Søg i 1400 opslag:

01/05/2025

God tysk riesling + italiensk med 40%

Føtex er så småt ved at få godt ry for sine tyske vine. Det startede med Noble House, som ofte er en ganske ok riesling tør såvel som sød. Så fulgte Sonnenuhr Riesling -fra top-Cru- og nu "Premium" serien, som er særdeles interessant til blot 59. 

Føtex tilbyder også 40% på vin fra Italien indtil søndag -men det gælder ikke vine på tilbud. Da "normalprisen" er skruet gevaldigt op de senere år, er 40% bestemt ikke altid nok (jeg gav i januar eksempel med den fine San Felice Chianti, som var 25% dyrere end tilbud måneden før -efter træk af 40%!). 

    Men vine som Marsala, Vino Nobile og Langhe Arneis er værd at købe med 40%. 

    Føtex har dog også nogle få tilbud, hvor Baron de Ley (59) er mest interessant. 

ITALIENSK med 40%: Vino Nobile "Riserva" - Gelso Barbera Gemma - Langhe Arneis Gemma - Morete Ripasso  -Brunellop Poggio Forte - Riserva Ducale Chianti Classico - Marsala "Garibaldi Dolce"

Bedste KØB: Dr Pauly-Bergweiler hvid/bobler - Baron de Ley rød/hvid/rosé
Godt KØB: Amarone Classico "Righetti"

uge 19-2025

Dr Pauly-Bergweiler hvid/bobler... 59,-
Riesling tør, sødlig Kabinett eller tør Sparkling Brut, tør Grauburgunder, sødlig Gewurztraminer, Tyskland

BEDSTE køb + **** (4/5), Føtex, indtil torsdag 15/4

Riesling "Premium" er fra Mosel og har den sprødhed, som køligere klima og skifer terrasser giver til riesling. "Trocken", har stadig nogle gram restsødme, rigtig meget riesling flint, aroma og sprødhed. Jeg fandt den lidt kort i smagen, men ren og frisk. 2022 var testvinder i Vinbladet (06/23). 
    Sødlige Riesling Kabinett har herlig aroma og sprød  syre. 
    Riesling Brut er ikke smagt, men riesling giver fine bobler, som ofte skal nydes ung. Vent en vin med rig aroma, sprød friskhed og god syre (trods brut nok med snert af sødme). 
    Gewurztraminer -ikke smagt, men 89p/SpritNyt: "Emmer af sødmefulde blomster i næsen. Meget aromatisk med gule blomster, honningmelon samt varme afrikanske krydderier. Vellavet med en fin længde". Har en vis sødme. 
    Grauer Burgunder er heller ikke smagt, men burde være tør, ren og med god længde -nok i stil med pinot gris fra Alsace. 

Baron de Ley Reserva... 59,-

2020 Rioja + hvid og rosé, Spanien

BEDSTE køb + **** (4/5), Føtex, indtil torsdag 15/4

Kunne fås i Bilka til 50 for 3 uger siden, men den røde er så god, at den såmænd også er topkøb til 59! 
    2020 med 92p/Peñin og (overdrevet) 94p/Decanter. År efter år god moderne rød Rioja med rund fylde og indbydende duft med lidt krydderi, til den bløde side, men pæn dybde og intensitet. Mere lækker end aristokratisk, men suverænt køb til prisen. 85% Tempranillo + 10% unik maturana og 5% graciano -to af de sjældneste druer i Rioja. 24 måneder i eg + 1-2 år på flaske. 


    Den hvide er ren, fyldig med pæn aroma og blød syre, rosé lys frugtig aroma, middel fyldig og til den enkle side med tilpas syre til at kunne matche en frokost. Forgænger 2022 fik bl.a. 89p/Suckling.

      Baron de Ley stammer fra 1500-tallet, hvor en borg nær Ebro floden blev overtaget af benediktiner ordenen. De ejede den til 1836, hvor alle kirkens ejendomme blev konfiskeret. 
    Mange ejere  fulgte de næste 150 år, men gradvis gik ejendommen i forfald, indtil den blev overtaget af Ley. De har siden omdannet det hele til en mønsterejendom, som nok er meget stor, men leverer rigtig god vin, takket være vinmager Gonzalo Rodriguez
    Plus en masse penge, se her fadkælderen med plads til 30.000 små egefade, indviet i 2018! Her er bl.a. fiks maskine, som kan tømme og fylde 60 egefade på bare én time!  


Amarone Classico Righetti... 199,-

GODT køb + *** (3/5), Føtex, indtil torsdag 15/4

Prisen går op og ned -kunne fås i Føtex til 89 op til jul, siden til 119 og nu altså 109. Den mangler frugt og koncentration fra de bedste, men er slet ikke ringeFrugtig og kraftig snarere end bred, rig, let sødlig frugt over en del syre Men mindre sød end mange (5,5 g/l). 
    Righetti ligger lige i hjertet af Classico området, men vinen er langt efter de bedste. 


Italiensk med 40% indtil søndag 4/5

Priser er baseret på Fotex.dk, som dog er svær at gennemskue, da "skarp" pris allerede er tilbud, mens "se her" måske er normalpris, så check pris og rabat i din lokale butik. 


Vino Nobile Riserva... 59,70*

BEDSTE køb + **** (4/5), Føtex, indtil søndag 4/5 (99,50 -40% rabat) 

Vino Nobile er en "super-Chianti", adskilt af en landevej fra nabo Brunello. Faktisk var "Den ædle Vin" var i 1950erne stadig dyrere end Brunello. 
    Næstbedst er Rosso Montepulciano, mens den 3. bedste vin sælges som Chianti. At få Nobile til 70 er interessant. 
    Kooperativet Vecchia Cantina er ved at få fine ratings uden at være i top. 700 medlemmer har god del af æren for at gøre regionen til Italiens første "DOCG" (DOC + garantita). Set i 2018 med 88p/WineEnthusiast og 2019 (90p/Spectator). Vil vinde ved 2-4 år på flaske.

Arneis Langhe "Gemma"... 50,70*

BEDSTE køb + *** (3/5), Føtex, indtil søndag 4/5 (84,50 -40% rabat) 

Overdådig aroma med lidt mandel, æbler og krydderurter. Middel fylde, god frugt med lidt syre til sidst,ok længde. Drikkes ung -og gerne sammen med mad som grillet laks, kylling i sauce o.l. Arneis har historisk været blandet i den røde Barolo (et synonym har været Barolo Bianco!) for at give mere aroma og elegance. Denne metode blev siden forbudt, og så forsvandt druen. Næsten!

Manara Ripasso "Morete"...  53,70*

Valpolicella Classico, Italien

BEDSTE køb + **** (4/5), Føtex, indtil søndag 4/5 (89,50 -40% rabat) 

Jeg anbefalede denne vin for 4 år siden (til 75 kr). Typisk 87-89p i guider og for mig bedre end Piacentini, fra skråningen Morete ("Den lille Brune") i San Pietro i Valpolicella. Ikke smagt i 5 år. Husker den som tør, men blød og afrundet med masser af sød frugt, ret lys, men fyldig og pænt lang. Rustik etiket, men god vin, serveret kælderkold. 

Poggio Forte Rosso Montalcino... 65,40*

BEDSTE køb + **** (4/5), Føtex, indtil søndag 4/5 (99,50 -40% rabat) 

En "baby-Brunello", dvs Rosso samme Brunello drue, lagret et år i stedet for lovens 3 år. Som regel bruges dog andre marker til rosso, og vinen laves til at nyde ung. 

      En lidt blidere, lettere udgave, som nok ligner Chianti mere end brunello! Slet ikke et dårligt valg til en vildtret. Poggio Forte er 2.vinen fra Quercecchio, en af de større vingårde i Montalcino. 

Barbera "Gelso" superiore... 59,40*

BEDSTE køb + *** (3/5), Føtex, indtil søndag 4/5 (99,50 -40% rabat) 
Alba. Gemma's bedste barbera. Dyb farve. En tør og fyldig vin med mere struktur end charme, men nydelige noter af tobak og svesker. Pænt lang smag. Vinen er lagret i 12 måneder, 50 % på små 5 hl fade af fransk eg og 50 % på 30 hl slavonsk eg. 

Chianti Classico Riserva... 119,40*

Riserva "Ducale" Ruffino

GODT køb + **** (4/5), Føtex, indtil søndag 4/5 (*: efter 40% rabat)

Slet ikke så godt køb som Felice's Grigio, som du kunne få i før nytår til 89, men stadig en klassisk og god Chianti

    Både 2019 og 20 fik de 3 berømte glas fra Gambero Rosso. Vinen laves af sangiovese (+ 20% merlot og andre druer) og lagrer mindst 2 år før salg i både store egefade og ståltanke. En ganske fyldig, afrundet vin med let krydret bouquet. 

Marsala "Garibaldi dolce"... 45,-*

BEDSTE køb + *** (3/5), Føtex, indtil søndag 4/5 (75 -40% rabat) 
Et topkøb, da samme vin står til 115 hos andet firma. Og så står du altid og mangler Marsala, den klassiske dessertvin fra Sicilien?
    Den nydes i reglen alene, men er også populær i tiramisu og kylling i Marsala.  
    Den søde har navn efter Garibaldi (der landede her med sine 1000 mand i 1860 for at samle Italien til ét land). Kan ligne Sherry lidt. Sød, meget frugtig med nød og honning, ganske lang smag -god til klassiske italienske desserter, kage mv. 
    Pellegrino er et af de 2 førende vinhuse (sammen med Florio), som siden 1860 har lavet særdeles god Marsala (foruden god rød og hvid moscato fra øen Pantelleria). 
    Metoderne er moderne -druer er de hvide cataratto, grillo og inzolia, som høstes sent og får en kølig gæring, som stoppes med sprit. Sødmen kommer med indkogt druemost, og vinen lagrer 2 år i eg før tapning. 

Topkøb i Torres + Amarone!

Brugsen fortsætter med ofte meget lave priser på god vin. I denne uge bl.a. god amarone til blot 99 og den historiske Coronas fra Torres til blot 35. 

Superbrugsen og Kvickly tilbyder Amarone til blot 99 -så lav en pris, at du bør være skeptisk- men Brugsens er tappet på vingården -et plus for mig! 

    Torres Coronas er næsten for god til 35 kr, mens den hvide og pink søster Viña Esmeralda (35) er en populær vin til en solskinsdag på terrassen. 

    Vi andre går hellere med Yealands geniale hvide sauvignon reserve (69) eller en klassisk kraftig Rhone fra Morel (59). Måske endda klassisk Bordeaux som Viramon (109) eller moden Barbera fra Sarotto (59). 

    Brugsen har -igen- rigtig mange tilbud, så uge 19 er delt i to. Dette er del 1. 2.del ses her!

BEDSTE køb: Amarone "Terre di Verona" - Coronas tempranillo crianza - Yealands Reserve sauvignon blanc - Rhone "Morel" - Losada Bierzo 
GODT køb: Esmeralda rosé/hvid - Rhone "Chapoutier" - Barbera "Sarotto" superiore - Viramon Grand Cru - Croix Chaigneau Lalande Pomerol - Johnie Walker 12 år whisky - Talisker "Skye" malt whisky - Combeau XO Cognac - Hendricks gin 

ANDRE: Carmel de Haux Bordeaux - Combeau VSOP Cognac - Chivas 12 år whisky - Glenfiddich 12 år whisky

uge 19-2025

Amarone "Terre di Verona"... 99,- 

BEDSTE køb + **** (4/5)Superbrugsen og Kvickly, indtil torsdag 8/5

En ok amarone til en utroligt lav pris. 
 Ikke smagt med dette navn, men ligner nok Pagus Bisano fra samme kælder -masser af frugt, krydderi og urter, middel til stor krop, stærk (15,5%), pænt lang. En lille sødme til sidst er godt skjult af tannin. Set i 2021. Server kælderkold. Kan blive hit til årets første grill aften. 
    Coop's eget blad Vin&Co giver 5* som også Vinavisen, vi andre nøjes med 4*. Men den har den rigtige smag i en letbenet udgave. Prisen i kælderen er 270 kr (€ 36,5), så 100 kr er topkøb. 
    Druerne er corvina + små mængder corvinone og rondinella. Druerne høstes modne, men lægges på måtter og tørrer i kælder godt 90 dage, så de mister 1/3 af væsken -derfor høj alkohol! Vinen lagrer 3 år i eg før tapning.  
    Stoler på vinen, da den er tappet af producenten selv -et stort kooperativ me sæde i det gode Valpantena. 


Coronas tempranillo... 35,-

BEDSTE køb + *** (3/5), Superbrugsen og Kvickly, indtil torsdag 8/5 (normalt 79,95)

En lav pris for god crianza -global pris er 70 kr! Coronas smager overraskende godt, typisk spansk med krydderi og afrundet styrke. Ikke poesi, men flot pop.    

    Mærket er nok Torres' ældste (1907), men kom først på flaske sidst i 1940erne. Ved den historiske "vinolympiade" i 1979 klarede den sig fint til en pris slet ikke så langt fra Gran Coronas (i dag Mas la Plana)! 
    Vinen er i klasse lige over Rhone typen SangredeToro. Tempranillo druer fra Katalonien lavet med egelagring -crianza,. dvs. mindst 6 måneder. 
    Årgang 2021 fik lidt gavmildt 89p/Decanter: "Pure and vibrant red fruit with a crunchy bite of red apple. Creamy cherry sorbet and milk chocolate underneath. Subtle notes of smoke and spice. Lingering liquorice on the mid and side palate.I dag er årgangen nok 2022, men vinen er ensartet uanset år.  
    Skulle vejen falde forbi Barcelona til sommer, er huset nær Vilafranca et besøg værd.

Torres Esmeralda hvid/rosé... 35,- 

GODT køb + *** (3/5), Superbrugsen og Kvickly, indtil torsdag 8/5

Begge vine er typisk terrassevin med frugt og sødme, som balanceres af lille syre -for sød for min smag, men veninderne elsker den! 
      Den hvide får frugt fra muscat + lidt tramine. Den får generelt rimelig ros, selvom 90p/Suckling til 2021 er i overkanten. Den lyserøde er mindst spændende, hvis jeg husker ret (smagt sidste år), baseret på garnacha. 
    Begge får god del af druerne fra Torres' gigantiske vingård i det varme Costers del Segre i bjergene på vej mod Zaragoza. 

Yealands Reserve sauvignon blanc... 69,-

2023 Marlborough New Zealand (norm: 130)

BEDSTE køb + **** (4/5), Superbrugsen & Kvickly, indtil torsdag 27/3

Klassisk flot sauvignon, Overdådig aroma, frugt og flint, fyldig, pænt lang, med meget frugt i smagen, som balanceres pænt af sprød syre. God til sushi og fyldige salater. Årgang er 2023 med sølv på IWC og 94p/Wine Orbit. 

    Vinene laves af Natalie Christensen, kvindelig vinmager (af dansk afstamning) og en klasse over den normale (gode) Yealands og kommer fra særlige parceller i det kølige Awatere, lige under Single Block. 
    Smagte i marts igen Cloudy Bay (695 på restaurant, suk, fås til godt 200 i butik), nok den bedst kendte sauvignon fra New Zealand. Meget eksotisk aroma og meget karakter. Men må indrømme, at jeg hellere drikker denne Yealand! 

Cotes du Rhone "Morel" .. 59,-

BEDSTE køb + **** (4/5), Superbrugsen og Kvickly, indtil torsdag 8/5

2023 fik 5* i Vinavisen, der skriver: "I duften er der mørke kirsebær og rosmarin, og i den saftige smag dejlige komplekse krydrede noter. En meget tiltalende og let drikkelig rød Rhône".
    Har ikke smagt 2023, men 2022 kunne for mig give Guigal (79 kr!) kamp til stregen. Tilmed er Morel så tæt på Chapoutier's egen Rhone til at jeg gider betale 20-30 kr ekstra.  
    Pierre-Henri Morel var en ung CEO for stjernen Chapoutier, som ville prøve noget andet. Så han fik frit lejde med vine fra syd-Rhone med eget navn og bolig i Chapoutiers Estubiers kælder i Lubéron. 
    Morel selv er for længe siden draget videre til Chapoutiers vingård i Australien. Men navn og den simple etiket lever videre. 

Rhone "Chapoutier" .. 79,-

GODT køb + **** (4/5), Superbrugsen og Kvickly, indtil torsdag 8/5


Set i 2022. Storebror til Morel, men ikke 20 kr mere værd (men ikke smagt samtidig). Samme stil med fuld kraft frem med frugt, urt og fylde. Chapoutier kalder den "Essential", og sandelig typisk Rhone! 

Barbera d'Asti superiore... 59,-

GODT køb + *** (3/5), Superbrugsen og Kvickly, indtil torsdag 8/5

Sarotto's ældre Superiore er mere poleret og vægt end den også ganske gode barbera fra Sarotto, et af de gamle Irma-huse. En god vin, men ikke top -foretrækker Fontanafredda, når den er på tilbud!

Losada "mencia" Bierzo... 89,-

BEDSTE køb + **** (4/5), Superbrugsen & Kvickly, indtil torsdag 8/5

Meget mørk, overdådig aroma, moden, men med mineraler, sød frugt og endog blomst -middel fylde, afrundet, lang, men med friskhed i nydelig lille syre. Set i 2021, som har fået imponerende 95p + Top 100 af James Suckling, uafhængig kritiker og ex-redaktør af Spectator.   
      Druen mencía trives i det relativt kølige Bierzo, som ligger på caminoen, lige før du når det våde, kølige Galicien med Sct. Jacobs grav i Compostela. 

    Losada er en glimrende privat vingård med gamle vinstokke og en ung, begavet vinmager -alt er perfekt

Viramon Grand Cru St Emilion... 109,-

GODT køb + **** (4/5), Superbrugsen & Kvickly, indtil torsdag 8/5

2020 med 6* fra Vignerons Independents. Var sidste år BEDSTE køb til samme pris, men siden er priserne i Bordeaux gået ned. Men uanset år er Viramon en rigtig god St Emilion. 2020 har nok mistet hvalpefedtet -og dermed ungdommens charme- så de 75% merlot skal nok have et par år mere til at udvikle frugt til bouquet og få en afrundet lang smag.

    På slottet snakker de meget om lagring i eg, men trods en del fade laver familien Lafaye god klassisk St Emilion. Den 11 hektar ejendom ligger på gode skråninger øst for St Emilion by og har tilhørt familien siden 1866. 

La Croix Chaigneau Lalande de Pomerol... 109,-

GODT køb + **** (4/5), Superbrugsen & Kvickly, indtil torsdag 8/5

2020. En udmærket Pomerol-lookalike (50-55% merlot, 40-45% cabernets), som laves af den unge, dygtige Pascal Chatonnet. "Croix" skal være 2.vinen til Haut-Chaigneau, men kan meget vel være samme vin, måske med lidt mindre eg (20% i eg, 80% i beton og store egetønder). Vent en nydelig, ret fast vin, der kræver 3-4 år, måske længere. 

Carmel de Haux Cotes de Bordeaux... 59,-

*** (3/5), Superbrugsen & Kvickly, indtil torsdag 8/5

En ganske udmærket Bordeaux, men desværre ikke topkøb i lyset af de stærkt pressede priser på al Bordeaux. 
    Middelfyldig, ganske indbydende madvin, snert vegetabilsk og grønt præg, som forsvinder i glas eller på flaske i løbet af et år eller to. Senest smagt 2019. For mig i samme klasse som den mere royale Caïx Cahors.
    Carmel de Mingot var i 1600 tallet et kloster i Cotes de Bordeaux, men er i dag del af det danske-ejede Haux. På bagetiketten kan du blive medejer af slottet. 

Johnie Walker 12 år "Black Label" ... 149,-

GODT køb + **** (4/5) Superbrugsen og Kvickly, indtil torsdag 8/5

91p/Whisky Advocate: "Et fyrtårn for scotch whisky". Den sorte Johnie var så kendt for 50 år siden, at mange rynkede næsen ad den. Men den var også bedst dengang -og i dag et fund til 149 (global pris er 254 kr). Fint røget næse, meget fyldig, pænt lang, ganske lille sødme, men i god balance -en herlig drik til kaffen o.l. 

    Brugsen tilbyder også Talisker Skye Malt whisky (199, 4* + godt køb), en solid flot malt fra isle of Skye blidere end den 10-årige, Chivas 12 år whisky (179, 3*) og Glenfiddich 12 år Malt whisky (279, 4*). 

Pascal Combeau XO Cognac ... 199,-

GODT køb + **** (4/5) Superbrugsen og Kvickly, indtil torsdag 8/5
En god Cognac trods den lave pris. Etiketten lover lagring i 10 år, selvom loven "kun" kræver 5 år af XO -god bouquet, afrundet smag uden for meget sødme. 
    Pascal Combeau er grundlagt i 1838, men er i dag del af det gamle hus Gautier, (som ses i Føtex/Bilka til noget højere pris). Gautier er del Marie Brizard, kendt likører som Apry og Anisette (som har givet navn til den legendariske sanger i Savage Rose!). 

Brugsen tilbyder også Combeau VSOP Cognac (179, 3-4*). Giv 20 kr ekstra for XO.  

Hendrick's gin... 199,-

GODT køb + *** (3/5) Superbrugsen og Kvickly, indtil torsdag 8/5

Den er også på tilbud i Føtex (249) og Bilka (229) og op til 300 i andre kæder. Derfor godt køb, selvom Jeg personligt foretrækker Tanqueray, også fra Skotland. Spanske Peñin gav den 96p i 2020 med ordene: "Aroma, white flowers, herbaceous, citrus fruit, balsamic herbs, dried herbs, powerful, complex. Flavour, spicy, fresh, long, powerful, flavourful, balanced, elegant."