Søg i 1200 opslag:

17/04/2020

Tiden er til lyserødt -altså i glasset!

Irma kører med klatten i denne blog, hvor jeg nyder, at solen efter nogle forsøg i påsken endelig er kommet med fuglekvidder og grønt i hækken. Nu er det tid til fjordrejer og nye asparges -og naturligvis rosé! 


Der var engang, da rosé var noget, vinsnobber rynkede på næsen af (men det gør de måske stadig?). Men du skal blot dufte til en god rosé -som Saint Martin- en overdådig rig parfume fuld af nuancer stiger op fra vinen, der har den sarteste laksefarve. Så er du rosafan! 

      Men der er også gode hvide, ikke mindst "Gavi dei Gavi" og en flot rød Clos de los Siete, ikonet Michel Rollands projekt i Argentina. 
  • Bedste køb: Condado de Oriza rosé, Rosé & Roll rosé,
  • Bedste vin: Clos de los Siete

Rosé & Roll "by St Martin"... 2 fl: 129,-

2019 Igp Méditerranée, ***** (5/5), Irma, gælder indtil onsdag 22.april
Der er lidt fest og rock i denne flaske, og en god, tør rosé på cinsault, grenache og syrah. Men du skal ikke tro, du får Cru Classé rosé, selvom der står "by Saint Martin" på etiketten. Den er "af", ikke "fra" Cru Classé slottet, for vinen leveres af naboer. Men stadig et godt glas til en salat eller måske fjordrejer (men her bør det være St Martin selv). 
Foto: Datter Emilie Perenanda. Slottet virker også som et lille hotel. Slottet ligger lidt nord for motorvej A8 mellem Fréjus og Brignoles. 
      Irma tilbyder til samme pris Aix-en-Provence Rosé på den smukke amfora-flaske. Ikke smagt, men jeg er overbevist om, at Rosé & Roll har mere frugt og charme. 

Saint-Martin, Provence, Cru Classé... 119,-

2018/19, **** (4/5), Irma, gælder indtil onsdag 22.april 
Andre presser sig på, men maleriske Provence leverer stadig det meste rosé i Frankrig. Nogle af de bedste slotte er Cru Classé, en liste over en række slotte, som leverede godvin i 1955. Mange af dem laver stadig god vin 65 år efter -men det er der også andre, der gør, som ikke er klassificeret. 
      Saint-Martin er Cru Classé og skiller sig ud ved at have tilhørt samme familie siden 1740 -og hvor slottet går i arv fra mor til datter! Så det er lige før, denne vin er (en noget tynd formulering!) dobbelt pink, hm!
      Ikke for det, farven er meget lys -ægte "saumon", laksefarvet- og det elsker jeg! Fyldig, frisk og frugtig, med lidt jordbær i duften -bedst i 2018, men 2019 bliver sikkert lige så god. Vin på én gang med lethed og smag foruden en overdådig rig frugt.

Condado de Oriza, hvid Rueda eller Toro Rosé... 6 fl: 199,-

= 33,17/fl, 2019, ***** (5/5), Irma, gælder indtil onsdag 22.april
På en forårsdag er disse vine mere end drikbare, især til denne pris!

Hvid Rueda laves her af druen verdejo, en af Spaniens bedste hvide druer. Men jeg er ikke begejstret for denne vin. Men 2019 er ej smagt, måske bedre? 
Toro rosado smagte jeg i 2018, en kommerciel rosé i ordets bedste forstand, tør uden at virke tør, fyldig, med lidt syre, duft af hindbær og anden sød frugt. Perfekt alene eller til en frokost -eller et glas i utide. 
Foto: Santa Clara klostret ved Duero floden er et "must", hvis du er i Rueda. Det gamle kongeslot er sindssygt flot bygget i den maurisk-inspirerede mudéjar stil. Her mødtes verdens ledere efter, at Columbus havde "fundet" Amerika og delte verden -alt syd for denne streg til Portugal, resten til Spanien. Og intet til England!
      Oriza er et mærke fra Pagos del Rey, som leverer til flere kæder under forskellige etiketter (Bilka har etiketten Altos de Tamaron, nok temmelig identisk). Fælles er ok kvalitet, flot designede etiketter i en moderne stil. 

Chianti Riserva "Poggio Sale"... 2 fl: 119,-

**** (4/5)Irma, gælder indtil onsdag 22.april.  
Det vil undre mig meget, hvis denne vin ikke er stort set identisk med Coop's Chianti Riserva, som leveres af samme firma, Piccini, det største firma, som leverer 10-12% af hele Chianti's produktion (og den er stor). Til 60 kr et ok køb, en kommerciel, middelfyldig vin med nydelig duft -og i det mindste blødere end vinen herunder (men for blød for sangiovese for mig). 

      Til samme pris en anden toscaner med det forjættende navn Brunito -er det ikke en "lille brunello"? Ja, det er det, men det er vist ikke en vin, som kooperativet i Montalcino gør meget ud af -ikke ringe, men præget af umodne bær, tør, lid stram, ok til mad. 

Gavi dei Gavi, Sarotto... 2 fl: 119,-

**** (4/5)Irma, gælder indtil onsdag 22.april.  
Irmas italienere har aldrig haft min store interesse, men Sarotto er ikke ringe. Huset er specialist i Barolo & Co. Gavi var oprindelig den eneste hvidvin fra samme egn og derfor ret dyr (i dag kan du også få de finere arneis og favorita). Gavi dei Gavi -fra Gavi fra Gavi er en tak bedre. En ret neutral vin uden stor aroma, men frisk, sprød og pænt lang smag. 
     Til samme pris også Giardano sauvignon "Vinré". Ej smagt, men vil til enhver tid hellere have Gavi, for slet ikke at nævne Thörle herunder! 

Thörle, Rheinhessen, flere typer, frit valg... 2 fl: 139,- 

Riesling Trocken (100 cl), Spätburgunder Gutswein, Noir, Rosé (75cl)
***** (5/5), Irma, gælder indtil onsdag 22.april. 
Jeg har flere gange drukket den frugtige riesling, som er rigtig god og godt køb. Tør, ren og frisk med fine blomstertoner -som en god Alsace -og godt køb, da 100 cl svarer til ca. 48 kr for 75cl. Rosé vil jeg ikke spilde penge på (måske uretfærdigt!), men den røde Spätburgunder (pinot noir) kunne være rigtig god. "Noir" er blend på flere røde kan også være godt bekendtskab. Begge røde er lagret i store fade. 
      Vingården har tilhørt familien Thôrle siden 1600-tallet. men det er først underbrødrene Christoph og Johannes (foto), at den har nået sin nuværende størrelse. 
      Næsten alle vine er fra egne marker, kun riesling er købt ind fra naboer. Vingården ligger i Saulheim i Rheinhessen, iøvrigt som nabo til Landgraf, der også ses i Irma. 

Clos de los Siete, Michel Rolland,...119,-

2015 Argentina, ***** (5/5)Irma, gælder indtil onsdag 22.april.  
Meget dyb, magtfuld, men frisk, rig duft af eg og sød frugt, ganske lang. Flot vin nu og de kommende 3-4 år.
Uanset hvor skævt mange vinelskere ser til Frankrig, er denne (og et utal af andre vine) bevis på, at Frankrig stadig er Verdens vinland nr ét. I 1980erne kom "flyvende vinmagere" som Lurton til Argentina og begyndte at forfine de rustikke vine.
Siden fulgte andre efter -bl.a. Michel Rolland, der ejer denne meget store vingård syd for Mendoza sammen med 6 vinfolk fra Bordeaux -heraf navnet "De 7's vingård" -se foto!
Michel Rolland er en af Verdens mest indflydelsesrige vinmagere har inspireret en hel generation, både i Bordeaux og som her i Argentina.
Denne vin har fået hele Rolland-turen med gæring i små egefade og lagring sur lie osv. Og så er etiketten flot! Du kunne sidste år få den til 99, men 199 er stadig en 5* pris.