Søg i 1400 opslag:

21/06/2022

Det er (også) nu, du har brug for Champagne...

Napoleon sagde: "Når du sejrer, fortjener du champagne. Når du taber, har du brug for den", mens Churchill gik et skridt videre, da han skulle have England til at hjælpe Frankrig mod Hitler: 

"Husk, mine herrer -det er ikke bare Frankrig, vi kæmper for: Det er Champagne!"

Vi har brug for Champagne, mens vi venter på sommeren -og fejrer sommeren med samme drik, når den kommer. 

      Du kan nok finde en lejlighed til at drikke Champagne, mens du venter på sommeren -ellers skal du blot citere Oscar Wilde, der sagde: "Kun de fantasiløse kan ikke finde en anledning til at drikke champagne!"

      Nu er Lidl's Comte de Senneval ikke den bedste du kan få, men til 100 kr fås den bestemt ikke bedre. Det samme gælder Rema1000's fine spanske Nuestro og Riesling Alsace -det er godt nok svært at finde bedre vin til 50 kr! Andre gode vine fås i Netto.

Bedste KØB: Comte de Senneval Champagne - Asti Allini Spumante - Cimarosa chardonnay/colombard - Nuestro Ribera del Duero "Roble"
Godt KØBLou Paraïs rosé Alpes Haute Provence - Pasqua Valpolicella Ripasso - Sandhills Sauvignon Blanc - Riesling "Roi Dagobert" Alsace - Aveleda Vinho Verde hvid +  rosé - Masi "Modello" corvina + pinot grigio


Comte de Senneval, Champagne... 99,-

brut, bedste KØB + **** (4/5), Lidl (spotvin, fra søndag 19.juni)

Lidl fik et godt ry for sin Comte de Brismand Champagne, som er billig og god. Afløseren er også ok uden at brillere, desværre. Mangler lidt stil, synes jeg, men er tør og rentsmagende. Men noget af et fund til 99! 

      Comte'n leveres af Burtin, som er del af Lanson-BCC, som er specialist i billig Champagne. Huset er det næststørste efter LVMH (bl.a. Moët & Chandon og Clicquot) og leverer 6-8 gange mere vin end Jacquart/Montaudon, men med kun 57 hektar vin må næsten al vin købes udefra til husets 49++ etiketter. Andre etiketter er de Venoge, Abel Lepitre, Alfred de Rothschild, Besserat de Bellefon, Boizel, Bonnet, Chanoine, Giesler, Gauthier, Philipponat og Lanson. Den årlige omsætning er på knap 2 mia. kr for årligt ca. 13 millioner flasker. 

Asti Allini, Spumante (sød)... 39,-

Bedste KØB + **** (4/5), Lidl (spotvin, fra søndag 19.juni)
Nydeligt brus, intens aroma af druer og en snert blomst, lav alkohol (7%), stor sødme, som dog holdes lidt i skak af boblerne -meget let at drikke og en god ledsager til kransekagen. 

      Den boblende Asti fås fra stort set alle de store huse, fra Martini over Cinzano til Fontanafredda. Vinen er så tæt på industri, som du kommer i vin. Den laves i store mængder af druen moscato, som høstes ret tidligt, laves til sødlig hvidvin, som med ekstra sukker og gær får en hastig andengæring på tank før tapning under tryk. 
      Af samme årsag har jeg aldrig fundet stor forskel fra hus til hus (med et par undtagelser), kun alderen gør en forskel -vinen skal nydes ung, mens den har sin frugt. 

Cimarosa chardonnay-colombard... 30,-

Bedste KØB + *** (3/5), Lidl (spotvin, fra søndag 19.juni)
Vinen er (for mig) bedre end etiketten. Tør, ganske frisk, pæn frugt, middel fylde, lidt syre -god både med og uden vin. Og et rigtig godt køb! Tappet i Tyskland. 

Nuestro, Ribera del Duero "Roble"... 50,- 

Bedste KØB + ***** (5/5), Rema1000, indtil lørdag 25.juni
Ganske udmærket vingård i Fuentecésped ved Duero floden. Vinen har lagret i små egefade -en ganske flot vin, ikke sværvægter, men intens og med flot bærduft (brom og hindbær). Excellent køb. 
Foto: Familien har boet her i 10 generationer, men vingården er ganske ny og egentlig ganske flot, synes jeg. 

Ribera del Duero -farve, frugt og krop

Ribera del Duero ligger langs floden Duero, som løber videre vestpå gennem Rueda og Toro og ind i Portugal, hvor Portvinen gror. Området har historisk altid givet god vin. Vinen gror højt, typisk 600-800 meter og længere mod øst gror Atauta sin vin i over 1000 meters højde! Kolde nætter og varme dage giver druen tempranillo et tyk skind og masser af farve, frugt og krop.
      Meget vin fra Ribera er rustik i smagen, men dagens vin er behagelig og bedre end andre i
til prisen fra Bilka og Coop. Der er langt til topvinene fra Pingus, Vega Sicilia og Atauta, men disse laves også i små mængder, så de kan sælges til skyhøj pris. Men til alt held er der masser af vine til os andre! 

Lou Paraïs rosé, Alpes Haute Provence... 50,- 

Godt KØB + **** (4/5), Rema1000, indtil lørdag 25.juni
Vinen har den rette klare Provence pink farve. Ganske frugtig, men ligefrem pink med let sødme i duft og sprød, ret tør eftersmag. God madvin. 
      Vinen er en IGP (landvin) fra Pierrevert området i det øvre Provence. Den laves af det store hus Bréban i Brignoles af grenache og syrah + en balance af cinsault. Herlig apéritif, men også god til en grillet fisk. Nydes ung -og så har den (hurra) skruelåg, som beavrer frugten.  

Pasqua, Valpolicella Ripasso... 55,- 


Superiore, godt KØB + **** (4/5), Rema1000, indtil lørdag 25.juni
God ripasso med åben frugt og pæn fylde uden sødme. Kommerciel og nydelig. 

Pasqua er et af de historiske huse ved Verona, som stadig ejes af familien (Pasqua). De er vokset ganske voldsomt de senere år -husker dem, da det var Skjold Burne, der solgte vinene. I Dag laves omkring 14 millioner flasker om året (pinot grigio, men også lidt vin fra Puglia, uha, samt en Morago, (endnu) en Appassito, suk) -og så amarone og ripasso, som er de faste vine.

Huset er et besøg værd, hvis du en dag tør vove dig til Norditalien! Rundt om kælderen -ganske flot- er der en smuk park.

Sandhills Sauvignon Blanc... 50,-

Godt KØB + **** (4/5), Marlborough, New Zealand, Rema1000, til lørdag 25.juni
Kender ikke leverandøren, men vinen er god, med positiv aroma, sprød friskhed, men ikke forfinet. Og godt køb.

Riesling "Roi Dagobert", Alsace... 50,-

Godt KØB + **** (4/5), Rema1000, indtil lørdag 25.juni 
Vinen kommer fra kooperativet i Traenheim i det nordligste Alsace -faktisk i samme område, som Laugel, Dietrich og andre mærker i GCF's stald henter deres vin. Men denne vin er tappet af dyrkerne selv -og er derfor som regel bedre. Et ret let, frugtig vin med friskhed og charme. Tør -rigtigt godt køb (også til normalprisen 59).

 

Aveleda, Vinho Verde hvid/rosé... 39,-

Godt KØB + **** (4/5), Netto (spotvin)
Hvid er lys, let og superfrisk med blidt brus i smagen samt sprød syre, der balancerer den markante sødme (15 g/l) -Portugal's grønne vin er i reglen et godt bekendtskab, og denne er ingen undtagelse. Druerne er loureiro og albarinho (alias albariño på den anden side af Lima floden) + små mængder af andre druer.  2019 fik 86p/Parker. 

Rosé -er den klassiske vinho verde (som også rød, i dag en raritet), pænt frugtig i Provence-stilen, ret tør (5 g/l), med markant syre og friskhed med lidt fizz i eftersmagen. Jeg kan lide den mere end Parker, der gav 85p til 2019. 

     Foto: Aveleda er et smukt slot og en stor vingård, som ejes af Sogrape, Portugals suverænt største vinhus, som startede med Aveleda, men har tjent deres formue på Mateus og brugt den på opkøb af andre vinhuse som Sandeman, Offley, Ferreira og rigtig meget andet.
      Det meste købes ind fra andre vinbønder og laves i huset gigantiske kældre af Manuel Soares, som i dag har fået assistance af celebre Denis Dubourdieu, vinmager og specialist i hvidvine fra Bordeaux. 
      Med så store mængder er kvaliteten ikke i top, men jeg finder stadig Aveleda god -af og til bedre end mange vine til langt højere pris -måske fordi Sogrape har både gode vinmagere og den nyeste teknologi, noget, som desværre ikke er så udbredt i Portugal. 

Masi "Modello", corvina eller pinot grigio.. 39,-

Godt KØB + *** (3/5), Netto (spotvin)
Den kunne du købe til 30 kr for 6 måneder siden, så her har vi inflation på 30%, som russerne vel ikke skal have hele skylden for! 
      Masi er mest kendt for CampoFiorin og Amarone, men huset leverer over 12 millioner flasker/år, knap halvdelen er fra Veneto, som omfatter hjemegnen Valpolicella (som leverer de 400.000 flasker Amarone). 

      Modello er husets basisvin, den røde et forsøg på at lave typisk Valpolicella af druen corvina, men hentet uden for denne ret dyre region. Vinen er god, med kirsebær i duft og smag, som er frisk og let. Servér kælderkold. En god ledsager til lettere retter. 

      Hvid Modello er på godt og ondt arketypen på italiensk pinot grigio. Tør, let (12%) uden større aroma eller karakter, men til gengæld ren og frisk. Druerne må hentes i hele TriVenezie (fra Verona indtil Slovenien).

19/06/2022

Klassisk hvid fra det kølige Galicien!

Spanien har kun to hvidvine i verdensklasse. Hvis du ser det på afstand og skal bedømme det groft: Rueda med den fine hvide verdejo og Rías Baixas fra Galicien med den fyldige albariño. 

Albariño (udtal: ""alvarinjo") kan du få i mange udgaver. De bedste er i verdensklasse med en elegance og længde, som overgår deres ofte rimelige pris. Mens mange skuffer fælt -men det er der også masser af Meursault, der gør! 

Pulpo fra Føtex er rigtig god, men bestemt ikke verdensklasse. Men til gengæld fås den til en særdeles rimelig pris! 

I Meny kan jeg anbefale Coro Sur's flotte 20 Barrels, en af husets store vine. Men prøv også den flotte Castillon, en rosé fra Bandol, som for mange leverer Frankrigs fineste rosé. Og så er der igen tilbud på Peter & Peter, som er riesling med eller uden sødme fra Mosel -til en rigtig god pris. 

FØTEXBedste KØB: Albariño "Pulpo" Rias Baixas 
Godt KØB:  Tanunda "Triathlon" rød/hvid  - MontGras "De Vine" rød/hvid/rosé - Salentein "Barrel Select" rød/hvid
MENYBedste VIN: - Cono Sur "20 Barrels"

Pulpo Albariño, Rías Baixas ... 49,- 

Bedste KØB + **** (4/5), Føtex, indtil torsdag 23.juni 

Set på afstand har Spanien kun 2 regioner med hvid i verdensklasse: Rueda med fin verdejo og albariño fra Rías Baixas i Spaniens blæsende, kølige Galicien. Her er du også tæt på Sct.Jakobs grav, målet for camino'en, som starter i (bl.a.) Maribo og går gennem Europa til domkirken i Santiago de Compostela (foto). 

      Der er stor forskel på albariño (udtal: "alvarinjo"). Både t i pris (mange er temmelig kostbare). Og mange skuffer også (men det kan en Meursault også!). 

     Pulpo er flot til prisen -rig aroma af blomst og frugt, tør, let til middel fylde, pæn længde.  Vinen får 89p/Guía Peñin (årg. 2019 og 20) og 5*/6 i Politiken (årg. 2019). Meget flot for så billig en vin! 

      Vinen leveres af Pagos del Rey, den gode afdeling af giganten Felix Solis i Mancha området. 

Tanunda "Triathlon", frit valg, kr/fl v 6: 46,50

6 fl: 279Rød grenache-shiraz-merlot eller  cabernet-shiraz-merlot, hvid chardonnay eller rosé, South Australia

Godt KØB + **** (4/5), Føtex, indtil torsdag 23.juni 

Triathlon" er lidt dyrere, men også bedre end basisvinen fra Tanunda. Den historiske vingård ligger i Barossa, men henter i dag god del af vinen uden for denne berømte region. Vinene er blends af 3 druer (deraf navnet Triathlon) og druerne er bedre. Tappet i England. 

      Rød grenache-shiraz-merlot:  et Rhône/Châteauneuf-blend af grenache og shiraz med merlot som outsider. Rund, stærk, men ret blød. 
      Rød cabernet-shiraz-merlot: Mørkere i farve -cabernet fornægter sig ikke- en snert mere fylde og lidt dybere tone i næsen og lidt mere struktur. 
      Fås også som Rosé (grenache + lidt shiraz) og chardonnay, begge uden større interesse (3-4*). 

MontGras "De Vine", rød/hvid/rosé, kr/fl v 3: 41,67

3 fl: 125. Reserva, rød pinot noir, cabernet-sauvignon, carmenère, hvid chardonnay eller sauvignon, rosé "Early Harvest"
Godt KØB + **** (4/5), Føtex, indtil torsdag 23.juni 
"De Vine" er rigtig god til prisen og kommer fra gode druer i nogle af Chiles bedre områder, typisk det havnære, kølige Leyda for hvid og det lune Colchagua for rødvin. Etiketten viser et vinblad og vil muligvis vise, at vinen kommer fra vinplanter. Kun en lille del af vinen er lagret i eg (kun 10% af pinot'en!), og det er nok godt det samme! 
      Cabernet fra det lune Maipo, Colchagua og naboer er god med frugt og fylde, som også de hvide, korrekt+ chard og en flot sauvignon fra det kølige Leyda. 

Salentein "Barrel Select", rød/hvid... 79,- 

rød malbec, cabernet-sauvignonpinot noirhvid chardonnay, Argentina
Godt KØB + ***** (5/5), Føtex, indtil torsdag 23.juni 

Det er et stykke tid siden, der sidst har været tilbud på Salentein, men husker stadig et godt tilbud på 50 kr, så 79 kr kan ikke imponere, selvom det er en god pris for en seriøs vin. 

      Vingården ligger i Uco (som også Clos de los Siete) og har 850 hektar af de højest liggende vinmarker. Familien Pulenta (der var pioner for Argentina med Trapiche) ejer vingården sammen med en hollandsk entreprenør.  
      De røde er bedst i en mere mineralsk stil end normalt i Argentina -her er markant tannin, men også meget frugt, røg og længde. Jeg finder cabernet og merlot omtrent lige gode, men måske lidt mere blomme og dybde i duften i malbec. 
      Ikke smagt: Pinot (2019 har fået 91p/Tim Atkin) og hvid chardonnay (90-91p/Tim Atkin i nye år). 
      Foto: Kælderen er et under og skal være en af de flotteste i landet -intet er sparet!- og har man tid, er der også hotel og restaurant. 

Ch. de Castillon, Bandol rosé... 99,95 

økologisk, Godt KØB + ***** (5/5), Meny, indtil torsdag 23.juni
Historisk anset for bedste rosé (med Tavel). En sart aroma, men distinkt og fin, smuk lys rosa farve og en smag, der fylder munden op uden at dominere -og slutter af med frugt og syre. En årgang fik 5* af JP. 
      Bandol er nærmest "Grand Cru" i Provence og kommer fra malerisk lille område 12-15 kilometer øst for Marseille, nærmest i halvcirkel rundt om havnebyen Bandol (som nok er mere turisme end fisk i dag!). Castillon er et mærke fra Bastide Blanche, et af de meget fine slotte.

Peter & Peter, riesling, pinot noir eller rosé.. 49,95

Bedste KØB + **** (4/5), Meny, indtil torsdag 23.juni

Hvid riesling fra Mosel's "Steillage","feinherb", dvs. halvtør, med ganske nydelig duft og nydelig syre, Trocken er tør uden at overdrive, med en lille snert af grønt, dvs umodne druer, men stadig absolut drikbar og et superkøb. 
      Rød pinot fra det lune Pfalz er pæn uden at være prangende, lidt fersk, men til prisen absolut godt køb. Rosé vil jeg undgå, måske uretfærdigt. 
       Peter & Peter er husvin ved den store Mosel musikfestival med en lang række koncerter i juli og august langs hele Mosel fra Koblenz til Trier (mange dog i Bernkastel). 
      Vinene laves af ZGM (Zimmermann-Graeff-(Rudolf) Müller) i Zell, et af Tysklands største vinhuse, som leverer store mængder vine til alle kæderne. Garvede læsere vil kende den hyggelige by Zell fra "Schwarze Katz", men i dag leder man i reglen forgæves efter en sort kat! (foto). 
       Jeg ved ikke hvem den anden Peter er -men husets chefvinmager er Peter Griebeler. Han er barnefødt ved Mosel, men har arbejdet flere år i bl.a. Californien og Østeuropa og siden 2005 for ZGM. 

The Wanted Zin, Zinfandel, kr/fl v 2: 55,-

2 fl: 110, rød og rosé Zinfandel, hvid chardonnay, Puglia, Italien 

*** (3/5), Meny, indtil torsdag 23.juni
Prisen eer steget noget på denne vin, som mange vil elske med bløde fylde og krydrede, let sødlige drueduft og en "fabrikeret" kort smag uden kanter
      Primitivo modner tidligt og i rigelige mængder. Indtil 90erne blev den solgt til vermouth hos Martini & Co Torino, men i dag er den kommet til ære og værdighed helt legalt som zinfandel og leverandør af Amarone-lookalikes til lav pris, ofte tappet i Norditalien.  
      Wanted laves af Orion i Trentino nord for Garda-søen, et ungt hus (2010) med vinmagere, som rejser rundt i hele Italien og laver vin i andres kældre -mærker som Wanted (i 5 varianter), Premo, Zensa (alle i Meny) + andre mærker hos andre vinhandlere. Alle i samme meget kommercielle stil. 
       Jeg er ikke vild med massevine som disse, men må indrømme, at de er god til deres arbejde! 

Cono Sur "20 barrels"... 110,-

Pinot Noir, cabernet-sauvignon eller hvid chardonnay, Chile

Bedste VIN + ***** (5/5), Meny, indtil torsdag 23.juni

"20 Barrels" var oprindelig den bedste vin fra (du gætter det aldrig)... 20 fade! Dvs 6000 flasker. I dag tappes -af pinot'en alene- 100.000 fl/år. Et tegn på, at huset er vokset! Men med 30 millioner fl/år er vinene relativt "limited production", som etiketten fortæller! Og der er kommet to endnu finere serier end de 20 fade. Men stadig stor vin, som kan konkurrere med langt dyrere vin fra Californien eller New Zealand. 

      Pinot noir -er specialitet hos Cono Sur. Huset er unikt ved at producere mere pinot noir end anden rød. Pinot kommer fra det kølige Casablanca, og vinen laves på traditionelle Bourgogne-metoder, blot med kulturgær. Vinen gærer i åbne kar som i Bourgogne, men der er noget mere eg (85% ny fransk eg til 80% af høsten). Robert Parker er begejstret for 2018, som får hele 93p/100.

      Cabernet-sauvignon er også meget flot fra Maipo, magtfuld og lækker. 2017 fik 92p af Parker. Chardonnay fra Casablanca er ret frisk, fyldig og lang, men mangler det sidste for mig. 2018 får dog 91p/Parker. Kender ikke aktuelle årgange af vinene. 

Marques de Riscal, Rioja Reserva... 99,95

2016/17, ***** (5/5), Meny, indtil torsdag 23.6
Prisen er noget højere end normalt, men stadig et ok køb. Et ikon, den oprindelige klassiske Rioja i Bordeaux-stil, først skabt i 1858 sammen med en vinmager fra Bordeaux. 
      Ganske fast, lidt lukket næse, men indbydende og rig, middel til stor fylde, pænt lang smag. Men... den mangler lige det sidste for at være helt i top. Giv den 2-4 år. 2016 fik 92p/Tim Atkin. Baron de Ley og Faustino I er måske bedre, men...  uanset hvad skal Riscal have 5*. 

      Vinen blev så populær, at markis'en måtte vikle ståltråd om flaskerne for at sikre sig mod forfalskninger. Det er næppe nødvendigt i dag med 5 millioner fl/år fra 500 hektar domæne + druer fra 1000 hektar på kontrakt, som købes af den nuværende markis... God klassisk Rioja (93% tempranillo, 7% graciano, 2 år i eg + 1 år på flaske før salg.