Søg i 1400 opslag:

19/01/2024

Gamle veteraner topper i Føtex i denne uge

Føtex har lagt ugens vine i hænderne på veteraner som San Felice, Gemma og baron de Ley, og de er med helt fremme, når vinderen skal kåres -herlige vine til rigtig gode priser! 

Føtex er vågnet op fra nytårskuren med flere gode tilbud. 

Fra Italien både San Felice's Chianti Classico (59, 2021 med 92p/WineEnthusiast) og Colarej, enkeltmarksvin fra Barolo (129)  samt Righetti Ripasso (59). 
    Baron de Ley er altid et topkøb fra Rioja (især til 59), men den polerede reserva kan suppleres med en rigtig god hvid (og god rosé). 
    Endelig spanske Kingpin, som viser, hvad Spanien måske er allerbedst til -at levere topkøb, for det er svært at forestille sig bedre vin til 39! Og det gælder faktisk både rød og hvid. 

    Til sidst cava Codorniu (55) samt historien om 2 amerikanske klassikere, Southern Comfort (129) og Jack Daniel (169), en god historie snarere end godt køb! 

Bedste KØB: San Felice Chianti Classico - Barolo "Colarej" - Baron de Ley Reserva - Kingpin rød/hvid 
Godt KØB: Ripasso Righetti- Tanunda "Triathlon" - Baron de Ley Rioja hvid/rosé - Wild Life Syrah/Riesling - Cava Codorniu

uge04/2024

San Felice Chianti Classico... 59,-

Bedste KØB + **** (4/5)Føtex, indtil torsdag 1. februar

Tilbudspris går op og ned... Du kunne få den til 49 for 2 år siden, men i snit er den globale pris 130 kr. Og 59 er en ekstremt rimelig pris for flot Chianti Classico fra ét domæne. 
     Set i 2021. Nydelig fylde og pæn længde, og til hakkebøf, pasta og pizza.  Vinen er slottets unge Chianti, som er god ung. Jeg vil personligt give den et år eller to. 
    2021 har som 2020 fået 92p/WineEnthusiast, mens 2020 fik 92p/Falstaff. Endelig 2019 med 6*/6 i Jyll.Posten, 92p/Falstaff , 90p/Spectator samt 91p/WineEnthusiast. 

    Primitivo di Manduria "Capolavaro" (59, 2*), er for dyr. Vinen er ganske behagelig i en sødladen stil. Vil tro, den i indkøb koster under det halve af San Felice. Så lad dig ikke narre af den supertunge flaske, typisk for mange vine tappet af Globus (smagt i efterår21). 

Ripasso Righetti Classico ... 59,-

Godt KØB + *** (3/5), Føtex, indtil torsdag 1. februar

Jeg har nydt ripasso'en et par gange for sin runde fylde og positive frugt, der fører til en nydelig pæn eftersmag. Foretrækker den faktisk for storebror Amarone! 
      Righetti ejes af 3. generation af familien og ligger midt i Classico området med ret lille vingård. Derfor købes langt det meste ind udefra til en række vine, mest ripasso og amarone.

    Amarone Rocca Alata (129, 3*) er fair pris for Amarone, en letbenet rimeligt tør vin fra kooperativet i Soave. 

Gemma Barolo "Colarej"... 129,- 

Bedste KØB + ***** (5/5), Føtex, indtil torsdag 1. februar

Jeg er ingen Barolo tifosi, men denne skal være et trin højere end den normale (og helt ok) Barolo fra Gemma. Colarej er fra særlig mark i Serralunga i Barolo. 

      Set i 2018 (god årgang), stadig meget ung, men har en meget intens aroma, middel fylde, forholdsvis runde tanniner og allerede nu lang smag. Ikke en 40 års vin, men vil have godt af 4-6 år.  
       Forgænger 2016 fik IWSC Trophy samt 5*/6 fra Rydberg i Ekstrabladet . Vinen importeres i England af Oddbins, som sælger den til £39 (ca. 340 kr.  


Tanunda "Triathlon"... 50,-

Godt KØB + *** (3/5), Føtex , indtil torsdag 1.februar
Blend af 3 druer (derfor navnet Triathlon) fra South Australia, ikke Barossa som husets bedre vine. 

     Rød grenache-shiraz-merlot:  et Rhône/Châteauneuf-blend af grenache og shiraz med merlot som outsider. Rund, stærk, men ret blød. 
    Rød cabernet-shiraz-merlot: Mørkere i farve -cabernet fornægter sig ikke- en snert mere fylde og lidt dybere tone i næsen og lidt mere struktur. 

Baron de Ley Rioja Reserva... 59,-

Bedste KØB + **** (4/5), Føtexindtil torsdag 1.februar

En flot moderne Rioja med nydelig fylde og indbydende duft med pæn dybde og intensitet. Mere lækker end aristokratisk, men bedste køb. 
    Jeg drikker egentlig lige så gerne denne som den noget dyrere Gran Reserva, selvom denne er mere "fløjlsagtig" og fed, men måske knap så bærpræget. 
      85% Tempranillo + 10% unik maturana og 5% graciano -to af de sjældneste druer i Rioja. 18 måneder i eg + 1-2 år på flaske. Set i 2018 med 91p/Guía Peñin og 92p/James Suckling. 
   Ley er rigtig stor, men skiller sig ud ved, at alle vine er fra eget (store) domæne. Huset bor på 400-årigt gammelt benediktinerkloster i Alavesa

Baron de Ley Rioja hvid/rosé... 59,-

Godt KØB + **** (4/5), Føtexindtil torsdag 1.februar

Begge vine filtreres ikke og  lagrer "sur lie", dvs lagrer med resterne fra gæringen, en metode imorteret fra Frankrig -det giver vinen mere aroma og frugt. 

    God hvid af druerne hvid garnacha, viura og ret unikt hvid tempranillo,. En vin med meget aroma, tør, ganske frisk og pænt lang smag. 5* fra Rydberg (forfatter til Spanske Vine) i Ekstrabladet og SpritNyt. 

    Den lyserøde er ren garnacha, lavet af første pres ("Lagríma"). Også god, diskret aroma, fyldig, ganske frisk. Begge nydes unge -helst 2023 eller 22. Nydes ung til en salat.

Kingpin rød/hvid, Spanien... 39,-

Bedste KØB + **** (4/5), Føtex, indtil torsdag 1.februar

Druerne tempranillo og syrah (+ måske lidt cabernet) fra Felix Solis i hjemegnen Mancha, Spaniens og Verdens suverænt største (daglig) vinområde. Vinen sælges som bordvin og har ikke årgang, men huset oplyser, at vin fra køligere (finere) områder indgår i vinen. Vinen "lagres med eg", dvs typisk med egechips i tank eller egestave i tanken under gæring/lagring. Vinene ligner Guv'nor i Brugsen, synes jeg. 
      Uanset hvad er Kingpin både en smuk etiket (der er dygtige designere i Spanien!) og en flot rødvin med indbydende duft, lidt dybde, afrundet, kraftig smag og pæn længde
       Den hvide laves på sauvignon, chardonnay og verdejo. Tør, men rund, fyldig, ren og forbavsende frisk for et varmt klima. Men ikke i klasse med den røde. Foto: Husets museum er original arkitektur. 

Wild Life rød/hvid... 55,-

rød Syrah eller hvid Riesling, Washington USA (tappet i Danmark)

Godt  KØB + *** (3/5), Føtex, indtil torsdag 1.februar
God dagligvin fra staten Washington nord for Californien. 

    Hvid riesling er bedst, en herlig aroma, ganske frisk og med fin syre, som balanceres af lidt  restsødme (kun smagt med anden etiket). 

    Rød har lidt blomme og frugt, men uden særlig karakter, ganske fyldig, også en snert af restsødme.

    Tappet af Globus ved Køge, den største aftapper i Norden (over 100 mill. l/år!). Firmaet ligger ve Køge og tapper lignende Washington vine med andre etiketter (men omtrent samme pris). Her er navne som Upper Case (Brugsen), WNTL? (Coop365), Darkny (Køge Vinkmpagni, Fleggaard mv), Wow (Meny) og nok Rebel (Kjær & SOmmerfeldt). 
    Den hvide riesling er også den bedste i restaurant Det Glade Vanvid (hvor de fleste, måske alle, er fra Globus, forsynet med helt anden etiket).

Cava Codorniu... 55,-

Godt KØB + *** (3/5), Føtex, indtil torsdag 1.februar
Historisk den mest berømte cava (udtal: gah-vá) af alle, og brut er da også ganske ok i en simpel stil, nydelig ren aroma med lidt æbler og urt, tør uden at snerpe, pæn ren, lidt kort smag.  
      Seco er akceptabel, men som semi-seco måske bedst til en frugtdessert. 
    Familien sendte i 1871 en mand til Reims for at aflure, hvordan man lavede Champagne. De lokkede en franskmand med hjem, som i 1872 lavede 3000 flasker brusvin -og den første cava var født. Siden har huset (som i dag ejes af kapitalfond, men har familien med i ledelsen) ikke set sig tilbage -i dag laves 45 millioner flasker cava af druer, en del formentlig hentet uden for Katalonien.  
Smukt slot og imponerende kældre (foto) i klassisk modernista stil, tegnet af Josep Puig (1898), i dag historisk monument.  


Føtex tilbyder også Uni1 "appassimento" (39, 2*), sødladen syditaliener uden interesse for andet end sukkerindhold. Dansk tappet. 

Guigal Cotes du Rhone rød/hvid/rosé... 89,-

**** (4/5), Føtex, indtil torsdag 1.februar
Synes prisen var høj sidste uge i Meny, men Føtex er dyrere endnu, 89, og det er ikke sjovt. 
Når det er sagt, er de 3 Rhone vine gode. Den røde er klassisk grenache-baseret Rhone med dyb farve (fra syrah) og åben aroma (grenache) samt solid fylde. Vil du absolut købe, så gå efter så ung årgang som muligt. Men... Du kan få meget bedre Rhone til denne pris... 
    Og hvorfor køber Salling-gruppen ikke direkte i stedet for at købe hos Philipson

    Guigal er kongen af Cote Rotie, men ikke af Rhone! Pengene til at købe de kostbare "stegte" terrasser tjener på almindelig Rhone, som er god trods produktionen (vi er i fantasillion-klassen). Formentlig udgør hans 5 Roties -til sammen- næppe mere end 1% af husets produktion.  

Southern Comfort whiskey likør... 129,-

35%, *** (3/5), Føtex, indtil torsdag 1.november

En legendarisk likør, født 1874 i New Orléans, hvor "der er party på ethvert gadehjørne". Den skulle have været Janis Joplins favorit, så jeg var glad for den i min ungdom! 
    En sød whiskylikør med nydelig duft af fersken og orange, alkoholen er næppe mærkbar under sødmen. Jeg er ikke helt så glad for den i dag (og du kunne få den til 99 for 2 år siden). 
    Sælges på reklamen: "SoCo & Pizza -1 del Southern Comfort, 1 pizza". Sådan!    

    Skaber Heron brød sig ikke om de sprittede whiskies, som han kunne få i Bourbon street (eneste sted i USA, hvor man må drikke på gaden!). I dag ser likøren lavet i Europa med en moderne (men ikke pænere) etiket. Holdt meget af den gamle med tegningen af et lille palæ og hjuldamper på Missisippi floden. Måske vildledende når likøren er lavet i Europa...

    Til samme pris Bulldog Gin 40% og Pampero Selección Reserva Rom fra Venezuela (129, 3*). 

Jack Daniel "Old no 7" Whiskey.. 169,-

40% Tennessee, *** (3/5), Føtex, indtil torsdag 1.november
I min ungdom (før jeg kunne drikke det), var Jack en temmelig dyr whiskey (med "e"), tæt på sort Johnie Walker i pris. I dag er prisen tættere på anden whisky -og her skal den også være, da den som andre Bourdons er lagret ret kort tid. 
    Jack's er en ret sød whisky med duft af tropisk frugt, vanilje og (ja) cola. Smagen er ret sød og lang, så de 40% ikke fornemmes tydeligt. OK at nyde ung for de fleste, men hvorfor mange vælger at gøre den endnu sødere ved at blande med cola, går ovver min forstand! 
    Jack's er en af de mest solgte whiskies i Verden, men laves sjovt nok i et "dry county" i Tennessee, hvor alkoholsalg/nydelse er totalt forbudt. Whiskien laves mest af maj (med lidt byg og rug), som destilleres én gang sammen med "sour mash" (rester fra tidligere destillation). Den unge spiritus filtreres gennem et 3 meter tykt lag af trækul af brændt løn før lagring i egefade. 
    Jack Daniel har siden 1956 været ejet af Brown-Forman, et megetr stort familiefirma, som ejer en lang række velkendte mærker, bl.a. Diplomatico Rom og Korbel (californisk Champagne) mv.   

18/01/2024

Flot italiensk vin i Brugsen!

I mange år har Fontanafredda været den foretrukne Barolo i Brugsen, og  det kan vinelskere glæde sig over i form af særdeles rimelige priser (især når vinene er på tilbud). 

Fontanafredda er et a de historiske huse, som fik sit ry, da ejeren blev Italiens første konge. I Danmark blev vinen længe solgt af Italiensk Vinhus, før den kom til Brugsen. Fontanafredda får 3* (af 3) af Doctor Wine, velkendt italiensk guide. 

    Den globale pris (i snit) er omkring 400 for Barolo (tilbud 149) og 150 for Barbera og Chardonnay (tilbud 59). 

    Superbrugsen og Kvickly har andre gode tilbud fra Italien. Salice Salentino "Tauro" og Brindisi "Brunda" (40 kr med Coop-app) er begge ex-Irma vine fra gode områder i Puglia. 

    Torre de Lancia "Fuoco" (33,17 v 6) bør købes for pris mere end kvalitet, selvom både rød og hvid er helt ok. Endelig Zinfandel "Epicuro" (50), hvor den økologiske udgave er rigtig god lige som den hvide på druen fiano. 

    Fra Frankrig kan anbefales Laugel Pinot Gris (59) -lav pris for denne fine drue- og Laroche "L" (50), sydfransk vin fra hus i Chablis. 

Bedste KØBFontanafredda barbera + chardonnay - Fuoco rød/hvid/rosé - "L" Laroche chardonnay + pinot noir 

Godt KØB: Fontanafredda Barolo - Laugel Pinot Gris Alsace - Z Epicuro rød/hvidLandgraf Riesling Spätlese - Celeste Ribera del Duero - OPI Barrel Selection rød/hvid - Famous Grouse whisky

uge04/2024


Fontanafredda rød/hvid.... 59,- 

Barbera d'Alba eller Chardonnay Langhe, Italien
Bedste KØB + **** (4/5), Superbrugsen og Kvickly indtil torsdag 1.februar


Altid meget typisk og pålidelig rød 
barbera med rig frugt i næse og mund, plus fasthed og rustik fylde med tanniner skjult af frugten. 

    År efter år en herlig vin, som er perfekt match til solide gryderetter og andet godt. 2021 fik 91p/100 af canadiske Nathalie MacLean. 
    2020 fik 90p/Spectator med ordene: "Though rich and full of black cherry and blackberry fruit, this red is also vibrant and well-defined, with flashes of roasted almond, chocolate and mineral. Balanced, energetic and long". 
    Hvid chardonnay er mere "Cool Climate" end mange: Ingen eg, ren aroma, sprød syre og god stil
    Fontanafredda (foto) er et af de historiske huse i Barolo, ejet af kongen af Savoyen, der i 1861 blev konge af det nye land Italien. Et stort hus (7 mill. fl/år), så langt det meste trods pænt stort domæne købes ind udefra. Både rød og hvid viser et moderne Piemonte til en særdeles rimelig pris. 

    Huset får gr sin prestige og pålidelighed *** (3/3) af Doctor Wine, en rimeligt pålidelig guide grundlagt Cernilli, medstifter af ansete Gambero Rosso. 


Barolo Fontanafredda...  149,-

Godt KØB + ***** (5/5), Superbrugsen og Kvickly, indtil torsdag 1.februar
Huset har stort domæne, men køber masser af druer ind til godt 400.000 fl/år af denne vin. Trods denne mængde en meget flot vin, som er indbydende, men har masser af stamina, der lover en harmonisk udvikling i mindst 10 år. 2018 har fået 91p/100 af både JamesSuckling og WIneEnthusiast, mens 2019 fik 91p/Spectator. 

Fuoco rød, hvid, rosé, kr/fl v 6: 33,17

6 fl. 199, Torre de Lancia, Puglia, Italien
Bedste KØB  + *** (3/5), Superbrugsen og Kvickly, indtil torsdag 1.februar

Mere ok "bread-and-butter" dagligvin end spændende vin. Men det er der plads til oven på en dyr Jul! Og et superkøb, selvom "normalprisen" (79,95) er helt hen i vejret. 

    Den røde er nok bedst -rund, krydret fylde- men den hvide (trebbiano og chardonnay) er ganske frisk for vin fra Italiens hede hæl, mens rosé vinen er gennemsnitsvare, men dog tør! 
    Botter har jeg haft den ære at besøge. Huset er fra 1928 og ligger nær Treviso. De begyndte at sælge på flaske i 50erne, eksportere i 60erne. Kort efter Danmarks entré i EU blev Irma en kunde (til 200 cl basisvin), og lige siden har Coop købt vin her, ret imponerende! I dag eksporteres 90% af produktionen, og den er stor. 
    Dengang som nu kommer husets vine sjældent fra det velhavende Treviso, snarere fra det varme Puglia, hvor huset også har kældre. 

Il Tauro, Salice Salentino... 40,-*

Terre della Brunda, Brindisi ... 40,-*
*: kræver Coop-app.  Riserva, Italien
Bedste KØB  + *** (3/5), Superbrugsen og Kvickly, indtil torsdag 1.februar

Begge nydelige vine med krydret duft, fylde og blødhed- begge baseret på negroamaro, den lille bitre", der giver en lidt mere elegant vin end primitivo. Vinene ligner hinanden, men måske er "Tyren" -Tauro- lidt fyldigere?  
    Salice og Brindisi er to vigtige områder i Salento i Puglia og udgør selve hælen af Italien. Vinene er begge baseret på druen negroamaro (ofte med lidt primitivo og sort malvasia) 
      Som Fuoco er disse 2 vine fra Botter, ved Treviso. De har dog også afdeling i Puglia og skal roses for at levere vine med navn på området, der leverer dem. 

Epicuro "Z" rød/hvid... 50,-

rød Zinfandel + organisk, hvid Fiano, Puglia

Godt KØB + *** (3/5), Superbrugsen og Kvickly, indtil torsdag 1.februar

Rød zinfandel er god: sød bærfrugt + krydret styrke. Fås også som økologisk, som er lidt mindre voldsom i alkohol (14,5), bedre for mig. 
Den hvide laves på Fiano, en god drue, bedst kendt fra Campania omkring Napoli. Denne fra Puglia er bedre køb, nydelig aroma af blomst og pære, fyldig, med fin lille syre. Epicuro laves af huset Femar i Lazio ved Rom. 

Lidt fransk mv

"L" Laroche, chardonnay eller pinot noir... 50,-

Bedste KØB + **** (4/5) Superbrugsen og Kvickly, indtil torsdag 1.februar

Sydfranske vine, der er svære at overgå til disse priser! God ren frugt og friskhed, hvid med nydelig aroma (næsten elegant), rød pæn frugt og ren smag (men kun smagt én gang). rød 2021 fik 5*/6 af Ekstrabladet, mens WineEnhusiast gav rød 2020 88p og hvid 2020 90p/100 (etiket Chevalière). 
    Laroche ligger i Chablis, men har også kælderen Mas La Chevalière (foto) i Languedoc, hvor disse vine er tappet. Huset fusionerede i 2009 med giganten Jeanjean, et af de største huse i Languedoc og Rhône, men bevarede en vis selvstædighed. 

    Brugsen har også en anden serie Cuvée Dissenay pinot noir/chardonnay/rose (6 fl. 299, 3-4*). Jeg foretrækker nu Laroche -og så slipper du for at købe 6 fl. Det må være gammelt lager fra Irma, for hvorfor have 2 serier af så ens vine? Men pæn etiket! 
    Oveni har Brugsen en 3. serie, Louis Reynaud Pinot Noir (45, kræver Coop-medlemskab). Kun smagt én gang, ligner Dissenay, men vil stadig gå efter Laroche! Jeg tror Brugsen bør reducerer antallet af vinserier en anelse (men gerne bevare de mange lækre vine, de også har). 

Laugel, Pinot Gris Alsace... 59,-

Godt KØB + **** (4/5), Superbrugsen og Kvickly indtil torsdag 1.februar

Måske bedste køb, da prisen er lav for "gris". Smagt én gang (i 2022, husker ikke år) - helt ok med ren aroma, tør, frisk og med middel fylde -egentlig typisk Alsace! Den får den 4* pga pris. 
      Laugel er del af giganten GCF, som leverer til alle kæder i Danmark, bl.a. fra Alsace Arthur Metz, Klipfel, Domaines de Colmar og Helfrich (de sidste i Føtex/Bilka). Kvaliteten af vinene er ujævn, for at sige det pænt -GCF leverer over 10% af al Alsace, dvs groft sagt de vine, som de andre ikke selv vil sælge! 

Landgraf Riesling Spätlese... 79,-

økologisk, Rheinhessen Tyskland

Godt KØB + **** (4/5), Superbrugsen og Kvickly, indtil torsdag 1.februar

Den ganske lækre sødlige Riesling Spätlese har overdådig frugt og lækker sødme, som balanceres af sprød syre. Meget flot til et glas i utide eller som apéritif. Smagt i 2018, men i dag er året nok 2019/20. Vingården ligger i Saulheim i Rheinhessen og har 20 hektar med god vin efter økologiske metoder, som laves til vin af det unge begavede ægtepar Katrin og André Landgrafder har fået hele 4* i den respekterede tyske guide, Eichelmann.  

Celeste, Ribera del Duero Crianza... 89,-

Godt KØB + **** (4/5), Superbrugsen og Kvickly, indtil torsdag 1.februar

Set i 2019. Torres er et af Spaniens 2-3 største huse, men det meste er Sangre de Toro, Coronas og andre (+ brandy!). En god vin fra højt liggende vingård i Ribera ved Duero floden. 

    Dyb kirsebær, intens aroma med kirsebær og blommer + lidt lakrids og krydderi. Fyldig, indbydende frugt, pænt dyb, afrundet og lang -en mere kommerciel Duero, men flot lavet

    Vinen gror højt -895 meter, oplyser huset, som dog ikke fortæller, om de selv ejer marken "Cielo", "Himlen", der leverer denne vin. 2016 fik 93p/JamesSuckling, andre ligger omkring 90p. 

OPI barrel selection rød/hvid... 50,-

cabernet sauvignon, malbec eller chardonnay, Argentina

Godt KØB + *** (3/5), Superbrugsen og Kvickly, indtil torsdag 1.februar

Den var også på tilbud til 50 for et år siden, men du kunne få den til 33,34 (v.6) i august, for mig en latterlig pris. Kender bedst malbec, som er fløjlsagtig kraftig, med indbydende duft og lang, poleret eftersmag. Kommerciel, men ikke ligegyldig! Måske er cabernet knap så overbevisende, men jeg har brug for nogle flasker for at være sikker. Chardonnay er også ganske ok, men har ikke smagt den.

De røde OPI er rigtig gode, og denne pris er tæt på det latterlige! Vinene kalder sig "barrel selection", dvs. de har set lidt eg, men det smages ikke.

Spier "Red Note"... 45,-

*** (3/5), Superbrugsen og Kvickly, indtil torsdag 1.februar (tappet i Danmark)
Kunne fås til 35 i november, men stadig god til 45, mens "normalprisen" 120 er useriøs. 
    Mørk, kraftig, fed, med åben rig frugt. Ganske god. Spier leverer store mængder vin til Danmark, de fleste dog i en lidt fersk middle-of-the-road stil. 

      Den røde node er lidt anderledes, da hoveddruen er pinotage, nationaldruen, som er et 100-årigt ægteskab mellem Bourgognes pinot noir og Rhone-druen cinsault.
    Pinotage har mest været brugt til industrivin, men fra gamle, lavt ydende vinstokke kommer nu interessante vine med en egenartet stil -som dog her er blødgjort med Rhone-druen syrah. 

Ripasso "Pagus Bisano"... 79,-

**** (4/5), Superbrugsen og Kvickly, indtil torsdag 1.februar

Egentlig bliver jeg imponeret over amarone, men det varer kort -faktisk kan jeg egentlig bedre lide ripasso (hvor en ung frugtig rød er "passeret" over amarone kvaset), som har lidt mere fylde end de ofte lette rødvine fra Valpolicella. Denne er faktisk god, med ren frugt med kun snert af krydderi. Kunne fås til 59 for godt et år siden. 

Amarone "Pagus Bisano"... 149,-

**** (4/5),  Superbrugsen og Kvickly, indtil torsdag 1.februar

Stod til 129 i 2021, så ikke topkøb trods en "normalpris" på 250. Trods 15% alkohol ret let for amarone (helt ok med mig!). Herlig aroma med svesker og blommer -næsten julet!- fyldig, pænt lang, med en let tør eftersmag, som passer godt til vinen. Jeg vil drikke den, mens den er ung og har hele frugten, men der er fanatikere, der er uenige. 
      Pagus Bisano er del af Valpantena, et stort, men godt kooperativ, der modtager druer og vin fra andre kooperativer, ialt 750 hektar. Cantina di Verona er et andet mærke.

Famous Grouse Scotch Whisky... 99,-

Godt KØB + *** (3/5), Superbrugsen og Kvickly, indtil torsdag 1.februar 

Også Johnie Walker Red til 99. Der er 3-4 "slave" whiskies, der er  LIDT bedre end andre, bl.a. Teacher's, Ballantine's -og Famous Grouse. De er afrundede og frugtige uden den voldsomme karamelsødme, som kan ødelægge en del blends -og igen ikke for sprittede til ikke at drikke ren89p/Whisky Advocate.

    Til samme pris bl.a. Gordon Gin, Captain Morgan (spiced rom-sprit, ikke rom) eller Smirnoff vodka, alle 37,5%, som alle egentlig bør koste mindre end ok whisky.