Søg i 1400 opslag:

07/02/2026

Discount: spansk topkøb, god Crémant samt ukendt drue i en vinbox

En særdeles drikbar spanier til blot 30 kr + en herlig Crémant med berømt afsender samt en californisk vinbox med vin på drue, som næsten ingen kender. 

Ugens vinkøb fra Rema1000 nåede ikke frem i tide, så dette opslag har kun Netto og Lidl med (mens 365discount udkommer onsdag og derfor allerede er vurderet). 

Netto har flere rigtig gode køb -Rock to Roots (29,75) er tæt på fund til prisen, en solid spanier, hvor både rød og hvid er mere end drikbar! 

     Crémant fra Alexis Lichine (59) er både god og topkøb, mens Kingpin (45) giver meget vin til prisen. Star er ikke en stjerne, men en dagligvin fra Californien (99), hvor den røde er på druen Rubired, som meget få kender og endnu færre har smagt.  

    Lidl har masser af god vin, men desværre ikke mange gode tilbud i disse måneder. I denne uge kom 2 vinkøb lige akkurat med i dette opslag.  

BEDSTE købRock to Roots øko rød/hvid - Crémant Alexis Lichine 
GODT køb: Riesling "Ernst Ludwig" medium dry - Kingpin rød/hvid/moscato - Star rød/hvid 300cl box - Cimarosa rød/hvid
ANDRE køb: Perfecto rød/hvid blend 

uge 07-2026


Rock & Roots rød/hvid ... 29,75

rød tempranillo, hvid verdejo-sauvignon, økologisk, Spanien

BEDSTE køb + *** (3/5), Netto lørdag-fredag 7-13/2 

Rød er 3-akkorders primitiv country rock, som fungerer -rustik, krydret, fyldig, tør, bestemt drikbar. Den hvide er også meget enkel, men med nydelig aroma og ren, tør smag.

    Det store, ret gode hus Felix Solis med rød Mancha, der er både økologisk og tappet i hjemlandet. Vinen koster op mod 70 kr i USA og 40 kr i hjemlandet Spanien. 

 

Cremant Alexis Lichine... 59,- 

Brut hvid/rosé Bordeaux, Frankrig 

BEDSTE køb + *** (3/5), Netto lørdag-fredag 7-13/2 

Pæne bobler fulgt af nydelig duft med let blomst i næsen. En ren, tør smag med middel længde og lige en snert sødme til sidst. Den tørre rosé er nok bedre, men ikke smagt. 
    Alexis Lichine fødtes i Moskva, men voksede op i USA, hvor han blev pioner for salg af vin med druesort og aftapning på vingården. Hans banebrydende "Book of French Wines" blev en klassiker, som bl.a. omfattede en ny udgave af 1855-klassifikationen (førte siden til, at Mouton rykkede op i 1.Cru). 
    Han købte et 4.Cru slot, som han gav sit eget navn, Prieuré-Lichine i Margaux, blev medejer af Lascombes 2.Cru og stor vingård i Bourgogne. Men siden mistede denne flamboyante mand det hele -og hans navn er i dag blot ét af mange ejet af giganten GCF. Så vinen ligner nok meget andre fra samme kælder, bl.a. Calvet.  

Ernst Ludwig Riesling Medium Dry... 45,-

GODT køb + *** (3/5), Netto, lørdag-fredag 7-13/2

Rheinhesssen. Denne vin kan ikke gøre nogen fortræd, men er slet ikke ringe -nydelig frugt med lidt blomst, ret let, lille sødme, balanceret af livlig syre -herlig solo eller med let frokost. 

    Foretrækker Dr Pauly's riesling, som også ses i Netto. Kommer fra giganten GCF i Alsace, der har købt Racke's kælder, hvor den gamle bestseller Amselfelder (Kosovo) også tappes. 

Kingpin rød/hvid... 45,-

Rød, hvid + chardonnay, moscato (sød), Spanien

GODT køb + *** (3/5), Netto, lørdag-fredag 7-13/2

Moderne spanske vine med smukt udstyr fra Felix Solis i Mancha. Rød er bedst. Med sin runde kraft en rigtig pleaser! Druerne tempranillo og syrah (+ måske lidt cabernet). Vinen sælges som bordvin og har derfor ikke årgang. 
    Hvid blend er især verdejo, frugtig, tør og sprød, chardonnay har mindre aroma, men ren og rimeligt frisk. Den søde Moscato er ikke smagt.
    God vin fra Felix Solis, som efterhånden leverer lignende vin til mange kæder -senest i Lidl, hvor navnet er Perfecto (og tilbud 49 kun torsdag-lørdag). 

Star rød/hvid, 300cl box... 99,-

Rød Rubired-Zinfandel, hvid Colombard-chardonnay, California (tappet i Danmark)

GODT køb + ** (2/5), Netto, lørdag-fredag 7-13/2

For et år siden stod der blot zinfandel på kartonet, men siden er ordet "rubired" sneget sig ind foran. 
Set i farten tror du vinen er zinfandel -Californiens "egen" drue- men foran står Rubired på papkassen, og det er den vin, der er mest af i posen. Men få kender druen og færre harsmagt den -ja, en californisk vinprofessor af mit kendskab har aldrig set en vin på denne drue! 
    Rubired er en hybrid drue, dvs. et mix af "rigtig" drue (Vinifera, her tinto cao, en Portvinsdrue) med Alicante Carzin, en hybrid-drue (kun delvis Vinifera). 
    Rubired er kendt for sit meget højt udbytte (2-3 gange så meget som normale druetyper) og alligevel en dybt farvet vin -trods 100+ hl/ha- da saften er dyb rød, ikke klar som normale druer (hvor vinen får sin farve fra drueskindet). 
    Druen er opfundet på UC Davis i 1958 og er skabt til de hede, frugtbare marker i San Joaquin Valley. Den blev oprindelig kun brugt til druekoncentrat, og "Star" er den første vin, jeg har set med denne drue, hvor den dominerer vinen med zinfandel som minoritet.  

    Så den skal smages. Men jeg skal lige tage mig sammen, for druen har ikke et godt ry! Men måske hjælper zinfandel også -der kan være op til 49% af denne drue!  

Cimarosa rød/hvid/rosé... 35,-

rød cabernet, hvid Chardonnay eller Chardonnay-Colombard, rosé (tappet i Tyskland)
GODT køb + *** (3/5), Lidl, torsdag-lørdag 12-14/2 
Engang var disse vine topkøb og bedre end deres lidt triste etiketter. I dag er prisen fair, men du kan finde bedre vine (med flottere etiket) til prisen. Desværre. 
    Den røde cabernet er ok, den hvide sydafrikaner er ren og frisk, den australske ok, men lidt anonym (men kun smagt én gang). Rosé aldrig smagt. 

Perfecto rød/hvid... 49,-

*** (3/5), Lidl, torsdag-lørdag 12-14/2 

Endnu en serie vin fra giganten Felix Solis og formentlig tæt på, hvis ikke identisk med Kingpin herover (og andre navne i andre kæder). Blot er Lidls udgave lidt dyrere -tilmed kun på tilbud i 3 dage. Engang var Lidl det rigtige sted at købe vin. 
    Stadig et besøg værd -om torsdagen, hvor du kan få 3 flasker, men kun betale for 2 (gælder dog ikke tilbudsvin som disse).