Søg i 1400 opslag:

04/02/2026

Klassisk hvid og rød i 365

365 er endnu en gang den bedste af discount kæderne med en klassisk Bordeaux og en herlig hvid sauvignon til rimelig pris. 

365discount's Bouteilley fortjener en plads i 365. En klassisk Bordeaux med karakter og duft, som er latterligt billig (45). Giv den luft i glasset og nyd den til en ikke for krydret middag. 

    Southbank hvid sauvignon har mere aroma, fylde og interesse end Falasco garganega (45) og Chardonnay "Collection"  (45), begge mere diskrete og tilbageholdende, men rigtig gode køb. 

BEDSTE købBouteilley Bordeaux - Southbank hvid sauvignon -Chardonnay "Collection" 
GODT køb: Garganega "Falasco" - Zinfandel "Chester Falls" - Tanqueyray gin 43,1%
ANDRE købParis Séduction 300cl box rød/hvid

uge 07-2026

Bouteilley Côtes de Bordeaux.... 45,-

BEDSTE køb + **** (4/5), 365discount, indtil onsdag 11/2

Prisen er for lav, da vinen koster 75 kr i Frankrig og 100 kr globalt (Winesearcher). Tilmed stadig set i topåret 2020 i min lokale 365. 
    Ganske klassisk, men åben og ligefrem Bordeaux på 80% merlot, åben rig frugt og middelfyldig, rank, tør smag med ikke ringe elegance. Lidt tilbageholdende, men god til mad i dag. 
     2020 fik guldmedalje af landbrugsministeriet i Paris. OK nu, men prøv at give den 3-4 år mere og nyd bouquet og rund fylde. Tror og håber, at 2021/22 er på hylderne snart -365 har brug for bare én klassiker ved siden af publikumsfavoritterne! 
    Slottet ligger hverken i Margaux eller Pomerol, men blot 15 minutters kørsel fra Bordeaux by tæt på, hvor floderne Garonne og Dordogne mødes og bliver til Gironde. Slottet har tilhørt familien Guillot siden 1617, lidt af en bedrift. Jean Guillot har designet de tanke, hvor mosten gærer og lagrer indtil tapning. 

Southbank Estate sauvignon blanc... 55,- 

BEDSTE  køb + **** (4/5), 365discount, indtil onsdag 11/2

New Zealand. hvid sauvignon til lav pris (set til 70 i Tyskland!) -formentlig meget lig Flaxbourne i Brugsen. 
    Overdådig aroma af sød hyldeblomst, urt og solbær. Frugten går igen i smag, som er let og simpel, men helt ok med sprød syre over mikroskopisk sødme. 
    Kun smagt 2 gange, men finder den tæt på dyrere vin fra de 2 giganter, der står for tæt på 75% af vinen fra New Zealand: Constellation (bl.a. Selaks, Kim Crawford osv) og franske Pernod-Ricard (Brancott mv).
    Et mærke fra Yealands med 1500 hektar domæne i Marlborough (Awatere og Wairau, de 2 bedste dele og mest kendte dele af regionen). Vinen er nok fra unge vinstokke og måler sig ikke med husets bedre mærker
      Vinmager Natalie Christensen er efterkommer efter tipoldefar, som med andre fulgte grundlovsfader Monrad til det fjerne New Zealand efter nederlaget i 1864. De grundlagde kolonien Dannevirke nær Hawke's Bay opkaldt efter den gamle vold, engang Danmarks sydgrænse. 

Chardonnay "Collection"... 45,-

BEDSTE  køb + *** (3/5), 365discount, indtil onsdag 11/2

Flot udstyret sydfransk hvid til meget lav pris. Den vil please de fleste. Pæn aroma, meget enkel også i smag, som har pæn lille syre, der ikke generer, afrundet af ganske lille restsødme (4 g/l). 

Garganega "Falasco" Verona... 45,-

GODT køb + *** (3/5), 365discount, indtil onsdag 11/2

Garganega er hoveddruen i naboen Soave. Her fra vinstokke omkring det lune Valpolicella. Ganske god på en nem, uforpligtende måde: Nydelig aroma, tør, frisk, rent smagende, sprød og med pæn fylde -en god ledsager til en let sommerret. 

Zinfandel "Chester Falls"... 55,- 

GODT køb + *** (3/5), 365discount, indtil onsdag 11/2

En publikumsfavorit ikke mindst i en iskold vinter som nu. Kommer fra det varme Lodi og er tappet i Danmark -så vent en kraftig, tør vin med masser af krydderi i næsen og ikke ret meget mere. Men let afkølet en god ledsager til en pizza. 5* fra Vinavisen og testvinder i BT for nogle år siden. 

ANDRE køb
Paris Séduction rød/hvid 300cl box, 99  (2*?), en ny box på markedet, som skal være fra giganten GCF. Hvis den er tappet i Frankrig af GCF, så tør jeg ikke anbefale den -boxvinen har kort levetid. Jeg vil vælge den nyeste tapning i enhver boxvin, og det er oftes en box tappet tæt på, dvs i Danmark af f.eks. Globus. Men flot ser den ud! Har hidtil kun set dette mærke på kuvertflasker i plast, f.eks. i fly.  
Tanqueray Gin, 135 (4* + godt køb) 43,1%. En favorit gin. Stadig godt køb, selvom den kunne fås billigere før nytår.