Søg i 1400 opslag:

Viser opslag sorteret efter dato for forespørgsel ch. de mercey. Sortér efter relevans Vis alle opslag
Viser opslag sorteret efter dato for forespørgsel ch. de mercey. Sortér efter relevans Vis alle opslag

11/09/2026

Føtex: flot Chianti og billige bobler

Billige bobler fra Sydfrankrig og en ung, superflot Chianti Classico er blandt Føtex' mange tilbud i uge 38. 

San Felice Chianti Classico (65) er steget de senere år, men stadig topkøb for Classico, når den koster 130 kr uden for Danmark. 

Blandt mere daglige vine er både tyske Noble House riesling (45) og Francois Martenot (45 med Føtex+) drikbare. Du kan også få en tør brut med bobler til samme pris. Perfekt til en spritz! 

Fra Spanien er Portia (79) fra Ribera del Duero et godt køb som også Pulpo albariño (79), tør hvid fra det både, kølige Galicien. 

Endelig en Gigondas fra Bessac (129) og en Hautes Côtes de Beaune fra Bourgogne (129). Gå efter Chateau de Mercey, hvis den stadig er på hylderne -frygter den er på vej ud.  

BEDSTE køb: San Felice Chianti Classico - Francois Martenot sparkling brut 
GODT køb: Portia "10 meses" Ribera Duero - Pulpo Albariño eller Godello hvid - Francois Martenot rød/hvid - Noble House riesling hvid/rosé/alkoholfri - Gigondas "Bessac" - Pouilly-Fumé "Fournier"
ANDRE:  Mercey Hautes Côtes de Beaune - Appassimento "Deconti - Primitivo Manduria "Capolavaro" - Helfrich riesling 

San Felice Chianti Classico... 65,-

BEDSTE køb + **** (4/5), Føtex, indtil torsdag 17/9
Set i 2023, en lidt køligere årgang end 2022. God frugt (hindbær, kirsebær), nydelig fylde og pæn længde. Vinen kan nydes nu (men jeg vil give den 1-3 år). Perfekt til hakkebøf, pasta og pizza.  
    2023 har foreløbig fået 90p/Parker og 89p/Spectator. 2022 fik 91p/Parker og WineEnthusiast og 89p/Spectator.

     Prisen er steget noget de senere år -vinen kunne fås til 49 i 2022 og 59 de senere år. Men Classico er ofte ganske dyr, og her får du en af de rigtig gode til pris omtrent som normal Chianti. Den globale pris 130 kr.
     San Felice er en stor vingård (med hotel og restaurant) i det sydlige Classico, som siden 1978 har været ejet af forsikringsgiganten Allianz, som tifosis kender som fra Bayern München's arena i München. 
    I snart 50 år har Allianz investeret massivt i San Felice og synes at gøre alt rigtigt. Vingården -nærmest en landsby- er perfekt restaureret og har luksushotel med tilhørende Michelin-restaurant.

    Der er fremragende vinmager, som laver ganske mange vine fra 150 hektar vin, bl.a. 230.000 flasker af denne 2023. Med fuld ret en mangeårig favorit fra Salling gruppen. 

Portia "10 meses", Ribera del Duero... 79,- 

GODT køb + *** (3/5), Føtex, indtil 17/9
Faustino's Ribera del Duero er en mørk, magtfuld, men rimeligt elegant vin, ikke crianza, men lagret 10 måneder i små egefade. Afrundet, flot og lang med pæn friskhed. 

    Ribera del Duero var engang området med sublim, kostbar spansk vin (plus en masse skuffelser). 
    I dag laves rigeligt med vin, langtfra alle i superklassen. Denne er i den gode ende. Spanske Guía Peñin gav 89p/100 til både 2022 og 2021, akkurat som James Suckling, mens 2021 fik 92p/WineEnthusiast. 
    Portia er en ret ny bodega med 160 hektar vin og imponerende kælder med 3 grene designet af arkitekten Norman Foster. Det ejes af Faustino Rioja, men nyder vis selvstændighed. 

Pulpo Galicia hvid... 79,-

hvid Albariño Rías Baixas eller Godello, Pagos del Rey Nordspanien
GODT køb + *** (3/5), Føtex, indtil 17/9
Slet ikke topkøb, men stadig mere end ok til prisen, selvom jeg købte vinene til 50 for 3-4 år siden. 
    Albariño er ofte bedst, smuk aroma med lidt dybde, tør, bred smag med fine syrer. 2024 får 89p/Peñin. 
    Godello kan have lidt aroma af nødder, den er mineralsk, men virker måske mindre tør. Fra det lidt lunere Monterrei. 2024 har fået guld på Baco-smagningen. 
    Spanien har for mange kun 2 regioner med hvidvin i verdensklasse: Rueda med fin verdejo og albariño fra Rías Baixas i Spaniens blæsende, kølige Galicien -og en del vil føje godello til listen. 
    Her nærmer du dig tæt målet for camino'en, Sct.Jakobs grav, som starter i (bl.a.) Maribo og går gennem Europa til domkirken i Santiago de Compostela (foto). 
    Vinene laves i ny kælder af Pagos del Rey, den fine gren af giganten Felix Solis. 

Francois Martenot sparkling... 45,-*

BEDSTE køb + ** (2/5), Føtex og Bilka, indtil torsdag 17/9 (*: med Føtex+ app)
Brut/tør. Ikke smagt, men den ligner nok Garnier's sparkling i Netto mere end den markant bedre crémant Bourgogne fra samme Martenot. Basisvin kan hentes andre steder (måske i Spanien?), og boblerne laves i tank, ikke flaske. Simpel, men absolut drikbar vin, som dog kunne fås til 40 i august. 
    Smagt i en simpel men ok Brut udgave (dog ikke så tør, at den generede!). Perfekt også til aperol spritz! 

Francois Martenot pinot eller chardonnay... 45,-*

GODT køb + *** (3/5), Føtex og Bilka, indtil torsdag 17/9 (*: med Føtex+ app)

Martenot bor i Bourgogne (postnr 21---), hvor hoveddruerne er pinot og chardonnay. Men disse kopier er hentet i Sydfrankrig, som antydet af prisen, som gør vinen interessant for dig, der kan lide vine fra Over There. Kunne fås til 40 kr i august, men stadig godt køb. 

   Enkle og simple landvine, men slet ikke ringe -den røde har pæn aroma, let, behagelig med lidt hindbær i duften, blød eftersmag. Den hvide er frisk, tør og ren. 

    Martenot er et mærke ejet af giganten GCF i Bourgogne (så vinen ligner nok bl.a. Garnier (Netto) til forveksling. 

Noble House hvid/rosé... 45,-
Riesling Trocken (tør), medium, alkoholfri, rød pinot, rosé, Dr Pauly Rheinhessen Tyskland 
GODT køb + *** (3/5), Føtex, indtil torsdag 17/9
Hvid er god tør riesling -intens, ren aroma, sprød, frisk og let, men med nydelig eftersmag. 
Den let sødlige har rigere aroma, men også rimelig friskhed trods sødmen. Rosé riesling er sjov med både syre og sødme, let, en god terrassevin. 
    Alkoholfri riesling er sødere, men har dog noget syre. 
    Familiehuset Dr Pauly henter disse vine i Rheinhessen, hvor vinen er billigere end ved Mosel. Noble House er ofte et af de bedste køb i tysk riesling, men kunne fås til under 40 for ikke så lange siden. 

Gigondas "Bessac"....  129,-

GODT køb + *** (3/5), Føtex, indtil torsdag 17/9
. 
Noget dyrere end for et par år siden, men stadig godt køb. Ikke top, men lidt mere "vild" end Guigal og ikke på højde med domæner som Amadieu. 
    Fyldig og fast, pæn dybde, behagelig allerede, selvom den med fordel kan gemmes 2-4 år. 
    Gigondas(udtal med s: "Sji-gohn-das") var det første "Cru" efter 2.verdenskrig og er stadig den nok mest seriøse rival til Chateauneuf du Pape.
      De sidste måneder har Føtex og Bilka haft alt for få tilbud fra deres "egen" leverandør af Rhone, så at se Bessac er en fornøjelse, selvom jeg stadig savner en god pris på Lirac og Plan de Dieu! 
     Auguste Bessac kendes også som Ogier/Caves des Papes og ejes af familien Jeanjean. Huset har en lille vingård i Chateauneuf, men leverer generelt god vin fra det meste af Rhône. 

Hautes Côtes de Beaune... 129,-

**** (4/5), Føtex, indtil torsdag 17/9

Fto i tilbudsavis er Ch. de Mercey, men har også set HC Beaune -uden slotsnavn- som ikke er smagt og nok ikke helt kan måle sig med slotsvin. 
    Dyb for Bourgogne, åben frugt af solbær og hindbær, middel fylde, bløde tanniner, ren og frisk! Fortsat et af de få gode køb i Bourgogne. 
    Vinen får en indbydende bouquet og ganske lang smag -så jeg gemmer den i reglen et par år (drikker p.t. 2020-21).  
    Mercey er en stor vingård i Rully syd for Beaune. Slottet er meget flot og stammer fra 1400-tallet og er stadig ejet af en Baron Grand de Mercey, som fik titel og penge af Napoléon! 
    Vingården har siden 1989 været drevet af Rodet (ejet af  Boisset). Denne vin kommer fra 22 hektar pinot i Hautes Côtes de Beaune lidt syd for Santenay. 
    Et køligt klima (dengang!) fik Rodet til at plante vinstokkene i "Lyre". Vinstokken ligner nærmest et "V", da  den har 2 druebærende grene. Systemet er dyrt -både at vedligeholde og plante- men giver mere modne og sunde druer.  

ANDRE: 
Appassimento Deconti, 45* (2*), med Føtex+ app (for andre 50). Vil ikke ofre penge på denne vin.
Primitivo "Capolavaro" Manduria. 65 (2*), sværvægter i supertung flaske. Tappet i Køge af Globus. Kun smagt én gang og opfattet som distanceblænder (1.glas er godt). 
Helfrich riesling, 65 (3*), nydelig tør hvid riesling Alsace. 
Pouilly-Fumé Fournier, 129 (4* + godt køb), ganske god sauvignon fra familiehus i Sancerre, der også ejer jord i naboen på den anden side af Loire. Frugtig, ren og sprød. 

12/07/2026

Føtex: herlig Bourgogne rød som hvid!

God Bourgogne behøver slet ikke at være så dyr, som mange tror. Her er to udgaver til fair pris + flot vin fra Chile. 

Føtex' tilbud gælder indtil 30.juli. Her er de bedste tilbud + den røde Mercey Bourgogne, som blev overset (min fejl) i første omgang. 

Læsere har skrevet, at de ofte er skuffet over Bourgogne, og det er rigtigt, at rigtig mange skuffer -området er lille, og al vin kan sælges til høj pris, selv den dårlige. Men både den hvide Mâcon Azé Burgondie (60) og ikke mindst den røde Mercey (129) fra Hautes Côtes de Beaune har fine takter. 

    Antu (60) er groft sagt et af de bedste køb i god vin fra Chile, som desværre overskygger vinen med navnet Frida Kahlo's smukke etiket. 

BEDSTE køb: Macon Azé "Burgondie" - Ch Mercey Hautes Cotes de Beaune - Antu single vineyard rød/hvid - Martenot pinot + chardonnay - Valparaïso Ribera del Duero
GODT køb: Frida Kahlo rosé/hvid

Macon Azé "Burgondie"... 60,-

BEDSTE køb + **** (4/5), Føtex, indtil torsdag 30/7

Set i 2024. Tæt på superkøb. En klassisk tør, middelfyldig chardonnay fra  Bourgogne med positiv frugt, middel fylde og frisk syre, en lise oven på de firkantede, lidt klodsede chard'er fra "Den ny Verden"!  
    For mig bedre og måske mere autentisk chardonnay end en billig Chablis som Føtex' Lucas til 109 herunder, tappet 250 km fra Chablis. 
    Denne vin tappes af lokalt kooperativ, som leverer næsten al vin fra de blot 75 hektar vin, som udgør hele Azé -markant mindre end naboen Lugny. Men vinen gror på fine skråninger af limsten, slet ikke ulig Pouilly-Fuissé længere mod syd. 
    Nær Azé ligger det historiske (909) kloster i Cluny, som i Middelalderen var det vigtigste i den katolske verden. 
    Klostret i Cluny blev hårdt medtaget under den franske revolution. Ialt 3 domkirker blev opført (den ældste fra 400-tallet var den største kirke i den kristne verden før Peterskirken). 
    Siden 1927 er dele af klostret gradvis blevet rekonstrueret (men vi er langtfra i mål). 

Mercey Hautes Côtes de Beaune..129,-

BEDSTE køb + **** (4/5), Føtex, indtil torsdag 30/7

Du få desværre stadig sjældent drikkelig Bourgogne til denne pris. Dyb for Bourgogne, åben frugt af solbær og hindbær, middel fylde, ganske elegant, bløde tanniner, ren og frisk!  
    Mercey er et historisk slot fra 1400-tallet men med masser af senere om- og tilbygninger. Det ejes stadig af en Baron Grand de Mercey, som fik titel og penge af Napoléon! Vingården drives separat af Rodet (som ejes af Boisset).
    Vingården ligger lidt syd for Santenay i Bourgogne med 41 hektar vin, mest direkte omkring slottet, hvoraf godt halvdelen bruges til denne vin. Vinen laves nænsomt med nænsom gæring i cement og siden lagring 9 måneder i eg (20% ny) for 75% af vinen. Senest smagt i 2020 og 22, som overraskede positivt. 2019 fik 90p/WineEnthusiast.

Antu rød/hvid... 60,-
"Single Vineyard" rød carmenère, syrah cabernet, hvid chardonnay, Montgras Chile

BEDSTE køb + **** (4/5), Føtex, indtil torsdag 30/7

Flot vin fra Montgras, hver fra særlig mark i område bedst til hver sin drue. Lagret op til et år i egefad før tapning. 
    Syrah er blødest og kommer fra Ninquén bjerget, der leverer vinen af samme navn. Yppig, flot frugt (bær/blomme, lidt krydderi), afrundet, fed og lang, god længde. 2023 fik 92p/JamesSuckling, 2022 fik 92p/Descorchados.
    Cabernet er fra Araucarias marken i valle del Maipo tæt på Santiago. Ikke smagt de sidste 2 år. Fast, kraftig, dyb. 2022 får 92p/Descorchados. 
     Carmenère er god udgave af Chiles "nationaldrue" (som er næsten uddød i hjemlandet Médoc!). Fra Sauce parcel 16 i "Cabaña Blanca" i Peumo, altid i top for carmenère. Kraftig, rig aroma af kaffe/krydderi/urt, fast og frisk, lang, nok bedre om 1-2 år. Lokale Descorchados gav 2024 91p/100 og 92p/100 til både 2021 og 22, som også fik 92p/TimAtkin.
    Den hvide chardonnay kommer fra mark i Itata tæt på Stillehavet. Ikke smagt, men næppe helt på højde med de røde. 


Francois Martenot ... 40,-
pinot eller chardonnay, Sydfrankrig

BEDSTE køb + *** (3/5), Føtex, indtil torsdag 30/7

Martenot bor i Bourgogne, men vinen er, som prisen antyder, fra Sydfrankrig, ikke Bourgogne. Simple landvine, men slet ikke ringe -den røde har pæn aroma, let, behagelig med lidt hindbær i duften. Den hvide er frisk, tør og ren. 
    Martenot leverer pæn middelvin uden dikkedarer. Postadresse i Bourgogne (21 som postnr), men vinen er ikke Bourgogne, selvom druen og flasken antyder det. Martenot er et mærke under GCF, med hovedsæde i Alsace og afdelinger i hele Frankrig, i Bourgogne bl.a. Moillard, Pierre André, Martenot og Garnier (med samme pinot og chard). 


Frida Kahlo rosé/hvid... 50,-

Viña Carmen hvid Sauvignon, rosé, Chile

GODT køb + *** (3/5), Føtex, indtil torsdag 30/7 

Jeg er imponeret over, at et stort hus som Carmen lancerer vine med navnet Frida Kahlo. Hun var en af de største kunstnere fra den 3.verden, men også hele sit liv aktiv kommunist. 
    Den koldgærede sauvignon er næppe så god som Amaral herunder, let, tør og aromatisk med frugt og citrus, måske nok mere blød end sprød. 
    Rosé laves på 8 forskellige druetyper, inkl. lokale pais. En tør, frugtig vin uden større dikkedarer, men ren og blød. Begge nydes helt unge. Ikke smagt.
    Frida Kahlo (1907-54) er både en af Verdens store malere og et feministisk ikon, som kæmpede både for kommunismen og for kvinders rettigheder. I 2002 startede filmen "Frida" med Selma Hayek i titelrollen et ægte "Fridamania", som ses af bl.a. VR-forestillingen Frida Kahlo i Malmø og Carmen's nye serie med motiver fra Frida's værker. Jeg mener, at Carmen må yde lidt til promovering af Kahlo's værker for at bruge denne etiket. 


Valparaiso Ribera del Duero ... 59,-

BEDSTE køb + **** (4/5), Føtex, indtil torsdag 30/7
Roble (eg). En ambitiøs vingård ejet af den store Franco-Españolas i Rioja. 

2023 fik 90p/NatalieMcLean: "Medium- to full-bodied Tempranillo from Ribera del Duero with a firm weight and dry profile, best served at room temperature... aged the wine six months in oak, revealing bright garnet hues and aromas of morello cherry, violet, and subtle floral notes, with a structured, indulgent palate and firm tannins". 2023 og 2022 fik begge 90p/JamesSuckling. 
Valparaíso ejer 70 hektar vinstokke i 800-900 meters højde nord for Duero floden og har en begavet kvindelig vinmager Emma Villajos, som i 20 år har leveret stadig bedre Rioja fra Franco-Españolas, der engang skuffede så fælt.  
Roble er en ung, fyldig vin med blot 3-6 måneder i eg ("roble"). God frugt og fasthed i eftersmagen.  Herlig til cassoulet eller grillretter.