Søg i 1300 opslag:

22/11/2019

Port I top er blevet godt køb

Jeg har en svaghed for Portvin, selvom jeg ikke drikker så meget, som jeg burde! Men på en kold vinteraften luner et glas (eller tre), gerne en ung vintage eller en gammel tawny!



Du vil mest se de unge basis-Ports, og de er sjældent opløftende. Du skal op med over 100 kr for de gode (én af 10 flasker), som en magtfuld vintage, som emmer af koncentreret frugt -en lidt mere afrundet LBV eller en gammel, forfinet tawny Port. 

Priserne har generelt været høje gennem mange år. Jeg håbede, priserne ville gå ned i kriseårene efter 2008, men en pludselig popularitet i USA (Parker-effekten?) gav priserne endnu en tak opad. Men efter  10 år kan jeg igen finde Port til særdeles interessante priser! 

De fleste vine er fra Kvickly, enkelte fra Irma. Næsten alle vinene fås også på Coop.dk, i reglen (men ikke altid) til samme priser. 
POCAS Jr-er med Sogrape det største portugisisk familie-ejede Portvinshus, fyldte 100 år sidste år, i 2018. Foto viser familien i dag. 
      Huset har ikke et ry som Dow's eller Taylor, og det er ikke helt rimeligt. Husets basisvine -dem er der som altid flest af- er lige så gode (mindst) som en jævn Taylor, men Pocas har  hidtil været en klasse eller tre under Taylor og andre for vintage og lignende. 
      De arbejder på at ændre dette og er godt på vej, synes jeg! 

Santa Bárbara 2014 LBV Port... 89,-

***** (5/5), Kvickly. Quinta Santa Barbara er en vingård ejet af Pocas, men jeg tror mere det er et mærke snarere end en vingård! Og jeg kan personligt ikke se den store forskel på denne og vinen længere nede. Denne er billigere og for mig bedre køb! En rigtig god LBV, som måske viser en ny stil for huset? 
      LBV = Late Bottled Vintage, dvs. stil som ægte vintage (dvs. ung, kraftig vin), blot tappet senere, så du undgår det massive bundfald du finder i en rigtig vintage. Men ofte også mindre interessant -denne er dog god. 

Santa Bárbara 10 years tawny Port... 99,-

***** (5/5), Dagli'Brugsen, indtil 21. november. Så langt at foretrække frem for vinen nedenunder, som nok "Gode Tider", men især for Kvickly! Nydelig moden tawny med ren bouquet af nødder og frugt, ret sød, men med lidt fasthed i eftersmagen, der gør den interessant. Nydes kælderkold. 

Pocas 10 år "Old Times" tawny Port... 179,-

*** (3/5), Kvickly, normalt 239,55. Nydelig flaske, men høj pris, for mig et uinteressant tilbud. Til normalprisen ville nok få én -1- stjerne. 

Pocas 2007 Colheita Port... 139,-

***** (5/5), Kvickly. Kvickly tilbyder Calem's Colheita 2008, men jeg tror mere på  Pocas, som leverer ganske flot Port. '07 er herlig vin, som tilmed nok bliver endnu bedre med et par år efter tapningen. Fyldig, middel tawny, rig bouquet, pænt lang smag. Partivare. 
      Colheita er en årgangs-tawny, navnet betyder årgang på portugisisk, vintage på engelsk! Vinen lagrer mindst 8 år på fad før tapning, så her er intet bundfald. 

Pocas 2015 LBV, Late Bottled Vintage... 99,-

**** (4/5), Kvickly. En rigtig god LBV, som måske viser en ny stil for huset? Meget mørk, moden rig frugt, ganske kraftig og god længde. Ufiltreret, så vinen kan også gemmes nogle år, selvom den er herlig nu. Parker giver den 89-91p/100.


Pocas 1967 Colheita Port... 349 39

375ml, ***** (5/5), Kvickly. Har kun smagt den i ældre tapning, men 1967 får af Parker 91p/100 til $260 (+ moms, dvs. tæt på 2000!).
Denne vin kan også fås hos Megavin, men her er prisen 399,95. Megavin er også Kvickly, så prisen kan åbenbart variere -den lave pris er fra Kvickly Albertslund.


Gran Cruz 2016 Vintage Port... 119,-

***** (5/5), Kvickly, normalpris: 169. En ægte Vintage til lav pris -mørk, magtfuld, fuld af frugt (brombær osv), sød, men med tannin til at give lidt bid og struktur. 
      Vintage er husets bedste unge vin, som tappes ung efter 2 år med henblik på at lagre mange år (10+) på flaske. Mange drikker dog også vinen ung, hvor den er formidabel til f.eks. ris à l'amande, tærter med frugt osv. 
      Frankrig har investeret voldsomt i Portvin -men Frankrig er også Verdens største marked for Port! AXA ejer Noval, Vranken ejer Rozès. Frankrigs næststørste spiritushus la Martiniquaise (specialister i rom, bl.a. Martinique og Negrita) ejer Cruz, som er et af de største Portvinhuse med 10 millioner fl/år. Standardvinene er -ok- standard, og LBV imponerer heller ikke!


Rozès er et andet af de "franske" huse i Oporto. Huset var længe ejet af LVMH (som bl.a. ejer Moët
med Dom Pérignon), som i 1999 solgte det til til et andet Champagne-firma, Vranken-Pommery, som bl.a. står bag mærker som Heidsieck Monopole, Charles Lafitte, Pommery, Georges Goulet, Demoiselle og andre.
      Huset leverer såvel før som efter Vrankens ejerskab lette, men behagelige vine, som er meget yndet i Frankrig. Grifo er en af deres bedre vingårde -de ejer ikke mindre end 9 vingårde langs Douro floden, som ledes af den lokale direktør Antonio Saraiva (foto t.h.).

Rozès 2011 Colheita Port... 129,-

**** (4/5), Coop.dk, normalt 259. Rozès plejer at være god til tawny Port, og denne 2011 er ingen undtagelse. Ganske lækker. Smagt én gang. 
Coop.dk tilbyder både Rozès 2009 og '11 -men til 159 (3*). 

Rozès 2016 Vintage Port... 159,-

***** (5/5), Coop.dk, normalt 229. Ej smagt, men WineEnthusiast giver den 94p/100 med ordene: "The wine is beautifully balanced with ripe tannins and powerfully dense fruit. Layers of blackberry fruits are contrasted with the big tannins and perfumed acidity. There is a mineral edge to this powerful wine that will allow it to age very well. Drink from 2028". 


Sogevinus -er et af de største firmaer for Portvin, 100% ejet af NCG, en spansk bank (som også ejer NH hotel gruppen). NCG's økonomi er som mange andre banker i Sydeuropa ikke for god, men Portvinsdelen synes at være på rette vej! 
      De ejer mange mærker, bl.a. Cálem, Kopke, Barros, Feist, Burmester og Hutcheson. Kvaliteten har været noget usikker i mange år, men de bedre vine er i dag rigtig gode, mens basisvinene stadig er på det jævne. Moderne stil og smukt udstyr. 

Barros 2010 LBV Port... 99,95

**** (4/5), Kvickly. En ganske indbydende Port til en rimelig pris. Fyldig, rund, med god frugt og længde. Nydes nu, kælderkold, perfekt til ost eller glas i utide. 
Barros var længe et af de meget store familieejede huse, hvis vine blev solgt i Danmark af Taster Wine/Skjold Burne. De ejede også husene Hutcheson og Feist, som blev solgt af bl.a. H.J. Hansen. I 2006 blev huset overtaget af GCCpåB/Sogeviinus -se oven for- og som helhed finder jeg især topvinene bedre end før. Huset er kendt for stort lager af gammel tawny.  

Barros 10 år tawny Port... 119,-

***** (5/5), Kvickly, normalt 169. Af og til undres man over nogle ekstremt høje karakterer til vine, som jeg personligt finder gode, men bestemt ikke ekstraordinære. Bl.a. denne gode 10 årige Port, som Decanter har givet hele 95p/100 -som en førsteklasses Vintage Port eller en 1.Cru Bordeaux. Vinen er da pæn, sådan typisk Sogevinus-tawny, men så heller ikke mere! 88p fra WineEnthusiast er mere rimeligt! 
Coop.dk tilbyder Barros 20 til 279 (norm: 399) -hmmm! Så hellere Calem 20 til 199! De 2 vine kommer fra samme kælder, så de ligner nok hinanden mere end forskellen i pris antyder. 


Cálem 2008 Colheita Port... 139,-

**** (4/5), Kvickly, normalt 199.  Colheita betyder årgang, og dette kan kaldes en Vintage -med vinen lavet "portugisisk", dvs lagret i eg i mange år -her op mod 10. Cálem's har altid haft godt ry, og denne bør være et godt køb. 

Cálem 20 år tawny Port... 199,-

**** (4/5), Kvickly, normalt 329. Fik 92p af Decanter, og det virker ok. Ikke smagt i mange år, men jeg hsker den som rigtig god, med virkelig alder i bouquet og smag. 

Coop.dk tilbyder også Cálem 2016 Vintage Port til 379 kr  (norm: 399). En meget høj pris, synes jeg. 
Burmester startede i London 1750, men blev først rigtig kendt, da Johann Wilhelm Burmester overtog det i 1834. Personligt solgte jeg rigtig meget Burmester, mest i 1980erne. Siden gik det lidt ned ad bakke, men for nogle år siden blev huset overtaget af banken NGC's Sogevinus, som har øget salget drastisk. Men i det sidste par år er kvaliteten også begyndt at gå op. 


Burmester 2017 Vintage Port... 225,-

***** (5 af 5), Irma + Coop.dk, normalpris: 359. Ejer Sogevinus har investeret meget i kvaliteten af sine Portvine, ikke mindst Vintage. Denne er flot, rig og kraftig, tannin godt skjult under sød frugt. Vinbladet gav vinen 95p/100, måske lidt meget. Men flot vin og excellent køb. 

Burmester 40 years old tawny Port... 799,-

**** (5 af 5)Irma + Coop.dk, normalpris: 1199. En af de få rigtig gamle Ports på markedet, og som sådan et rigtigt godt køb. Meget rost i flere smagninger -jeg husker den som flot, med intens bouquet af nødder og det særlige let tørre eftersmag, der kommer efter mange år på fad. 

Irma og Coop sælger også yngre tawnies fra Burmester, men de er umiddelbart ikke så spændende som Cálem's 20 eller Barros 10, som også er Sogevinus-mærker.