Søg i 1300 opslag:

27/02/2022

Solid spansk og flot Bordeaux!

Lidl's billige Rioja (28 kr!) sætter en tyk streg under, at Spanien nok er det bedste land for tilbudsjægere. Vinen smager faktisk godt og meget bedre end lignende vine fra Chile og Italien. 

Og så er der Arestel, ganske ok brus til bare 35 kr. Du får næppe en Prosecco til 35 -og slet ikke godt brus på Champagne metoden. Her skal du væsentligt længere op i pris..

Men vi er nogle, der gerne ofrer mere på vinen -og her er Frankrig stærk med Recougne, en ganske flot Bordeaux, samt Piécaud, en god Rhone -begge fra Meny. 

Bedste KØB: Cepa Lebrel Rioja, Cava Arestel, Recougne Bordeaux
Godt KØB: Siglo "Saco" NavarraHardy's Stamp rød/hvid/roséFalesco "Falconieri", Piécaud Plan de Dieu Rhone, Cotes du Rhone "Vieille Vigne", Tanqueray Gin 43,1% 

NB: Send din email-adresse til mig! Så får du appetitvækkere 3-4 gange/uge. 

Cepa Lebrel, Rioja, kr/fl v 6: 28,13

6 fl: 169, Bedste KØB + **** (4/5), Lidl, indtil lørdag 5.marts

Ret imponerende! En nydelig egefri Rioja 2020 med positiv bærfrugt, en snert krydderi, middel fylde og ren, afrundet eftersmag med mere moden frugt. Den er bestemt et godt køb til 40 kr, men et fund til under 30!  
      Lebrel er Lidl's eget mærke fra Rioja, som (i år) leveres af Isidro Milagro, der ligger i det nedre (varmere) Rioja. Har kun smagt et par af Lebrel vinene, men husker en god reserva og en ren graciano. 

Tempranillo, la Mancha, kr/fl v 6: 28,13

6 fl: 169, *** (3/5), Lidl, indtil lørdag 5.marts

Årgang 2019. God til prisen, men slet ikke i klasse med Rioja'en. Pæn farve, neutral aroma, middel fylde, rund -lidt fersk og uden spræl. Hverken værre eller bedre end lignende vin fra Chile og Argentina.

    Lidl har "Spansk Uge", dvs pallevis af 11 måneder gammel Serrano skinke, olivenolie fra Trás os Montes (dvs. fra ét område, som dog er i Portugal, men 40 kr lyder den som superkøb for 75 cl olie med DOP) og en brandy (reserva, 99), som jeg dog ikke har lyst til at ofre penge på.

Cava Arestel, Brut... 35,-

Bedste KØB + *** (3/5)Lidl, indtil lørdag 12.marts
Den koster €5 i Tyskland, så du behøver ikke køre sydpå! På etiketten står ”Metodo Tradicionál” -et andet ord for Champagne-metoden. Meget ung og frisk stil, lidt æble og citrus, ikke knastør.
      Lavet af ARSA Sant Sadurni d'Anoia, der leverer cava til Lidl i hele Europa. Slet ikke ringe, men synes etiketten er lidt trist, siger jeg som mangeårig etikette-fetichist (men Fruen mener noget andet!). De burde konsultere danske designere for en pæn etiket. 

Siglo "Saco", Navarra crianza... 40,-

Godt KØB + **** (4/5), Faktaindtil onsdag 2.marts  

Det bedste ved vinen er historien! I 90erne var "Siglo Saco" i nogle år den mest solgte Rioja i Danmark, måske pga. sækken, der gjorde flasken nem at genkende. Nu er den tilbage -men ikke længere som Rioja, men som Navarra (hvor familien Manzanos er 3. størst). I alle andre lande er vinen stadig Rioja. Sært! 
      Siglo var et mærke fra huset Age, et af de historiske huse i Rioja (Siglo = århundrede). I løbet af 1900-tallet blev Age overtaget af Domecq fra Sherry, som siden undergik en masse fusioner. Siden blev det solgt til Pernod-Ricard (pastis og bl.a. Jacob's Creek), som for nogle år siden solgte til Manzanos fra Navarra, som i løbet af de sidste 10 år også er blevet et stort hus i Rioja. 
      En nydelig vin, poleret og civiliseret med tilpas frugt og ren, afrundet eftersmag. Den mangler måske lidt personlighed, men hvor meget kan du forlange til 40? 

Hardy's Stamp rød/hvid/rosé... 35,-

Godt KØB + *** (3/5)Faktaindtil onsdag 2.marts 

Hardy's er et traditionsrigt hus (1853), som er en væsentlig del af Accolade, Verdens største vinhus. Der er stadig en Hardy med i huset, men næsten alle vine er præget af industri. Stamp vinene blev præsenteret på Verdensudstillingen i Brisbane 1988. 
Ret ligegyldige, men ok vine, hvis eneste berettigelse er den lave pris og en tør smag, der gør dem drikbare. 

Recougne, Bordeaux Supérieur...  59,95

Bedste KØB + ***** (5/5)Meny, indtil torsdag 3.marts
For mig en af de bedste såkaldt "almindelige" Bordeaux'er, som let kan måle sig med ganske meget Saint Émilion og Graves (og jeg elsker også etiketten med det røde segl midt på). Navnet kommer fra latin, "Terra Recognita", så selv romerne har måske rost vinen herfra!   

      Set i den fine 2018, men uanset årgang en mørk, kraftig og fast vin, men aldrig hård, præget af moden merlot, rig parfume og god længde. Den er flot efter 5 år, men kendt for at kunne leve op til 30 år
      Slottet ligger i Fronsac -i øvrigt ikke langt fra det fine Mayne-Vieil, dvs. heller ikke langt fra Pomerol- men kommunegrænser gør, at vinen må nøjes med et beskedent navn til glæde for os, der foretrækker kvalitet og pris frem for fint navn. 
      Ejeren er familien Milhade, som også ejer bl.a. Lyonnat i Lussac St. Émilion. Huset har egen bødker, så vinen ser en del eg. 

Falesco "Falconieri", Umbria, kr/fl v 3: 66,67

3 fl: 200, godt KØB + **** (4/5), Meny, indtil torsdag 3.marts 
Falesco er et stort firma i Umbria mellem Toscana og Rom, som ejes af familien Cotarella, hvor Riccardo Cotarella har fortid som en af Italiens vigtigste vinrådgivere. Falconieri laves af montepulciano druen ammen med Bordeaux' cabernet og merlot. En del af vinen egelagres. Ej smagt, men det lyder godt! 

Piécaud, Plan de Dieu, Rhone Villages... 79,95

Godt KØB + **** (4/5), Meny, indtil torsdag 3.marts 
De stærke vine på grenache druen er med rette blandt de mest populære i Danmark (desværre er Rip'Amarone vinene endnu mere populære!). Piécaud viser hvorfor med sin intense frugt af bær og urt og styrke (15,5%), men også blide smag

      Plan de Dieu er det flade, vindomsuste land mellem Orange og Cairanne. Navnet "Pié Caud" er en forvanskning af Pied-Chaud -"Varme Fødder"- og navnet har vinen, fordi vinstokken er plantet i rullesten, som suger solens varme til sig om dagen og varmer vinstokken op om natten. 

Cotes du Rhone "Vieille Vigne", kr/fl v 2: 50,-

Godt KØB + **** (4/5), Meny, indtil torsdag 3.marts 

Samme kooperativ Cellier des Princes leverer også denne vin, som er en god daglig grenache med god frugt og positiv fylde. En god vin tl prisen. 

Tanqueray Dry Gin 43,1%... 109,-

Godt KØB + **** (4/5)Nettoindtil fredag 4.marts  

En lækker gin med ren smag, rig aroma -og med 43,1% alkohol perfekt til en G&T (eller Dry Martini osv). Alt for meget gin holder desværre 37,5% og vil udtynde en færdig cocktail. 
       Tanqueray er en af de historiske ginmærker (1838) og nok det mest solgte ginmærke med årligt 36 millioner flasker. Nu om dage destilleres den som mange fancy ginmærker i Skotland -men det er helt ok, da London Gin må destilleres hvorsomhelst (også i Danmark), blot den er tør. 
      Netto tilbyder også 2 vine i den let sødlige ende af spektret -Golden Zin (6 fl. 199, 3*, California, dansk tappet) og Orso d'Oro (rød/hvid, 45, 4*), italiensk Puglia i den sødlige stil på supertung flaske. Ikke min smag. 

26/02/2022

Når selv ABC anbefaler chardonnay

Når Californien leverer mere chardonnay end selv hjemlandet Bourgogne, og du kan smage søvndyssende chardonnay fra ethvert land i Verden, så hører du hjemme sammen med mig i ABC (Anything But Chardonnay). 

Indtil du smager Montagny, der i lommeformat viser, hvorfor du engang kunne lide chardonnay. En klassisk Bourgogne! 

Du kan bestemt finde bedre Bourgogne end Montagny, men ikke til 69! Topkøbet i Føtex er ellers den gode Hécula fra det lille Yecla en times kørsel fra Alicante, men jeg anbefaler også gerne de letbenede Arche vine fra Garda-søen...

Bedste KØB: Montagny "la Burgondie", Hecula Organic Yecla, Le Arche rød/hvid/rosé, 

Montagny "la Burgondie"... 69,-

Bedste KØB + ***** (5/5), Føtex, indtil torsdag 31.marts
Lys, ren aroma, fersken og lidt citrus/smør, middelfyldig, balanceret syre, god stil og længde -en chardonnay fra Bourgogne tappet på ejendommen. Og det er vigtigt i Bourgogne, hvor al vin kan sælges. Også den dårlige og -værre endnu- den forfalskede, som desværre også ses i den billige ende ikke mindst i Danmark. Set i 2018, forgænger 2017 fik 90p/Vinbladet og 5*/5 i SmagpåVin. 
      Cave de Buxy har så langt det største areal i Montagny, et lille Cru i Bourgogne mellem Meursault og Mâcon. "Burgundie" er et salgskontor, som betjener denne kælder såvel som Chablisienne i Chablis og en kælder i Mâcon. 

Castaño "Hecula", Organic Yecla, kr/fl v 6: 33,17

6 fl: 199Bedste KØB + **** (4/5), Føtex, indtil torsdag 3.marts,

Set i 2019. Navnet Hécula -Herkules på spansk- antyder stærk vin! Et godt køb til en kold aften. En mørk, kraftig bulderbasse, fyldig, men afrundet med fint krydret duft. For fanatikere måske for civiliseret og kommerciel. 
      Knap så forfinet som Castaño's Colección (netop nu i Bilka), og for nogle endog bedre. Hécula har været en af husets mest kendte gennem 20 år, men er fra 2018 blevet økologisk (ret nemt i de tørre, vindomsuste bakkedrag syd for Alicante). Vinen er lagret i små egefade 6 måneder og tappet uden filter. 5* i Gastro sept 2021.

Baron de Ley, Rioja Reserva... 69,-

Godt KØB + ***** (5/5), Føtex, indtil 31.marts

Flot moderne Rioja med nydelig fylde og indbydende duft med pæn dybde og intensitet. Mere lækker end aristokratisk, men en fornøjelse. 85% Tempranillo + 10% maturana og 5% graciano -to af de sjældneste druer i Rioja. 18 måneder i eg + 1-2 år på flaske. 

      Set i 2017 med 91p/Guía Peñin (som også 2016, mens 2015 nøjedes med 90p). 
      Ley er rigtig stor, men skiller sig ud ved, at alle vine er fra eget (store) domæne. Huset bor på 400-årigt gammelt benediktinerkloster i Alavesa. Husets vine er gode, fra den dyre topvin Monasterio over den fløjlsagtige Gran Reserva til den unge Club de Rey.

Sjovest er  Baron de Ley Maturana (99), på den unikke engang uddøde drue maturana, som vist desværre er på vej ud i Sallings kæder. Ley har også andre unikke vine, 100% garnacha og 100% graciano, som ikke fås i Danmark. 

Montgras "Quatro", rød eller hvid... 55,-

Godt KØB + **** (4/5), Føtex, indtil 31.marts
Både rød og hvid er mix af 4 druer (heraf navnetRødvin på cabernet sauvignon, syrah, carménère og malbec, dvs. 3 druer fra Bordeaux + Rhône's syrah. Skal være lagret i små egefade et lille år. Hmmm! Men vinen smager godt, mørk, kraftig, blød, med lille snert af grønt i næsen, men helt ok med mad. 
Den hvide er bedre, 50% chardonnay suppleres med viognier,  sémillon og lidt sauvignon fra det kølige Leyda. Tør, frisk, meget fin aroma -en herlig vin alene eller med mad. 

Le Arche, Bardolino rød/rosé, Garda hvid... 39,-

Bedste KØB + **** (4/5), Føtex hele marts, Bilka, indtil torsdag 10.marts
Bilka anbefaler den ripasso'agtige Rossogrande (også ok), men jeg foretrækker Arche's lettere BardolinoMindre frugt end de bedste, men en simpel, ligefrem og behagelig vin til lette retter, serveret kælderkold. Også rosé "chiaretto"ret neutral, men tør og ren. Den hvide Garda laves af Soave-druen garganega + pinot grigio. Til den diskrete side, men tør, ren og frisk og let. 5* i Ekstrabladet, fortjent. 

Gemma Barolo... 99,-

Godt KØB + ***** (5/5), Føtex hele marts, Bilka, indtil torsdag 10.marts
Set i 201. Typisk murstensfarve og interessant duft med læder og frugt, men stadig en vis stramhed. Men med en moderne Barolo's bløde tanniner. Den kræver ikke 10-20 år.

     Læste lige i Søren Frank's "Barolo", at han giver Gemma 3*, det samme som Oddero og flere andre velkendte huse -og mere end f.eks. Batasiolo. Jeg er ikke enig med Søren Frank om alt, men trækker lidt på ham, da jeg ikke er Barolo-tifosi! Jeg foretrækker til hver en tid Gemma's kommercielle´, fyldige stil for fanatikernes  supertannin-vine med lys farve og bidende syre. Gemma ejes af Piacentini, en gigant i eksport af Amarone & Co. 

Cadis Ripasso, Valpolicella, kr/fl v 6: 49,83

6 fl: 299, Godt KØB + *** (3/5), Føtex, hele marts

En letbenet, middelfyldig vin med nydelig frugtaroma, eftersmag og kun svag sødme (6 g/l). Ikke en vin, jeg vil købe, men til 45 kr et godt køb. Et andet plus er, at vinen er tappet af ejeren selv, Cadis, et kooperativ, som ligger i Soave på den anden side af den smukke by Verona.

Amarone "le Arche", Valpolicella... 99,-

**** (4/5), Føtex, hele marts
Jeg er stadig træt af amarone. "Amaro" betyder bitter, men der er mere sødme end bitterhed over denne vin, som bliver vammel efter det første glas! Men prisen er lav. På ejerens hjemmeside taler man om den flotte tannin, men her er tanninen camoufleret under restsødme. Men, ok, den har da en nydelig frugt med blanding af kirsebær og kogte blommer. 

Banrock Station Reserve rød/hvid, kr/fl v 2: 44,50

2 fl. 89, *** (3/5), Føtex, indtil torsdag 3.marts
En populær, kommerciel vin. Rød cabernet-shiraz er mørk, kraftig, frugtig, krydret, blød tannin, en snert restsødme, der dog ikke dominerer. De første glas er gode, i længden kedelig. 
Hvid på chardonnay + verdelho (Madeira-drue) giver en intens aroma, som takket være lidt syre sikrer friskhed. I længden lidt tung. 
Moscato er en aromatisk, let hvidvin med en del sødme, som dog ikke generer. God til frisk frugt, men også en typisk sludrevin. 

      Banrock Station
 (foto) er en af Australiens største vinmarker -dækker 1800 hektar i en blok, hvor 600 kunstvandes for at sikre vand til vinplanterne. En så stor mark kan kun eksistere langs Murray, Australiens største flod, som løber gennem tørt, ørkenlignende land tæt på Kingston -en anden stor vingård. 
      Omkring vingården er et Wetlands center (foto), hvor gæster kan gå en lang tur på boardwalk (2-3 timer) og studere de mange fugle. Bagefter er der vin og mad på vingården. 

Foretrækker den for Capolavaro (6 fl. 199 indtil 3.3., 2-3*), som er en designet let sødlig vin, som er trættende med sin alkohol og sødme.

Jamelles, rød/hvid/rosé ...  55,-

**** (4/5), Føtexindtil torsdag 27.1.
Alle er gode og ok køb. Men til den kommercielle side, og der er bedre køb til 55. Pinot er nok en smule fersk -men den har positiv pinot-duft og rund fylde, syrah smager som god Rhône med sin let pebrede frugt. chardonnay er også glimrende, mens cabernet
 har nydelig farve, middel fylde og en indbydende frugt -uden den syre, som får mange til at sky Bordeaux. 
      Den lyse Clair rosé har diskret frugt i både duft og smag med lige en anelse syre, der gør vinen sjov og drikbare for alle (check årgang, kan du få 2021, så tag den!). Chardonnay prøver en balance mellem frisk Bourgogne og Over There chardonnay, men den mangler lidt dybde for at holde hjem.  
      Ægteparret Delaunay stammer fra Bourgogne, men lever i dag helt af at lave vin i Sydfrankrig, hvor jorden er billigere! Jamelles er en lise oven på de tunge Puglia vine. 

Smith Woodhouse 2009 LBV Port... 129,-

Godt KØB + ***** (5/5), Føtex, indtil 31.marts 
Meget mørk, rig aroma af bær, krydderi, figen/kirsebær, ganske kraftig og lang smag. Men pas på bundfald!
En klasse bedre end de gængse LBV-vine, da vinen tappes efter blot 4 år, mens vinen stadig har en lille Vintage-stil -og uden filter. Denne vin er tappet i 2013 og har således 10 år på flaske næste år. 
      Jeg har en svaghed for dette hus, som jeg kender særdeles godt -og kan lide deres nye etiketter! uset hører under Symington sammen med DOW's, Graham, Warre mv. 2009 fik 90p af Rydberg i DinVinguide.