Den bedste vin i denne klumme er nok den rene syrah fra Crozes Hermitage. En ung 2018, men du skal ikke gemme vinen, som er en "naturvin" uden tilsat svovl. Men når vinen smager som en drøm fuld af frugt og saftig fylde, så laver jeg straks en gullasch at servere den til!
Crozes Hermitage "Mouvement Perpetuel"... 75,-
2018 Crozes Hermitage "uden Sulfitter", bedste VIN + bedste KØB + ***** (5/5), Føtex og Bilka (partivare, ikke med rabat på Føtex' web).
En formidabel vin til meget små penge. Intens, rig aroma, dyb og overdådig, kraftig, men afrundet og lang -ganske lækker. Men du ved aldrig med naturvine, så måske smager dne næste flaske anderledes!
Cave de Tain et rigtigt godt kooperativ. som også har det held at have det største areal i Crozes Hermitage. Druen er 100% syrah, og denne vin kommer fra særlige parceller i delvis økologisk drift. Vinen er ikke tilsat sulfitter, dvs. såkaldt naturvin, en bevægelse, der startede i Frankrig for knap 20 år siden -og nu har bredt sig til den ganske verden. Sulfitterne tilsættes for at beskytte vinen mod luftens ilt -dvs. holdbarhed- så en sulfitfri vin skal ofte nydes ret hurtigt, inden ilten har ødelagt vinen -jeg har smagt nogle ret sjove naturvine gennem årene! Så gem ikke vinen.
Naturvine har ofte en særpræget smag, noget vildt og anderledes i duften og en fast, tør eftersmag. Men Crozes var anderledes -i hvert fald de to flasker smagt i december og januar!
Normalt må rødvin må tilsættes sulfitter op til 200 mg/l (hvidvin og rosé 300), men når vinen er tappet på vingården, tilsættes oftest langt mindre, typisk 60-80 mg/l, hvoraf halvdelen er fri, som fordamper i glasset. Så tåler du ikke rosé er rødvin bedre end hvid, og naturvin er bedst! Der ER dog en smule sulfit i vinen, som dannes naturligt i løbet af gæringen.
Bedste VIN + ***** (5/5), Føtex, indtil torsdag 11. februar, normalt 249
En flot etiket, men "Grand Vin"? En stor vin i Pauillac har navne som Latour eller Lafite og Chateau Margaux, Palmer, Rauzan o.l. i Margaux! Og dem kan du ikke få for 129! Vinen er tappet af Ginestet, ikke på slottet -og et slotsnavn leder du også forgæves efter. Vinen er formentlig frasorterede fade fra Cru Classé slotte. Jeg har smagt Pauillac '15, som var god, ikke stor (og jeg betalte 149, surt). God 4-5 år gammel, men krævede 1-2 år mere. Margaux ikke smagt.
Ginestet er et af de bedre huse i Bordeaux. Før var vinene tappet på ejendommen -hvis navn dog ikke nævnes- men nu er de alle tappet af Ginestet. Familien bag Ginestet ejer slotte i både Pauillac (Haut-Bages Libéral) og Margaux (Ferrière, Gurgue). Led efter årgange som 2015 eller 2016. Her er en fair chance for et dyrt navn til en overkommelig pris -men stadig vil jeg foretrække f.eks. Fourcas-Dupré 2014 eller Petit-Caillou 2015, hvis de igen kommer på tilbud i Irma. MontGras Reserva, rød eller hvid... 39,-
Chile, bedste KØB + ***** (5/5), Føtex og Bilka, gælder hele februarPinot Noir fra Leyda (4*), Carmenère, Merlot og Cabernet-Sauvignon fra Colchagua (5*), chardonnay fra Central Valley (3-4*), Sauvignon blanc fra Leyda (5*)
MontGras er stort hus ejet af Cristián Hartwig og Eduardo Gras, med Eduardo's brother Hernán som vinmager. Huset ejer flere vingårde, ialt 900 hektar i gode regioner. Vinene er alle meget gode til prisen. De lagrer stort set ikke i eg (trods teksten på bagetiketten -egen er mest egestave stukket ned i tanken). Sidst foretrak jeg cabernet og pinot noir, men et par flasker senere har jeg også hvid sauvignon med på listen, mens den lidt vegetabilske grønne carmenère måske er bedre om et års tid på flaske. Chardonnay er ikke så spændende, synes jeg.
Jeg finder disse "reserva" vine meget bedre end Montgras' 3 liter BOX vine 129, 4*) -og lige så gode -måske endda bedre- end Selaks vinene fra New Zealand (4*, 75,-).
Trapiche "Pure", frit valg... 45,-
Argentina, Bedste KØB + ***** (5/5), Føtex, indtil torsdag 11. februar, Rød malbec, hvid sauvignon, rosé
Den røde malbec har åben, overdådig frugt, solid, afrundet fylde og lang smag, et topkøb! Den hvide har god frugt, men har ikke den præcision og sprøde friskhed som god sauvignon fra New Zealand og Frankrig. Men både hvid og rosé er små 5* værd til 45 kr! Rosé er pæn. Bedre -og normalt dyrere- end Trapiche "oak cask", selvom den ikke er præget afde dyre egefade. Vinen kommer fra det fine, højt liggende Valle de Uco, mens de almindelige Trapiche ofte kommer fra lavere liggende marker i Mendoza.
Foto: Trapiche kommer fra Mendoza ved foden af de snedækkede Andes bjerge. "Pure" Malbec og sauvignon gror i højderne i Uco, et særligt (godt) område ved foden af det højeste bjerg i Amerika (både nord og syd), en times kørsel syd for Mendoza by. Ripasso Classico, Righetti, Valpolicella... 59,-
***** (5/5), Føtex, 2018, ej smagt. Ja, jeg er bestemt ikke Amarone-fan, men kan egentlig meget godt lide denne ripasso, hvor frugten er ren og smagen rimeligt tør, suppleret med rund fylde med fint syresmæk. Jeg husker dog god Righetti i 1990erne, bl.a. solgt af Sigurd Müller. Jeg har kun købt Righetti et par gange siden . Men prisen er lav, så du får god vin til prisen.
Crémant Calvet, Bordeaux, Brut eller rosé... 49,-
***** (5/5), Føtex, indtil torsdag 11. februar
Etiketten er flot, men meget andet er der ikke at sige om crémant'en, selvom den er godt køb. Den hvide har en ren duft uden større karakter, som går igen i smagen. Vinen laves på Champagne-metoden, men er lavet på Bordeaux-druer, typisk rød cabernet og hvid semillon. Køb kun brut, som i øvrigt ikke er så tør, at det gør noget. Den tørre rosé er nok bedre, men ikke smagt. 5* i BT.
Historien om Calvet er næsten bedre end vinen: i 1870 kom den første Calvet til Bordeaux for at sælge Rhône, i særdeleshed Hermitage, som var populær hos de andre vinhuse, som mente at Bordeaux ville smage bedre, hvis den blev blandet med lidt Hermitage. Dengang helt lovligt, men det fortsatte vist også, da det blev forbudt!
Med tiden blev Calvet et vigtigt hus, som også ekspanderer med smukt hus i Bourgogne, som stadig ses (dog uden navnet Calvet) på ringvejen i Beaune. Efter nogle slemme år blev navnet i 2007 købt af GCF gruppen. GCF har også navne som Dulong (Irma), Alexis Lichine (Netto), og Louis Eschenauer (Vinmedmere). Så formentlig er Netto's Lichine crémant identisk med Irmas og denne vin. Men synes Calvet-etiketten er flottere!
Føtex sælger også Calvet Chablis (89, 3*) -en absolut forglemmelig vin, som jeg til alt held kun har smagt én gang. Groft sagt glædede det mig næsten mest, at vinen havde skruelåg. Køb kun Chablis tapept i Chablis eller nærmeste omegn.