Søg i 1300 opslag:

17/06/2023

Irma: Klassisk Médoc + merlot fra Chianti Classico!

To klassiske Médoc vine er blandt de bedste tilbud i Irma, som også en herlig merlot fra Chianti Classico. Plus herlig "naturvin" og superkøb på hvid viognier hvidvin og de altid gode vine fra Østrig.  

Irma har så mange gode tilbud, at jeg kunne tro, at de vil sikre sig, at vi aldrig glemmer denne kæde!

    Af andre gode køb kan nævnes formidabel rød grenache Mancuso og en flot Scarlet Vine cabernet samt en lidt sjælden Nero de Troia fra Puglia.

    Blandt de hvide er en flot viognier Breuvage, en superklassisk sauvignon Ant Moore samt en blid vermentino Donnaberta. Endelig en ok pris på St Martin Cru Classé fra Provence samt en god Mulata rom fra Cuba. Og meget andet... 

Tilbud billigere end ophørspris! 

Du skal ikke købe vin, hvis din lokale Irma har ophørssalg. Desværre! Typisk lægger de ud med 25% rabat, men det er på normalprisen, og det er sjældent en god pris. 

    Se herunder med Caronne l'Orage. Normalpris 129, dvs. 97 med 25% rabat. I dag skal du blot betale 66,50. Først de sidste par dage kan du få 50%. Men det er vel heller ikke nok!  

    Trist, men sådan er det. Men glæd di over de mange flotte tilbud i Irma disse uger! 

Irma uge 25-26/2023

Bedste KØB: Labat 2018 Haut Médoc - Caronne Ste Gemme "l'Orage" - Fonterutoli "nr 10" Fenouillet, Faugères "Naturvin" - Viognier "le Breuvage" - WinzerKrems GV + BZ - Ant Moore sauvignon blanc 
Godt KØB: Nero di Troia "la Mossa" - Fat Bastard rød/hvid/rosé - Mancuso Garnacha - Scarlet Vine cabernet sauvignon - Mora Negra - St Martin Rosé Cru Classé - Donnaberta vermentino - Dulong Crémant - Rom Mulata "7 år"

Labat 2018, Haut Médoc... 89,-

BEDSTE KØB + ***** (5/5), Irma, indtil onsdag 28.juni

Labat ejes af det fine Caronne Sainte Gemme, og ofte er de 2 vine identiske. Labat 2018 er en klassisk flot vin, kraftig, fast, med rig frugt og god længde -faktisk flot nu efter 4 år, men det haster ikke. Kan se, at en fornuftig kritiker har givet vinen 92p/100.  Irma sælger også Caronne 2018 (249) -jeg vil langt hellere have 3 fl. Labat til samme pris. 

      Caronne Ste Gemme er et historisk slot, som altid har været tæt på 5.Cru, ejet af familien Nony-Borie, en nevø til ejeren af Ducru-Beaucaillou, 2.Cru på den anden side af en bæk. I 2023 er slottet købt af Bernard Magrez fra naboen La Tour Carnet, 4.Cru, så måske lukker Caronne (og Labat) helt. Lidt trist.

Caronne Ste-Gemme "l'Orage", v. 6 fl: 66,50

6 fl: 399, 2016 Haut-Médocnormalt 129
Bedste KØB + **** (4/5), Irma, indtil onsdag 28.juni

Jeg foretrækker nok Labat 2018 herover, men glem ikke denne mere klassisk "stramme" cabernet i den fine årgang 2016. l’Orage er en slags 2.vin fra Caronne, som kan komme fra parcel, der er udsat for hagl ("Orage": uvejr). God dyb farve med let modning, positiv frugt, som er ved at udvikle sig til bouquet med fine noter, afrundet og lang. Formentlig bedre om 2-3 år

Fonterutoli "nr 10", kr/fl v 2: 74,50

2 fl: 149, 2020 Merlot, Toscana Italien
Bedste KØB + **** (4/5), Irmaindtionsdag 28.juni

Mazzei's unikke toscaner på 90% merlot + 10% sangiovese med et år i små franske egefade. Jeg fandt 2017 og 2018 meget flot, men ikke smagt det seneste år. Vinen er beregnet til at nyde ung, mens den har sin rige frugt og en fast, saftig smag. Måske bedre om et år. 
      Markis Mazzei har i over 100 år leveret stor vin i Toscana. Vinen kommer fra det smukke Castello Fonterutoli, ejet af familien Mazzei siden 1435. 
      Irma tilbyder også Ser Lapo Chianti Classico Riserva (129, 5*). Før solgt på tilbud til 89-99, så vent med at købe. Senest set i 2019, som under alle omstændigheder er for ung. Men vinen er en af de bedste Chianti vine, jeg har smagt de senere år.  Vingården har 3 røde stjerner i Gambero Rosso efter mindst 30 3 glas-vine. Slottet (foto) er også hotel. 

Fenouillet, Faugères "Naturvin", kr/fl v 2: 74,50

2 fl: 149, 2021 "Mosaïque" øko, bedste KØB + ***** (5/5), Irma, indtil onsdag 28.juni

Vinen har et år på flaske bag sig, og naturvin skal ikke gemmes. Men vent en ekstrem mørk, men meget frugtig, mineralsk vin med solid fylde, ganske lille krydderi og mere frugt i eftersmagen. Vinen er lavet som naturvin, dvs. uden tilsat svovl og skal derfor nydes ung. Ikke smagt i 2021, desværre! 
      Jeg husker med glæde Fenouillet fra Faugères (pas på: en vingård i Rhone har samme navn) i ældre årgange. Vingården er ganske lille -11 hektar- og ligger på sort skifer i Faugères, et af de fine Crus i Languedoc's bagland, faktisk stik nord for Montpellier. Domænet består af mange små parceller, hvor vinstokkene ofte gror på terrasser (foto). Vinen domineres af syrah (70%) suppleret med grenache og carignan.
      Den ejes i dag af familien Jeanjean, som synes at behandle den med den respekt, dette fine terroir fortjener. Vingården laver flere vine. Topvinen er for dyr, men denne er tæt på. Vinen koster €13 i Frankrig, så 89 er en god pris. 

Nero di Troia "la Mossa", kr/fl v 2: 54,50

2 fl: 109, godt KØB + **** (4/5),  Irma, indtil onsdag 28.juni

Er du træt af Puglia's sødmefulde rip'amaroner, så prøv en af de andre fra Italiens vinhav, f.eks. på den lokale drue, Nero de Troia: Dyb farve, indbydende duft af modne bær, frugtig snarere end krydret, fyldig, silkeagtig og pænt lang. 
      Nero di Troia  har fået mange til at huske Homers "Iliaden" (måske en myte snarere end fakta!): Belejringen af Troja (ca. 1000-1200 f.v.t.) sluttede med den trojanske hest (!). Bagefter nåede Diomedes med andre flygtninge fra Troja til Puglia og slog sig ned ved Ofanto floden med et par  souvenirs fra hjemlandet, bl.a. et par vinstokke. Her fandt druen Nero di Troia sit sande hjemland! 
      Nero di Troia blev før brugt til konsumvin, men nye kloner og lavere udbytte viser, at druen kan levere rigtig god vin. Denne er god og om muligt endnu mere drikbar end Aglianico, som Giordano også leverer en ganske blid udgave af.  

Fat Bastard rød/hvid/rosé, kr/fl v 3: 46,33
3 fl. 139, rød cabernet-sauvignon, hvid chardonnay, rosé syrah-grenache, Frankrig

Godt KØB + *** (3/5), Irma, indtil onsdag 28.juni

Navnet "en fed bastard" oser langt væk af mere design end kvalitet. Og jeg har også før været mere positiv end i dag, hvor jeg stadig mangler at smage den hvide. Engelske Boutinot har skabt stort firma på at lave vine til de kræsne engelske supermarkedskæder -her en fransk vin i australsk stil. 
      Cabernet er mørk, fyldig, med lidt syntetisk, men indbydende aroma og ret blød eftersmag med lille restsødme, som vil tiltale mange. Chardonnay har masser af aroma, fylde, måske lidt for blød for mig, men en god allrounder. Rosé er frugtig, fyldig med masser af frugt i den moderne apéritif-stil. 

Mancuso "Garnacha", Cariñena... 89,-

Godt KØB + ***** (5/5), Irma, indtil onsdag 28.juni

Cariñena ligger ved Ebro floden midt mellem Rioja og Katalonien. Et tørt, varmt område, som skal være fødested for druen garnacha (grenache i Rhone). Men vinene er markant billigere her, men vinmager Jorge Navascuès viser, at området i kvalitet ikke står tilbage for naboerne. En stærk, men afbalanceret vin med åben frugt og god, lang eftersmag med stor friskhed. Kender ikke årgang, men kan se, at 2018 har fået 92p/Parker.

Scarlet Vine cabernet sauvignon... 89,-

Godt KØB + **** (4/5), Irmaindtil onsdag 28.juni

Chile. En meget flot etiket! Vinen smager næsten mere som top-cabernet fra Napa end Chile. Meget dyb, rig frugt med lidt eg og masser af bær, fyldig, men ganske elegant -men i længden lidt trættende. Men indtil da et flot glas. Men kun smagt én gang. 
Kender ikke leverandør, heller ikke vinmager (Andrea Gillet), men vinen skal komme fra gamle glemte vinstokke halvvejs oppe ad bjerg i Maipo dalen. Vinen er lagret 6 måneder i fransk eg. Min eneste anke er 6 g/l restsødme, men det tyder på, at vinen er lavet til det amerikanske marked (men vil også tiltale en del danskere!). 2019: 89p/WineEnthusiast. Ikke så vildt, men til gengæld fik etiketten 92p af WineDesign! Forstås!  

Mora Negra, Argentina... 119,-

Godt KØB + ***** (5/5)Irma og coop.dk, indtil onsdag 28.juni

Bedste vin fra Moras, groet i Pedernal, et meget lovende område i bjergene over San Juan nord for Mendoza, Argentina. Her gror vinen i 1350 meters højde med kølige nætter til at opveje de varme dage. 
      Denne "sorte" vin laves af 70% malbec fra Pedernal og 30% gamle lavt ydende bonarda (en drue fra Norditalien). Druerne høstes og gærer sammen, før de lagrer 15 måneder i små franske egefade.       Ikke smagt, men kendere roser de årgange, jeg har set, bl.a. 2014 med 94p/Descorchados. Imponerende vin, men for mig mere energi og kraft end fine nuancer. 
      Det store Moras hus ejer hele 1100 hektar i San Juan og Mendoza og leverer op mod 10 millioner liter vin/år. I Danmark kender vi mest de mere ordinære Finca las Moras (Fakta, godt køb) og Intocables (Brugsen), hvor en god frugt spoleres lidt af lagring i Bourbon whisky fade.

Flotte hvide og en rosé! 

Viognier "le Breuvage", kr/fl v 2: 49,50

2 fl: 99, Frankrig, Bedste KØB + **** (4/5),  Irma, indtil onsdag 28.juni
Ej smagt, men burde være en nydelig, meget frugtig tør hvid med blød syre og frugt i eftersmag. 2021 har fået et år på flaske, men burde være rig og intens stadig -også god alene uden mad. 
      LGI leverer flere gode vine til Coop's kæder, bl.a. Cuvée Dissenay rød/hvid. Druerne kommer fra Minervois-egnen og gror i tung (kold) lerjord. Druerne høstes tidligt om morgenen, og under gæringen røres der i mosten -omtrent som det sker ved stor chardonnay- for at give mere aroma. 

Winzer Krems, rød/hvid, kr/fl v 2: 54,50

    2 fl: 109, GV Grüner Veltliner, rød BZ Blauer Zweigelt, 2021/22 Østrig 
    Bedste KØB + **** (4/5), Irma, indtil onsdag 28.juni
    Den hvide er bedst! GV grøn veltliner viser, hvad denne drue kan. God aroma, tør, let og frisk -rigtig god madvin uden dybde eller andre dikkedarer. 2021 fik 5* og godt køb i Ekstrabladet. Den røde BZ (blauer Zweigelt)  også god, tør, middelfyldig med ligefrem frugt i duft og smag (kun smagt i 2019). Begge bør nok nydes inden for 2-4 år.
        Krems ved Donau ligger en times kørsel fra Wien på vejen mod Salzburg og München. Hjertet i byen er Stein (foto), en ægte perle med gamle huse, som det er en fornøjelse at slentre rundt. Uden for byen ligger Winzer Krems, lidt af en fabrik med 1200 hektar vin, de færreste i det fine Kremstal. Men vi er i den gode (køligere) del af Østrig, perfekt til hvidvin. 

    Ant Moore sauvignon blanc, kr/fl v 2: 74,50

    2 fl: 149, bedste KØB + **** (4/5), Irma, indtil onsdag 28.juni

    Jeg er mere glad for vinen end etiketten! En klasse eller to over hvid Kiwi sauvignon fa de andre kæder (du kan finde bedre, men det er hos private importører, som ikke henter vinen hos de store huse).  
         Lys, overdådig aroma, sprød, frisk, med snert af græs og grape, ganske fyldig, men med frugt og syre til at holde balancen. Tør, ren og lang smag. 
         Ant Moore kom fra Australien til New Zealand som vinmager i 2002, men begyndte langsomt at købe vinmarker, og vinen er i dag "Estate", og trods de løse regler er al vinen fra egne 4-5 ejendomme fordelt i Marlborough. Metoderne er klassiske, men han lader også vinen lagre sur lie og prøver at undgå klaring og hård filtrering. 2021 fik 91p/WIneEnthusiast, 2020 90p/Spectator, forståeligt nok.

    Saint-Martin, Provence Cru Classé... 119,-

    Godt KØB + **** (4/5), Irma, indtil onsdag 28.juni

    Andre presser sig på, men maleriske Provence leverer stadig det meste rosé i Frankrig. Nogle af de bedste slotte er Cru Classé, en liste over en række slotte, som leverede god vin i 1955. Mange af dem laver stadig god vin 68 år efter -men det er der også andre, der gør, som ikke er klassificeret. 
          Saint-Martin er Cru Classé og skiller sig ud ved at have tilhørt samme familie siden 1740 -og hvor slottet går i arv fra mor til datter! Så det er lige før, denne vin er (en noget tynd formulering!) dobbelt pink, hm!
          Ikke for det, farven er meget lys -ægte "saumon", laksefarvet- og det elsker jeg! Fyldig, frisk og frugtig, med lidt jordbær i duften. Vin på én gang med lethed og smag foruden en overdådig rig frugt.
    Foto: Datter Emilie Perenanda. Slottet virker også som et lille hotel. Slottet ligger lidt nord for motorvej A8 mellem Fréjus og Brignoles.

    Donnaberta Vermentino, Toscana...kr/fl v.2: 59,50

    2 fl: 119. Godt KØB + **** (4/5)Irma, indtil onsdag 28.juni 
    Hvid toscaner fra Lecciaia (en vingård,som leverer bl.a. brunello til Irma), men laves af druen vermentino, en af de bedste i Italien (alias Rolle omkring Nice i Frankrig). Udstyret er ikke i top, men vinen er god, meget rent frugtig,, middel fylde og pænt lang med nydelig syre. God vin til f.eks. salat med lidt balsamico. 

    Til samme pris Mosel Markus Molitor "Assemblage" (89, 4*?), som er riesling blandet med andre druer. Ikke smagt, men formentlig ganske frisk med god aroma. Molitor er både en meget stor (150 ha!) vingård og med stort ry. Vinen kommer formentlig fra husets mindre gode parceller i baglandet. Næppe topkøb. 

    Dulong, Crémant de Bordeaux, kr/fl v 6: 58,17

    6 fl: 349, brut hvid og rosé (tør) eller demi-sec (sød)

    Godt KØB + **** (4/5), Irma og Mad.Coopindtil onsdag 28. juni

    Formentlig identisk med Calvet herover -men stadig ok køb. 
    Rosé er ren og ligefrem, fint brus, nydelig ren aroma, lidt dosage (restsødme) trækker ned for mig, (men gør andre glade!), den tørre brut er ok, nydeligt brus, ren aroma, måske lidt kort (druerne er cabernet og semillon), god syre og pæn eftersmag. God allrounder, så til prisen skal jeg ikke klage -og det gør studenterne næppe heller! 

    Rom Mulata "7 år" Cuba Reserva... 149,- 

    Godt KØB + **** (4/5)Irma, indtil onsdag 28.juni 
    Denne cubaner skiller sig ud fra de store rommærker som Matusalem og Zacapa, hvor en "solera 15" kun har et par dråber 15 år gammel rom -resten er nok 4-5 år gammel! Denne er fulde 7 år så sandt, som der er mange mulatter på Cuba! Laves af melasse, og det gør den mere fyldig end den typiske cubanske rom. 
    Til samme pris også Cognac VSOP Pascal Combeau (159) og Calvados VSOP (159). 

    16/06/2023

    Herlige sommervine fra Portugal til discount-pris

    "Marmeladevine" dominerer massivt hylderne i discount butikkerne, så jeg eer personligt glad, når jeg ser en vin som Aveleda og Loios fra Portugal. Aveleda med lidt sart frugt og små bobler og en Loios med masser af bærfrugt og dog en friskhed i smagen, som du ikke ser i saftbomberne.

    Igen er Netto længst fremme i skoene med den "grønne vin" fra smukke Aveleda i både sprød hvid og frugtig rosé (39) og den altid fine Quatro (45), hvor 4 druer bruges til en rød og hvid af god kvalitet. 

        Men Lidl er med igen i denne uge med den hvide Vredebosch, chenin fra Sydafrika (29,83 v 6) og Loios, god rød og hvid i den lette stil fra Portugal -samt Superb vodka til sommerens drinks. Til en ekstremt rimelig pris (89). 

         Rema1000 har også gode køb, hvor Pasqua's Villa Borghetti (rød/hvid/rosé, 39) er bedste køb fulgt af Bon Négociant (55) fra Sydfrankrig. 

        Og endelig Coop365, som har mange gode takter, men vinene er simpelthen ikke spændende nok, selvom Mateus rosé (35 -samme pris som i Coop og Bilka) og Indomita (35) er rigtig gode køb. 

    Bedste KØB: Aveleda Vinho Verde hvid/rosé - Quatro rød/hvid - Chenin Blanc "Vredebosch"

    Godt KØB: Villa Borghetti rød/hvid/rosé - le Bon Negociant rød/hvid/rosé - Carolina Gran Reserva rød/hvid - Sandhills sauvignon blanc - Loios Alentejo rød/hvid - Superb Voka 42% - Indomita rød/hvid - Mateus rosé 

    Aveleda Vinho Verde hvid/rosé... 39,-

    Bedste KØB + *** (3/5)Netto, indtil fredag 23.juni

    Lidt dyrere end i april (35), men stadig rigtig godt køb. Hvid er lys, let og superfrisk med diskret brus i smagen. Lidt spinkel aroma, til den tørre side uden at være tør, ren, med lille snert af brus -Portugal's grønne vin er altid værd at smage, og denne er ingen undtagelse, lys og let også i alkohol (9,5%) -og superkøb. Nye årgange har fået meget ros, bl.a. 88p/WineEnthusiast til 2021. 


    Rosé "Fonte"
     er bedre end jeg husker den, tør, let, sprød og frisk med diskret, men dog mærkbar frugt. Nydelig madvin eller til glas i utide. Vinen laves af de klassiske røde "Verde" druer, bl.a. Azal og trincadeiro og touriga nacional, som også bruges til Portvin (lidt længere oppe ad Douro floden). 
         Foto: Aveleda er et smukt slot og en stor vingård -og denne kommer tilmed nok fra druer købt udefra! Ejer Sogrape startede med Aveleda, men blev med Mateus Rosé og Portugals suverænt største hus, ejer af huse som  Sandeman, Offley og meget andet, inkl. Barca Velha, den mest berømte rødvin fra Portugal.
          Aveleda er overraskende god for vin, der laves i så store mængder. Sogrape har både gode vinmagere og den nyeste teknologi, som stadig ikke er så udbredt i Portugal. Dvs druerne høstes om natten og får en meget blød presning og en kold gæring i rustfri stål. 

     

    Montgras "Quatro" rød/hvid... 45,-

    Bedste KØB + **** (4/5), Netto, indtil fredag 23.juni

    Quatro er er et mix af 4 druer (som navnet antyder). Montgras har øvet sig på vinen siden 1998. Vinen er rigtig god, og det er prisen også. 

         Rødvin på cabernet sauvignon, carménère og malbec (80%) +  Rhône's syrah (20%). Mørk, kraftig, blød, åben frugt i næsen. Nye årgange har fået høje karakterer (2021 91p, 2020 90p/Descorchados), flot til så lav pris. 
        Den hvide er endog bedre, 50% chardonnay suppleres med viognier,  sémillon og lidt sauvignon fra det kølige Leyda. Tør, frisk, meget fin aroma -en herlig vin alene eller med mad. 

    Masi "Modello", corvina eller pinot grigio.. 50,-

    *** (3/5), Netto, indtil fredag 23.juni

    30 kr i december 2021, 35 i 2022 og i februar 40 kr. Var lige oppe på 50 kr, men det gør ikke 45 til et topkøb, selvom vinene er gode på den enkle måde.
          Den røde er Masi's forsøg på at lave typisk Valpolicella af druen corvina, men hentet uden for denne ret dyre region. Vinen er god, med kirsebær i duft og smag, som er frisk og let. Servér kælderkold. En god ledsager til lettere retter. 

          Den hvide er arketypen på italiensk pinot grigio af druer hentet i hele TriVenezie regionen (som går helt til grænsen til Slovenien!). Tør, let (12%) uden større aroma eller karakter, men til gengæld ren og frisk

    Villa Borghetti, rød/hvid/rosé... 39,- 

    Bardolino rød og rosé, hvid Pinot Grigio, rød LaPaccino, Italien

    Bedste KØB + *** (5/5), Rema1000, indtil lørdag 24.juni

    Den lette Bardolino fra Garda søen er tør, frugtig og ren, ikke kunst, men en behagelig ledsager til en salat eller pizza. Fås også som en letbenet rosé Chiaretto. Den syditalienske Ripasso-type hed før LaPasso, nu ”Paccino”, kun smagt me gammelt navn. Kan få selv en pizza til at døse. 
          Den hvid pinot grigio til samme rimelige pris er bedre end jeg huskede den, med pæn frugt. Det lover godt, at tapperen Pasqua bor ved netop Bardolino. 

    le Bon Negociant rød/hvid/rosé... 55,-
    rød pinot noir, hvid chardonnay eller sauvignon, rosé, Sydfrankrig
    Godt KØB + *** (3/5), Rema1000, indtil lørdag 24.juni
    Har endnu ikke fået smagt disse 4 vine, som andre dog kalder "milde pleasere". Skovenborg fra Vinbladet.dk giver (03/23) både pinot og chardonnay 4*: "Delikat duft af fersken og ristede nødder, generøs gul stenfrugt plus et velafbalanceret fadpræg. Glimrende sydfransk Chardonnay." Den røde ligner en del andre sydfranske Bourgogne-typer, dvs. hindbær i næse og smag, middel fylde, let syre, nydelig friskhed. Fås nu også som hid sauvignon (kunne være god) og rosé. Alle har fået 92p (!) er gavmilde smagesider, lidt voldsomt, synes jeg! 
          "Den gode Købmand" er et mærke fra kooperativ nær Carcassonne (og designer med kærlighed til etiketter fra gode domæner). 
          Som Over There går den røde Bourgogne-drue også sideways i Danmark, hvor den er ved at udradere klassikere som cabernet og merlot. Helt ok med mig, men hindbæraroma og blød styrke kan blive lidt trættende i længden, når vinen som denne kommer fra ret varmt klima ved foden af Pyrenæerne

    Carolina, Gran Reserva rød/hvid... 59,- 

    Rød cabernet-sauvignon og Assemblage malbec/cabernethvid sauvignon, Chile

    Godt KØB + **** (4/5), Rema1000, indtil lørdag 24.juni

    Gran Reserva er 3 trin fra basis, men der er stadig 3-4 trin op til toppen. Bedst er Assemblage, mest malbec fra Cauquenes i Maule, uden kunstvanding, med 8 måneder i eg. Ganske stærk, men ret blid og med god karakter. Cabernet er kraftig, men jeg savner lidt finesse. Den hvide sauvignon er god, ren og frisk, men du kan finde bedre til prisen, synes jeg. 
         Santa Carolina er et af Chiles historiske firmaer (grundlagt 1875 af Luis Pereira og opkaldt efter hustru Carolinaen. Huset er stort, men med 25 millioner fl/år noget mindre end Concha y Toro .
           Huset ligger nær Santiago by og er et meget flot besøg, selvom det blev hårdt ramt af jordskælv i 2010. Jeg har gode minder især om topvinene (Herencia og Reserva de Familia, der fås i væld af udgaver), som jeg drak med glæde i 00erne. Huset er nu åben igen efter covid-19. 

    Sandhills Sauvignon Blanc... 50,-

    Godt KØB + **** (4/5), Marlborough, New Zealand, Rema1000, til lørdag 24.juni
    Kender ikke leverandøren, men vinen er god, med positiv aroma, sprød friskhed, men ikke forfinet. Og godt køb.

    Riesling "Roi Dagobert", Alsace... 59,-

    **** (4/5), Rema1000, indtil lørdag 24.juni 
    Vinen kommer fra kooperativet i Traenheim i det nordligste Alsace -faktisk i samme område, som Laugel, Dietrich og andre mærker i GCF's stald henter deres vin. Men denne vin er tappet af dyrkerne selv -og er derfor som regel bedre. Et ret let, frugtig vin med friskhed og charme. Tør -rigtigt godt køb (også til normalprisen 59).
    Chenin Blanc "Vredebosch", kr/fl v 6: 29,83
    6 fl: 179, Sydafrika (tappet i Tyskland) 
    Bedste KØB + *** (3/5), Lidl, fra søndag 18.juni
    Den hvide Chenin fra Sydafrika er ofte et superkøb, som denne med etiket Vredebosch viser (såvel som forgænger Cimarosa), som har indbydende frugt, sprød, tør og frisk, middel fylde, pæn dybde -meget appetitvækkende og til 30 kr (v 6 fl) svær at overgå!  
    Loios, Alentejo rød/hvid... 55,-
    Godt KØB + *** (4/5), Lidl (fast lavpris)
    Det gode hus Portugal Ramos ligger i Alentejo stik øst for Lisboa nær historiske Evora og er et imponerende sted at besøge. Stil som hypermoderne californisk vinhus -her er intet sparet -og vinene er druetypiske og gode. Loios er en af basisvinene, lavet på lokale druetyper uden cabernet eller chardonnay! 
        Den røde er mørk og middelfyldig, drevet af frugt med frisk syre, godt klaret i det lune klima! Druerne er tempranillo (aragonez) og trincadeira + en snert andre druer. Ingen eg.  
        Den hvide er også supeerfrisk og enkel, med lidt lime og mango, fulgt af frisk syre. Igen lokale druer Roupeiro og Rabo de Ovelha.
    Premium Superb Vodka 42%... 89,-
    Godt KØB + *** (3/5), Lidl, fra søndag 18.juni
    Skal jeg have vodka, vil jeg nok gå med denne, som jeg tror mere på end alverdens fancy mærker og flasketyper. Den er ren og stærk (42% i stedet for 37,5 i Smirnoff og mange andre), destilleret 5 gange (!), så smagen er helt neutral. Og så er prisen rigtig! 
        Den kommer fra det gode destilleri Eckerts i Tholey mellem Trier og Saarbrücken. 

    Indomita rød/hvid... 35,-          
    cabernet-sauvignon, pinot noir, hvid sauvignon, Chile
    Godt KØB + *** (4/5), Coop365, indtil onsdag 21.juni
    Nydelige vine til en meget god pris! Vinene er i den enkle stil, men velsmagende og med nydelig frugt. Pinot'en var testvinder (4*) i BT. Har kun smagt den hvide sauvignon, som var frisk og sprød. Vingården drives bæredygtigt -"sustainable"- som det stolt nævnes på etiket. Men vinen er (endnu) ikke økologisk. 


    Mateus rosé, Portugal... 35,-

    Godt KØB + *** (3/5), Coop365, indtil  onsdag 21.juni

    Samme tilbud som i Brugsen, men stadig et rigtig godt køb! Mateus har altid været en vin for begyndere, men efter 80 år er vinen blevet langt mindre sød end i min ungdom. 

        Den lyserøde har en lidt sødlig, men ellers positiv frugt, middelfyldig, let sødlig (15 g/l), der balanceres ok af boblerne. Meget let drikkelig terrassevin til et glas i utide. 
          Etiketten prydedes af ejerens Casa de Mateus, et eventyrsmukt hus lidt uden for Vila Real i udkanten af Portvinsområdet. Skulle du komme forbi, er både hus og park rigeligt omvejen værd! 

         Mateus gjorde Sogrape til Portugals suverænt største vinhus med penge nok til at købe anerkendte vinhuse som Sandeman, Ferreira, Offley og andre. Undervejs fik vinen ros fra uventet kant: “My only regret is that when I flew around the moon, I wasn’t drinking Mateus” -Borman, den første amerikaner, der så Månens bagside.

           Andre fans set med Mateus i hånd er Steve Jobs (Apple), Graham Nash (Crosby Stills & Nash og Hollies), Jimi Hendrix og gennem næsten 25 år for dronning Elizabeth II. Om vinen hjalp hende til hele 70 år på tronen ved jeg dog ikke!

    Pajar, Verona....  50,-

    **** (4/5), Fakta, indtil onsdag 21.juni

    Coop365 beskriver vinen sådan: "Corvina og rondinella-druer fra området omkring Gardasøen. Druerne har tørret i cirka 20 dage inden presning. 12 måneder på egetræsfade og mindst 6 måneder på flaske" -tjaaa, det er vel, hvad de får oplyst fra leverandøren. Sådan en lille amarone til 45 -jeg gider ikke bruge penge på vinen, men konstaterer, at da Politikens Thomas Ilkjær (ildsjælen!) smagte den for 6 år siden -tilbud 49!- gav han den 4 glas af 6 med ordene: 
    "Fyldig, let sødmefuld vin, hvor de 14,5 pct. mærkes. Toner af modne kirsebær, chokolade og rødt kød. En smule kluntet og rustik, men fin tæthed". Så kan jeg også give 4*.