin i Chablis. Dvs tappet i Chablis, hvad der yder en vis garanti mod forfalskning, hvad man skal tænke på, når man ser Chablis til lav pris. Josselin er et alias for Bacheroy-Josselin, som er del af Domaine Laroche, som er kendt for flotte etiketter, og denne er ingen undtagelse!
Vinen er mere end ok. Ikke dyb og rig som de gode, men med nydelig Chablis-stil. 

Châteauneuf -og alternativerne

Kan man få noget, der ligner Châteauneuf du Pape til 60 kr? Ja, det kan man. På etiketten står godt nok Lirac eller Plan de Dieu og ikke "Neuf", men vinene er faktisk gode -og matcher eller endog overgår de mange tvivlsomme flasker, man finder som Châteauneuf under 150 kr.  


Det sydlige Rhône leverer 400 millioner fl/år på et areal tæt på hele Australien. Vinene varierer fra det jævne til det sublime. 
Stjernen er Châteauneuf (ret ofte er den falmet, men når den er bedst er det en værdig Tour-vinder!), fulgt af Gigondas. Herunder er der en række andre områder, der alle leverer vin, der kan være en tro kopi af pavens vin. På godt og ondt.
Plan de Dieu ("Guds Slette") er en af disse, som oprindelig var appellation Rhône, siden Villages, og nu har den Village + ret til at sætte sit navn på etiketten. 
Både "Guds Slette" og "Neuf" og alle de andre leverer vin baseret på druen grenache og har således styrke, rundhed og krydret duft til fælles.

Plan de Dieu 2016, Rhône Village.... 2 fl: 119,- 

***** (5/5), Bilka, 14,5% (partivare).
Området ligger nord for Châteauneuf på vejen mod Cairanne og Rasteau. Helt fladt område med mager, stenet jord. Et herligt navn, en "Neuf" i stil om ikke kvalitet, en god, gedigen Rhône med frugt og kraft. 

Gastronomisk: Perfekt til en sommeraften ved grillen. Serveres kælderkold. Bør nok egentlig nydes nu og de næste par år.

Lirac 2016, Auguste Bessac.... 2 fl: 119,- 

***** (5/5), Bilka, 14,5% (partivare). Fås også i Føtex til 94,67. 
Lirac har modsat Plan de Dieu egen appellation akkurat som Châteauneuf, men har aldrig fået samme ry. Vinene er dog gode -denne er typisk med solid fylde, men også en intens frugt og en mineralsk frished og tørhed, som kan overraske. 2016 er flot nu. 

Gigondas 2017, Auguste Bessac ... 109,-

***** (5/5), 2017, Bilka  (partivare)
Dyb farve, indbydende duft med frugt og krydderi, middel til stor fylde, pænt lang. Gem 1-3 år. Klassisk grenache (+ lidt syrah), som nok er det mest berømte i det sydlige Rhône efter Châteauneuf. Denne vin er måske et mulehår foran Châteauneuf'en i kvalitet, men altid billigere. Godt køb. 
Fås også som Vacqueyras til samme pris, ej smagt, men nok samme stil, måske lidt blødere. 

Châteauneuf du Pape, Auguste Bessac ... 2 fl: 249,-

***** (5/5), 2017, Bilka (partivare),  Også i Føtex til 159,67. 
Bessac er et alias for Caves de Papes, et af de store firmaer i Châteauneuf du Pape. De ejer vinstokke, men denne er fra indkøbte druer og/eller vin. Lysere i farve, men indbydende duft med lysere frugter, hindbær osv. Middel fylde, pænt lang. Flot nu, bedre om et år. 2016 er stort år. 


Bessac, Del af gigantfirma

Auguste Bessac er del af giganten Caves des Papes (der også ses i Salling-gruppen). Oprindelig hed firmaet Ogier, men i 1950erne fusionerede det med Bessac, der havde Caves des Papes som et af sine mærker. Huset leverer masser af Châteauneuf, men -trods navnet- langt mere Rhône, Vacqueyras osv -simpelthen fordi det meste Châteauneuf (og alle de gode) i dag tappes af vinbonden selv.
I dag er denne gigant selv del af en endnu større gigant, AdVini. AdVini er baseret på Jeanjean brødrenes firma af samme navn i Languedoc, men har i dag firmaer i hele Frankrig og også i bl.a. Californien. 
      En del af mærkerne ses i Sallings supermarkeder, f.eks. Champy og Josselin (herover) og Laroche fra Bourgogne og Cazes fra Roussillon.
En gigant som Caves des Papes leverer næppe stor vin. Men standarden er faktisk ok sammenlignet med andre giganter. Husets egen Clos de l'Oratoire des Papes -deres private vingård- kan matche en del af de "private". Men den får du ikke for 125 kr!

03/07/2019

Hvid sommercharmer fra Portugal

Vi bliver så træt af sommeren nede sydpå, for den er totalt forudsigelig -hed og varm. Måske derfor elsker vi den danske sommer, for den er anderledes varieret -fra hede og tørke til kølig og blæsende. 

Dagens vine er egnet til det hele -bedste køb er måske Rema1000's grønne Vinho Verde, men såvel Coronas fra Kvickly som Paul Mas fra Rema er også værd at smage. 

Quinta do Continho, Vinho Verde... 35,- 

2018, ***** (5/5), Rema1000, indtil lørdag 6.juli, normalt 44,67. 
En let, aromatisk vin med noter af lime og grøn frugt, ganske let sødme i balance med fin syre -en herlig apéritif eller til en grøn salat. Og et rigtigt godt køb til 35. 
Den "grønne vin" fra Portugal var engang mere rød end hvid, men den var der ingen (uden for regionen!), der ville købe, så i dag er vinen mest hvid! Området ligger lidt nord for for Oporto op mod grænsen til Spanien -sådan groft sagt en smule til venstre for Portvinsområdet. Vi er pænt langt sydpå, men det blæsende, våde Atlanterhav er tæt på, så her er ganske køligt og vådt.  
Jeg kender ikke denne quinta (vingård), men den lover godt -og druen er loureiro, den mest almindelige i området, som yder godt, men også god vin. 

Paul Mas, rød, hvid, rosé ... 50,-

Frit valg, som helhed; ***** (5/5),  
Rema1000, normalt 58,67. 
Rød Cabernet-Sauvignon er en meget fyldig vin med åben, indbydende  bærduft og afrundet fasthed -faktisk et mix af Bordeaux og Californien -mere bær end Californien og blødere end Bordeaux!
Rød Pinot Noir -middel dyb farve; indbydende frugt, ren og pæn -det er ikke Bourgogne, men faktisk bedre end stort set al Bourgogne under 100 kr.
Hvid Viognier, frugtig tør hvid med pæn fylde under på den fine Rhône-drue kendt fra bl.a. Condrieu. 
Rema mener, den kan gemmes, jeg ville drikke den nu til f.eks. stenbiderrogn. Den lyserøde er økologisk, ikke smagt, men formentlig et herligt glas med friskhed og frugt. Hvid og rosé er årgang 2018. 
      Jeg holder meget af denne (meget) store ejendom, baseret på vingård + opkøb fra naboer. Ejeren Paul Mas (på foto sammen med sine børn) arbejdede mange år i England, før han vendte hjem til sin fædrene vingård, hvor han laver vine i moderne, frugtdrevet og afrundet stil. 


Torres  Coronas eller Viña Esmeralda... 6 fl: 199,- 

2016 rød tempranillo, 2018 hvid eller rosé Catalunya****  (4/5) Kvickly, til torsdag.

Disse vine laves i snesevis af millioner af liter. Men trods det smager vinene faktisk godt -især den røde, som er typisk spansk med krydderi og afrundet styrke, tæt på 5* til denne pris. Ikke poesi, men god pop! Den hvide er en let sødlig muscat med med duft af søde bær + lidt traminer, der giver krydderi. Den lyserøde er mindst spændende, hvis jeg husker ret (smagte den sidst i januar). 

     Vinene her er alle i den billigere ende. God vin, men vil du have noget endnu bedre -så find det i kælderen/skabet. 
      Alternativt kan du skynde dig i Kvickly og købe deres Faustino I Rioja Gran Reserva (109, 4-5*) eller Marcadis Lalande de Pomerol (109, 4*/5) -denne bør dog gemmes. Tilbud indtil torsdag. 

29/06/2019

Godt tilbud på vinen, Lotte Heise hader



"Jeg er virkelig ikke glad for riesling, så den kunne jeg ikke finde på at servere", siger den hurtigsnakkende Lotte Heise (operaelsker, ex-model og alt muligt andet) i det nye nummer af Vin&Co, som gratis kan fås i Coop's butikker. 

Så det er ærgerligt, at de 2 bedste tilbud (for mig) i Føtex' jævnlige "40% på al hvid og rosé" (undtagen tilbud) BEGGE er på druen riesling. Måske har hurtigsnakkeren ikke smagt dem. Ellers ville hun haste ned i Føtex og beklage, at det ikke er Superbrugsen, der har disse vine! 

Gælder kun til kl. 21 i aften eller hvor længe din Føtex har åben (men du kan nok finde de 2 vine på tilbud senere... Men de er perfekte til en lun aften som i dag... 

Dr. Pauly-Bergweiler Riesling... 41,30 

***** (5/5), Trocken, 2018 Tyskland, Føtex (kun i dag), norm: 69.


En god tør hvidvin -intens, ren riesling aroma, sprød, frisk og let, men med nydelig eftersmag -en favorit nu til denne meget tiltalende pris.
Vinen kommer ikke fra Mosel trods den grønne flaske, selvom Pauly-Bergweiler (langt ude i familie med Prüm) ligger midt i postkortsmukke Bernkastel. Bilka sælger af og til den bedre og dyrere Badstube fra familiens domæne (foto) med stort set samme etiket.

       Druerne er temmelig dyre ved Mosel, så Pauly køber denne vin eller de billige druer i Rheinhessen. Men vinen er slet ikke dårlig -og et must til 40!

      Til samme pris sælger Føtex også Noble House Riesling (også 5*, lidt for sød og mindre frisk) 

Chateau Tanunda Dry Riesling "Grand Barossa"... 59.80 

***** (5/5), Australien, Føtex (gælder kun i dag). Jeg har tidligere rost især de røde fra dette store, historiske vinhus, som mig bekendt er uafhængig og ikke hører til de 3 gigantiske firmaer, som dominerer vinen i Australien og New Zealand. 

      Riesling har traditionelt været "den fine drue" i Barossa, et vigtigt område nord for Adelaide, som i 1800-tallet blev koloniseret af tyskere (der er stadig bindingsværkhuse og andet folklore). Druen var den fine i hjemlandet, så det blev den også i dette maleriske område nord for Adeladaide. Selv i dag giver den stadig de bedste hvidvine, selvom der er langt mere chardonnay. 
      Denne vin er flot -knastør med rig aroma af søde frugter, suppleret med markant syre og god længde -et perfekt alternativ til god Alsace -og sjov at smage ud mod den lette Dr Pauly!  

26/06/2019

Sol Sommer og Vin, del 2 + 250 år med California vin

I den hedebølge, der netop nu rammer Danmark, gælder det om at drikke en masse! Det hele er måske ikke vin, men en lun sommeeraften er der (på et skrabet budget!) næppe noget bedre at drikke end vinene herunder. 

Ugens bedste er måske den lyserøde Baron de Ley i skarp konkurrence med den hvide Muscadet (Aldi, fra fredag). Bedste røde køb er Bilka's Toro -her må Californien nøjes med "Dreamin"... 


Muscadet, Château de la Pierre "sur lie"... 49,-

2018 "sur lie", ***** (5/5), Aldi (parti, fra fredag 28. juni indtil udsalg). 
Muscadet er en meget undervurderet vin. I min ungdom var det Muscadet, vi købte, når Chablis (igen-igen) havde fået ødelagt høsten af frost. En god Muscadet -som denne, trods prisen!- er en ret neutral knastør vin, som har en diskret aroma, er let, men har stor friskhed -og er en bandsat god ledsager til østers, muslinger eller bare en salat. Vinen er lagret "sur lie", dvs. at bundfaldet fra gæringen får lov at lagre med vinen -på denne vingård i mindst 7 måneder- indtil filtrering og tapning. Det giver vinen mere aroma og frugt. 
      Denne Muscadet kommer fra vingården Herbauges, der ejes af familien Horblot, som i dag ledes af den unge Jerôme (foto). Vingården har excellent ry for sin vin, der måske er den mest kendte fra Grand Lieu, som (trods navnet) er et af de mindste områder i Muscadet, der ligger mellem Atlanterhavet og byen Nantes. 

Baron de Ley, Rioja, hvid eller rosé... 50,-

2018, ***** (5/5), Bilka (parti). 
Jeg holder meget af denne store vingård (foto), som til særdeles rimelig pris leverer rigtig god vin -og modsat mange er alle vinene fra eget domæne
Til 100 er denne rosé (på tempranillo og garnacha) ikke god nok, men til 50 er den et "must". Rig frugt, fyldig, ret blød, men med pæn syre bagved -an faktisk klare ganske fyldige retter inkl. grillpølserne! 
     Den hvide Rioja Baron de Ley er bedre end jeg husker den -indbydende aroma, tør, fyldig, men også frisk. Ikke helt så sjov som den lyserøde, men rigtig god -desværre fås de kun i Bilka, ikke i Føtex mig bekendt. 


Remolè, Toscana, hvid eller rosé... 50,-

2018, **** (5/5), Bilka (parti). 
Groft sagt en lyserød og hvid Chianti (kun rød må bruge dette navn!), som laves af det eget store Frescobaldi gods. Begge er mere diskrete i duft og smag end Baron de Ley, men ganske udmærkede, selvom jeg foretrækker den røde Remolè. God vin til glas i utide. 


Bijou, hvid eller rosé... 59,- 

2018 Languedoc, ***** (5/5), Bilka (parti), normalt: 88,65
Herlige vine i smuk flaske! Prisen er godt nok sat op med 10 kr, men er stadig særdeles rimelig (derfor kun 4*). Vinene laves af 2 "flyvende" vinmagere på kooperativet Cabrières i Languedoc, og det gør de godt. 
Den lyserøde er domineret af druen cinsault (+ lidt syrah og grenache) og har en indbydende rig frugt, den er fyldig, men med lidt syre, der giver friskhed. Egnet til det meste eller til glas i utide. Den kan ligne Coop's GM Aix en Provence Rosé, som dog er noget dyrere. 
Den hvide er mere neutral, fyldig og tør, med god syre -mere en madvin. Druerne er især clairette (ret jævn, giver syre) suppleret med hvid grenache (frugt) og en snert af den fine vermentino. 
Vinene kunne før også fås i Føtex, men her er den åbenbart udsolgt. 


Altos de Tamaron, Toro... 35,-

2016, ***** (5/5), Bilka (parti). Jeg skrev tidligere i år om Holte Vinlager, som havde en "skarp pris" på Toro "Pata Negra" -59, hvor samme vin i samme år samme måned kunne fås i Bilka til 35! Unægtelig en sløv pris! 
     Pata Negra fås ikke længere i Bilka, men de har en anden Toro -Altos de Tamaron- i samme årgang 2016, til 35. Den er faktisk (for mig) lige så god -mørk, fyldig, afrundet, måske uden den tyreagtige vildskab, der er i stor Toro, men mere end rigeligt til 35! 
       Tamaron laves af Pagos del Rey, som ejes af det andet store konsumhus i Spanien, Felix Solis, der leverer andre vine til Salling-gruppen (og under navnet Condado de Oriza også til Irma og Coop). 
     Vinen kan ligne vinene fra Californien herunder -men er helt anderledes gode køb... 


California Dreamin' -250 år med vin

I år er det præcis 250 år siden, at spanske missionærer plantede de første vinmarker i California, og det fejrer staten med en pressemeddelelse, hvor de skriver, at salget af vin fra solskinsstaten i 2018 nåede 284 millioner kasser (godt 2,5 milliarder liter), hvoraf 85% dog sælges i USA, hvor Californien udgør 60% af det samlede salg. 
      Nærlæser man tallene, opdager du, at den gennemsnitlige pris på vin til hjemmemarkedet er $ 16 pr 12 flasker eller 1,33 (9-10 kr) pr flaske. Plus transport, skat og diverse avancer. 
      Og endelig noteres det, at eksporten udgør ca. 450 millioner flasker. Det nævnes ikke, hvor meget disse vine koster, men når det ikke nævnes, vil nogle måske mene, at årsagen er den lave pris. 
      Rigtig meget af vinen er de kedsommelige California vine til lave priser solgt i f.eks. LIDL eller Aldi, som netop nu har "Amerikansk Uge" med rød eller rosé Zinfandel og hvid til 39, 6 fl: 199). Jeg har ikke ofret penge på vinene, men jeg bilder mig ind, at jeg ved hvordan de smager -sød blush og kedsommelig hvid -den røde Zin kan være ok til burger, men vil fornærme mine grillpølser! 

      Vinene herunder er såmænd en af de bedre - om end den ikke er bedre end den spanske Toro herover! 


Gnarly Head, Lodi Old Vine Zinfandel... 79,50

**** (4/5), Føtex, norm: 108,67 (v. 2 fl. på Bilka, v. 6 fl. på salling.dk). 
Gnarly Head hentyder til de krogede gamle vinstokke -og netop zinfandel (og petite sirah) er ofte gamle vinstokke, som har overlevet fra de dage, da de leverede den daglige vin i Californien. Dette mærke tilhører Delicata, som er en stor, privat vingård. Gnarly laves på deres vingård i Manteca. 
En typisk zin med dyb farve og krydret frugt med peber og bær, lidt friskhed i midten, der giver en pæn lang smag. 
Føtex (og Bilka) sælger også Gnarly's Zinfandel på 3 liter box, men den står slet ikke mål med vinen på glasflaske. Men den er sikkert ok til en picnic! Husk at servere vinen kælderkold! 
Bilka sælger også Zinfandel og cabernet fra Morgan Bay Cellars (84,50). Ikke smagt, men virker lovende, en vin i en let, elegant stil med mere bærfrugt.


Gnarly Head, Petite Sirah... 2 fl: 159,- 79,50

**** (4/5), Bilka, normalt: 108,67 (partivare). Lidt mere bid end Zin, med intens aroma. Ganske interessant, om end en smule krot i smagen. 

24/06/2019

Sol, sommer -og vin, del I

Vi er midt i hedebølgen, og det er med at nyde den, mens vi kan. Driftige folk er på pletten til at falbyde (men med pæne avancer) lige præcis de vine, vi vil fejre varmen med. 

Jeg er så reporteren, der med risiko for hedeslag halser rundt for at finde de bedste tilbud. Her en foreløbig rapport: 



G.M. Rosé, Côteaux d'Aix en Provence... 59,-

2018***** (5/5), Superbrugsen(til torsdag 27.6.), normalt: 89
En rigtig udmærket rosé med diskret, men ren duft, tør, fydlig, med lidt krydret duft -perfekt til en lun sommeraften. GM står for Gabriel Meffre, et stort familiehus i Gigondas i Rhône-dalen. Ses også i Kvickly til omtrent samme pris. 
Superbrugssen sælger til samme pris også Fontanafredda's søde mousserende Asti, som ikke ophidser, men kan være godtil frisk frugt og måske en isdessert. 

Vacqueyras, Domaine de l'Oiselet... 99,-

2016/17, ***** (5/5), Superbrugsen (til torsdag 27.6.),
Et af Cru'erne i det sydlige Rhône (og en meget charmerende landsby!), som leverer en mørk, kraftig vin med krydderi og styrke fra grenache og lidt bund og farve fra syrah. Ingen eg, men masser af frugt. Flot! I reglen bedre end Châteauneuf i klassen op til 150. 

MontGras, Reserva... 45,- 

Chile, rød eller hvid, ***** (5/5), Føtex (til torsdag 27.6.), normalt: 85
For 3 uger siden var denne vin på tilbud i Bilka -så lang er kunders hukommelse åbenbart, mener Salling gruppen!  MontGras er stort hus ejet af Cristián Hartwig og Eduardo Gras, med Eduardo's brother Hernán som vinmager. Der ejes store vingårde, ialt 900 hektar fordelt i gode regioner. Pinot Noir fra kølige Leyda, Carmenère og Cabernet fra fine Colchagua, mens chardonnay kommer fra Colchagua, som måske er lidt varmt til denne drue.
Vinene eer alle gode -foretrækker dog cabernet og pinot noir (lidt blød måske), mens carmenère virker lidt tør, men et år på flaske vil nok hjælpe. Chardonnay er ikke så spændende, synes jeg. 

Alsace Grand Cru, riesling, gewurz eller pinot gris... 99,-

E. Traber, Schonenbourg, Brand, Grand Cru, ***** (5/5), Bilka (til torsdag 27.6.)
Giganten GCF imponerer med smukke flasker Alsace Grand Cru, men vinene har aldrig sagt mig noget. Mærket Traber tilhører kooperativet i smukke Ribeauvillé, som leverer en ærlig vin -ikke i top- men stadig med kvalitet. Ej smagt, men gå efter riesling (tør, frisk, aromatisk) fra det smukke Schoenenbourg (eller måske Brand. 

Fontanafredda.... 6 fl: 299,-

2017 Barbera d'Alba, ***** (5/5), 

2017/18 Chardonnay, Langhe, **** (4/5) 

Coop (Superbrugsen osv, også web)
Den røde er rund og fyldig, med god bærduft og en vis stil. Ingen stor barbera, men bedre end mange!
Chardonnay er en hadevin for mig, men denne er udmærket med friskhed og aroma og ingen antydning af eg, gudskelov! Nydes ung.

Fontanafredda ("Den Kolde Kilde") er mere omtalt i marts '17 og er en hyppig gæst i Coop, der også sælger husets Moscato. Et historisk vinhus grundlagt 1858 af Sardiniens konge, som senere blev Italiens første konge. Vinen kom 20 år senere. I dag eje4s stort domæne, men med 6-7 millioner fl/år købes 95% fra andre vinbønder. Ejeren Farinetti har siden også købt det historiske, mindre hus Borgogno, som er en hyppig gæst på ejerens restauranter, Eataly.




Barbaresco Rosa dell'Olmo  79,-

***** (5/5), Kvickly (partivare) 
Seti 2015. Normalt bør du gå i en bue laaangt uden om billig Barolo og Barbaresco, for ubekræftede (men troværdige) kilder hævder anonymt, at deer sælges dobbelt så meget af dissse navne, som der laves! Sådan vil det ofte være, vil jeg tro. 
Men med denne vin er du i så gode hænder, som du kan være til en lav pris, da vinen er tappet af TDV, som står for "Terre da Vino", et andengrads kooperativ i Barolo. 
Smagte Barolo'en sidste år, og Barbaresco er nok tæt på -og så til en endnu lavere pris. Men vent en middelmørk vin med intens bærduft og middel fylde med markante tanniner, som kræver mad. OK nu, men nok bedre om et par år -eller til kraftige retter. 

20/06/2019

Champagne del 3 + besøg i Verdi's flotte kældre!

Navnet Bissinger og den nydelige etiket udstråler kvalitet, men et navn og en etiket er jo kun papir! Og Champagne er desværre tæt på 90% image og 10% kvalitet -underforstået, navnet Champagne betyder alt og hvordan den smager er ganske underordnet!  


Når det er sagt så er dagens tilbud Bissinger (LIDL) og Jacquart (Bilka) slet ikke så ringe -og både "Bisse" og Bilkas "Jack" er temmelig gode køb, et par klasser over de billige Champagner, der er så triste og kedelige og får mig til at længes efter en crémant!
      Skulle jeg vælge mellem den seneste uges tilbud, er valget ikke så svært -Joseph Perrier i Irma eller den lyserøde Bissinger er joint winners! 

Bissinger Rosé, Brut... 199,-


Champagne ***** (5/5), LIDL (indtil lørdag 22.6.).
En pink Champagne til meget rimelig pris! Fin sart farve, fint brus med små bobler, herlig duft af røde frugter, tør, men ikke så det støver, ret let, god eftersmag. Lidl sælger normalt den hvide Bisse, men denne er faktisk sjovere og fik da også 88p/100 af Decanter.
      Jeg har altid kaldt vinen "Bisse" -rigtig mange Champagne huse har kælenavne -Bolinger er Bolly, Jacquart er Jack og Bonnaire er Bonny! Det sære ved Bisse er, at der er præcis 0 ansatte i dette hus, der har en omsætning (2018) på knap 2 milliarder kr! De løber sgu stærkt, de ansatte. Selvom der ingen er!
      Årsagen er banal -Bisse er et mærke fra firmaet Heidsieck Monopole, som igen ejes af Vranken-Pommery, som i dag er det næststørste hus i Champagne (efter Moët, men foran Lanson og Laurent-Perrier).
      Huset slog sig op så sent som i 1970erne med mærker Demoiselle (som så meget fornem ud, men var ret billig -også i smag). Siden gik det stærkt, og de har overtaget det ene kendte mærke efter det andet, bl.a. Pommery, Charles Lafitte og altså Heidsieck.
      Huset ledes af Paul-Francois Vranken, som assisteres af datteren Nathalie Vranken (foto), som faktisk står som leder af Bissinger.

Champagne Jacquart "Extra Brut"... 199,-

***** (5/5), Bilka (partivare). Knastør, egentlig meget flot duft og fint brus, men synes vinen kræver et år eller to på flaske -gem den til nytår! En klasse over den almindelige Jacquart, som p.t. sælges for ca. 230 og Montaudon (Jacquart's 2.vin), som fås til 199, begge i Bilka.
      Jacquart laves af 2.grads coop (dvs. coop med kooerativer som medlemmer), som har fået vis succes med hæderlige Champagner til rimelig pris.

Hvordan Sec (Dry) bliver til sød Champagne 

I 1800-tallet var Champagne ganske sød. Men i 1890erne kom den tørre Champagne på mode, da royale englændere mente, at det var den bedste.
Og den er bedst -og dyrest at lave- for evt fejl i vinen kan ikke skjules bag en sødme. Så den er dyrere at lave -og ret beset kan mange ikke lide den rå, knastørre Champagne. Så ganske langsomt blev "Sec" (Dry) sødere og sødere, og i dag har en typisk Sec 13-20 g/l restsødme. Her er sødmen kort fortalt:
Extra Brut -det tørreste, typisk 0-5 g/l restsødme (Nature ses sjældent, max 3 g/l)
Brut -tør, typisk 6-13 g/l, dvs. med del sødme -lidt modsat navnet (Brut = rå, uforfalsket), men syren i Champagne får vinen til at virke helt tør.
Sec -halvtør, typisk 13-20 g/l, Demi-Sec (halvtør) -ret sød, typisk 20-50 g/l, til dessert.
   

Verdi eller Sparkletini, brus med vin og frustsmag... 25-29,-

**-*** (2-3/5), Flere kæder.
Skal de unge poder absolut have noget andet end Champagne, så vælg vin på druen moscato, f.eks. Asti -LIDL sælger den lige nu til 35- som er sjovere og mere ægte end de Verdi og Sparkletini, som ses i alle kæderne, typisk til 25-29 kr i stedet for 35-50. Verdi & Co kan du kalde en slags Coca Cola med procenter (5%) eller en slags appelsin (eller fersken osv) vand med brus! De har ikke andet end navnet til fælles med komponisten.
      De laves begge af det store familiefirma Bosca. De tjener godt på de drikke, som du kan se, hvis din vej falder forbi Barolo og Asti i sommerferien.
      Du kan ganske gratis besøge Boscas underjordiske kældre! Sindssygt imponerende kældre, som Bosca har ejet siden 1800-tallet, dengang firma lavede mere barbera og Barolo -og især vermouth- end Verdi! Kældrene er UNESCO verdensarv -med rette. Der er også engelsk rundvisning!