Søg i 1400 opslag:

24/11/2023

Ædel vin i top, god Oz og herlig argentiner!

Føtex har gode køb! Den "ædle" Toscaner koster 2-3 gange mere på vingården, mens du skal af med dobbelt pris i Tyskland for Pure Malbec.  

Føtex har giver mange priser et hak op efter udskejelserne på den sorte Friday. Men ser du dig lidt for, er der stadig mange gode køb. 

    Og der er et par vine, hvor prisen i Danmark er uhørt lav -som den gamle Vino Nobile Riserva (59), som koster 2-3 gange mere på selve vingården! Eller en Trapiche's gode vine, især Pure Malbec (45), som du kan betale 90-95 kr for i Tyskland! 

    Jeg holder også meget af Wolf Blass Silver Label (59), hvor både rød og hvid er rigtig gode køb. Endelig er der en god pris på Bordón's Gran Reserva Rioja (79). 

    Endelig ok køb som Matsu Picaro fra Toro (79). Flere andre har fået et nøk op i pris, som Banrock Station, Vidal Ventoux og andre. 

Bedste KØB: Vino Nobile Riserva Vecchia Cantina - Wolf Blass Silver Label rød/hvid - Trapiche Pure og Impure rød/hvid 

Godt KØBRioja Bordón Gran Reserva - Havana Club 7 års rom

uge48/2023


Vino Nobile Riserva Vecchia Cantina... 59,-

Bedste KØB + **** (4/5), Føtex, indtil torsdag 30/11

Vino Nobile er en slags "super-Chianti" og var indtil 1950erne dyrere end naboen på den anden side af landevejen, Brunello di Montalcino. 

    Ved "Super-Chianti" forstås, at Nobile Riserva er nr 1, Nobile nr 2 og Rosso Montepulciano nr 3. Først på 4. pladsen kommer Chianti med Toscana rød som nr 5.

    At få Nobile riserva (med mindst 2 år i eg) til 59 er nærmest latterligt, da prisen i kælderen er € 19 (ca 140 kr). 

    Mere modent præg end den normale (gode) Nobile, både i bouquet og eftersmag. Kender ikke årgang, måske 2016. 2015 fik 90p/Falstaff og 17p/Vinum, mens Nobile 2016 (ikke Riserva) fik 92p/Natalie MacLean (til $20 i USA + tax). 
    Kælderen er ved at få rigtig fine ratings uden at være i top. Vecchia Cantina er det ældste kooperativ i Toscana med 700 medlemmer, som har en god del af æren for i 1980 at gøre regionen til Italiens første "DOCG" (DOC + garantita). 

Wolf Blass "Silver Label", rød/hvid... 59,-

Bedste KØB + **** (4/5), Føtex, indtil torsdag 30/11

Rød shiraz-cabernet-malbec har smuk fylde, rund, men med fast greb om smagen, intens frugtig og god længde. ikke ligegyldig. Shiraz fra Langhorne Creek, cabernet og malbec fra McLaren Vale. 

Hvid chardonnay har friskhed, lidt mineralitet og ren, rig aroma. Fra det ret kølige Eden Valley og Adelaide Hills.

      Silver Label, er cuvée fra 2 områder og kan kaldes en "3.vin" til den kostbare  Black Label. Den røde shiraz er fra Langhorne Creek, hvor Wolf Blass lavede sin første vin (1967 Shiraz). 2016 fik 91p/International Wine & Spirit Competition.

      Wolf Blass blev født 1934 i Tyskland, hvor han blev uddannet som vinmager. I 1961 flyttede han til Australien, hvor han opdagede Barossa, som allerede husede mange tyske immigranter - næsten mere tysk end Tyskland! Jeg har mødt ham et par gange -virkelig en karakter, altid iført butterfly og kendt for udtalelser som: "Jeg vil lave vin, der gør svage kvinder stærke og stærke mænd svage" -og "En vin med mere end 15% alkohol burde aldrig kunne få en medalje noget sted i verden". Så meget for Amarone!

Til samme pris Alsace Traber (flere varianter, 59, 3-4*) samt Vidal-Fleury Ventoux (59, 3*), god Rhone, knap så god pris. 

Rioja Bordón Gran Reserva... 79,-

Godt KØB + **** (4/5), Føtex, indtil torsdag 30/11

Ikke helt i klasse med Faustino I eller Ley, men til prisen svær at slå. Middeldyb farve; åben, ganske rig og indbydende bouquet, toner af bær, nød og eg; middel fyldig, lang -en ganske flot traditionel Rioja. 2011 fik bl.a. 92p/TimAtkin og 93p/Andreas Larsson (sommelier, der blev vinkritiker). Den aktuelle Bordón er nok 2013 eller 14. 

      Vinen laves de klassiske Rioja druer, 70% tempranillo, 20% graciano og 10% cariñena, druer og vin fra alle Riojas regioner. Vinen er lagret 18 måneder i små egefade og en tid på flaske. 

      Huset er grundlagt i Riojas første guldalder i 1890 af  hr Anglade fra Bordeaux -som navnet Bordón antyder: "en Bordeaux-mand"- sammen med vinfolk fra Rioja. 

      Der har ikke været Bordeaux-folk blandt ejerne i 100 år, men huset hedder stadig "Franco-Españolas" -den "fransk-spanske" bodega! Huset har i 40 år været 100% ejet af familien EguizábalEr du i Logroño, så besøg huset, som ligger smukt ud til Ebro floden og (trods rasende modernisering) stadig har bevaret god del af sin franske 1800-tals charme! Blandt gæsterne her har været den spanske kong Alfonso XIII og i 1956 selveste Ernest Hemingway.

Trapiche "Pure" rød/hvid... 45,-

rød malbec Pure eller Impure, Pinot Noir eller hvid sauvignon Pure + Sparkling brut, Argentina
Bedste KØB + **** (4/5), Føtex, indtil torsdag 30/11

Disse vine koster 90 kr i Tyskland, så til 45 er det svært at få bedre vine! Alle er rigtig gode køb, især (for mig) den unge Pure Malbec. "Pure" er udvalgte druer fra det fine Uco helt uden lagring i eg. 
      Malbec har åben, overdådig frugt, solid, afrundet fylde og lang smag. Den hvide har god frugt, men har ikke den  præcision og sprøde friskhed som god sauvignon fra New Zealand og Frankrig. 

     Jeg er ikke helt så entusiastisk med Pinot Noir Pure af druer fra det lidt køligere Patagonia. En smart vinhandler solgte engang (overdrevet) Patagonia pinot for "Bourgogne-dræbere" -men du får dog en blød, lidt krydret pinot til en fair pris.  

      Det samme kan siges om Impure, som skal være samme malbec som Pure, men virker lidt fersk trods god fylde og dybde. Jeg er måske forkert på den, for kan se, at den aktuelle 2021 har fået 89p/Decanter. 

    Til samme pris Trapiche Sparkling, enkel brus uden dikkedarer, god til prisen. Nok brut, men du kan smage en lille sødme til sidst. 

    Trapiche leverer god vin trods status som det største vinhus i Argentina. Fra "Oak Cask" (Reserve i andre lande) og op ere de svære at slå. Prisen i Danmark er ekstremt lav. Foto: kælderen. 

Banrock Station Reserve rød/hvid.. 39,-

rød shiraz-cabernet, hvid verdelho-chardonnay, Australien (tappet i England)

** (2/5), Føtex, indtil torsdag 30/11

Kedelig vin i længden, men mange kan lide den simple, let sødlige, krydrede charme! Rød cabernet + shiraz er mørk, kraftig, frugtig, krydret, ikke helt tør (6 g/l). Hvid er lidt sjovere -på druen chardonnay (trist) + verdelho (Madeira-drue) giver en intens aroma, som takket være lidt syre sikrer friskhed. 
      Banrock Station er en af Australiens største vinmarker -dækker 1800 hektar i en blok, hvoraf 600 er plantet med vin. 

Matsu "Picaro", Toro... 79,-

**** (4/5), Føtex, indtil torsdag 30/11

Matsu er japansk for "venten", og den unge vinkælder lavede lækker vin i 00erne, men så har vi ventet lige siden. Vinen har stor fylde og frugt, men grundlæggende en enkel, men charmerende vin. 

      En sympatisk vin med overdådig frugt med masser af bær, som går igen i smagen. Ingen eg, men 2 måneder på tank "sur lie" før tapning. Nyd nu for frugten. Toro ligger lidt til venstre for Rueda og Ribera del Duero, tæt på Douro området i Portugal. 

Fournier Sauvignon Touraine... 79,- 

*** (3/5), Føtex, indtil torsdag 30/11

Ikke klasse som Fournier Fumé, men bestemt ikke ringe. Knastør, men med lidt citrongræs, solbær og grape -sprød og frisk. Let og stilren i finish. En god ledsager til salade nicoise eller endog moules frites. Nyd den inden for et par år.

Havana Club Cuba Rum "7 år"... 159,-

Godt KØB + *** (3/5), Føtex, indtil torsdag 30/11

Et anderldes godt køb end Zacapa "Solera 23", hvor ældste rom er 23 år, men i snit godt 6 år. Ogden må du ofte betale 350-500 kr for. I Havana er hele indholdet lagret mindst 7 år i brugte Bourbon fade (en del endog længere). En fyldig, afrundet rom med rig aroma af tobak, tropisk frugt og krydderier. Og ikke for sød! 91p/Falstaff.

Andre tilbud: 

Wild Life Riesling (49, 3*) fra Washington, god hvid med lille sødme og god frugt og syre, Arche Amarone (119, 4*), ok til prisen, Offley 10 års Port (119, 4*), behagelig, men gå hellere i Brugsen efter Rozès 10 års Port til 99. 
    Desuden Ballantine's Whisky (99, 3*) og Johnie Walker Black Label 12 år (159, 4*).

23/11/2023

Herlig Mosel riesling og 40% på fransk

Druen Riesling er for mig (og en del andre) måske den fineste drue til hvidvin. Riesling kan være et under af aroma, friskhed, sart lethed og fornem syre. Den gør enhver grigio og chardonnay klodset og en arneis eller albarinho bondsk! 

Så derfor er der grund til at hylde Bilka (og Føtex) for deres Dr Pauly vine -både Premium Riesling (p.t. 49,83 v 6) og den raffinerede Sonnenuhr (99). 

Bilka har også andre gode køb + 40% på fransk vin indtil søndag. Her er der et par gode køb. Håber jeg! For det er godt nok svært at finde vine, der ikke i forvejen er på tilbud! Men det er værd at køre en tur til hypermarkedet. Der er Gamay fra Duboeuf (35,40), god Bordeaux (41,40), klassisk Margaux (135) og god Bourgogne (101,40).

    Endelig har jeg listet et par af de bedste køb fra deres festivalavis, som udløber næste torsdag.

Bedste KØB: Dr Pauly-Bergweiler "Premium" Riesling - Tanunda "Matthews Road" - Trapiche Medalla rød/hvid - Baron de Ley Gran Reserva - Portia Ribera del Duero - Faustino I Gran Reserva
Godt KØB: Wehlener Sonnenuhr Kabinett - Arche Ripasso - Peter Lehmann "Portrait" rød/hvid - Ironstone Reserve zinfandel - Amarone Classico Righetti - Stoli vodka 
* Fransk med 40% rabat:  Gamay Duboeuf - Grands Champs Bordeaux - Marsac Séguineau Margaux - Vieux Gadet Médoc - Mercey Hautes Cotes de Beaune

uge48/2023


Dr Pauly-Bergweiler "Premium", kr/fl v 6: 49,83
6 fl: 299, 2022 tør Riesling Trocken (tør) eller sødlig Riesling Kabinett, Mosel, Tyskland

Bedste KØB + **** (4/5), Bilka, indtil torsdag 30.november

"Premium" er hentet fra Mosel (modsat lillesøster Noble House) og har den sprødhed, som køligere klima og skifer terrasser giver til riesling. 
      Foretrækker den tørre "Trocken", som stadig har nogle gram restsødme, som gør smagen godt, som har rigtig meget riesling flint, aroma og sprødhed. Testvinder i Vinbladet. 
    Måske er den sødlige Kabinett lidt for sød for puritanere, men den har herlig aroma og sprød  syre. 
    Etiketten er den samme som vinene fra Dr Pauly's egen vingård, men druerne er formentlig købt ind udefra (derfor den rimeligere pris). 

Til samme pris le Arche Ripasso (6 fl. 299, 3* + godt køb), en kommerciel vin, der ikke gør fortræd.

Wehlener Sonnenuhr... 99,-

2021 Riesling Kabinett, dr Pauly-Bergweiler, Mosel
Godt KØB + **** (4/5), Bilka, indtil torsdag 30/11

Dr Pauly er mest Noble House, ok basisvin på druen riesling. 

    Men nu kan du efter et par års pause få vin fra Pauly's eget 16 hektar domæne. Havde måske foretrukket en Feinherb eller tør vin, men den sødlige Sonnenuhr er også lækker.
    Denne er fra Sonnenuhr, den stejle sydvestvendt skråning lidt nord for Bernkastel. Sonnenuhr's 65 hektar er delt mellem rigtig mange ejere. Hjertet ejes af familien Prüm, som har ganske mange medlemmer, bl.a. Pauly-Bergweiler. Soluret midt på skråningen blev rejst i 1880erne af Jodicus Prüm, en stamfader til Pauly. 
    En lys, let og udadvendt riesling med intens aroma, elegance og smuk sødme, som balanceres af frisk syre. Stadig ung og vil få endnu mere aroma de næste år. 89p/WineEnthusiast og 90p/Falstaff. 

40% på fransk vin indtil søndag*

Gamay, Georges Duboeuf... 35,40*

Bedste KØB + *** (3/5), Bilka, indtil søndag 26/11 (*: 59 -40%) 

Duboeuf er på godt og ondt suverænt det største hus for Beaujolais på godt og ondt. Gamay er druen på Beaujolais, men vinen er formentlig ikke Beaujolais, men måske hentet i det lunere Gaillac ved Toulouse. Men tæt på Beaujolais med herlig frugt og blød fylde med endnu mere frugt -til utrolig lav pris. 

      Er prisen for lav? Ja, for du skal betale 20 kr mere for en dansktappet Maison de Chêne.

Grands Champs, Bordeaux... 41,40*

2020/21, Bedste KØB + *** (3/5), Bilka, indtil søndag 26/11 (*: 69 -40%) 

En mørk, ganske kraftig, lidt rustik, fast og pænt lang -en typisk Bordeaux, men uden det grønne, som i 90erne gjorde Bordeaux trist at drikke. God madvin nu, blødere om 2-3 år. Slottet ligger i Sainte Foy øst for St Émilion og syd for Bergerac. Vinen er tappet af det gode hus Ginestet. 
      Du skal betale 20-25 kr mere for en sydfransker -Jamelles- på samme merlot-drue, som endda er bedre end dansktappet Maison de Chêne, p.t. på "tilbud" til 50 (6 fl. 300). Og det er latterligt! 

Gravières de Marsac, Margaux ... 137,40*

2019, Bedste KØB + ***** (5/5), Bilka, indtil søndag 26/11 (*: 229 -40%) 

En rigtig god Margaux til fair pris. Dyb farve,  forfinet duft, men med fylde. P.t. lidt lukket og tør -giv den 2-3 år. Vinen er en af "2.vinene" fra La Tour de Mons og er også kendt som Marsac-Séguineau, som ejes af vinbøndernes egen bank, Crédit Agricole. 120 er latterlig lav pris for god Margaux i dag 

Vieux-Gadet, Médoc... 53,40

2019, Bedste KØB + *** (3/5), Bilka, indtil søndag 26/11 (*: 229 -40%) 

Médoc er historisk det mest berømte område i Bordeaux. Et bevis på, at ung Bordeaux faktisk kan smage godt! 

      Dyb farve, intens frugt, god fylde og længde -med god tannin, som endnu er ok skjult af frugten. Nok på vej i søvn, så gem den 2-3 år, så kommer frugt frem som bouquet.

      Slottet ligger i det nordlige Médoc ikke mere end 13 km fra Atlanterhavet og omtrent lige så langt fra Gironde floden, dvs. med køligt klima, der kræver topår for at give modne druer. Slottet har i 100 år tilhørt samme familie. En lille overvægt til cabernet-sauvignon over merlot og formentlig ingen eg.

Mercey, Hautes Côtes de Beaune...101,40

2021, godt KØB + **** (4/5), Bilka, indtil søndag 26/11 (*: 229 -40%) 

Du få sjældent en drikkelig Bourgogne til 100, og selvom prisen er gået drastisk op, er vinen stadig en lille perle!  Dyb for Bourgogne, åben frugt af solbær og hindbær, middel fylde, bløde tanniner, ren og frisk! Superkøb i pinot noir! 

      Årgang 2021 er "millesimus horribilis" gr frost, lille høst, mangel på plukkere -alt hvad der kan gøre vinen dyr! Men vinene er faktisk rigtig gode, faste, med god dybde og længde. Har ikke smagt Mercey endnu, men mon ikke den følger i forgængernes fine fodspor. 2019 fik 90p/WineEnthusiast, ganske pænt for Bourgogne, især til denne pris. 

Foto: Mercey er en stor vingård i Rully syd for Beaune. Den ejer 18 hektar i Hautes Côtes de Beaune lidt syd for Santenay. Slottet er meget flot og stammer fra 1400-tallet og er stadig ejet af en Baron Grand de Mercey, som fik titel og penge af Napoléon! Vingården drives separat af Rodet (som ejes af Boisset). 

Et par topkøb fra Festivalavisen: 

Tanunda "Matthews Road" rød... 50,-

rød cabernet eller shiraz, Barossa mv, set i 2020, South Australia

Bedste KØB + **** (4/5), Bilka, indtil torsdag 30/11

Tanunda er et ambitiøst familiefirma, men er vokset så stærkt, at huset i dag må hente de fleste af sine druer udefra. Matthew's Road var en mark i hjemegnen Barossa, men i dag hentes god del af druerne fra Coonawarra og Langhorne adskillige timers kørsel sydpå. Men til gengæld et godt område!
    Set i 2020. Både shiraz (smagt i sommer) og cabernet'en (i ældre år med Barossa druer) er rigtig gode, meget frugtig, fyldig og lang. 2016 fik 92p/WineEnthusiast. 

Trapiche "Medalla" rød/hvid... 50,-

Malbec Maipu 2019/20, chardonnay 2021/22 Uco, Mendoza Argentina

Bedste KØB + **** (4/5), Bilka, indtil torsdag 30/11

Et fund til prisen. Medalla laves i ret små mængder for Trapiche, som tapper 100.000 flasker. Hver dag! 
      Malbec har lidt eg, men er især flot i sin frugt, kraftig og pænt lang, og dejlig allerede. 2019 fik 91p/WineEnthusiast, Aktuelle årgange er nok 2020, som sikkert er lige så god. Druer fra Maipu, 
    Den hvide chardonnay 2019 fik  92p/Parker, mens 2020 og 21 fik 91p/100 af lokale Descorchados. Ikke helt i top, men ufatteligt flot vin til 50! Druerne er fra det højt liggende Uco. 

Baron de Ley, Rioja Gran Reserva... 79,-

Bedste KØB + ***** (5/5), Bilka, indtil torsdag 30/11
Set i 2015. En poleret, fløjlsagtig, lækker vin, god fylde, pæn længde, rig bouquet -jeg kan lide både gran reserva og Baron de Ley generelt. Der er bedre Rioja, men Ley er altid flot, pålidelig -og meget velsmagende. 
      Gran Reserva er tempranillo druer fra finca'en i Cenicero i Rioja Alta (modsat hvad der står på Bilka's web), som lagrer 2 år i små egefade (lige dele fransk og amerikansk eg) og mindst 3 år på flaske. Og så skiller den sig ud ved, at hele høsten er fra eget domæne. 5* + godt køb hos Ekstrabladets Rydberg, der om nogen har forstand på spansk vin. 

Portia "10 meses", Ribera del Duero... 75,- 

Godt KØB + **** (4/5), Bilka, indtil torsdag 30/11

En mørk, magtfuld, men ganske elegant vin, ikke crianza, men lagret 10 måneder i små egefade. Afrundet, flot og lang. 
    Ribera del Duero var engang området med sublime, kostbare vine (og så en masse skuffelser). I dag laves store mængder vin, langtfra alle i superklassen. Denne er i den bedre ende, 2020 har fået bl.a. 92p/JamesSuckling. 
    Portia er en ret ny bodega med 160 hektar vin og imponerende kælder med 3 grene designet af arkitekten Norman Foster. Det ejes af Faustino Rioja, men nyder vis selvstændighed.

Faustino I Rioja Gran Reserva... 90,-

Bedste KØB + ***** (5/5), Bilka, indtil torsdag 30.november

2012. Bilka var måske ikke glade for, at jeg nævnte deres tilbud på 119 på Faustino I, når samme vin stod til 99 i Brugsen. Nu kan vi alle være glade -for den fås i Bilka til 90 i denne uge (i Brugsen varer de 99 til nytår!).   
      Faustino I har en dyb farve med modne nuancer, en indbydende duft med god dybde og modent krydderi, ganske fyldig og lang med god modenhed, som man kan forvente efter 10-12 år. Den "unge"  2012 har fået 93p/Guía Peñin og 90p/Tim Atkin. De ældre 2011 har også 93p/Guía Peñin, mens 2010 fik 94p/WineEnthusiast og 90p/Tim Atkin. 

Peter Lehmann "Portrait" rød/hvid... 79,-

rød shiraz Barossa, hvid riesling Eden Valley, Australia

Godt KØB + **** (4/5), Bilka, indtil torsdag 30/11

Marginalt bedre end Tanunda. Lehmann's Stonewell er en klassiker, og Lehmann var "Baronen af Barossa" indtil sin død i 2013. I dag ejes huset af familien Casella, som har tjent formue på den billige Yellow Tail fra det hede Riverina. Lehmann drives dog selvstændigt, og vinene er ganske anderledes -typisk Barossa! 

     Indbydende vine, behagelige unge. Den røde shiraz er magtfuld, ret krydret/frugtig og blød, mens den hvide riesling er elegant, aromatisk, ret let (11%) og til den tørre side (3,91 g/l). Begge kan gemmes nogle år. 

Ironstone Reserve zinfandel eller chardonnay... 79,- 

Godt KØB + **** (4/5), Bilka, indtil torsdag 30/11

Lodi California. Lidt trættende i længden. Flot rød med fløjlsagtig fylde og krydret duft, som dog har nuancer og dybde. Den hvide chardonnay har jeg ikke haft lyst til at købe. 

    Jeg har aldrig rost Ironstone, sært, da jeg i reglen er glad for familieejede vinhuse, og Ironstone er 100% familieejet og drevet,  grundlagt 1948 og stadig ejet af familien Kautz. Reserve er deres bedre (men ikke allerbedste) vine, og det anføres på zinfandel, at der "kun" er tappet ca. 100.000 flasker, en bagatel for firma, der årligt sælger mange millioner flasker! 

Amarone Classico Luigi Righetti... 99,-

Godt KØB + *** (3/5), Bilka, indtil torsdag 30/11

Denne pris er meget lav for både Righetti (som ligger midt i Classico) og Amarone. Men jeg har fundet den uinspirerende, frugtig og kraftig snarere end bred. rig, men let sødlig frugt uden en god Amarones frugt og koncentration

      Righetti ligger midt i Classico området og ejes af 3. generation af familien Righetti. Her ligger også vingården, men druer købes ind til det meste af produktionen, som er koncentreret om ripasso og amarone.

Stoli 38% vodka... 79,-

Godt KØB + *** (3/5), Bilka, indtil torsdag 30.november 

Nok for gavmildt 91p/WineEnthusiast. Engang var vodkaen russisk (og har været boykottet i USA), men en eksilrusser fik opskriften ud af Rusland, og i dag destilleres den i Letland (mens russeren betaler -lav- skat i Luxembourg og lever livet i London). Alt det for en drik, som egentlig ikke smager af noget som helst. Dvs typisk vodka!