Søg i 1400 opslag:

19/11/2020

Superkøb i Bordeaux, Østrig og Sancerre...

Og så er vinene endda fra Meny, så måske kommer jeg ikke helt så ofte her, som jeg burde... For mig har Meny hidtil været en rodebutik med utal af RipAmarone-vine, hvor man skulle lede efter de gode køb. 
Men med den flotte Recougne fra Bordeaux og så klassikere som Allram fra Østrig og andre er det være at gå på jagt her! 

Men selv de gode Cono-Sur vine fra Chile er værd at smage -ikke mindst den søde Cosecha Noble på halvflaske! Vi slutter af med den gode historie om Invalid Port. Men nøjes med at læse om den! 

Bedste KØB: Antico Ceppo, Recougne BordeauxAllram grüner veltliner og rieslingCono Sur's "Cosecha Noble" Riesling

Antico Ceppo, frit valg... kr/fl. v.6:  37,50

Lazio, 6 fl: 225, Bedste KØB + ***** (4/5)Meny, indtil torsdag 26. november  
Rød petit-verdot, syrah eller Winemaker's Blend (petit-verdot, syrah, cabernet) 
Petit-verdot er en slags "super-cabernet" fra Médoc, hvor den kan give supervin -men kun i solrige år- og derfor i dag ses mere i Spanien, Italien og andre lune lande. En stort, kraftfuld vin med aroma og fasthed, nok en del syre. 
      Syrah er naturligvis druen fra Hermitage (og shiraz i Australien), men her gror de i Lazio, dvs. omkring Rom. En blødere stil, men nok med nydelig fylde. Vinmagerens blend er blandet af disse to + cabernet. 
      Midt i området (eller rettere i Frascati) bor leverandøren Femar, og derfor tør jeg anbefale vinene, som ikke er smagt. Men jeg har smagt andre vine fra huset -Epicuro og F Fiano og Z Zinfandel- som du kan købe i diverse Brugser. Prisen er særdeles rimelig og må være Bedste KØB. 

Recougne, Bordeaux Supérieur...  59,95

Bedste KØB + ***** (5/5)Meny, indtil torsdag 26. november   
For mig en af de bedste såkaldt "almindelige" Bordeaux'er, som let kan måle sig med ganske meget Saint Émilion og Graves (og jeg elsker også etiketten med det røde segl midt på etiketten!). Navnet kommer fra latin, "Terra Recognita", så selv romerne har måske rost vinen herfra!   
      Set i 2016, men uanset årgang en mørk, kraftig og fast vin, men aldrig hård, præget af moden merlot, rig parfume og god længde. Den er flot efter 5 år, men kendt for at kune leve op til 30 år
      Slottet ligger i Fronsac -i øvrigt ikke langt fra det fine Mayne-Vieil, dvs. heller ikke langt fra Pomerol- men kommunegrænser gør, at vinen må nøjes med et beskedent navn til glæde for os, der foretrækker kvalitet og pris frem for fint navn. 
      Ejeren er familien Milhade, som også ejer bl.a. Lyonnat og Boutisse i St. Émilion. Huset har egen bødker, så vinen ser en del eg. 

Allram grüner veltliner eller riesling...59,95

Bedste KØB + ***** (5/5), Meny, indtil torsdag 26. november. 

Den grønne veltliner er for mig bedst, en herlig vin med rig aroma, sprød tørhed og god fylde. Riesling er nok lidt strammere, men mon ikke den kommer -og med tiden bliver lige så god, måske endda bedre?                Allram er en privat vingård i den hyggelige by Strass, der ligger i Kamptal, det store område lidt nord for Kremstal. Her ved floden Kamp er vi pænt langt fra Donau, så klimaet er lidt køligere, så den sent modnende riesling har det svært, men det er ægte veltlinerland!        Foto: Vingården blev overtaget af Michaela Allram-Haas i 1992, og sønnerne Erich og Lorenz (foto) står for vinen i dag, mens datteren Magdalena er den kreative kraft. 

Cotes du Rhone "Cellier des Princes"... 59,95

Grande Reserve, Bedste KØB + ***** (5/5)Meny, indtil torsdag 26. november. For mig en rigtig god Rhône fra det eneste kooperativ i Chateauneuf du Pape, hvor vinen er lavet. Huset leverer trods placeringen  ikke meget "pavevin", men til gengæld en masse ofte glimrende Rhône -og denne er en af de bedre, præget af 80% grenache + lidt syrah og mourvedre. Ganske mørk for grenache, rig frugt, god længde, men stadig let drikkelig. 
      Meny sælger også Cotes du Rhone "Cellier des Dauphins" Grande Reserve (6 fl: 325, 4*), også fra kooperativ, som ligger i Tulette nord for Orange, dvs. pænt langt fra Châteauneuf! Et 2.grads kooperativ, som samler vin fra flere kooperativer. Generelt sunde, lidet inspirerende vine. 

Sancerre "Domaine des Côtes Blanches"... 99,95

Bedste VIN + ***** (5/5), Meny, indtil torsdag 26. november. Når en Sancerre er god, har den noget forfinet og raffineret, der skiller den ud fra New Zealand's ofte lidt vulgære sauvignon vine. 

      Vingården ejes af ægteparret Francois og Monique Millet og ligger i Bué, en af mange smukke og gode landsbyer i Sancerre. Ægteparret har 21 hektar, heraf 15 hektar på "hvide skråninger", som navnet antyder! 

      Meny tilbyder til samme pris en ripasso-kopi fra Femar (se oven for), Gran Appasso Collezione, som jeg ikke har lyst til at sige noget om og heller ikke har lyst til at smage. Men vil tro, at den er bedre end en anden kopi, Appassonero (6 fl: 200) = 33,33 kr/fl), som formentlig er et bedre køb. Begge kommer ikke fra Verona-regionen, men fra Puglia. 
´

Piccini "Oro", rød eller hvid... 59,95

**** (4/5), Meny, indtil torsdag 26. november. 

Vælg mellem Chianti Riserva, Chianti Superiore og hvid Orvieto Classico
Alle temmelig gode vine, men da Coop for et par måneder siden solgte Riserva'en til 40 (for billigt, måske), betyder en 50% højere pris max. 4*! Piccini er det største hus i Chianti og leverer hver 10. flaske fra regionen (foruden en masse Toscana, Brunello og Maremma). De ejer 200 hektar, som dog i reglen sælges under vingårdens navn, så disse vine er hentet udefra. 
      Gul etiket er Riserva, som får 9 måneder i mest større egefade, en fast, kraftig vin, god til mad. Rød etiket er Superiore -uden eg, men med 15% merlot til at give en blødere smag. Også ok. Blå etiket er den hvide Orvieto lavet på de lokale druer grechetto og procanico, en god tør hvid med fin aroma og god friskhed, hvor den begavede Cotarella er inde over som konsulent. 

Pinot Gris Alsace, "Cuvée René Dopff"... 79,95


***** (5/5), Meny, indtil torsdag 26. november
Dopff & Irion var blandt de første Alsace jeg smagte i dagene før 1973, da vinen blev tappet i Danmark. Så jeg har en svaghed for etiketten, selvom den ikke er helt så stilig som dengang! 
      Vinen har lidt pære og disktret tropisk frugt, men er grundlæggende en middelfyldig vin med blød syre og pæn længde. 
     Engang var Dopff & Irion et stolt familiefirma, som boede på selve "Château de Riquewihr", konkurrerede med Hugel og Dopff (på Møllen) om titlen som byens mest kendte vinhus. 
      I dag er Dopff & Irion kun et firma af navn, en del af kooperativet i Pfaffenheim (så vinen kan være tæt på Pfaff, som sælges i Coop's butikker). 
      Men byens selv! Riquewihr er en vidunderlig perle, som -med fuld ret- tiltrækker rigtig mange turister, omtrent som Kaysersberg og et par andre. Se bare fotoet! Byen er ganske lille og ligger ved foden af det fine Schoenenbourg (som sandelig er "wunder schön"). Prøv at komme der først eller sidst på dagen og gerne f.eks. i april-juni, før turisterne gør deres indtog. 


Cono Sur "Bicicleta", rød/hvid... kr/fl v6:  59,95

6 fl: 250,  flere varianter bl.a. rød cabernet, pinot, 

**** (4/5)Meny, indtil torsdag 26. november

"Bicicleta" -Cykel-serien" er reserva på etiket, men ret beset en basisvin, en mere end drikkelig som simpel, men ærlig dagligvin. 

Pinot noir -er specialitet hos Cono Sur. Huset var unikt de første til at eksportere pinot noir og leverer stadig mere pinot noir end anden rød. Middel fylde, meget frugtig, pænt lang -ukompliceret, men rigtig god!  

Chardonnay -middel fylde, pæne syrer, ren og diskret. Meget drikbar. . 
Cabernet -middel fylde, dyb farve, indbydende mørk frugt, rund, men fast -en god madvin. 
FOTO: Cono Sur er et stort vinhus, som ejeren Concha y Toro (Coop) begyndte i 1993 for at levere moderne, drikbare vine af god kvalitet. De var de første i Chile (2002) til at bruge skruelåg, som for mig er så meget bedre til at beskytte vinen bedre end propper.  

Le Ragose, Ripasso Valpolicella... kr/fl v.3: 86,33

3 fl: 259, 2016, **** (4/5), Meny, indtil torsdag 26. november
En vin med rig frugtaroma, rank, fast, middelfyldig vin med lidt fedme holdt i skak af fast syre -dybere og mere spændende end de overfede vine, som ofte ses. Jeg har ikke smagt denne "Classico" så ofte, som jeg burde, men har altid haft respekt for le Ragose, der var blandt de første "New Wave" vingårde i et traditionelt Valpolicella. 
       Ejeren var konsulent for flere kooperativer, inden han sammen med hustruen Marta købte en forladt vingård i 1969 i Classico nær grænsen til Valpantena. De 55 hektar ligger ret højt (250-400 meter) og ledes i dag af sønnerne Paolo and Marco Galli, som leverer lige så fine vine. Parker's Monica Larner gav 2015 90+p/100.

Velvet Devil merlot, Kung Fu Girl riesling...  99,-

*** (3/5)Meny, indtil torsdag 26. november. Kun smagt én gang, men andre er enige i, at hvid riesling er bedst med intens aroma, frisk og lækker, mens merlot er uden nerve og kan være lidt grøn (Bordeaux'agtig). 
      Vingården ligger i staten Washington, så vi er tæt på Seattle og den 45. breddegrad (omtrent som Bordeaux i Frankrig). Men vi er i Walla Walla, i et ørkenagtigt landskab langt inde i landet, hvor sommeren kan være meget varm. 
      Huset blev grundlagt for 20 år siden af Charles Smith og er i dag næststørst i staten med ca. 8 millioner fl/år. Det ejes i dag af et af verdens største vinhuse, Constellation, som står bag bl.a. Mondavi, Selak's, Ravenswood og andre. Vinene importeres af Løgismose for Meny. 

Champagne G. H. Mumm, Cordon Rouge.... 229,95

Brut, **** (4/5)Meny, indtil torsdag 26. november
Mumm er et af de historiske tophuse, som led i kvalitet under nogle hastige ejerskifter, bl.a. Seagram's, Allied-Domecq og kapitalfond. I de seneste 10-12 år har været ejet af Pernod-Ricard, som generelt er en garant for kvalitet. 
      Spectator giver vinen 90p/100 med pæne ord som sprød og mineralsk samt lidt pære i aroma. Lyder godt!
      Og flot ser den ud! Huset ejer over 300 hektar fine vinstokke, men 3/4 købes ind -Mumm er et af de 4-5 største huse! Fås også som Demi-Sec (med lyst grønt bånd, engang Cordon Vert!) egnet til kransekage, som jeg aldrig har smagt, desværre!
FotoMumm's kældre. Tirage i hånden anno 1879 -her fjerner man proppen, så bundfaldet fra 2. gæringen kan fjernes og en ny prop med trådnet sættes på. 


Sandeman "Old Invalid" Port...  69,95

*** (3/5)Meny, indtil torsdag 26. november. 
I dag er vinen en hurtigt glemt Ruby, som ikke kan gøre skade, men historien er interessant...
     I min ungdom var etiketten forsynet med et gult kors og en længere forklaring signeret af en læge: "Analyst's Certificate" med konklusionen: 
      Vinen var REN og fri for tilsætningsstoffer, sund og god, som han: 
"Consider it a Wine suitable for invalids, and for general consumption.".
     Siden var der nogle puritanere, der mente, at denne lovprisning var InValid (uden værdi) tilmed fra en læge (og læger drikker heftigt!). Så i dag er kun navnet tilbage... Og en vin, der ikke er mere end 3* værd og i øvrigt ikke ejet af en Sandeman, men af Sogrape (Mateus-familien).  
      Meny tilbyder også 1/2 fl. Cockburn Special Reserve (4*, lidt bedre end Invalid) og 
Cono Sur's "Cosecha Noble" Riesling (39,95 pr 1/2, 5* + bedste KØB), en ædelsød dessertvin fra det sydlige Bio-Bio i Chile. Ej smagt i nye år, men generelt en sød, men frisk vin, noget bedre end lignende vine fra andre huse i Chile. 

17/11/2020

Rødvin fra Verdens sydligste vinstokke

Central Otago er det sydligste vinområde i Verden og ligger groft sagt halvvejs mellem Ækvator og Sydpolen. Vi er på sydøen af New Zealand, ganske langt fra Stillehavet, så sommeren er ganske lun. Området har i øvrigt en skønhed, som har prydet flere film inkl. "Ringenes Herre". 

      Specialiteten er druen pinot noir, og for mig var det en oplevelse, da jeg første gang smagte en Central Otago -den havde alt det, Bourgogne burde have, men sjældent leverede... 

Bourgogne har siden oppet sig, men prøv alligevel at smage vin fra dette billedskønne område (se foto fra søen Wakatipu), når muligheden er der. I øvrigt gerne sammen med en god Bourgogne som Mercey's Hautes Côtes de Beaune fra Føtex eller Bilka!  
      I denne klumme besøger vi Lidl og Rema1000. Her er flere vine, som er værd at købe -som Nuestro og Coto fra Spanien i Rema og Clairette fra Lidl. 

Bedste KØB: Dezzani Monferrato + Piemonte, Nuestro Ribera del Duero, Coto Rioja Crianza,  Clairette de Die "tradition" 
Bedste VIN: Outlook Bay pinot noir, Central Otago

Outlook Bay pinot noir... 89,-

Central Otago New Zealand, Bedste VIN + ***** (4/5)Lidl (partivare). Jeg har ikke smagt vinen, men kan se, at Decanter har givet den 90p/100 (årg. 2018) med ordene: "Fantastic value for a New Zealand Pinot Noir! Fragrant aromas, with bright, brambly red and black berry fruits rather than the meatier, darker style of some Central Otago examples. Lean, clean and stylish, this would go down very well with roast chicken". 

Clairette de Die "tradition", sød... 65,-

Mousserende Rhône økobedste KØB + ***** (5/5)Lidl (partivare). 
Clairette er en ret neutral drue, som fylder op på vinmarkerne, indtil ejeren bliver træt af den og hiver den op. Men til alt held er den sødmefulde Die ikke lavet på denne drue, men på muscat -dvs. vi her har en fransk udgave af Asti. Men for mig ofte bedre!
      Meget fint brus, rig, indbydende aroma med masser af drue, sød, men ganske frisk og pænt lang. 
      Bestemt ikke en vin, du skal tage for alvorligt, men en god ledsager til kransekager en aften sidst i december eller et glas til dig, der ikke er vild med dansk gløgg eller Glühwein, som den hedder syd for grænsen! 
      Vinen gror i de utroligt smukke nedre Alper lidt øst for nougat byen Montélimar. Hugh Johnson kalder vinen en sorbet mellem de stærke røde i nord og de krydrede røde i syd... Lige i øjet, synes jeg! Her i blide bjerge trives druen muscat (den gode med små bær). Denne kommer fra firma i Vercheny 
ved Gap. 
      Vinen bliver lavet på "Méthode Ancienne Dioise". Vinen gærer til ca. 7,5% og tappes, mens der stadig er en masse restsødme -for en ny gæring i flasken. Herfra tappes den over på anden flaske for at befri vinen for bundfaldet. Meget bedre end Asti -lille område, lavere udbytte og en dyrere metode med mere håndværk. Derfor et superkøb. Men igen: en sjov vin, ikke for seriøs! 

Alsace Pinot Gris, Ernest Wein... 59,-

 **** (4/5)Lidl (partivare). En ganske god Alsace, som Lidl køber hos kooperativet i Pfaffenheim. Lidl havde engang en dansk ekspert tilknyttet, men i dag synes han afløst af Richard Bampfield, som har den sjældne titel af Master of Wine, men altså får sin løn af Lidl. Og jeg synes, at 91p/100 er en gavmild karakter.  Ikke helt tør nok, synes jeg, men slet ikke ringe. 
      Lidl tilbyder andre vine, som dog ikke hæver sig over, hvad du ellers kan få. En Governo fra Toscana (50) lyder spændende som også Encostas de Caiz fra Vinho Verde i Portugal. Men ellers ikke de store nyheder. 

Nuestro, Ribera del Duero "Roble"... 50,- 

Bedste KØB + ***** (5/5), Rema1000, indtil lørdag 21. november
Ganske udmærket vingård i Fuentecésped ved Duero floden. Vinen har lagret i små egefade -en ganske flot vin, ikke sværvægter, men intens og med flot bærduft (brom og hindbær). Excellent køb. Foto: Familien har boet her i 10 generationer, men vingården er ganske ny og egentlig ganske flot, synes jeg. 

Ribera del Duero -farve, frugt og krop

Ribera del Duero ligger langs Duero. Floden løber videre vestpå gennem Rueda og Toro og ind i Portugal, hvor vinstokkene giver Portvin. Området er historisk og her har næsten altid været vin. Vinen gror højt, typisk 600-800 meter og længere mod øst gror Atauta sin vin i over 1000 meters højde! Kolde nætter og varme dage giver druen tempranillo et tyk skind og masser af farve, frugt og krop.
      Meget vin fra Ribera er rustik i smagen, men dagens vin er behagelig og bedre end andre i
til prisen fra Bilka og Coop. Der er langt til topvinene fra Pingus, Vega Sicilia og Atauta, men disse laves også i små mængder, så de kan sælges til skyhøj pris. Men til alt held er der masser af vine til os andre! 


Dezzani italiensk rødvin, frit valg... 50,-

Bedste KØB + 

*****
 (5/5), Rema1000, normalpris: 59, indtil lørdag 21. november
Monferrato er område i Piemonte ("Pied de Mont" på fransk, og vi er tæt: "Ved foden af Bjerget", Alperne), som er mest kendt for den stramme, aristokratiske Barolo.
      Vi er langt fra Barolo her -begge er ret kommercielle vine, noget blødere, end jeg er vant til på vine, der som disse er domineret af barbera, dolcetto og bonarda druer, suppleret med lidt merlot.
     Monferrato bedst med lidt mere dybde, men begge er vine, der ikke afskrækker vindrikkeren -heller ikke, selvom du ikke kan lide Barolo. 
      Dezzani er blevet et stort hus, selvom det kun har ganske få vinmarker. Det ejes i dag af Rocca, et endnu større hus i Puglia, som nok er mest kendt for sit samarbejde med danskeren Peter Vinding-Diers

Magnus, Costières de Nîmes.... 50,-

Bedste KØB + ***** (5/5), Rema1000 (fast lavpris)
En flot Rhône med god bærduft med frugt og en anelse krydderi, middel til god fylde, afrundet, men med friskhed i syren -god madvin.
      Vinen kommer fra Cave Pilote Gallician. Magnus (herligt navn!) ser flot ud, så jeg synes næsten, den er bedre end Launes, som Rema solgte tidligere! Og så koster den forresten 12€ på vingården! 

Foto herover: En god del af Rhône-deltaet er det maleriske Camargue, berømt for vilde heste og flamingoer. Ved et kryds er der skilt til Gallician, og her går vejen ganske stejlt op, og det flade sand afløses af kalk -og vinen får lige en dimension ekstra. Fra Gallician's marker kan man se ned over Camarguen.

El Coto, Rioja Crianza ... 59,- 

Bedste KØB, ***** (5/5), Rema1000 (fast pris) 

En indbydende og lækker vin, som simpelthen smager godt. Nydeligt mix af frugt og alder, middel fylde, pænt lang smag. En god ledsager til julemaden og vildt -meget passende, da Coto's etiketter altid har en kronhjort på etiketten! 
      Foto: Coto blev grundlagt under den store Rioja-revolution i 1970erne og var en tid den største bodega i Rioja. Huset deler ejer med Baron de Ley (ses i Føtex og Bilka)- og ligger i Alavesa tæt på Faustino, som også ses i denne blog. Alle har  til fælles, at vinene i reglen kommer fra eget domæne og leverer rigtig meget vin til pengene.

Cristia, Cotes du Rhone "Collection".... 50,- 

2018, **** (4/5),  Rema1000 (fast pris) -en typisk Rhône med masser af alkohol og fylde, men uden store dikkedarer. Cristia er en god 20 hektar vingård i Châteauneuf, men denne vin er ikke herfra -og faktisk heller ikke fra Rhone delen af domænet, men fra vin købt ind udefra. Men slet ikke ringe, 2018 fik 5* i Vinbladet (oktober 2020), måske i overkanten. 
      Rema1000 sælger også en Châteauneuf du Pape "Collection", som Cristia køber fra andre vingårde. Prisen er 149, men er ikke smagt. Begge vine importeres af Wine Company. 


      Rema1000 sælger også bl.a. Silverboom fra Sydafrika, der til forveksling ligner Avenhoorn i Aldi (og andre navne i andre kæder). Typisk er normalprisen op mod 100 og tilbudsprisen omkring 50 (pris/kvalitet 2-3*). Men en flot etiket og en supertung flaske. Har kun smagt vinen et par gange, hvor jeg fandt den kommerciel og kedelig. Alle mærkerne er tappet i Brøndby af Taster Wine, som også til andre kæder leverer en kedelig Crystal Bay sauvignon fra New Zealand og Chablis (flere navne), alle bestemt ikke min smag.