Søg i 1300 opslag:

26/01/2022

Gode vine til Coronaens begravelse!

Om få dage hedder det "Corona -bye bye" efrer 2 år, hvor Danmark og hele Verden blev sat i stå, og Champagnerne hobede sig op i kælderen, da fester var forbudt! 
Nu kan flaskerne komme op, men hvis du er løbet tør, er Vallformosa fra Irma måske ikke helt værdig til genåbningen af Verden (eller i det mindste Danmark), men de gode nyheder skjuler nok den letbenede smag.  

Irma siger farvel til januar med en flot samling vine. Personligt er jeg meget imponeret af el Esteco vinene fra det nordlige Argentina (så meget kvalitet til 80 er ufatteligt), men jeg glæder mig også til at gensmage den hvide Rully Montmarin fra Bourgogne samt Mazzei's superbe Chianti "Ser Lapo". Og mere ydmygt drikker jeg også gerne GV fra Østrig samt den fine røde og hvide Thörle fra Tyskland. Endnu engang kan Irma lidt mere end de andre lige nu (med Brugsen som mulig undtagelse).  

Bedste VIN: Ser Lapo Chianti ClassicoRully "Montmarin", Morel Chateauneuf du Pape

Cava Vallformosa, Brut "Origen", kr/fl v 2: 49,50

2 fl 99, godt KØB + **** (4/5), Irma eller coop.dk, indtil onsdag 2.februar
Måske ikke mit valg som afsked med corona, men ganske ok: Nydeligt brus, pæn ren aroma, frisk og ren, rimeligt tør (til samme pris  også Semi-Seco og Rosado, ej smagt).
Cava (udtal: gá-va, ikke káhva!) fra  familien Domenechet af de større familieejede huse, hvor også har godt ry for rød og hvidvin. Bogstaverne VFMS står for VallForMosa. 
      Huset er mindre og ikke så kendt som giganterne Freixenet og Codorniu, men stadig et af de store, men laver måske bedre cava, da en god andel af druerne er fra egne 400 hektar, resten (det meste!) købt ind som most, ikke færdig vin. "Origin" er en reserva, lagret 2 år. En god del af druerne hentes nok ganske legalt uden for Katalonien. Brut fik måske lidt gavmildt 88p/Guía Peñin 2021. 
      Skulle du komme til Barcelona, er Penedés et besøg værd. Omtrent midtvejs langs motorvejen mod Tarragona ligger Vilobí, hvor Vallformosa blev grundlagt 1865. De gamle kældre er museum, men et besøg (gratis alle ugens dage 10-12) omfatter ofte også de nye kældre. Huset laver mange varianter, bl.a. Gran Baron, der ses i Brugsen. 

El Esteco, malbec eller blanc de blancs, kr/fl v 2: 79,50

2 fl: 159, Bedste KØB + ***** (5/5), Irma eller coop.dk, indtil onsdag 2.februar 

To af de bedste vine fra Esteco Calchaqui i det høje nord, hvor Argentina mødes med Bolivia, Chile og Paraguay. Vinen gror i skyerne (!), tæt på  1800 meters højde, dvs iskolde nætter og varme dage (perfekt), men meget tørt (120 mm nedbør i et vådt (!) år modsat de 800-900 i Danmark. 

      Den røde har dybde og længde, måske en anelse tung, men koncentreret og intens, med masser af frugt og bløde tanniner. Tappet ufiltreret og kan gemmes, men hvorfor egentlig. En god vin til bøf af argentinsk oksekød. 2019 fik 93p/James Suckling. 
      Den hvide er lavet af mix af chardonnay og torrontès med Rhône-druerne viognier og marsanne, er også ufiltreret og meget imponerende, med overdådig aroma, rig, dyb og indbydende, fyldig, men også frisk og lang. En herlig vin til østers og skaldyr, og fyldig nok til en god fisk.  
      Cafayate er en malerisk turistby, og her ligger en halv snes vinhuse -bl.a. Esteco- som deler den smukke by med lamaer og andet godt.
      Esteco (foto) er et gammelt vinhus, grundlagt 1892 af franskmanden Don David Michel. Huset leverer rigtig flotte vine, som har sat Cafayate på landkortet! 

 

Krems, hvid GV, BZ rød/rosé, kr/fl v 2: 49,50 

2 fl: 99, Bedste KØB + ***** (5/5),  norm: 69,95, Irma eller coop.dk, indtil onsdag 2.februar 

Vælg mellem: GV grüner veltliner, rød BZ blauer zweigelt og Rosé (zweigelt), Niederösterreich

God vin til en rigtig god pris. Den hvide veltliner viser uden store dikkedarer, hvad druen kan. Rig aroma med let peber og citrus, tør, let og frisk -rigtig god madvin. Perfekt til frokostretter, tærter, endog laks. Meget veltliner savner den spritzige friskhed i vin tappet på vingården, da ganske mange er tappet i Tyskland eller endog Danmark. 

      Den røde BZ (herligt navn!) Blauer Zweigelt er også god, tør, middelfyldig og frugtig med pæn smag med god frugt. Rosé er ren, men lidt neutral, synes den mangler frugt og karakter Den røde er god til pasta eller blot et pølsebræt. Server kælderkold. 

      Vinene laves af Winzer Krems, et stort kooperativ med 1200 hektar i Niederösterreich, det klassiske veltliner-område (navn efter byen Krems, men kun mindre del er fra selve Kremstal). Vinen er dog stadig fra den køligere del af Østrig, dvs. perfekt til denne drue. 

      Krems ligger ved Donau ca. en times kørsel vest for Wien. Hjertet i byen er Stein, den gamle bydel med bl.a. Steiner Tor. Uden for byen ligger Winzer Krems, som er lidt af en fabrik med vin af druer fra 1200 hektar, kun en lille del fra selve Krems. Du kan smage vinene i hyggeligt udskænkningssted (foto). 

Spier "Seaborne", rød eller hvid, kr/fl v 2: 54,50

2 fl. 109, Bedste KØB + ***** (5/5)Irma eller coop.dk, indtil onsdag 2.februar , normalt 109,95/fl, tappet i Danmark

Hvid på chardonnay -fedme og aroma- chenin blanc -syre- + en sjat viognier har en indbydende aroma, god fylde, men også lidt syre i eftersmagen. Meget tiltalende! 5* i Politiken. 
Rød er et GSM blend (Grenache Syrah og Mourvèdre), er lige så god, stærk, krydret, men med blommer, så vinen ikke bliver trættende. 

      Spier leverer polerede, kommercielle vine, mest tappet i Danmark med lige én filtrering mere + ekstra sulfitter.  
      Men Spier har altid en særdeles flot etiket med vægt på årstallet 1692 (grundlagt) og adressen i Stellenbosch (selvom de fleste vine et groet i det langt billigere Western Cape). Seaborne er meget bedre end basisvinene, med druer fra lidt køligere dele af regionen, og det giver lidt flere nuancer i smagen. 

Mazzei "Ser Lapo", Chianti Classico ... 99,-

2018 Riserva, Bedste VIN ***** (5/5), Irma eller coop.dk, indtil onsdag 2.februar 

Markis Mazzei har i over 100 år leveret stor vin i Toscana, bl.a. "Ser Lapo", altid en flot Classico Riserva.2018 får 6* + "Ugens Vin" i Ekstrabladet:  ”Enestående kvalitet og enorm stilsikkerhed. Han man tabt sit hjerte til rødvinene fra Toscana står man i evig med vine som denne, en fremragende repræsentant for de adstadige sangiovese-vine. Her er en fløjlsblød, dyb men juicy version, der altid og årgang efter årgang står fuldkommen drikkeklar uden at gå på kompromis med klasse, stil og umiskendelig toscansk smag. Prisen er uhørt for den slags vin, også på en hverdag.” 

      Jeg fandt også vinen fremragende (dybde og længde, rig), men også noget lukket i næse og smag og vil nok give den 2-4 år på flaske. 2017 fik 92p/Parker, '16 fik 94p/Spectator. Ser Lapo var en lokal notar, som optræder i rigtig mange skrifter fra renæssancen -og iøvrigt også navnet på faderen til de to brødre, som leder vingården i dag. Vingården har 3 røde stjerner i Gambero Rosso efter mere end 30 3 glas-vine. 

Rully "Montmarin"... 139,-

Domaine ChartronBedste VIN + ***** (5/5)  Irma eller coop.dk, indtil onsdag 2.februar 

Har drukket denne Bourgogne 3-4 gange -en rigtig god chardonnay med overdådig ren aroma af stenfrugt, middel fylde og god frisk, sprød smag, som hæver sig over billig Meursault, som får mange til at sky Bourgogne...  Montmarin er et godt vinbjerg, ikke 1.Cru, men tæt på. Har ikke set årgang, men både 2018 og 19 har fået ros og 87p/Parker. For mig tættere på 90p.  

Cuvée Dissenay, pinot noir eller chardonnay... kr/fl v.6: 46,50

2020 Sydfrankrig6 fl. 279bedste KØB + **** (4/5), Irma eller coop.dk, kun torsdag-lørdag 27-29.1.
Det bedste er næsten den klassisk smukke etiket, der har lånt en del fra Louis Latour -og druerne stammer også fra Bourgogne, selvom der i dag formentlig gror endnu mere i Languedoc. En god del af Latour's vin kommer forresten også fra Sydfrankrig. Leverandøren LGI er mere marketing end vin, som den henter i kældre rundt i Languedoc og skræddersyr til kunderne. 
     Vinene er pæne og nydelige -en mildt eget, enkel chardonnay med god friskhed og afrundet længde, den røde har mere styrke, men er let til bens og med tydelig hindbær i næsen, lidt sjovere end mange fra Californien, Argentina til samme eller højere pris! 

Gavi dei Gavi "Bric Sassi"... kr/fl v 6: 63,17

2020, 6 fl: 379, godt KØB + ***** (5/5)Irma eller coop.dk, kun torsdag-lørdag 27-29.1.

Gavi var oprindelig den eneste hvidvin fra regionen omkring Barolo og derfor dyr (i dag kan du også få de finere arneis og favorita). Gavi dei Gavi -fra Gavi fra Gavi er en tak bedre fra selve Gavi kommune. En ret neutral vin uden stor aroma, men med herlig friskhed, sprød og pænt lang smag. 

       Huset Sarotto eer kendt for Barolo & Co (som Barbera herunder) , men har faktisk sine oprindelse i Gavi, hvor de ejer marken Bric Sassi. 

Samme tilbud omfatter også Carlo Scala Primitivo di Manduria (6 fl: 379, 4*), en ganske ok zinfandel-type fra Puglia. På etiketten står riserva, det var den betydning, som sælgeren (Contri) giver det. 


Barbera d'Asti "Sarotto"... 49,-

Bedste KØB + **** (4/5),  Irma eller coop.dk, indtil onsdag 2.februar 

Vinen er ikke på Sarotto's web og købes åbenbart udefra. Men slet ikke ringe! En typisk barbera med masser af bærduft, lidt syre, solid fylde (14,5%), men også friskhed -en god vin til en vinterret, gerne serveret kælderkold.  

Sarotto har gods omkring Alba (Barolo osv), mens Asti er et større område længere østpå. Huset sælger dog også masser af vine hentet længere sydpå. 

Chianti Riserva "Poggio Sale"... kr/fl v 2: 44,50

2 fl: 89, godt KØB + *** (3/5),  Irma eller coop.dk, indtil onsdag 2.februar 

Formentlig identisk med Coop's Chianti Riserva, som leveres af samme firma, Piccini, som leverer 10-12% af hele Chianti's produktion (og den er stor). En kommerciel, middelfyldig vin med nydelig duft -og blødere end Barbaresco herunder, men lidt vag for Chianti -men hvor meget kan du forlange til 44? 


Tesauro "RS", Veneto, kr/fl v 2: 44,50 

2 fl: 89, **** (4/5), Irma eller coop.dk, indtil onsdag 2.februar 
RS står formentlig for ripasso, men vinen er en IGP -landvin fra Norditalien. Sådan et kryds mellem Valpolicella og lidt syditaliensk. Mangler charmen fra den kirsebærduftende Valpolicella, men har fået lidt råstyrke. Egentlig ganske sympatisk på en kommerciel måde. 

Thörle, Rheinhessen, flere typer, frit valg, kr/fl v 2: 69,50 

2 fl: 139, Riesling Trocken (100 cl), Spätburgunder + Noir Gutswein, rosé (75cl)

Bedste KØB + ***** (5/5), Irma eller coop.dk, indtil onsdag 2.februar (rosé kun 4*). 

Den sprøde riesling er rigtig godt køb. Tør, ren og frisk med fine blomstertoner -som god Alsace -og godt køb, da 100 cl svarer til ca. 52 kr for 75cl. 

      Den røde pinot noir, Spätburgunder er flot, især til prisen. "Noir" 2017 er mørkt blend på flere sorte druer inkl. den ildesete Portugieser. En ældre årgang fik ros af Rydberg: **** i Ekstrabladet: "Blend af forskellige druer. Medium koncentration. Meget frugtig med især kirsebærnoter i duft og smag. En del kirsebærsten i smagen med en let krydret afslutning." Rosé lige letbenet nok, med diskret frugt og ren smag. 

      Vingården har tilhørt familien Thörle siden 1600-tallet, men det er først med brødrene Christoph og Johannes (foto), at den har nået sin nuværende størrelse. Næsten alle vine er fra egne marker, kun riesling er delvis købt ind fra naboer. 

Art Nostros, pinot noir eller chardonnay... kr/fl v 2: 49,50

Chile, 2 fl: 99,  bedste KØB + ***** (5/5) Irma eller coop.dk, indtil onsdag 2.februar, normalpris 109,95

Den hvide chard imponerer med 14% alkohol, men der er syre under og et let strejf af eg. Selv jeg, der generelt hader chard, kan få den ned pga syren. Den røde er bedre (for mig), ret lys, meget jord/hindbær i næsen, ret blød, krydret, men ret frisk stil. Nyd kælderkold til de fleste retter. N.B: Ikke smagt de seneste par år. 
      Skal have lagret et år i fransk eg. Chard '18 fik 88p/Decanter, pinot '17 fik 87p/Thomas Rydberg. I dag er årgangene nok 2019/20, men det gør næppe vinene ringere! 
      Indomita (foto) er et sindssygt flot vinhus på bakket område ikke langt fra Stillehavet i Casablanca. Her er klimaet ret køligt, og tågen vælter ind fra det kolde Stillehav om morgenen. Derfor er regionen et af Chiles fremmeste områder for Bourgogne-kopier à la chardonnay og pinot. Vinene kaldes Gran Reserva, og her betyder det særligt udvalgte vine -men ikke alder! Og vinene er bedre end rigtig meget Bourgogne til 100+ kr. 

J. Lohr, California, rød/hvid, frit valg.. 99,-

Monterey, godt KØB + ***** (5/5), Irma eller coop.dk, indtil onsdag 2.februar

Cabernet-Sauvignon Paso Robles, chardonnay. sauvignon blanc, riesling, Arrayo Seco

 Disse vine er bedre end de fleste fra Californien i klassen, fordi druerne fra de kystnære -dvs køligere områder- hvor druerne er bedre -og dyrere. Mens det store flertal af californiske vine typisk kommer fra Central Valley omkring Lodi. 

      Lohr er (meget) stor vingård i Arrayo Seco nær Monterey samt Paso Robles (ikke langt fra Solvang), to af de rigtig gode områder i Central Coast mellem San Francisco og los Angeles. 

      Cabernet er flot, middel til fuld krop, indbydende duft med bær og lidt eg, pæn og nydelig -ikke de store dikkedarer, men det smager godt!

      Chardonnay er ok, til alt held med lidt syre, takket være de lidt kølige Arrayo Seco druer. Sauvignon og riesling ej smagt, men dem laver vi nok bedre i Europa!        

      2018 Cabernet fik 91p/100 af WineEnthusiast, mens Parker gav '16 88p/100. Chardonnay 2019 fik 90p/WineEnthusiast, 2018 89p/Spectator, mens sauvignon fik 88p/WineEnthusiast i 2017, men en sauvignon bør normalt drikkes ung i Californien. 

Coyam, 2017 Bordeaux-blend, øko...  139,-

***** (5/5), Irma eller coop.dk, indtil onsdag 2.februar 

Chile. Et blend fra det lune Colchagua -62% Bordeaux-druer som carmenère, cabernet og merlot + petit-verdot + 38% syrah, som lagrer et år i nyere franske egefade. Ret flot, mørk, rig og intens aroma med krydderi og frugt, meget fyldig, afrundet, men ikke fad -flot nu og de kommende par år. 93p/Vinous og 93p/Tim Atkin viser, at mange kan lide den (snitpris på Wine-Searcher siger 171 kr worldwide). Vinen kommer fra Emiliana, den økologiske del af giganten Concha y Toro. 


Ch. Treviac 2019, Corbières, kr/fl v 2: 69,50

2 fl: 139, bedste KØB + ***** (5/5), Irma eller coop.dk (spotvare)
Har desværre ikke smagt dette slot, men flere fra samme vilde, smukke del af det skønne Corbières. Men netop 2019 har fået 93p/100 af Wine&Spirits, mens Parker giver 2017 90p. Med alle løfter om en rimeligt koncentreret vin med åben duft af vilde bær, lidt urt, magtfuld, pænt lang, men let drikkelig allerede nu
      Så den er endnu et tegn på, hvor gode køb du kan få i Frankrig, når du vælger GSM vine (af druer som Grenache Syrah & Mourvèdre) -her dog kun grenache (40%) og syrah (60%). Dvs vin i Rhone-stilen. Du kan let få billigere vine fra regionen (vi så en god Fitou til 40 i Meny i sidste uge), men denne er mere poleret. Og noget billigere end samme kvalitet fra Rhone (for slet ikke at nævne andre lande!).
       Familien Sié har haft vingården her tæt på smukke Grasse i 100 år. Bedstefar var en af de få, som ikke blev medlem af kooperativet. Arnaud Sié overtog vingården i 2000 og sælger i dag sin vin over hele verden. Prisen i USA er $33 (200 kr). 

Morel, Chateauneuf du Pape.... 179.-

Bedste VIN + ***** (5/5),  Irma eller coop.dk, indtil onsdag 2.februar 

Guigal bruger samme navn i både Rhone nord og syd, og det gør Chapoutier ofte også. Huset har egen kælder i Tricastin og sælger det meste som Pierre Henri Morel efter en tidligere ansat. Årgang nævnes ikke, men det kunne være 2019, der fik 95-97p/Jeb Dunnuck (RhoneReport). En vin med mere styrke end finesse, men meget vellavet. Ikke eget domæne, men indkøbt vin og druer. 


24/01/2022

Flot hvid Bourgogne og klassisk Chianti

Ugens bedste fra Salling's kæder er den hvide Bourgogne fra Montagny, som uden store fanfarer leverer en fin balance mellem aroma, fylde og friskhed.

 Vinen er fra Bilka, som generelt er i bedre form end Føtex i disse uger, som den klassiske Grigio Chianti også viser. 

Føtex har den gode Aliwen serie fra Chile, men i samme prisklasse er den røde Kingpin mere overbevisende. Ellers er alt på det jævne i Føtex og Netto. Lidt trist!  

Bedste KØB: Kingpin rød/hvidAliwen reserva rød/hvid, Il Grigio Chianti Classico Riserva, Montagny Burgundie

Godt KØB: Ripasso Silvano PiacentiniWolf Blass "Yellow Label" rød/hvid/brusZinfandel "Falco Alato", Evaristo rød/hvid, Viajero pinot noir Chile, That's Why Organic
Bedste VIN: -

Kingpin, rød/hvid, Spanien... 39,-

Bedste KØB + **** (4/5) Føtex, indtil torsdag 27.1.
Vinen ligner lidt Guv'nor (fra Brugsen), dvs. en vi nmed meget flot udstyr, så nogle kunne finde på at købe den til den noget høje normalpris 89!
       Druerne tempranillo og syrah (+ måske lidt cabernet) fra Felix Solis i hjemegnen Mancha, Spaniens og Verdens suverænt største (daglig) vinområde. Vinen sælges blot som bordvin og har derfor ikke årgang, men huset oplyser, at vine fra køligere (finere) områder også indgår i vinen, som lagres med eg. 
      Men uanset hvad præsenterer Kingpin sig flot og smager rigtig godt med indbydende duft, lidt dybde, afrundet, kraftig smag og pæn længde
       Den hvide laves på sauvignon, chardonnay og verdejo (akkurat som hvid Guv'nor). Fyldig, ren og forbavsende frisk for et varmt klima. Men ikke helt i klasse med den røde. 

Aliwen reserva, Chile, frit valg... 40,- 

Bedste KØB + **** (4/5), Føtex, indtil torsdag 27.1. 
Vælg mellem cabernet-sauvignon, carmenère, chardonnay og rosé

Ligefremme vine med god frugt, afrundet smag med pæn friskhed. Cabernet nok bedst med fylde og pæn længde, carmenère flot for denne svære drue, men ikke helt så præcis. Chardonnay er pæn og nydelig uden større dikkedarer -men dog med friskhed, trods opvækdten i det lune Maipo. Rosé på cabernet og merlot er tør og ganske frugtig, men også et godt køb. 

      Aliwen er indiansk mapucho sprog for "Helligt Træ", som for denne stamme symboliserer foreningen af himmel og jord. En serie vine fra Undurraga lavet af vinmager Carlos Concha

      Undurraga er et af de historiske huse i Chile, ejet af samme (baskiske) familie siden 1870. Huset var et af de første huse til at eksportere til USA og er med 23 millioner liter/år blandt de vigtigste huse i Chile, hvor en god del af vinen kommer fra egne 1350 hektar vin. Huset har modtaget besøg af mange kendisser, bl.a. Alain Delon (1965), kong Olaf af Norge (1967) og ikke mindst Neil Armstrong, første mand på Månen (året efter, i 1970, foto). 

Ripasso, selection Silvano Piacentini, kr/fl v 2: 59,50

2 fl: 119Godt KØB + **** (4/5), Føtexindtil torsdag 27.1.
Normalt lidt dyrere end den normale Valpolicella fra denne 82-årige herre.
      Jeg kan egentlig bedre lide denne middelfyldige, tørre, frugtige vin end de svulmende Rubens'agtige amaroner. En ganske udmærket vin til en and -server kælderkold. Bilka mener den er lagret 15 måneder på store egetanke. Det smages dog ikke. 
      Silvano Piacentini (foto) er født i Valpolicella området i 1938 og kom tidligt ind i vinhandel -især med salg og marketing. I 2000 stiftede han PWS (Premium Wine Selection), som er blevet et af de store huse og leverer end god del af Salling-gruppens italienere med Gemma (Barolo)  og Arche (se herunder) i spidsen. 

Il Grigio, Chianti Classico Riserva... 75,-

Bedste VIN + bedste KØB + ***** (5/5), Bilka, indtil torsdag 3.februar

For RobertParker (ved Monica Larner) er Grigio et af Italiens "ultimativt bedste køb". Prisen er i USA  $ 27 (170 kr + moms). Men ok, 2016 får også 93p/100! 
      Grigio er en af Sallings favoritter og en Riserva, der er blid for Chianti, men stadig har det faste sammen med det civiliserede og  kommercielle. 
      Dyb farve, god duft med krydderier og urter, tør, nydelig fylde og pæn længde -lidt tør tannin til sidst, typisk sangiovese, men grundlæggende blød -sjov at smage sammen med den lidt kraftigere Ser Lapo fra Irma. Flot allerede, men har godt af 2-4 år. 2018 fik 92p/Falstaff, 2016 fik 93p/Parker, 2015 fik 3 glas i Gambero Rosso. Riserva er lagret 2 år i store + små fade, årligt 250-300.000 flasker fra ejeren, forsikringsgiganten Allianz

Montagny "la Burgondie"... 75,-

Bedste KØB + ***** (5/5), Bilka, indtil torsdag 3.februar
Lys, ren aroma, ganske fyldig, frisk syre, god stil og længde -en chardonnay fra Bourgogne, som jeg vil foretrække for de billige Chablis'er eller Meursault'er, som desværre stadig ses i klassen 80-150. 
Vinen er tappet på ejendommen -og det er årsagen til, at jeg hellere anbefaler denne vin frem for billig Chablis eller Meursault, som også ses! Og det er et problem, når der slet ikke er nok Bourgogne at få. Derfor kan alt sælges, også de dårlige vine, som der ses meget af især i Danmark. 
      Cave de Buxy har så langt det største areal i Montagny, et lille Cru i Bourgogne mellem Meursault og Mâcon. "Burgundie" er et salgskontor, som betjener denne kælder såvel som Chablisienne i Chablis og en kælder i Mâcon. 
N.B: Vinen er Montagny -uden 1.Cru- trods etiketten herover. Forskellen er lille, da det er ret let at blive 1.Cru i Montagny!  

Wolf Blass "Yellow Label", rød/hvid/brus, kr/fl v 6: 49,83 

6 fl: 299Godt KØB + **** (4/5), Bilka, indtil torsdag 3.februar

De røde er for mig bedst -rund, fyldig -kommerciel- cabernet eller shiraz, begge med positiv, nydelig frugt. Men den mousserende på pinot og chardonnay er overraskende god -især til prisen!- med indbydende aroma og fint brus og ren eftersmag. Trods ordet "brut" fornemmer jeg en lille sødme, som sikkert vil falde i smag hos mange. Den hvide chardonnay er en pleaser, dvs alt andet end "kendervin" (= sur, skarp og pur!). 

      Wolf Blass er et af de bedst kendte huse i Treasury-gruppen, som sidder på op mod 40% af Australiens vinproduktion (bl.a. også Penfold's og Lindeman). Huset har dog en vis selvstændighed og egne kældre i Barossa. 
      Vinene er klassificeret efter farven på etiketten, hvor grå, sort og guld er laaangt over den gule etiket, som dog rangerer højere end den røde samt Eaglehawk. Indtil for nogle år siden var en god del af druerne fra det fashionable McLaren Vale, men i dag står der blot "South Australia" på etiketten. 

Zinfandel "Falco Alato", Puglia, kr/fl v 6: 41,50

6 fl. 249, godt KØB + **** (4/5), Bilka, indtil torsdag 27.1.
Samme vin var for et par år siden særligt "app-tilbud" i Føtex, så du skal have Føtex-app. Her var prisen dog 46,50. Nu er prisen lavere, og du behøver ikek en app! 
      Ikke så overdådig som nogle vine fra Rip'Amaronens hjemland, men rigtig god til denne pris, synes jeg, selvom Rydberg kun giver den 3* i Ekstrabladet. Men ok, en ligefrem vin med bær og krydderi, men ren og ikke kogt i smagen og behageligt tør.

Evaristo, rød/hvid, Portugal... 39,-

LisboaGodt KØB + **** (4/5), Bilka, indtil torsdag 3.februar 
Den røde er meget anderledes end den lidt tunge zinfandel fra Puglia -lettere, men meget frugtrig, med masser af bær i næsen, middel fylde, tør og pænt lang smag. Ingen eg, men lokale touriga nacional druer (50%) + franske cabernet, syrah og alicante bouschet. Den hvide er også tør og frugtig, ganske frisk, men ikke helt så interessant. Især arinto druer, som den røde fra området omkring Lisboa. Vinmager er den unge, begavede António Braga

Og så spørger jeg: Evaristo er en velkendt strand (foto) på sydkysten af Portugal nær Albufeira, hvad har den at gøre med en vin fra Lisboa? Og det må man spørge producenten Sogrape om! Men egentlig kan jeg meget bedre lide Evaristo (trods navnet) end Mentor for et par uger siden. Undskyld kære læser! Vinen imponerede, men det holdt ikke!  

Beringer "Founder's Estate", rød eller hvid... 75,-

*** (3/5), Bilka, indtil torsdag 3. februar. 

Jeg vil egentlig hellere drikke Wolf Blass heerover end denne vin, som viser, hvorfor Californien ofte er for dyr. Men mange vil elske den  røde zinfandel, en indbydende, kommerciel "sødsuppevin +" som den røde cabernet, en pleaser uden store dikkedarer. Begge er for mig dog bedre end de hvide sauvignon og chardonnnay -vine du drikker uden at tænke over det! 


Viajero pinot noir, Chile... 49,-

Godt KØB + **** (4/5)Lidl, indtil lørdag 29.1. 
Desværre ikke smagt endnu, men jeg vover at give 4*, da vinen skal komme fra det kølige Casablanca, og vinen er tappet i Chile. Og som sådan en rimelig pris på denne vin, som tilmed smykker sig med titlen "Reserva Privada". Men fortæl mig, hvis du har smagt den! 

That's Why, Original eller Organic... 50,- 

Cabernet-Zinfandel Puglia, Godt KØB + **** (4/5), Rema1000, indtil lørdag 29.1. 

Contri Spumanti nær Garda er mest kendt for billig spumante (som navnet antyder). Vi ser dog i Danmark en masse friskfyr’agtige designer vine som ”Why Not?”, ”Perchè No” (Why Not på italiensk) og blandt mange andre også ”That’s Why!” -alle baseret på primitivo. Vinen er hentet i Italiens hæl og laves med sofistikeret kølig gæring og lagring sur lie. 

      I Why Not er primitivo'en (med navnet zinfandel) suppleret med den sent modnende cabernet (modsat Why Not's negroamaro), og dette blend er en succes -i hvert fald har den økologiske udgave (med "kun" 14,5% alkohol mod 15% i den normale) i årgang 2019 fået hele 92p med ordene: "A California influenced blend, a really big wine in terms of fruit weight and body. Very sweet berry notes, seemingly from a proportion of dried Primitivo grapes in an appassimento style. Very full, with big but smooth tannins, integrated oak notes and a fruity finish". 

      5StarWines er et projekt under Vinitay med deltagelse af "anerkendte internationale vineksperter". Men vinen er kommerciel og smager godt, med kun en svag antydning af sødme. 

      Rema1000 har holdt "hvid januar" uden vintilbud, men det er åbenbart slut nu! Deres andre tilbud er dog uden interesse, alle rip'amaroner, ikke helt "That Why"! 

Le Arche Ripasso, Valpolicella... 50,-

**** (4/5)Netto (spotvare)
Har ikke smagt denne vin de sidste par år, men grundlæggende er det en lidt billigere udgave af Silvano Piacentini Ripasso, som du kan få i Føtex i denne uge til 59,50 (v. 2 fl). Og den husker jeg som noget finere. 

22/01/2022

Den første sauvignon fra New Zealand

For en ABC som mig (ABC = Anything But Chardonnay) er den hvide sauvignon et naturligt valg, og her kommer jeg ikke uden om New Zealand, hvor tæt på 2/3 af vinen laves på denne drue fra Loire. Og det er gået stærkt -i Lichine's vinleksikon fra 1985 nævnes denne vin ikke med ét ord! 

New Zealand har lavet vin i næsten 200 år, men historisk har vinen slet ikke kunnet måle sig med naboen Australien. I 1979 solgte Brancott (dengang Montana) den første hvide sauvignon, og så gik det stærkt. Sidst i 1980erne viste Cloudy Bay, at sauvignon kunne være hvad, Oz Clarke kaldte "arguably the best sauvignon in the world". Store ord, måske, men smag selv den originale Brancott, som fås i Meny, som forresten også har andre gode hvidvine.

      Jeg kan blive lidt træt af de evindelige rip'amaroner fra Puglia, som Meny excellerer i. Jeg ved, at Meny har en masse andre gode vine, men de optræder desværre ikke så ofte i deres ugetilbud (og jeg har ikke lever til at smage flere vine). 

      Fakta er del af Coop, men de har en ganske ok Savanha til blot 35 kr i alle 3 farver, som formentlig ligner en anden Savanha, som du kan købe på coop-dk til 54,95 (dog 45 ved køb 6). 

Godt KØB: Brancott Sauvignon Blanc, Massaluca garnatxa-samsó, Savanha Mariella's rød/hvid/rosé

Bedste VIN: Faustino I Rioja Gran Reserva


Brancott, Sauvignon Blanc... 59,95

New Zealand, godt KØB + **** (4/5), Meny, indtil torsdag 27.1. 

Tør, dufter af græs, rig tropisk frugt, fyldig, men lidt aggressiv i sit udtryk. Brancott kalder sig "estate", men det meste købes fornuftigt nok udefra, da der alene af denne vin sælges 12.000.000 flasker årligt! Og i det lys er vinen faktisk både god og et godt køb. 

      Brancott hed tidligere Montana og var det første hus til at sælge såvel sauvignon som pinot noir fra New Zealand (1979 -ældre er salget af god vin i New Zealand ikke!). Det har i mange år været ejet af franske Pernod-Ricard. En gigant, men for mig bedre end Constellations mærker, f.eks. Selaks, Kim Crawford, Nobilo, Monkey Bay -og sikkert mange andre.   

Chablis "Union des Vignerons"... 99,95

Bedste KØB + ***** (5/5), Meny, indtil torsdag 27.1.

God Chablis i den blidere ende. ren aroma, let, sprød og frisk -måske en smule for rund til at være rigtig god, men umiskendelig Chablis -og mere kan du ikke forlange til 100.
      Nogle hævder, at der hver dag sælges lige så meget Chablis, som den 1400 beboere store by  laver på et helt år! Forståelsen fremmes af overdrivelse, men der er rigtig mange penge i lidt fusk, og Chablis er så kendt, at alt kan sælges, den uægte såvel som den årlige vin! 
      Meny's vin er et af mange mærker fra  kooperativet Chablisienne, der leverer godt 1/3 af  al Chablis. Deres vine kan matche vin fra mindre domæner, men vil aldrig begejstre.  

      Til samme pris tilbyder Meny også en Amarone med det lidt suspekte navn Antica Vigna (99,95, 4*?). Hmmm. 

Nitthaus, rød, hvid, rosé, kr/fl v 2: 67,50 

2 fl: 135**** (4/5), Meny, indtil torsdag 27.1.

Rød pinot noir, rosé, hvid chardonnay eller grüner veltlinerØstrig 

Den røde pinot noir er bedst -frugtig, afrundet, pæn længde. Har kun smagt de øvrige én gang eller to, men husker chardonnay som nydelig (og det bekræfter andre kritikere), mens jeg husker grüner veltliner som middel, på grænsen til det flade. Rosé ej smagt. 

      Burgenland er den varmeste del af Østrig og ligger omkring den lavvandede store Neusiedl sø syd for Wien. Den er i snit er 1 meter dyb (det dybeste sted er 1,8 meter!), så det er lige før, du kan gå tværs over søen! Men det er UNESCO verdensarv og vrimler med fugle. I de mange hyggelige byer omkring søen vrimler det med storkereder, mange beboede om sommeren. 
     Nitthaus ligger i Gols på søens nordside er en stor vingård (57 hektar) ledet af brødrene Nitthaus og mest kendt for rødvin. Meny har solgt husets "sélection" i mange år, som sjældent er fra egne marker, men lavet af druer købt hos andre i området. 

      Området omkring den lavvandede sø afgiver en masse damp på de lune, solrige dage om efteråret, og det fremmer "Edelfäule", den ædle råddenskab, som du måske kender fra Sauternes. Og Burgenland er i dag et af Verdens fineste områder til ædelsøde hvidvine -Trockenbeerenauslese og vinen af frosne druer, Eiswein. Det er ikke Nitthaus' specialitet, desværre! 

Massaluca, garnatxa-samsó... 59,95

Terra Alta, Spanien, godt KØB + ***** (5/5) Meny, indtil torsdag 27.1.

Mørk farve, indbydende frugt af modne sorte bær, som går igen i en middelkraftig afrundet vin med lang smag og bløde tanniner. Slet ikke så rustik som mange fra Terra Alta, "Det høje land", dvs. de tørre, varme bjerge omkring og bagved bl.a. Priorat

      Druerne er de samme grenache og carignan, og vinen smager lidt som en blid baby-Priorat. 

      Vinen laves af Roqueta, der i det (meget) små er ved at blive en konkurrent til Torres i Katalonien. Huset har en kælder i Massaluca, men selve domænet ligger i Manresa på vejen mod Andorra. Manresa er en flot by -og kan tilbyde et "økologisk" hotel (foto). Må være varmt om sommeren! 

Faustino I, Rioja Gran Reserva... 99,95

Bedste VIN + ***** (5/5)Meny, indtil torsdag 27.1.

Vinen har ofte på tilbud, men altid værd at smage -dyb farve med modne nuancer, en indbydende duft med god dybde og modent krydderi, ganske fyldig og lang med god modenhed, som man kan forvente efter 10 år. Meget bedre end de brunello'er og amaroner, der fås til denne pris! Vinen koster faktisk 18€ i Spanien -135 kr.



Savanha Mariella's, rød/hvid/rosé... 35,-

Godt KØB + *** (3/5), Fakta, indtil onsdag 26.januar
Kender ikke Fakta's vine så godt som jeg måske burde. Men vil tro, at denne vin er identisk med de andre Savanha vine, som kan ses i Brugsen, selvom de ikke bærer titlen "Mariella". Rød med pæn fylde og frugt ("Juicy", saftig kaldes den), rosé og hvid er begge tørre, men ren i smagen. 
      Vinene laves (også) af Spier af basis-druer, formentlig med ret højt udbytte. Pinotage, cinsaut og shiraz til rød (pinotage til rosé) og især chenin blanc til hvid. Ingen eg, tapning i Danmark.