Søg i 1300 opslag:

26/06/2019

Sol Sommer og Vin, del 2 + 250 år med California vin

I den hedebølge, der netop nu rammer Danmark, gælder det om at drikke en masse! Det hele er måske ikke vin, men en lun sommeeraften er der (på et skrabet budget!) næppe noget bedre at drikke end vinene herunder. 

Ugens bedste er måske den lyserøde Baron de Ley i skarp konkurrence med den hvide Muscadet (Aldi, fra fredag). Bedste røde køb er Bilka's Toro -her må Californien nøjes med "Dreamin"... 


Muscadet, Château de la Pierre "sur lie"... 49,-

2018 "sur lie", ***** (5/5), Aldi (parti, fra fredag 28. juni indtil udsalg). 
Muscadet er en meget undervurderet vin. I min ungdom var det Muscadet, vi købte, når Chablis (igen-igen) havde fået ødelagt høsten af frost. En god Muscadet -som denne, trods prisen!- er en ret neutral knastør vin, som har en diskret aroma, er let, men har stor friskhed -og er en bandsat god ledsager til østers, muslinger eller bare en salat. Vinen er lagret "sur lie", dvs. at bundfaldet fra gæringen får lov at lagre med vinen -på denne vingård i mindst 7 måneder- indtil filtrering og tapning. Det giver vinen mere aroma og frugt. 
      Denne Muscadet kommer fra vingården Herbauges, der ejes af familien Horblot, som i dag ledes af den unge Jerôme (foto). Vingården har excellent ry for sin vin, der måske er den mest kendte fra Grand Lieu, som (trods navnet) er et af de mindste områder i Muscadet, der ligger mellem Atlanterhavet og byen Nantes. 

Baron de Ley, Rioja, hvid eller rosé... 50,-

2018, ***** (5/5), Bilka (parti). 
Jeg holder meget af denne store vingård (foto), som til særdeles rimelig pris leverer rigtig god vin -og modsat mange er alle vinene fra eget domæne
Til 100 er denne rosé (på tempranillo og garnacha) ikke god nok, men til 50 er den et "must". Rig frugt, fyldig, ret blød, men med pæn syre bagved -an faktisk klare ganske fyldige retter inkl. grillpølserne! 
     Den hvide Rioja Baron de Ley er bedre end jeg husker den -indbydende aroma, tør, fyldig, men også frisk. Ikke helt så sjov som den lyserøde, men rigtig god -desværre fås de kun i Bilka, ikke i Føtex mig bekendt. 


Remolè, Toscana, hvid eller rosé... 50,-

2018, **** (5/5), Bilka (parti). 
Groft sagt en lyserød og hvid Chianti (kun rød må bruge dette navn!), som laves af det eget store Frescobaldi gods. Begge er mere diskrete i duft og smag end Baron de Ley, men ganske udmærkede, selvom jeg foretrækker den røde Remolè. God vin til glas i utide. 


Bijou, hvid eller rosé... 59,- 

2018 Languedoc, ***** (5/5), Bilka (parti), normalt: 88,65
Herlige vine i smuk flaske! Prisen er godt nok sat op med 10 kr, men er stadig særdeles rimelig (derfor kun 4*). Vinene laves af 2 "flyvende" vinmagere på kooperativet Cabrières i Languedoc, og det gør de godt. 
Den lyserøde er domineret af druen cinsault (+ lidt syrah og grenache) og har en indbydende rig frugt, den er fyldig, men med lidt syre, der giver friskhed. Egnet til det meste eller til glas i utide. Den kan ligne Coop's GM Aix en Provence Rosé, som dog er noget dyrere. 
Den hvide er mere neutral, fyldig og tør, med god syre -mere en madvin. Druerne er især clairette (ret jævn, giver syre) suppleret med hvid grenache (frugt) og en snert af den fine vermentino. 
Vinene kunne før også fås i Føtex, men her er den åbenbart udsolgt. 


Altos de Tamaron, Toro... 35,-

2016, ***** (5/5), Bilka (parti). Jeg skrev tidligere i år om Holte Vinlager, som havde en "skarp pris" på Toro "Pata Negra" -59, hvor samme vin i samme år samme måned kunne fås i Bilka til 35! Unægtelig en sløv pris! 
     Pata Negra fås ikke længere i Bilka, men de har en anden Toro -Altos de Tamaron- i samme årgang 2016, til 35. Den er faktisk (for mig) lige så god -mørk, fyldig, afrundet, måske uden den tyreagtige vildskab, der er i stor Toro, men mere end rigeligt til 35! 
       Tamaron laves af Pagos del Rey, som ejes af det andet store konsumhus i Spanien, Felix Solis, der leverer andre vine til Salling-gruppen (og under navnet Condado de Oriza også til Irma og Coop). 
     Vinen kan ligne vinene fra Californien herunder -men er helt anderledes gode køb... 


California Dreamin' -250 år med vin

I år er det præcis 250 år siden, at spanske missionærer plantede de første vinmarker i California, og det fejrer staten med en pressemeddelelse, hvor de skriver, at salget af vin fra solskinsstaten i 2018 nåede 284 millioner kasser (godt 2,5 milliarder liter), hvoraf 85% dog sælges i USA, hvor Californien udgør 60% af det samlede salg. 
      Nærlæser man tallene, opdager du, at den gennemsnitlige pris på vin til hjemmemarkedet er $ 16 pr 12 flasker eller 1,33 (9-10 kr) pr flaske. Plus transport, skat og diverse avancer. 
      Og endelig noteres det, at eksporten udgør ca. 450 millioner flasker. Det nævnes ikke, hvor meget disse vine koster, men når det ikke nævnes, vil nogle måske mene, at årsagen er den lave pris. 
      Rigtig meget af vinen er de kedsommelige California vine til lave priser solgt i f.eks. LIDL eller Aldi, som netop nu har "Amerikansk Uge" med rød eller rosé Zinfandel og hvid til 39, 6 fl: 199). Jeg har ikke ofret penge på vinene, men jeg bilder mig ind, at jeg ved hvordan de smager -sød blush og kedsommelig hvid -den røde Zin kan være ok til burger, men vil fornærme mine grillpølser! 

      Vinene herunder er såmænd en af de bedre - om end den ikke er bedre end den spanske Toro herover! 


Gnarly Head, Lodi Old Vine Zinfandel... 79,50

**** (4/5), Føtex, norm: 108,67 (v. 2 fl. på Bilka, v. 6 fl. på salling.dk). 
Gnarly Head hentyder til de krogede gamle vinstokke -og netop zinfandel (og petite sirah) er ofte gamle vinstokke, som har overlevet fra de dage, da de leverede den daglige vin i Californien. Dette mærke tilhører Delicata, som er en stor, privat vingård. Gnarly laves på deres vingård i Manteca. 
En typisk zin med dyb farve og krydret frugt med peber og bær, lidt friskhed i midten, der giver en pæn lang smag. 
Føtex (og Bilka) sælger også Gnarly's Zinfandel på 3 liter box, men den står slet ikke mål med vinen på glasflaske. Men den er sikkert ok til en picnic! Husk at servere vinen kælderkold! 
Bilka sælger også Zinfandel og cabernet fra Morgan Bay Cellars (84,50). Ikke smagt, men virker lovende, en vin i en let, elegant stil med mere bærfrugt.


Gnarly Head, Petite Sirah... 2 fl: 159,- 79,50

**** (4/5), Bilka, normalt: 108,67 (partivare). Lidt mere bid end Zin, med intens aroma. Ganske interessant, om end en smule krot i smagen.