Søg i 1400 opslag:

29/03/2026

VInugen 14: 20 vinøse påskeæg fra 9 danske kæder

Det vrimler med vinøse påskeæg i denne uge, hvor vi er på ny rekord med 142 avistilbud fra de 9 danske kæder, hvor vi har fundet ugens 20 bedste tilbud. 

Frankrig byder på sæsonens første gode tilbud på rosé, Cap d'Agde (55 v2) og en fin Provence Jablières (59), men også på god Bourgogne rød og hvid (75) og flot Chateauneuf du Pape (109). 

Italien byder på Chianti Classico (59), tilmed den flotte San Felice, samt Ripasso Piacentini (50) og Amarone fra såvel Righetti (99) som Pasqua (109). 

Den ny Verden er flot præsenteret af Spier med den fine "Private" (50), Unámine (89) samt Yealands økologisk hvide sauvignon fra ét parcel (59). 

Endelig god tysk Geissler rød og hvid (39) og en rød Douro reserva fra Portugal. 

Superbrugsen og Kvickly (6 udvalgte topkøb) har fået hård konkurrence fra Føtex (3 topkøb) og Bilka (4) samt ikke mindst Rema1000 (4 superkøb). 

Meny har 2 fine vintilbud på listen, mens Lidl nøjes med ét. Der blev ikke plads til avistilbud fra Netto og 365discount i uge 14. 

    Alle 20 vintilbud er i uge 14 tappet i produktionslandet.   

3 vinkøb under 50,- 

Hans Geissler... 39,- 

Riesling (halvtør), Chardonnay (tør) og Pinot Gris (halvtør), Rheinhessen, Tyskland

BEDSTE køb + *** (3/5) Bilka til lørdag 4/4

Riesling er frugtig, frisk ren hvid med lidt sødme. Chardonnay og "Gris" (Grigio i Italien) ikke smagt, men er sikkert også i top til prisen.  
    Geissler er en ny etiket fra Langguth Erben, som i 2024 købt af giganten ZGM, som næsten samtidig blev købt af det endnu større GCF (Grands Chais de France), som hermed blev Tysklands næststørste vinhus såvel som største vinhus i Frankrig. Vinene er dog ganske gode (desværre). 

Bouteilley Côtes de Bordeaux.... 49,-

BEDSTE køb + **** (4/5), Superbrugsen og Kvickly, indtil lørdag 4/4

Prisen er for lav, da vinen koster 75 kr i Frankrig og 100 kr globalt (Winesearcher). Set i 2020 med guldmedalje fra landbrugsministeren. 
    Ganske klassisk, men åben og ligefrem Bordeaux på 80% merlot, åben rig frugt og middelfyldig, rank, tør smag med ikke ringe elegance. Lidt tilbageholdende, men god til mad i dag. 
    Slottet ligger hverken i Margaux eller Pomerol, men blot 15 minutters kørsel fra Bordeaux by, og ejet af familien Guillot siden 1617, lidt af en bedrift. 

Baron de Ley Rioja, kr/fl v6: 49,83

6 fl: 299. 2020/21 rød Reserva, rosé "Lágrima", hvid "Lías" eller SemiDulce (sød), Spanien

BEDSTE køb + **** (4/5), Bilka, indtil lørdag 4/4 

Herligt igen at se dette superkøb i god moderne rød Rioja med rund fylde og indbydende duft med lidt krydderi, til den bløde side, men pæn dybde og intensitet. Mere lækker end aristokratisk, men suverænt køb til prisen. Rød 2021 med 92p/Guía Peñin eller 2020 med 94p/Decanter. 85% Tempranillo + 10% unik maturana og 5% graciano -to af de sjældneste druer i Rioja. 24 måneder i eg + 1-2 år på flaske. 
    Rosé er god, frugtig, ganske frisk med lidt syre. Kun den fritløbende most ("Lagríma") bruges. 
    Hvid lagres "sur lie" for at få mere aroma, nydelig tør og ren uden at imponere. Undgå den søde semidulce. 
    Baron de Ley er et af de få huse, hvor hele høsten kommer fra eget -store- domæne i Rioja, både det kølige Alta, Alavesa + højt liggende vinmarker i Oriental. 

11 vinkøb 50-70,- 

Private Collection rød/hvid... 50,-

Spier, Rød Pinotage eller Shirazhvid chenin blanc eller chardonnay, Western Cape, Sydafrika

BEDSTE køb **** (4/5), Superbrugsen og Kvickly, indtil lørdag 4/4
Vinen var -til 69!- topkøb før Jul. 50 er tæt ved at være for lav pris! Globalpris er 120-130 kr.
    Markant bedre end Spier's gode Signature, men ikke i klasse med Mascota eller Novas.  
    Dejlig hvid chenin, ren og frisk, som får medaljer og Veritas topratings i flere årgange. Jancis Robinson har givet 90p til ældre chardonnay. 
    Den blommeagtige røde pinotage er fyldig, frugtig/krydret og blød, mens jeg desværre ikke har smagt shiraz.  
      Spier er en af de ældste vingårde -1692- blot 30 år efter, at de første vinstokke blev plantet i Sydafrika. 

Ripasso "Piacentini"... 50,-

Valpolicella superiore, Italien

BEDSTE køb + *** (3/5), Føtexindtil lørdag 4/4

Storebror til le Arche, og denne Ripasso er god til både risotto og gullasch -server kælderkold. Faktisk er rødvinen for mig mere tilfredsstillende end de tunge Amarone vine fra samme Piacentini. Måske ikke helt klasse som Ripasso Falasco i 365 (59), men topkøb til 50.

    Årgang 2023 fik 87p/Politiken: "Fyldig og krydret vin med let sødmefuld tone af amarenakirsebær. Velbalanceret og harmonisk" -samme karakter som den fik af Rydberg i årgang 2018/19.

    Hvid Soave Classico fås til samme pris. En god tør hvid med ren neutral aroma og pæn længde og friskhed. 

Riesling Alsace... 55,-

**** (4/5), Lidl, indtil lørdag 4/4

En absolut drikbar riesling i en frugtig, tør og sprød stil. Kommer fra et kooperativ i det smukke Alsace (vistnok det gode i Westhalten syd for Colmar), som tapper denne vin for Lidl. En rigtig god pris. 

Cap d'Agde "Désir" rosé, kr/fl v2: 55,-

2 fl: 110. *** (3/5)Meny, indtil lørdag 4/4

Ligner i alt Exhib, en ex-Irma pink nu i Coop365, bortset fra en manglende glasprop. 5* i Vinbladet: "Frugtig vellavet rosé med jordbær og hindbær . Pænt balanceret med en fin syre. Imødekommende med en frugtig afslutning" En herlig vin til en salade nicoise. Kommer fra marker omkring Thau indsøen nær Cap d'Agde.

Yealands "Single Block"... 59,-

hvid Sauvignon, økologisk Wairau New Zealand

BEDSTE køb **** (4/5), Superbrugsen og Kvickly, indtil lørdag 4/4
Særlig "Single Block" ("Cru") økologisk hvidvin fra Wairau, kølig del af Marlborough.
    Imponerer med utrolig rig aroma -næsten over the hill, men holder lige balancen- men også fylde og sprød friskhedVinene laves på moderne vis, hvor druerne har kontakt med mosten før gæring og ikke ser eg, end ikke én egechip. 

    Chefvinmager Natalie Christensen har været valgt som "Verdens bedste hvidvinsmager" og nævnt i Drinks Business som en af vinens mest indflydelsesrige kvinder.
    Nathalie's stamfader kom fra Als og fulgte med statsminister Monrad på den månedlange sørejse til New Zealand efter nederlaget i 1864. Monrad gav op efter få år og vendte hjem, men de andre blev! 

    En flot vin, men ikke så forfinet som nabo parcellerne L5 og S1 i Awatere. Vinen gror kun et par kilometer fra Stillehavet, hvor andre siger "HavNær" om 30-40 km afstand! 

Cerro do Santo Douro Reserva... 59,- 

*** (3/5), Rema1000, indtil lørdag 4/4

En slags 2.vin til Pégo, Amka's vingård, lavet af vinmager Wouter Pienaar på lokale druer som touriga nacional, tempranillo, tinta cao mv. 75% lagrer 8 måneder i eg, resten i stål. Har desværre ikke smagt vinen, som lyder spændende.  En ældre år fik 6*/6 i Ekstrabladet.

San Felice Chianti Classico... 59,-

BEDSTE KØB + **** (4/5)Føtex, indtil lørdag 4/4 
En ekstremt rimelig pris for flot Chianti Classico. Flot dybde med god frugt, nydelig fylde og pæn længde. Stadig ung, men faktisk rigtig god nu til pasta og pizzamen også en grillbøf. 
    P.t. ses 2022 (91p/WineEnthusiast), samt 2023 med 90p/Parker. 2022 er lidt blødere end 2023, et lidt "køligt" år. Men vinen er i top uanset år, f.eks. 2020 var nr 24 på Spectator's Top 100. 
    Vingården ligger i Berardenga syd for Greve på vejen mod Siena. Her er også et luksushotel + stjernerestaurant -samt ikke mindst en stor vingård, som leverer superb Chianti. 

Crémant "Calvet"... 59,-
Bordeaux rosé eller hvid brut (tør) eller demisec (sød)

BEDSTE KØB + *** (3/5)Føtex, indtil lørdag 4/4 
Den hvide er frisk og appetitvækkende, med en ren duft uden større karakter, men sprød eftersmag. Brut er ikke specielt tør. Den tørre rosé er endog bedre. 5* i BT. Demisec er til dessert.
Vinen laves i Bordeaux på Champagne-metoden, men druerne er Bordeaux' rød cabernet, merlot og hvid semillon, ikke Champagnes pinot og chardonnay.
    Engang var Calvet et af Frankrigs stolte store huse. Familien kom fra Languedoc og startede for 200 år siden et lille firma ved Rhone floden i Tain ved Hermitage. I dag er familiehuset reduceret til ét mærke (af utallige) fra giganten GCF

Rhone "Morel" .. 59,-

**** (4/5), Superbrugsen og Kvickly, indtil lørdag 4/4

2023/24. En solid rød Rhone, lidt rustik på den gode måde, fuld af frugt og fast med lidt vildskab i duft og smag. Vinen er perfekt til solide retter inkl. grill. Den kan nydes nu for sin frugt, men skal såmænd nok lagre nydeligt nogle år. 
    Jeg holder meget af vinen, som for mig er mere tilfredsstillende end den dyre Rhone fra Guigal. Sært nok kun smagt af få kritikere, som Rydberg/Spritnyt, der gav 2022 5* og 88p, mens Vinavisen fav 2023 5*/5. 
    Pierre-Henri Morel var en ung CEO direktør for stjernen Chapoutier, som ville prøve noget andet. Vinene laves i Chapoutiers kældre. 

Provence rosé "Jablières"... 59,-

*** (3/5)Superbrugsen og Kvickly, indtil lørdag 4/4

Smagt sidste år, en god tør rosé med fin blomst i næsen og let, rimelig frisk tør smag  med pæn frugt. En god frokostvin eller til let krydret forret. 
    Prisen er fortsat meget rimelig for Provence rosé, og 2024 fik en guldmedalje fra Gilbert&Gaillard, som kalder vinen "Provence at its peak". Lidt overdrevet. Har skruelåg, som bevarer frugten (25% hver af syrah, cabernet, grenache og cinsault). 

SanSilvestro rød/hvid økologisk... 59,95

Nebbiolo Langhe eller hvid Arneis, Langhe Italien

*** (3/5), Meny, indtil lørdag  4/4
Rød er ung baby-Barolo på samme drue groet uden for Barolo. Ingen eg, kølig gæring -indbydende frugt, middel fylde, faste tanniner, en rigtig god madvin.
Hvid på den unikke arneis drue byder på fin, ren frugt, middel fylde, pæn længde. Nydes ung. 
    SanSilvestro er et godt familiefirma med lille domæne i Barolo (som ikke indgår i denne vin).

6 vinkøb over 70,-

Bourgogne Côte Chalonnaise... 75,-

Pinot Noir eller Chardonnay "Signé", Frankrig

BEDSTE køb + **** (4/5), Rema1000, indtil lørdag 4/4

Bourgogne er (fortsat) en kostbar vin, så disse to vine er værd at købe, tilmed til markant lavere pris end hidtil set. 
     Syd for den 50 km lang højderyg -Côte d'Or- ligger Côte Chalonnaise, hvor du finder bl.a. Mercurey og Montagny (hvor bynavn kun pryder hvid, mens den røde sælges som Côte Chalonnaise -ét trin over almindelig Bourgogne)
    Det lokale kooperativ i Montagny leverer disse vine.

Unánine Gran Vino ... 89,- 

BEDSTE køb + ***** (5/5),  Superbrugsen og Kvickly, indtil lørdag 4/4

Argentina. Der er "unaninous" -total enighed!- om, at det er stor vin. Global pris på 166. Et blend af cabernet (75%) og malbec (25%) med et år i små egefade. 5 små stjerner. En magtfuld, meget frugtig vin med god længde, måske lidt poleret til at være helt i top. 2023 og 22 fik begge 92p/JamesSuckling, 2021 fik 93p/JamesSuckling og 94p/Descorchados. 2019 var ugens bedste køb med 5*/Rydberg. 

    Kan være lidt hård, men modnes hurtigt, ofte bedst efter 5-6 år, selvom der nok skal være hardcore fans, der gemmer den 10 år. 
    Vinen er en af de bedste fra Mascota vingården i det højt liggende Uco syd for Mendoza i Argentina. 


Amarone Classico Righetti... 99,-

**** (4/5), Bilka, indtil lørdag 4/4
En amarone for begyndere. Frugtig og kraftig snarere end bred, rig, let sødlig frugt over en del syre. Mangler en god Amarones frugt og koncentration. Men er til alt held ikke sød (5,5 g/l). En ekstremt lav pris for vin tappet af hus i Classico. 

Barolo "Gemma" ... 99,-

BEDSTE køb + **** (4/5) Bilka til lørdag 4/4

Set i 2021 med  90p/JancisRobinson. Gemma er god Barolo, ikke top. 

Typisk murstensfarve og interessant duft med læder og frugt, en vis stramhed, men med en moderne Barolo’s bløde tanniner. 2021 er bedst til solid mad lige nu, men giv den 3-5 år, holdbar 10-15 år.
    Som årgang er 2021 marginalt bedre end 2020. Gemma 2020 fik 94p/Decanter og 5* i Rydberg. 
    Gemma ejer 26 hektar. Søren Frank giver i ”Barolo” Gemma 3* ligesom Oddero og andre velkendte huse -og mere end f.eks. Batasiolo. 

Chateauneuf du Pape "Chemin des Papes"... 109,-

BEDSTE køb + **** (4/5), Rema1000, indtil lørdag 4/4

En ganske flot "Pavevin" baseret på grenache, dvs nok ung, masser af urter og frugt og krydderi. Stærk (15%), men let til bens og egentlig ganske charmerende helt ung. Vent ikke det store, men godt nok en dejlig vin til lav pris! 
    Vinen er tappet på stedet (på en af de 2 "ægte" flasker, modsat den mest udbredte, der kan tappes langt fra regionen). Giganten GCF 
har sin egen vingård. "Pavernes vej" er dog et mærke.

Amarone "Pasqua" ... 109,-

Valpolicella
**** (4/5), Rema1000, indtil lørdag 4/4

Mere styrke, men stadig i en relativt elegant udgave, som jeg egentlig kan lide. 
    Pasqua er et af de historiske huse ved Verona stadig ejet og ledet af familien. I dag laves omkring 14 millioner flasker om året (mest pinot grigio, men også lidt vin fra Puglia, uha) -og så amarone og ripasso, som er de faste vine. P.S: DU kan også få husets fine Ripasso Borghetti (59).

28/03/2026

Rema1000 har de vinøse påskeæg!

I denne uge kommer Rema1000 med de vinøse påskeæg. Bl.a.  rød og hvid Bourgogne og Chateauneuf du Pape -begge gode- til lav pris. 

Rema1000 sætter ganske Lidl og Netto (samt 365discount) til vægs i denne uge. 

    Bourgogne Côte Chalonnaise (75) fås som rød og hvid -begge rigtig gode- som også Chateauneuf du Pape Chemin des Papes (109) -begge vine, der ofte skuffer, men ikke i Rema1000

    Der er andre gode køb som Ripasso (59) og Amarone (109) fra det gode hus Pasqua samt noget så sjældent som en god rød Douro fra Portugal, Cerro do Santo (59). 

    Lidl blegner lidt ved siden af, selvom Alsace Riesling (55) er ganske god, mens Netto kommer til sidst med Mucho Más (45), der vil lidt mere. 

    Til sidst får du historien om Fernet Branca (en favorit for Anders Matthesen?) og en opfordring til at besøge destilleriet i Milano. Ganske gratis (inkl. rundvisning, smagsprøver og museum). 

BEDSTE køb: Bourgogne Côte Chalonnaise "Signé" -Chateauneuf du Pape "Chemin des Papes" - Ripasso + Amarone "Pasqua" - Cerro do Santo Douro Reserva - Alsace riesling "Lidl"

GODT køb: Barolo "Araldica" - Riesling "Palatium" - Mucho Más rød/hvid - Fernet Branca + Menta - St Emilion Grand Cru "Libarde" - Jensen bitter - rød Aalborg snaps - Johnie Walker whisky
ANDRE køb: La Croix Montlabert Grand Cru - Silverboom rød/hvid/rosé - Barolo "Bartoli" - Franklin's Fuel rød/hvid - Mateus rosé - Bailey flødelikør 

uge 14-2026

Bourgogne Côte Chalonnaise... 75,-

Pinot Noir eller Chardonnay "Signé", Frankrig

BEDSTE køb + **** (4/5), Rema1000, indtil lørdag 4/4

Bourgogne er (fortsat) en kostbar vin, så disse to vine er værd at købe, tilmed til markant lavere pris end hidtil set. 
     Syd for den 50 km lang højderyg -Côte d'Or- ligger Côte Chalonnaise, hvor du finder bl.a. Mercurey og Montagny (hvor bynavn kun pryder hvid, mens den røde sælges som Côte Chalonnaise -ét trin over almindelig Bourgogne)
    Det lokale kooperativ i Montagny leverer disse vine. Den hvide er lækker, rig og indbydende, ren aroma, frisk syre, den røde har god frugt, men er ikke helt i top. Men typisk pinot med sin aroma af hindbær. Kender ikke aktuel årgang, men det blev til 6* i SpritNyt feb22. Jeg har fuld tillid til denne kælder. 

Chateauneuf du Pape "Chemin des Papes"... 109,-

BEDSTE køb + **** (4/5), Rema1000, indtil lørdag 4/4

En ganske flot "Pavevin" baseret på grenache, dvs nok ung, masser af urter og frugt og krydderi. Stærk (15%), men let til bens og egentlig ganske charmerende helt ung. Vent ikke det store, men godt nok en dejlig vin til lav pris! 
    Vinen er tappet på stedet (på en af de 2 "ægte" flasker modsat mange "paveflasker"), hvor giganten GCF 
har sin egen vingård. "Pavernes vej" er dog et mærke. 

Ripasso "Pasqua"... 59,-

Amarone "Pasqua" ... 109,-

Valpolicella
BEDSTE køb + **** (4/5), Rema1000, indtil lørdag 4/4

En god Ripasso fra godt hus medrund fylde og god frugt. Og endnu bedre Amarone fra samme historiske huse. Mere styrke, men stadig i en relativt elegant udgave, som jeg egentlig kan lide.  
    Pasqua er et af de historiske huse ved Verona, som stadig ejes af familien Pasqua. De er vokset ganske voldsomt de senere år -husker dem, da det var Skjold Burne, der solgte vinene. I dag laves omkring 14 millioner flasker om året (mest pinot grigio, men også lidt vin fra Puglia, uha) -og så amarone og ripasso, som er de faste vine.
    Huset er et besøg værd, hvis du en dag kommer til Garda søen. Rundt om kælderen -ganske flot- er der en smuk park.

Cerro do Santo Douro Reserva... 59,- 

BEDSTE køb + *** (3/5), Rema1000, indtil lørdag 4/4

En slags 2.vin til Pégo, danske Amka's vingård, lavet af vinmager Wouter Pienaar på lokale druer som touriga nacional, tempranillo, tinta cao mv. 75% lagrer 8 måneder i eg, resten i stål. Har desværre ikke smagt vinen, som lyder spændende. 

    En ældre år fik 6*/6 i Ekstrabladet i dec.21: "Jeg ville have gættet på en dyr højrebredsbordeaux, men den er portugisisk, bravo... Klasse!" God portugisisk rød er sjælden, og denne har global pris op mod 100. 

La Croix de Montlabert, St Emilion... 175,- 

**** (4/5), Rema1000, indtil lørdag 4/4

Grand Cru. Helt sikkert god vin, men næppe topkøb til denne pris uanset årgang (2020 er bedst). Den har rigtig mange konkurrenter også til lavere pris. En vin i en fløjlsagtig, fed stil med rig frugt. 

    Vinen er 2.vin til Montlabert, som blev promoveret til Cru Classé i 2022. Måske fordi det søde lillebitte slot ligger omgivet af Figeac (1.Grand Cru) på 3 sider. Og måske også pga stenrig ejer. En ny 2021 har fået bl.a. 91-92p/JamesSuckling, flot for 2.vin! 
    Familien Castel, en gammel Bordeaux-familie, som dog stod meget i skyggen af de historiske familier. Men Castel tjente i 1960erne en formue på billig Castelvin, en ok konsumvin på plastikflaske. 
    Den har de investeret i bedre vin og har gennem årene købt en række slotte, ikke mindst i Bordeaux, bl.a. Beaumont, Ferrande, Barreyres og Beychevelle, 4.Cru. Samt Montlabert i St Emilion. 
    "La Croix" kommer dog mest fra særligt parcel på 8 hektar, som dog ligger på den anden side af byen St Emilion. De købte Montlabert i 2008 og bragte de Bouärd (fra Angélus) ind som rådgiver. Som andre stenrige ejere vil de gerne kendes for noget andet (og bedre?) end penge! 

Barolo "Araldica" ... 109,-

"Flori", Italien

GODT køb + *** (3/5), Rema1000, indtil lørdag 4/4
Araldica er et vigtigt og godt kooperativ mellem Barolo og Asti med 900 hektar. Huset er specialist i Asti, barbera, dolcetto og Nizza, ikke Barolo. 
    Så jeg formoder, at denne vin er hentet hos en kollega -måske coop Terre di Barolo- som har sat Araldica's etiket oven på. God pris for Barolo, men ikke en vin, jeg ofrer penge på.
P.S: Araldica er en vigtig partner i engelske Boutinot, som er vigtig leverandør til importører over hele verden.  

Riesling Alsace... 55,-

BEDSTE køb + **** (4/5), Lidl, indtil lørdag 4/4

En absolut drikbar riesling i en frugtig, tør og sprød stil. Kommer fra et kooperativ i det smukke Alsace (vistnok det gode i Westhalten syd for Colmar), som tapper denne vin for Lidl. En rigtig god pris. 

Riesling "Palatium"... 55,-

GODT køb + **** (4/5), Lidl, indtil lørdag 4/4
Nydelig riesling med indbydende frugt af blomst og urt, med pæn fylde og længde, dog næsten for meget sødme til at balancere syren. Kun smagt én gang. Kommer fra det lune Pfalz, nord for Alsace i Frankrig og er tappet af giganten Peter Mertes ved Mosel. 


Mucho Más rød/hvid... 45,-

rød/hvid blend, Spanien

GODT køb + *** (3/5), Netto, indtil fredag 3/4

15% (6 kr) dyrere end i februar, men Mucho Mas [udtal: "Mútjo Mahs"] er stadig godt køb. Meget lig KingPin (Føtex/Bilka), Maestro (Brugsen) og Perfecto (Lidl) fra samme Felix  Solis. 


     Den røde glæder mig ved rund kraft og god frugt -helt uden den  solbrændte, triste duft og smag, som engang plagede vinene fra la Mancha. Druen er tempranillo + lidt syrah + lidt eg (nok i form af egechips, helt ok med mig). 
    Den hvide laves på druerne verdejo, sauvignon + lidt chardonnay, som får en kold gæring og lagrer  "sur lie" med gærrester før tapning. Forbavsende frisk med god aroma, tør, middel fylde.

Fernet Branca eller Menta... 119,- 

GODT køb + **** (4/5)Rema1000, indtil lørdag 4/4 

Fernet er en klassisk bitter -måske kan kun ArnBitter og Von Oosten konkurrere med den. Den bruges til -ja, som onkel Stewart siger i Anden's "Terkel i Knibe": "Man kan ikke fiske ål uden Fernet Branca!". Og han vil endda have en skarp for at få morgenmaden til at glide lettere ned! 


   Den er destilleret af familien Branca siden 1845 i Milano på 27 urter. Den skal være god mod bl.a. menstruationssmerter, kolera og tømmermænd -hvad de ved i San Francisco, der er den storby, der drikker mest pr indbygger. En udpræget kultdrik, der kræver lidt tilvænning. Men så er du også med på noderne!

    I de forhistoriske dage, da den gamle VINKENDER var ung, holdt bitteren 45% (og min far fablede om 49%, da han var ung). 

    Men familien Branca ønskede at ramme et bredere publikum -og nok også lande med høj afgift- så den kom ned på 39%. Helt ok med mig. 

     Den blidere Menta har smag af, ja, pebermynte, men der er også chokolade i smagen. Den holder kun 28% og er sødere. Både Fernet og Menta bruges i mange cocktails. 

    Skulle din vej gå til Milano i sommerferien, er Branca et besøg værd! Se detaljer her! Max. 20 deltagere til museum og "experience" ganske gratis (ink.smagning). I 30erne blev Torre Branca opført -her er flot udsigt over storbyen (entré). Branca laver også andet end Fernet, bl.a. en ganske god brandy samt den ikoniske Punt-e-Mes vermouth. 

ANDRE køb:
St Émilion Grand Cru 2018 Libarde, 75 (3* + godt køb, Rema1000), en aldrende St Emilion fra firma i Blaye. Men skal dog være tappet i regionen -men hvornår? Tror det er vin, der har "lagret" på tank i 5-6 år før tapning. Så nok noget fersk i smag. Men stadig god pris. 
Silverboom rød/hvid/rosé, 40 (2*, Rema1000) Sydafrika. Sødlig marmeladevin fra Taster wine. 
Barolo Enzo Bartoli". 175 (4*, Rema1000), sikkert en god Barolo, men finder den supertunge flaske smagløs. 
Franklin's Fuel rød/hvid, 49 (2-3*, Lidl), kedelig vin fra Californiensvarme bagland. Blød rød pinot og trist chardonnay. Tappet i Danmark. 
Mateus rosé, 55 (3*, Lidl), nydelig halvtør pink med lidt brus. God pris, men jeg ved, du vil finde den til omkring 40 senere i år. 
Jensen Bitter, 75 (3* + godt køb) 38%, på basis af opskrift fra Duus vinhandel i Aalborg, men i dag lavet af Taster wine. Skal være noget blødere end Gl Dansk. 
Snaps rød Aalborg, 75 (4* + godt køb, Rema1000) 45%, til os, der elsker det klare, stærke med stænk af kommen. En klassiker. At tænke sig, at du skal betale 125+ kr for den efter Påske! Grotesk. 
Snaps rød Aalborg, 79 (4* + godt køb, Netto/Bilka + bl.a. Brugsen, mens Føtex forlanger 95).
Flødelikør Bailey's, 79 (3*, Netto, også bl.a. Bilka), lidt dyrere end Marabou, men en sød tand er forfalden til sådan én! 
Whisky Johnie Walker, 99 (3* + godt køb, Netto), bedste alkoholtilbud i Netto. Ikke helt nok, desværre.