Søg i 1300 opslag:

18/02/2020

Nemlig er god vin, men priserne er sat op

Personligt er jeg ingen stor fan af nemlig.com, som sidste år leverede varer for 250 kr til hver eneste dansker -eller en tusse til en familie på 4. Jeg vil helst i nærkontakt med hver eneste kartoffel eller vinflaske før køb, så jeg tæller ikke med i statistikken. Vil ikke nøjes med at se varen på en skærm! 

Men jeg forstår godt de travle familier, der ønsker at slippe for købspanikken før lukketid og får den ekstra tid med familien! 


Og mange synes tilfredse med kvaliteten, selvom prisen uanset Nemlig's løfter altid vil være lidt højere, når varen leveres ved døren.
      Vinene hos Nemlig er generelt gode. De importerer lidt selv og køber resten hos en række vinhandlere, bl.a. Klein og Laudrup. Nederst i denne spalte lidt nyt om Nemlig.com -og andre tilbud, som synes at være længere end til søndag 23. februar. Herunder de aktuelle tilbud: 

Guilhem "Chevalier Malviès" chardonnay, 6 fl. 299,70,-

49,95 v.6, normalt 89,95, 2018, **** (4/5), Nemlig.com, indtil søndag 23.februar. 
Sidste år kostede den samme vin 70 kr, nu er prisen 90, en helt vild pris -men meget godt i tråd med nemlig.com's strategi om mindre underskud år for år! Men til 49,95 (mod 42,50 sidste år) er den stadig  et godt køb. Nydelig lille aroma, tør, let -en herlig erstatning for de kedsommelige chardonnay'er man ofte ser. 
Noget bedre end den Maufoux chardonnay landvin, nemlig også tilbyder. 

Guilhem "Héritage", Malepère... 6 fl: 299,70

49,95 v.6, normalt 89,95, 2018, **** (4/5), Nemlig.com, indtil søndag 23.februar. Også denne vin skal være med til at barbere underskuddet i nemlig.com ned. Normalprisen her er også sat 20 kr op. Men vinen er rigeligt tilbudsprisen 49,95 værd. 
En rigtig udmærket rød af merlot og cabernet, sådan lidt Bordeaux i stil, blot med åben frugt og blødhed. Der er en snert eg i vinen, men det generer ikke!Foto: Familiens slot. Denne vin kommer fra familiens ejendom  i Languedoc, i Malepère lidt oppe i det relativt kølige bagland mellem den vidunderlige middelalderby Carcassonne og Limoux. 


Stadig rød økonomi, men en rig ejer


Nemlig.com klarede sig bedre gennem 2018/19 end året før -underskud på 52 millioner mod 59 året før. Med omsætning på 1,4 milliarder betyder det et underskud på 3,5%, dvs. priserne skal sættes 4% op for at give overskud.  
Firmaet ønsker at vokse voldsomt -og det koster penge -men ejerne har pengepungen i orden: bag firmaet står Anders Holch-Poulsen med rigtig mange Bestseller-milliarder på kistebunden.
Og Nemlig.com har travlt -de sidste par år har Amazon.com truet med at invadere Danmark, men hidtil er det blevet ved truslerne -måske pga. Nemlig? Og det er jo al ære værd. 



Puerto del Monte Bierzo "mencia", 6 fl: 399,-

=66,50/fl. v.6, **** (4/5), nemlig.com (tilbud). Bierzo er så atypisk spansk, ret fransk i stilen, slet ikke ulig en Fleurie. Masser af frugt, saft, men ikke uden fylde. Bierzo ligger ud mod Atlanterhavet lige bag Galicien, så her er ret køligt klima, som passer perfekt til den fine lokale mencia drue. Vinen kommer fra vingården Adria, der laver vinen i samarbejde med engelske Long i Jumilla. 

Barco Reale 2017, Carmignano... 79,95

**** (4/5), nemlig.com (normalt 99). Carmignano er del af Chianti, og for mig er sådan en vin i reglen bedre end disse (jeg nævner slet ikke de unævnelige ripamaroner fra Puglia!!!!). Carmignano er en lille by ved Arno floden mellem Firenze og Pisa, kendt for nogle maleriske gamle villaer. Området var faktisk det første i regionen til at introducere franske cabernet-sauvignon, som bruges til denne vin sammen med sangiovese. En ret kraftig vin, men blid og enkel. Excellent køb tæt på 5*. 

Les Allées de Cantemerle, Haut-Médoc, Magnum...  279,30

2007, ***** (5/5), nemlig.com (rest). 2.vin fra en rigtig god 5.Cru. '07 er lille år, og vinen er moden nu efter 12 år og har et lille bundfald. En rigtig flot Bordeaux, der bærer sine år flot. Kenderne var ikke nådige over for den, men den har udviklet sig flot -meget rig bouquet, god længde, stadig friskhed -viser hvad Bordeaux kan, tilmed til rimelig pris. På toppen nu, især på Magnum, hvor det ikke haster med at få den drukket. Til 140 (for 75cl) et excellent køb.