Søg i 1300 opslag:

11/06/2019

Pecorino -hvid til ost- og god grappa

I denne uge er det LIDL, der vinder med sit årlige tema om Italien. Kan du lide Grappa, er der noget at hente -og den hvide Pecorino er interessant! 

Men ellers er de spanske vine fra samme kæde mere interessante. 


Parma skinken er af og til lavet af skinke fra Danmark (vi sælger meget skinke til Italien!) -men giv dog den gamle Piave Vecchio ost en chance (20 for 200 g, pæn pris for ost med "appellation").
En anden ost er Pecorino, og den kan du faktisk godt servere sammen med hvidvinen herunder:

Pecorino "Botte Conti", Chieti igt... 39,67 

***** (5/5), Lidl (til 15.6.), 2018. Pecora er italiensk for får, som giver mælk, der bruges til Pecorino osten fra bl.a. Sardinien, men også i Toscana. En fast, lagret ost med fin smag.
      Men Pecorino er også en drue, som efter at have været næsten uddød er blevet genoplivet i de senere år. Og igen er der gået får i navnet, for den siges at have fået sit navn fordi de samme pecora'er kan lide disse druer!
      Pecorino druen gror mest ud mod Adriaterhavet, især omkring Ancona og Pescara, og vinen er (når den er bedst) en af Italiens rigtig gode hvidvine, ikke ulig greco eller verdicchio, men med en mere indbydende frugt og fine syrer. Og meget sjovere end de fleste vine på den ofte triste trebbiano drue. Denne er ikke smagt, men den er nok tør, frisk og let aromatisk -god sommervin, og et fund til under 40 kr!

Grappa Amarone "barrique"... 99,- 

***** (5/5), 50cl, Lidl (til 15.6.). Nogle elsker grappa, Italiens var på Frankrig marc, en brændevin destilleret ikke på vin, men på drueskallerne. Og andre synes, det er det mest afskyelige inden for alkohol! Grappa er en brændevin med mere af det hele -lidt rå i duft og smag, men lang i smagen -rigtig slemt, hvis du ikke kan lide smagen!  
En af de bedre kendte laves på kvaset efter amarone vinen, og den skal du i reglen af med over 200 kr for -og så er den langtfra altid lagret i barrique, små egefade, som denne. Den burde være flot -og en rar afveksling til den Ardbeg whisky, jeg købte i sidste uge (og den egelagrede gin, jeg købte i forgårs). 

Lidl sælger også en Sambuca til samme pris, den lakrids/anis'agtig søde Pernod'agtige likør.

Ser Passo, Toscana, "Duca di Sasseto"... 48,67

***** (5/5), Lidl (til 15.6.). Smagt i ældre årgange, men ikke i denne (2017 i butik), som til gengæld har fået en mere stilig etiket! "Duca" er Lidl's navn til sine toscanere, bl.a. Chianti -og så denne, en governo'agtig vin med ganske pæn fylde, 14% styrke og indbydende frugt, holdt godt i ave af lidt syre. Nydelig vin og excellent køb.

Negroamaro, Salento... 39,62 

**** (4/5), Lidl (til 15.6.). Denne vin er en pleaser, blød, fyldig med lidt frugt og ellers ikke så meget andet. Forbavsende let for sine 13% alkohol. Typisk for vinene fra "Hælen" i Syditalien. Men en god pris.