Barolo er historisk den mest berømte vin fra Italien, men det er en konge, ikke alle værdsætter. Farven er ofte ret lys, og som ung lukker de magtfulde tanniner ned for næse og smag, som ofte virker temmelig tør. En krævende vin, som dog belønner den tålmodige vinelsker.
Din vinkender er på 2 ugers ferie langt fra nærmeste vinmark (krydstogt), men du bliver ikke glemt...
Vinen: Barolo lagrer fremragende. Efter ofte 5-10+ år på flaske får du en lys rød vin med orange toner, en meget rig, overdådig bouquet af rose, viol, peber og bærfrugt -en bouquet, der i intensitet kan ligne Bourgogne ikke så lidt. Samtidig bliver den markante tannin til en meget lang, harmonisk smag og flere lag af tobak, tjære og læder.
Pris: Berømmelse koster. En mere daglig Barolo kan fås fra ca. 100-150 kr, "Crus" vil ofte koste 150-200 kr, mens stor Barolo fås fra 300 kr og op til flere tusinde kroner.
Servering: åbn en ung Barolo minimum 6-12 timer før, eller hæld et glas op 1-2 timer før, så vinen kan iltes -både i glas og på flaske. Alternativt kan vinen dekanteres. En 10+ årig Barolo vil stadig have godt af en del luft og bør dekanteres for bundfald.
MadensVerden: de magtfulde tanniner gør den perfekt til kraftige retter, gerne med en del fedt, f.eks. Barolo oksestuvning ofte med polenta, gås, fede oste, risotto osv. En ung Barolo bør serveres ved ca. 18 grader, 20 grader efter 10+ år.
Hvorfra? Barolo kommer fra bakket område i kommunerne Barolo, la Morra og 4 naboer syd for Alba, godt en times kørsel fra både Middelhavet og Torino. Knap 2000 hektar fordelt på 181 "Crus" (skråninger), årligt ca. 12 millioner flasker.
Drue: Nebbiolo 100% (flere kloner). Druen modner sent om efteråret, og ofte kan der være tåge (nebbia - tåge), når druerne er modne til høst. Der gror også andre druer i Barolo, barbera, dolcetto, grignolino mv, men de må ikke bruges til Barolo.
Krav: max. udbytte 8 tons/hektar (ca. 56 hl/ha), men de gode høster mindre. Minimum 12,5 % alkohol. Vinen skal lagres mindst 3 år (fra 1.1. efter høsten), Riserva 5 år, heraf mindst 18 måneder i eg, ofte store egefade. Vinen skal tappes i produktionsområdet, Langhe (Barolo, Alba og omegn).
Historisk: indtil for 40-50 år siden var der kun én topvin fra Italien -Barolo. Barolo blev serveret, da Italien i 1861 blev samlet til én stat og var i 100 år stort set den eneste vin, som kendere aneerkendte -sammen med naboen Barbaresco.
I 1950erne dukkede Brunello og Vino Nobile op, i 1970erne Amarone, men stadig vil de fleste italienere vælge Barolo, hvis de skulle vælge én vin (bortset fra deres egen!).