Søg i 1300 opslag:

05/10/2024

Meny: unik sort vin og topkøb i riesling!

Meny har spændende vine og gode tilbud i disse uger, bl.a. en unik vin på druen alicante bouschet og topkøb på god Rhone Village og rød og hvid vin fra Tyskland. 

Alicante Bouschet kan give alt fra en sort, magtfuld vin med krop og duft til en mørk, men ret ligegyldig vin -Fonte Real er en af de voldsomme og godt køb til 79,95. 

    Peter & Peter er herlig tysk vin, som også er topkøb (46,66 v6). Danske Tofterup leverer gode spanske vine, hvor både rød Duero og den nye hvide Somontano (59,95) er værd at smage. Og så er der rigtig gode priser på Rioja som Faustino I og Lagunilla's Optimus

Bedste KØB: Fonte Real alicante bouschet - Peter & Peter rød/hvid - Lagunilla Optimus Rioja - Faustino I Gran Reserva 
Godt KØB:
 SanSilvestro Nebbiolo Langhe - Rhone Village "Enclave" - Chateauneuf du Pape "Enclave" - Tofterup rød/hvid - Misty Cove sauvignon blanc - Chianti Borgo al Pascolo

uge 41/2024

Fonte Real alicante bouschet... 79,95
Reserva, Sétubal, Portugal

Bedste KØB + **** (4/5), Meny, indtil torsdag 10/10

Kender ikke årgang og ikke smagt, men druen alicante bouschet giver en unik vin. En fransk druekrydsning med rød saft, som giver sort vin fuld af frugt og styrke. En favorit for Amarone-fans, men ofte lidt trættende for andre. Men det første glas er imponerende -og prisen er god. Denne 15% rødvin koster ofte op mod 200! 
    Kommer fra Sétubal halvøen syd for Lissabon og skal være lagret 12 måneder i egefad. Druen Alicante Bouschet blev skabt i 1866 af Henri Bouschet ved at krydse den fine grenache med den mere ordinære petit bouschet. Druen kan give højt udbytte af mørk, kraftig vin, dog sjældent med stor karakter. Den bruges stadig i Sydfrankrig, hvis en lys, tynd rødvin har brug for lidt styrke og farve! 

Peter & Peter rød/hvid... 46,66

6 fl: 279,95. Riesling Trocken eller Feinherb, Weissburgunder, Mosel, Pinot Noir Pfalz, Tyskland

Bedste KØB + **** (4/5), Meny, indtil torsdag 10/10

Hvid riesling fra Mosel's "Steillage","feinherb", dvs. let sødlig, med nydelig duft og fin syre, Trocken er tør uden at overdrive, med lille snert af grønt, dvs umodne druer, men stadig mere end drikbar og et superkøb.  

    Hvid Burgunder er mere neutral, tør, frisk med god syre. Kun smagt én gang.
    Rød pinot fra det lune Pfalz er pæn uden at være prangende, med typisk hindbæraroma og tør, blød, pænt lang smag, lidt fersk, måske. 5* + godt køb i Ekstrabladet. 
    Peter & Peter er husvine ved den store Mosel musikfestival med en lang række koncerter i juli og august langs hele Mosel fra Koblenz til Trier (mange dog i Bernkastel). 

      Vinene laves af giganten ZGM (Zimmermann-Graeff-(Rudolf) Müller) i Zell, en malerisk og hyggelig by ved Mosel floden. Garvede læsere vil kende den hyggelige by Zell fra "Schwarze Katz", men i dag leder man i reglen forgæves efter en sort kat! (foto).

Reserve de l'Enclave, Rhone Villages.. 59,95

Godt KØB + **** (4/5), Meny, indtil torsdag 10/10

Set i 2020. En Villages fra Rhône til 60 kr er værd at købe. Denne har nok lidt mere nerve og urter i næsen foruden grenache-druens krydderi og styrke.

       Vinen kommer fra den nordlige, kølige del af den centrale Rhône dal omkring Valréas, som i næsten 500 år (1317-1791) var en pavelig enklave -del af Pavestaten- i Frankrig (hvad borgerne ikke var glade for). Området var oprindelig bedre kendt for oliven (Nyons) end for vin, men vinene er dog gode, lidt lettere og med mere nerve end de lune områder længere mod syd. 

    Kælderen er del af giganten Cellier des Dauphins i Tulette, en union af kooperativer med tæt på 100 millioner liter/år, langt den største leverandør af Rhone.    

Chateauneuf du Pape "Enclave".. 139,95

Godt KØB + **** (4/5), Meny, indtil torsdag 10/10

Set i 2021. Vinen er tappet på négoce flaske, dvs. nok i Tulette, dvs uden for Chateauneuf, så vent ikke topkvalitet, selvom jeg formoder vinen kommer fra medlemmer med parceller i det forjættede område. Vent en ligefrem fyldig vin med styrke og frugt.

Lagunilla Rioja "Optimus"... 89,95

Bedste KØB + **** (4/5), shop.Meny.dk, indtil torsdag 10/10

Set i 2014 Reserva. Har faktisk aldrig smagt denne særlige Reserva fra det store Lagunilla hus (del af Concordia gruppen). Skal være mere koncentreret -"Optimal"- end den normale blide reserva. Meningerne er delte -86p/100 fra WIneEnthusiast og 92p/100 fra Andreas Larsson i Tasted. Vil dog tro, at 92p passer bedre til den, da den normale reserva får omkring 90p! Vent en magtfuld, koncentreret vin, nok mere frugtig end Faustino, men også kraftigere.  

Faustino I Rioja Gran Reserva... 89,95

Bedste KØB + **** (4/5), shop.Meny.dk, indtil torsdag 10/10

Laveste pris på vinen set i 2012Faustino I har en dyb farve med modne nuancer, en indbydende duft med god dybde og modent krydderi, ganske fyldig og lang med god modenhed, som man kan forvente efter 10-12 år. Den "unge" 2012 har fået 92p/Peñin og Bacchus, men kun 90p/TimAtkin. 

Tofterup Ribera del Duero... 59,95
rød tempranillo, Spanien 

Godt KØB + *** (3/5), Meny, indtil torsdag 10/10

De dansk-spanske Tofterup brødre er født i Esbjerg, men flyttede som børn med familien til Spanien. De henter vin i kældre rundt om i Spanien -akkurat som storebror David (t.v.) gjorde i mange år som vinmager for Hammeken, mens lillebror Jonas (t.h.) som første og (hidtil) eneste dansker tog den unikke (og svære) Master of Wine (MW) titel, tilmed på blot 4,5 år, mens de 5%, der gennemfører uddannelsen, i snit er 7 år om arbejdet. 

      Selvom huset ligger i Denia nord for Alicante, hentes vinene i andre områder. 

      Rød Ribera del Duero er smagt én gang. Nydelig, enkel vin med solid fylde og god frugt. Laves af gamle tempranillo vinstokke (80 år, loves der) og får en kølig gæring for at kunne nydes ung. Mest lagret på tank, men måske 20% lagrer en tid i små egefade. 

Tofterup chardonnay... 59,95
Somontano, Spanien 

Godt KØB + *** (3/5), Meny, indtil torsdag 10/10

Den nye chardonnay hentes i Somontano ved foden af Pyrenæerne. Et tørt område med kolde nætter og varme dage. Vinen lagres sur lie for at få mere aroma. Vinen er lige ankommet og ikke smagt. Men ofte er hvid herfra tør, fyldig, diskret aroma, ren og rimeligt frisk med lidt syre over frugt. Kunne blive en sand pleaser!

SanSilvestro Nebbiolo Langhe.. 59,95

Godt KØB + *** (3/5), Meny, indtil torsdag 10/10
En helt ung (2022) baby-Barolo på samme drue groet i omegnen af Barolo. Ingen eg, kølig gæring -indbydende frugt, middel fylde, faste tanniner, en rigtig god madvin.

    San Silvestro er et godt lille familiefirma med   lille domæne i Barolo (som ikke indgår i denne vin). Har fuld tillid til denne vin. 
    Fra samme San Silvestro kommer også Barbera d'Alba (69,95, 3-4*) og Barolo Patres (110, 4*), som også begge er gode køb. 

Misty Cove sauvignon blanc... 59,95
Marlborough New Zealand

Godt KØB + **** (4/5), Meny, indtil torsdag 10/10

En klassisk Kiwi sauvignon med overdådig frugt, middel fylde og fin syre. Ikke smagt. 2023 har fået bl.a. 88p/WineEnthusiast. 
Huset er grundlagt af Andrew Bailey, som har solgt en masse NZ vine i Europa (bl.a. mærket FortyFour Degrees), før han startede sit eget hus i 2012. 

Chianti Borgo al Pascolo... 59,95

Godt KØB + *** (3/5), Meny, indtil torsdag 10/10

2022. Formentlig identisk med Passo i Netto/Føtex til omtrent samme pris. En blød Chianti, frugtig, simpel og ligefrem. Men meget behagelig og vellavet med kold gæring og ikke skyggen af eg. Drik den nu, mens den har sin frugt. 

    Men trods 99p (!) fra en ukritisk ItalianWineGuy slet ikke klasse som den langt finere San Felice (59 på tilbud), som både er fra det fine Classico og roses af seriøse kritikere (bl.a. 91p/Parker). 
    Vinen laves i regionen af Riolite fra Padua, ejet af vinkonsulent Franco Bernabei. I dag er det dog mest sønnen Matteo, der laver moderne supermarkedsvin på indkøbte druer eller vine. 

04/10/2024

Netto: topkøb i Rioja og Brunello

Netto har efter en vinøs tørke "Vilde Vindage" med mange gode priser på god vin. Jeg lagde  mærke til både Amarone og Brunello til 99 samt et par lidt anderledes vine som rød Bourgogne-kopi fra Baden til blot 45. 

Netto har ellers været meget diskret i denne blog siden foråret, men tager revanche nu! 

Fra Rioja den gode Bordón Reserva (50) såvel som Faustino I (99). 99 er også prisen på den gode Brunello Poggio Forte og Amarone le Arche (som storesøster Bilka sælger til 139). 

    Billigere endnu er vine med det sære navn Art of Refill, som skjuler en tør riesling og en ret sjælden rød Baden på Bourgogne druen pinot noir. Desuden en god pris på Prosecco le Arche og Selaks hvide sauvignon (50) samt Gemma's gode Ruja nebbiolo (59). 

Tilbud gælder fra lørdag 5.oktober. 

Bedste KØB: Rioja Bordón Reserva - Brunello Poggio Forte - Amarone le Arche - Selaks sauvignon - Prosecco le Arche - Faustino I Gran Reserva 
Godt KØB: Gemma "Ruja" nebbiolo - Ripasso Piacentini - Art of the Refill rød/hvid Tyskland - Garnier rød/hvid/brus - Mucho Más rød/hvid/rosé/brus - Chablis Calvet - Capolavaro barbera (?) - Chivas Regal 12 år whisky
Andre tilbud: Modello Masi - Stellenhof rød/hvid - Taslisker Skye malt whisky 

uge 41/2024

Rioja Bordón Reserva... 50,-

Bedste KØB + **** (4/5), Netto, indtil fredag 11/10

Middeldyb; indbydende let krydret duft med toner af nød og urt; middel fyldig, pænt lang -en kommerciel, god Rioja. 2017 fik bl.a. 90p/TimAtkin, mens ældre årgang fik 4* i Politiken, 92p/Vinguide, lidt højt måske.  
      Huset er grundlagt i 1890 af Anglade fra Bordeaux sammen med en lokal vinmand -og navnet Bordón antyder netop "en Bordeaux-mand"! 
      Der har ikke været folk fra Bordeaux blandt ejerne i 100 år, men huset hedder stadig "Franco-Españolas" -den "fransk-spanske" bodega! Er du i Logroño, så besøg huset, som ligger smukt ud til Ebro floden og (trods rasende modernisering) stadig har bevaret god del af sin franske 1800-tals charme! Blandt gæsterne her har været den spanske kong Alfonso XIII og selveste Ernest Hemingway, der besøgte huset i 1956. 

Brunello Poggio Forte... 99,-

Bedste KØB + **** (4/5), Netto, indtil fredag 11/10

Brunello laves på en sangiovese klon og giver i reglen vin med en markant garvesyre, som kun delvis blødgøres af 2-3 år i eg. Vinen har kraften og frugten -og serverer du vinen kælderkold, tror jeg, du vil blive mere end tilfreds til alle former for vildt.  

      Poggio Forte er 2.vinen fra Quercecchio, en af de større vingårde i Montalcino. En typisk, men ikke bemærkelsesværdig brunello. Jeg vil tro, at Poggio Forte er tæt på eller identisk med Quercecchio. 

Amarone "le Arche", Valpolicella... 99,-

Bedste KØB + **** (4/5), Netto, indtil fredag 11/10

Er med gr ekstremt lav pris for Amarone-kopi for begyndere. "Amaro" betyder bitter, men der er mere sødme end bitterhed over denne vin, som bliver vammel efter det første glas! Men prisen er lav (selvom du kunne få den til 89 for 2-3 år siden). 

Selaks sauvignon blanc... 50,-

Bedste KØB + *** (3/5), Netto, indtil fredag 11/10

Selaks' "essential" (hmmm!) er et topkøb til 50 kr. Sauvignon med sprød friskhed og nydelig aroma og pænt lang smag. 
    Ganske korrekt Marlborough uden at imponere -ligner meget Kim Crawford fra samme kælder i New Zealand, som af uransagelige årsager koster op mod 100 kr! Måske er Selaks tappet i England.  

Prosecco "le Arche" hvid... 50,-

Bedste KØB + *** (3/5), Netto, indtil fredag 11/10

Den bedste Prosecco er altid den yngste, med ungdommens friskhed. Som denne: 
    Nydelig æblearoma, let sødme (hvad Extra Dry lidt vildledende skal have), men med lille syre, der giver friskhedNydes alene eller med Aperol/Campari som spritz. Du kan også vælge citron (Limoncino), kirsebær, brombær osv. 

Gemma "Ruja" nebbiolo... 59,-

Godt KØB + **** (4/5), Netto, indtil fredag 11/10

Den lidt tørre Nebbiolo fra Langhe er en "Baby-Barolo" med god frugt og fast eftersmag. Skal nydes kælderkold til mad! Kan også gemmes nogle år, men ikke så længe som Barolo. 
    Gemma er del af Piacentini's domæner, som generelt leverer god Barolo typer til fair pris.   


Ripasso Piacentini... 59,-

Godt KØB + *** (3/5), Netto, indtil fredag 11/10

Middelfyldig, (næsten) tør, frugtig. Ripasso er rigtig god til en aften foran grill'en -server kælderkold. Årgang er 2022 eller 2021, som jeg ikke har smagt, men mon ikke den ligner den absolut drikbare 2019?  


Art of the Refill rød/hvid... 45,-

Rød pinot noir Baden, hvid riesling øko Pfalz, Tyskland

Godt KØB + *** (3/5), Netto, indtil fredag 11/10

Ny vin fra Salling, så ikke smagt. Har dog smagt andre fra samme hus og du kan vente gedigne vine -den røde Baden med god fylde og frugt, den hvide riesling frugtig og ren uden for meget syre
    Også set i Bilka (som også har en østrigsk veltliner samt mix med hyldeblomst mv). Bag vinen står den tyske gigant Peter Mertes, som også mestrer kunsten med uforståelige navne som "Refill" (øh, er vinen gammel vin på nye flasker?). 
    Vinene er hentet langt syd for kælderen i Bernkastel -den hvide riesling i det lune Pfalz, den røde helt nede i Baden, som hidtil har været kendt for lidt dyrere spätburgunder (pinot).      


Garnier Sparkling "Blanc de Blancs"... 45,-

Fås også som rød pinot noir og hvid chardonnay, Frankrig

Godt KØB + *** (3/5), Netto, indtil fredag 11/10

Stadig godt køb, selvom Netto prisen er gået 15% op siden sidste år. Ikke smagt, men et andet brus fra samme firma er ganske ok, let og frisk med nydelig aroma og ren smag. Ikke just, hvad min sommelier vil anbefale (trods navnet), men ikke ringe.  Vinen får brus på tryktank (som prosecco og Asti), billigere end Champagne-metoden, som bruges til crémant. 
     Garnier har i Netto hidtil været rød og hvid bordvin, men de fås nu med Martenot etiketten (herunder). Begge er mærker fra GCF. 

Mucho Más rød/hvid/rosé/brus... 45,-

Godt KØB + *** (3/5), Netto, indtil fredag 11/10

Giganten Felix Solis har råd til god designer (og god vinmager). Den røde glæder mig ved rund kraft og god frugt -slet ikke det solbrændte, triste, som plagede vinene fra la Mancha, det hede, tørre område syd for Madrid. 

    Den hvide laves på druerne verdejo, sauvignon + lidt chardonnay, som får en kold gæring og 2.3 måneder "sur lie". Forbavsende frisk med god aroma, tør, middel fylde -flot for vin fra så varmt et område.

    Brus laves af samme druer som den hvide og får sit brus ved den billige tryktank metode (som Prosecco, men modsat cava, som laves med Champagne-metoden). Ganske god med nydelig frugt, men også lille restsødme for tørt brus. 

Faustino I Rioja Gran Reserva... 99,-

Bedste KØB + **** (4/5), Netto, indtil fredag 11/10

2011/12. P.t. samme pris i Føtex. 

Faustino I har en dyb farve med modne nuancer, en indbydende duft med god dybde og modent krydderi, ganske fyldig og lang med god modenhed, som man kan forvente efter 10-12 år. 2011 har fået svimlende 95p/WIneEnthusiast og 93p/Guía Peñin, mens den "unge" 2012 foreløbig må nøjes med 92p/Peñin og 90p/Tim Atkin. 

    Vingården er meget stor, men pålidelig og leverer arketypisk Rioja, som trods det kunstige støv på flasken er ganske moderne. Vinene kommer fra eget store domæne. 

Masi "Modello" rosso.. 45,-*

*: 50 uden Netto-app

*** (3/5), Netto, indtil fredag 11/10

30 kr i december 2021, 35 i 2022 og 40 i 2023. Nu 50 kr -men dog 45 med Netto'app'en. Et kraftspring af et prishop, som hverken Covid eller Putin kan tage hele æren for! 
      Den røde er Masi's forsøg på at lave typisk Valpolicella af druer hentet uden for denne ret dyre region. Basis er corvina og merlot. Vinen er god, med kirsebær i duft og smag, som er frisk og let. Servér kælderkold. En god ledsager til lettere retter. 

Calvet "Chablis"... 99,-

Godt KØB + *** (3/5), Netto, indtil fredag 11/10
Set i 2023. Let og tør, ganske frisk og ren neutral aroma. Lidt kort. Og prisen er lav for Chablis. Jancis Robinson gav 85p/100 til ældre årgang.  
    Mærke fra giganten GCF, der ejer stort domæne i Chablis, så giv vinen en chance. 
    Calvet er et gammelt hus (i Bordeaux -ca. 600 km fra Chablis), ejet af giganten GCF, som har hovedsæde i det nordligste Alsace -andre 400-500 km fra Chablis. 

    Fra samme koncern Francois Martenot Bourgogne rød/hvid (79, 3*), ganske ok vin, hurtigt glemt. 

    Til samme pris den kommercielle Kung Fu girl (99, 3*), sød etiket, ok vin, men for dyr. 

Capolavaro Barbera ... 39,-
til samme pris Appassimento rød/hvid (1*), Puglia Italien  
Godt KØB + **? (2?/5),  Netto, indtil fredag 11/10
Denne vin er ny og kommer formentlig fra Piemonte, men er uden DOP (dvs landvin). Ikke smagt, men de kyndige svenske Munskänkare har pæne ord til Capolavaro Piemonte (79 i Systembolaget), som formentlig ligner. Vent en mørk, kraftig (13,5-14%) vin med meget frugtsødme, men kun begrænset restsødme (8 g/l?). 
    Jeg vil ikke sige noget om Appassimento, suk! Alle tappet i Danmark.
Stellenhof rød/hvid/rosé... 45,-
** (2/5),  Netto, indtil fredag 11/10
Jeg har prøvet denne "single vineyard" vin flere gange. Flere venner roser den let sødladne, stærke (15%) rødvin, som dog (trods en lille sødme) er ret slank i smagen. Men ikke mig. Jeg trøster  kig med, at glasflasken nok er bedre end samme vin i box/plastikpose. Rosé og hvid ikke smagt. Tappet i Danmark. 
      For mig er etiketten det bedste -men den er også flot! 

Chivas Regal ”12 år” Whisky.. 149,-

Godt KØB + *** (3/5),  Netto, indtil fredag 11/10

Tilbud i dag er oftest omkring 160-180, så 149 er ekstremt lav pris -især da jeg husker en ungdom, hvor Chivas var den dyre whisky. En vellagret, let til middelfyldig dram med meget aroma og blød, lang smag med lidt sødme. Johnie Walker Black er mere mig med sin røgede bouquet, men seriøse Tastings gav Chivas 91p i 2019. 
Talisker ”Skye” Single Malt Whisky... 219,-
**** (4/5), Netto, indtil fredag 11/10
Set i sidste år til 169 (ved jul til 189), så ikke topkøb. En yngre og blidere udgave af den flotte 10-årige Talisker. Dvs. mindre medicin og tørv, men stadig masser af aroma og styrke (45,8%). 
      Talisker er det eneste destilleri på den barske ø Skye ud for Skotlands nordvestlige kyst. Der går i dag en bro til den vilde ø, som byder på nogle af de smukkeste bjergområder i Skotland.