Søg i 1400 opslag:

03/12/2023

God Ripasso til ingen penge i Coop365

Den gode Falasco Ripasso er det bedste køb i discount butikkerne i den første uge af december. En god ripasso til blot 49, som du tilmed skal af med pænt over 100 kr for -i hjemlandet Italien. 

For høj en pris, men selv i Tyskland koster vinen 80+ kr og viser -igen- at vin ikke er dyr i Danmark. Altså på tilbud! For der er en tendens til, at "normalprisen" ofte er pumpet op. Til alt held ikke helt så meget i hverken Rema, Netto -eller Coop365, som har ugens bedste køb. 

    Et andet godt tilbud er Villa Borghetti Bardolino (29), som også koster noget mere syd for grænsen. Ikke mindeværdig, men helt ok glas til prisen. 

    Coop365 har også et par andre gode køb -Hardy's Stamp (35) fra Australien og Bread & Butter fra California (99). 

Bedste KØB: Falasco Ripasso - Villa Borghetti rød/hvid/rosé
Godt KØB: Hardy's Stamp rød/hvid/rosé - Bread & Butter rød/hvid

uge49/2023

Falasco Ripasso Valpolicella... 49,-

Bedste KØB + **** (4/5), Coop365, indtil onsdag 6/12

En god ripasso med fedme og fylde, men uden sødladenhed. til en pris, som er ekstremt rimelig -det seneste tilbud på denne ex-Irma vin var 69!. Og kan se, at du kan betale 14,5€ på webben for samme vin (og det endda i Italien, ca. 110). Kender ikke 365' alder, men kan se, at 2020 har fået 94p/100 af 5StarWines, endnu en (for gavmild) italiensk guide, sådan lidt Maroni'agtig. 
    Vinen er et mærke fra det store Valpantena kooperativ i bjergene over Verona. Valpantena er den centrale del af Valpolicella stik nord for Verona og leverer rigtig god Valpolicella. Kooperativet samler druer fra 750 hektarer og leverer god vin, som af og til kan være forbavsende tæt på egnens andet store hus, Bertani

Hardy's Stamp rød/hvid/rosé... 35,-

Godt KØB + *** (3/5)Coop365, indtil onsdag 6.december (tappet i England)

Den røde er bedst med rund fylde, åben frugt og en lidt tørrere smag end mange. Prisen er rigtig god! Kender desværre ikke hvid og rosé. 
      Hardy er traditionsrigt (1853) hus og den vigtigste hus ejet af Accolade, Verdens største vinhus. Der er stadig en Hardy med i huset, men næsten alle vine er præget af industri. Stamp vinene blev præsenteret på Verdensudstillingen i Brisbane 1988. 

Bread & Butter pinot noir eller chardonnay... 99,- 

California. Godt KØB + *** (3/5)Coop365, indtil onsdag 6.december

"Brød & Smør" -for California er dette dagligvin, som "du ikke skal tænke over, men blot drikke". Men da California er afsender, er prisen ikke just dagligvin! 
      Nydelig kommerciel vin, den røde med frugt og blødhed -nydes ung- akkurat som den hvide, som er lidt for simpel for mig, men ok vellavet. 
    Et af (mange) mærker fra WX (før Winery Exchange), specialist i mærker til andre, som er et meget stort hus, som ejes af Terold (Bamberg familien) fra Argentina, som også ejer bl.a. Trapiche. Vent ikke stor kompleksitet, men nyd det pæne udstyr! Appellation er California,så vinen kan blandes af druer fra hele staten. 

Villa Borghetti rød/hvid/rosé... 29,- 

rød Bardolino eller La Paccino, rosé Bardolino, hvid pinot grigio, Italia

Bedste KØB + *** (3/5), Rema1000, kun torsdag-lørdag 7-9/12 (max. 12 fl. til denne pris)

Den lette Bardolino fra Garda søen er tør, frugtig og ren -til samme pris kedelig rød Ripasso-type fra Puglia "La Paccino" (kan få selv en pizza til at døse). Bardolino er ikke kunst, men en behagelig ledsager til en salat eller pizza. Fås også som en letbenet tør rosé Chiaretto. 
      Den hvid pinot grigio til samme rimelige pris er bedre end jeg huskede den, med pæn frugt. Det lover godt, at tapperen Pasqua bor ved netop Bardolino. Det skal dog siges, at du kunne få den til 25 kr sidste år -men 29 er stadig en ekstremt rimelig pris. 


Shiraz Paarl "Fairtrade"... 55,-

*** (3/5), Lidl, søndag-lørdag 3-9/12 (tappet i Tyskland)
En indbydende, seriøs vin med positiv frugt, god fylde og rund eftersmag. Ikke stor poesi, men en mættende vin, der glæder. Druedyrkerne har fået en ok pris for deres druer, så vinen har fået lov at bære Fairtrade etiketten. Lidt høj pris, måske. 

    Lidl tilbyder også Rachmaninof Vodka (54,95, 3*), en 37,5% vodka, der ikke gør fortræd på gæster eller pengepung. Desuden Jomfruolie, italiensk eller græsk (45, 50cl), rimelig pris i lyset af nuværende pris på olivenolie. Men håber der kommer andre (endnu mere rimelige) priser.

01/12/2023

Klassisk riesling og Bordeaux!

Meny har spændende tyske vine i denne uge -hvor især den fine Riesling Michelmark fra Kesseler er et topkøb. Som også den forrygende Recougne fra Bordeaux. 

Jeg er glad for at se klassisk kvalitet i Meny, som for mig ellers har haft sin rigelige andel af sødladne, kedsommelige Rip'Amarone vine! 

    Kesseler's Michelmark er klassisk riesling, som jeg aldrig kan få nok af. Den er måske ikke i top, men kan nydes nu og fås til utroligt lav pris (89,95). . 

    Meny har også andre gode tyskere, bl.a. Kloster Eberbach (99,95) samt Baron von Meydell fra det sjældent sete Baden. Har ikke smagt dem, men til 66,67 (v 3) er de værd at smage. 

    Derimod er de franske vine sikre køb -og Muscadet Bel-Air (49,95) er et must som også Recougne, en flot merlot fra Bordeaux (59,95 med 91p/100). Endelig en prisbillig Rhone (40). 

Bedste KØB: August Kesseler Riesling Michelmark - Recougne Bordeaux - Bel-Air Muscadet "sur lie" - Lagarada 10 år Port
Godt KØB: Casalforte Ripasso - Maydell Baden rød/hvid - Reserve Palais Rhone - Roi de Passage Rhone  

uge49/2023

August Kesseler Riesling Michelmark... 89,95

2022 trocken "Erste Lage", Bedste KØB + **** (4/5),  Meny, indtil torsdag 7/12 

Har kun smagt 2020 og 21: En rig, koncentreret tør hvid med lang smag. Det er tæt på barnemord, men overlegen i duft og sprød eftersmag -og er endog bedre den følgende aften med nogle asparges. 
       Kesseler leverer superb rød pinot noir (spätburgunder), men mindst lige så fine riesling-vine. For 100 år siden ejede vingården blot 2,5 hektar, men siden begyndte vingården at vokse, og unde August dækker vingården i dag 33 hektar fra Lorch i vest til Hattenheim og Erbach i øst. 
"Erste Lagen" kommer fra nogle af de bedre vinbjerge, som defineret af VDP (Deutsche Prädikatsweingüter, en forening af førende vingårde). Michelmark er ok, men ikke i klasse med naboerne, Marcobrunn eller Hohenrain, de bedste skråninger i Erbach. 
      Kesseler har et stort ry (4* af 5 i Gault-Millau) for både rød pinot (1/3) og hvidvin (2/3). Vingården har siden 1995 været medlem af VDP, en gruppe af Tysklands bedste vingårde, hvis flasker prydes af en vinøs ørn på kapslen. 

Meny tilbyder også Kloster Eberbach rød/hvid (99,95, 4*) også fra fornemme Rheingau. Stor vingård, men god vin, Rauenthal Riesling nok bedste køb. 

Recougne, Bordeaux Supérieur...  59,95
Bedste KØB + ***** (5/5)Meny, indtil torsdag 7/12

Set i den fine årgang 2019 med hele 91p/WineEnthusiast, men uanset årgang en mørk, kraftig og fast vin, men aldrig hård, præget af moden merlot, rig parfume og god længde. Den er flot efter 5 år, men kendt for at kunne leve 20 år. 
    Slottet ligger i Fronsac ikke langt fra det fine Mayne-Vieil, dvs. heller ikke langt fra Pomerol- men en kommunegrænse gør, at vinen er ”Bordeaux”, ikke Fronsac som Mayne Vieil. Vinen til os, der foretrækker kvalitet og pris frem for et dyrt navn (og jeg elsker etiketten med det røde segl midt på). Navnet kommer fra latin, ”Terra Recognita”, så selv romerne har anerkendt slottet! 

Casalforte Ripasso... 59,95

Godt KØB + **** (4/5), Meny, indtil torsdag 7/12

Vinen kommer fra Riondo kælderen i Soave, del af Collis, et 2.grads kooperativ, der dækker stor del af området mellem Verona og Padua. Ikke smagt, men gode takter loves i en middel-Ripasso. I Valpolicella er kælderen dog vest for sit kerneområde. Kender ikke år, men 2019 fik 5* sidste år af Rydberg i Ekstrabladet med ordene: "Pæn ripasso karakter med tørrede bærnoter, varme krydderier og vanilje. Pæn intensitet og lang krydret afslutning" -noget bedre til and & kål end Recougne herover, men ikke så god vin! 

Maydell Baden rød/hvid, kr/fl v 6: 66,67

3 fl: 200. Rød Spätburgunder, hvid Riesling eller Grauburgunder (Pinot Gris), Tyskland
Godt KØB + *** (3/5), Meny, indtil torsdag 7/12

Jeg har ikke smagt disse vine fra Bimmerle, en stor privat vingård i det nordlige Baden med en årlig produktion på over 1 million fl. fra eget domæne + 40 druedyrkere. Jeg vil vælge  de hvide, især riesling -og "godt køb" er på prøve! 
    Houlbergs vinblog var ikke glad for den røde pinot (i 2016), hvor en lille restsødme generede ham. 
Nye år har fået ros i Berlin og Mundis, hvor typsk vin til supermarkeder præmieres. Derfor kan du også finde restsødme (5 g/l i rød, ca. 7 g/l i hvid, hvor der dog også er markant syre). 
    Maydell er trods det adelige fornavn Baron vine til kæderne, bl.a. Lidl i Tyskland, hvor vinene sælges til ca. 40 kr.  

Bel-Air Muscadet "sur lie"... 49,95
Bedste KØB + **** (4/5), Meny, indtil torsdag 7/12

Lidt skræmmende, at Meny tilbyder en totalt ligegyldig sauvignon (Kamona Bay) til højere pris end denne klassiker! 
    En knastør, let, neutral, men umådeligt sprød hvidvin. Har alt det, som de ofte tunge chardonnay'er fra den "Ny Verden" mangler!
     Jeg opdagede den tørre Muscadet i 70erene, da vi gr frost ikke kunne få Chablis. Denne var en god erstatning -og er det stadig!  Kender ikke årgang, men herlig ung, efter 2-4 år nydelig i en ren tør stil med neutral næse.  

    Bel-Air er en rigtig god vingård, som ejes af 3. generation af familien Audrain. Domænet dækker 27 hektar (mest Muscadet), som drives tæt på økologisk. Vinen lagrer efter gæringen med bundfaldet -"lie"- som giver vinen mere frugt end ellers. 

Cotes du Rhone "Reserve Palais"... 40,-
Godt KØB + *** (3/5), Meny, indtil torsdag 7/12
Sjovt nok er denne -normalt langt dyrere- Rhone billigere end den letbenede Dauphins IGP (landvin til 49,95). Samme kælder - 
    Set i 2020, som bør være i topform efter 3 år -en fund, fyldig vin med lidt krydderi. Cellier des Dauphins er et 2.grads kooperativ (med 13 kooperativer under sig), det suverænt største hus i det sydlige Rhone med 18.000 hektar. De har aldrig begejstret mig og er ofte for dyre. Denne pris er mere korrekt, synes jeg. 

Roi de Passage, Cotes du Rhone... 59,95

Godt KØB + **** (4/5), Meny, indtil torsdag 7/12
Jeg har ikke stor tillid til vine lavet i samarbejde med en celebrity, men... Hyldest til Cassidy, dressurhest for Cathrine Laudrup-Dufour. Men 60 kr er ganske fair, da vinen laves af det pålidelige kooperativ Princes. Formentlig identisk med den normale Vieille Vigne -og den koster også 60 på tilbud. En ung (2022), fyldig Rhone fuld af frugt.  

Lagarada 10 årig tawny Port.... 89,95
Bedste KØB + **** (4/5), Meny, indtil torsdag 7/12
Lagarada er ét (af flere) navne fra Baron de Villar, som ejes af den dygtige vinmager, Alvaro van Zeller, som startede Quinta do Noval, som dengang var ejet af hans familie i 14 generationer, en sjælden rekord. 
    Den dynamiske vinmager sælger sin vin under navne som Barao de Vilar, Maynard's og Ménéres (100 kr i Føtex og Bilka). Lagarada har fået 89p/100 fra Rydberg i DinVinguide + bedste køb. 

30/11/2023

Superb Port til ingen penge + andre topkøb

Når du kan få en fuldendt Vintage Port til samme pris som en standard Port, bør du slå til, hvis du har brug for en Portvin juleaften. Rozès 2016 koster 450 kr i Portugal, men fås til 99 kr. Svært at sige nej! 

Brugsen vil også være med. Har lige rost Føtex' vine fra Chile og Argentina, men med Unaminé (69, med 93 og 95p fra anerkendte smagere) og Terrunyo (89, 97p/100) og Spier's First Stone (66,50 v 6) må Føtex træde om i baggrunden. 

    Helt i top er dog 2016 Rozès Vintage Port (99). Vintage er den fineste Port, der kan fås, og denne har fået både 94p/WIneEnthusiast og 92p/Parker. Vinen kan gemmes en generation, men faktisk smager herligt som ung -prøv den til ris à l'amande! 

    Glem heller ikke den herlige unge Crossings sauvignon fra dansk-newzealænderen Nathalie Christensen (59) og Lohr fra Californien, som er noget så sjældent som et ok køb fra Over There

Bedste KØB:  Rozès Vintage Port 2016 - Unaminé rød -  Terrunyo carmenère - Spier "First Stone" - Spier "Private Collection" rød/hvid - Crossings sauvignon blanc - Guv'Nor rød 
Godt KØBJ. Lohr California rød/hvid - Rozès 10 års Port - Mazzei Ser Lapo Chianti Classico

uge49/2023

Rozès Vintage Port 2016... 99,-

Bedste KØB + ***** (5/5), Kvickly og Superbrugsen, indtil torsdag 7/12

Et ekstremt favorabelt tilbud på klassisk Vintage i den blidere ende (kan nydes inden for 20 år). Den globale pris for vinen er .... 310 kr i snit (og 458 kr i Portugal!).        2016 får hele 92p/Parker og 94p/WineEnthusiast: 
    "Beautifully balanced with ripe tannins and powerfully dense fruit. Layers of blackberry fruits are contrasted with the big tannins and perfumed acidity. There is a mineral edge to this powerful wine that will allow it to age very well. Drink from 2028" 
    Jeg vil dog nyde den om godt 3 uger (til ris à l'amande) -og måske resten til julegodter de følgende dage -for den koncentrerede frugt og søde styrke. Server kælderkold og dekantér for at undgå bundfald. Kan gemmes 10+ år på flaske, men den er svær at modstå lige nu! 
    Går og håber på permanent prisfald på Vintage Port (selvom Rozès i det gode 2016 er ekstremt). For det er ikke rimeligt at betale 300-500 kr for en ung Port, som idéelt set bør gemmes10-20+ år! 
    Huset ejes af franske Vranken, et Champagne-hus. Foto Antonio, direktør. Læs mere om huset her

Unaminé Gran Vino... 69,- 

Bedste KØB + ***** (5/5), Kvickly og Superbrugsen, indtil torsdag 7/12

Jeg er glad for vinene fra Mascota, lige fra OPI over Mascota til Unaminé, blandt de bedste fra huset. Jeg er i total enighed -Unaminé -"unanimous"- med de kritikere, der har smagt disse vine. "Unaminé laves dog stadig i pæne mængder, 300.000 fl/år) i selve Uco. 
     Meget dyb, overdådig åben frugt med lidt krydderi, magtfuld og lang, pænt nuanceret, men først og fremmest en overdådig, brugervenlig vin, der måske mangler det sidste for at imponere. 
      Unaminé kommer fra San Carlos, den bedste del af Uco, cabernet + malbec.2018 fik 95p/Descorchados og 93p/Tim Atkin -utroligt for vin til så lav pris. 2017 var testvinder i Vinbladet og fik 5* i Ekstrabladet. 

 

Crossings sauvignon blanc... 59,-

Yealands Awatere Valley, New Zealand

Bedste KØB + **** (4/5), Kvickly og Superbrugsen, indtil torsdag 7/12

Omkring 4 af 5 flasker fra New Zealand kommer fra blot 2-3 huse, som sælger under utal af navne til danske kæder (aktuelt Kim Crawford i Føtex). 
    Derfor støtter jeg Yealands, er et uafhængigt hus, som sælges som Yealands og Crossings i Brugsen og som BabyDoll (Holte Vinlager). Huset har et meget stort domæne, som leverer det meste af vinene. 
      Hvid sauvignon er fra Awatere, en kølig, god del af Marlborough tæt på havet. Flot, tør, ren rig aroma, sprød og frisk trods 13,5% alkohol, der slet ikke smages. God f.eks. til skaldyr eller en salat. 
     Vinmager Nathalie Christensen er tipoldebarn af dansk indvandrer, der fulgte i hælene på grundlovsfader (og statsminister) Monrad. Han var vred over nederlaget ved Dybbøl 1864 og sejlede til New Zealand, hvor de grundlagde Dannevirke. Han opgav dog hurtigt og drog hjem igen til en stilling som biskop. Mens Natalie's tipoldefar blev!  

Spier "First Stone", kr/fl v.6: 66,50*

6 fl: 399*, Stellenbosch, *: kan mixes i kasse med Tosalet, Diablo og Epicuro-Z/16%
Bedste KØB + ***** (5/5), Superbrugsen og Kvickly, indtil søndag 31.12.

Set i 2020. En af de rigtig gode vine fra Spier. Og et fund til prisen - normalprisen er 199,95, i Tyskland er prisen 260 kr, mens du kan "nøjes" med 140 kr på vingården i Sydafrika.
     Kommer fra selve Stellenbosch, dvs ret køligt klima. 60% merlot, 40% cabernet fra 15-17 årige vinstokke. Lagret i franske egefade (55% nye) i 15 måneder. 
      En civiliseret vin i californisk stil med indbydende bouquet, middel fylde (trods 14,7% alkohol), men stærk, pænt lang -den vil gøre rigtig mange mennesker glade. Kan sagtens gemmes, men hvorfor egentlig? 

Spier "Private Collection", kr/fl v6: 49,83

6 fl: 299. Rød Pinotage eller Shirazhvid chenin blanc eller chardonnay, Sydafrika
Bedste KØB + **** (4/5), Kvickly og Superbrugsen, indtil torsdag 7/12

Bedre end de almindelige Spier-vine du ser i Brugsen, men ikke normalprisen 129,95 værd! Kun smagt en ganske dejlig hvid chenin, simpel, men ren og frisk (og kan se 2021 har fået 5* + godt køb af Rydberg i SpritNyt). Også en blommeagtige pinotage, som er frugtig, krydret og blød. 
      Spier er ret lille vingård, som dog laver en masse vin, hvor en god del i mange år har fundet vej til Brugsen.

Terrunyo "Peumo vineyard" carmenère... 89,-

Bedste KØB + ***** (5/5), Kvickly og Superbrugsen, indtil torsdag 7/12

Denne vin på Chiles "nationaldrue" overgår langt dyrere vin fra Californien såvel som Europa. I USA er prisen 60$, ca. 400, så prisen i Coop er ekstremt lav. Vinen kommer fra et af de parceller, som giganten Concha & Toro har valgt til deres ypperste vine -her mark 27 i Peumo i Cachapoal.  
    År efter år i top, 2021 får hele 97p/Descorchados. 2019 Carmenère får 5* fra Rydberg i Ekstrabladet og 93p/Parker. En magtfuld, men kompleks vin med meget rig aroma med dybde og balance -en elegant, forfient sværvægter. 
    Ca. 100.000 flasker tappet -en bagatel for et firma som Concha & Toro, som mere kendes for billig vin som Sunrise (30, 2*, ikke topkøb), Frontera og den bedre Casillero del Diablo (alene af carmenère laves 4 mill. fl/år!) osv.  

Felix Solis "the Guv'nor", tempranillo..  39,-

Bedste KØB + *** (3/5), Kvickly og Superbrugsen, indtil torsdag 7/12

"Guv'nor" eller "Mester" ("Husets Herre"?)  kommer fra Felix Solis, et af Spaniens 2 største huse. Vinene ligner i smag og udstyr KingPin fra Føtex og Bilka. En mørk, fyldig, men afrundet vin med krydret frugt med lidt eg og pænt lang smag. 

      "Guv'nor" er rigtig flot i design (det får vinen til at smage bedre, synes jeg!). Et blend af tempranillo og syrah, mest fra Mancha, men sikkert også lidt fra Toro. Vinen er lavet efter de mest moderne metoder, hvor vinen efter gæringen ryger direkte i små egefade, hvor den får malolaktisk gæring og lagrer 3-4 måneder. Ikke mere eg, og det ville også være synd. Godt køb.

J. Lohr, California, rød/hvid.. 99,-

Cabernet-Sauvignon Paso Robles, chardonnay Arrayo Seco, California

Godt KØB + ***** (5/5), Kvickly og Superbrugsen, indtil torsdag 7/12

Lohr er en god gammel kending for Irma-fans. En (meget) stor vingård i Arrayo Seco nær Monterey og (lidt nord for Solvang), to rigtig gode områder i Central Coast.
Druerne kommer fra de kystnære -køligere områder- hvor druerne er bedre og dyrere. 80% af Californiens vin kommer fra Lodi og andre resten af Central Valley -mere anonyme, men ofte alkoholtunge californiere, du ser til lave priser herhjemme. Vi snobber mener, vine herfra bør bruges til rosiner (hvad de ofte gør) eller til nød vin til 3 liter dunke!
      Cabernet er flot, middel til fuld krop, indbydende duft med bær og lidt eg, pæn og nydelig -ikke de store dikkedarer, men det smager godt! 2018 fik 91p/WineEnthusiast, '16 fik 88p/Parker.
      Chardonnay er ok, til alt held med lidt syre, takket være de lidt kølige Arrayo Seco druer. 2019 fik 90p/WineEnthusiast, 2018 89p/Spectator.

Fra California også 1000 Stories (89, 3*), flere varianter. Jeg har aldrig brugt penge på denne vin. 

Rozes 10 år tawny Port... 99,-

Godt KØB + **** (4/5) Superbrugsen og Kvickly, indtil torsdag 31/12

En god tawny, ikke stor (og slet ikke i klasse med Vintage herover!). Den smager ikke som klassisk 10-årig, men har dog fine nuancer i duft med lidt nød og frugt, til den søde side. Giv den lidt tid på flaske. 5* + godt køb fra Rydberg i Spritnyt. 

    Også Rozès 2015 Colheita (119, 4*), lidt ung for Colheita, nok næsten LBV'agtig i smagen -så gå efter LBV! 

Mazzei "Ser Lapo", Chianti Classico ... 129,-

Godt KØB + ***** (5/5), Kvickly og Superbrugsen, indtil torsdag 7/12

2019 Riserva med bl.a. 94p/JamesSuckling.  
    Markis Mazzei har i over 100 år leveret stor vin i Toscana, bl.a. "Ser Lapo", altid en flot Classico Riserva. Vinen kommer fra det smukke Castello Fonterutoli, ejet i næsten 600 år af familien Mazzei, siden 1435. 
      Denne vin fra Fonterutoli er en klassisk Riserva, hvor 3-4 år ikke er nogen alder. Giv den 2-3 år endnu og den kan gemmes i 10+ år. 
      Ser Lapo var en lokal notar, som optræder i rigtig mange skrifter fra renæssancen -og i øvrigt også navnet på faderen til de to brødre, som leder vingården i dag. Vingården har 3 røde stjerner i Gambero Rosso efter mindst 30 3 glas-vine. Slottet (foto) er også hotel. 

Veronia "Appassimento", kr/fl v 6: 46,50 

6 fl: 279, (1/5), Kvickly og Superbrugsen, indtil torsdag 7/12

Jeg kan ikke finde noget godt at sige om denne vin. Jo, flasken er supertung og etiketten nydelig (spansk design fra Murcia, tror jeg). Det kan bringe vinen op på 2*/5.
       Men navnet: Veronia! Kunne den stamme fra skønne Verona, Romeo og Julies by ved foden af Alperne og Garda? Nej, den kommer fra Puglia eller Sicilien så langt væk i Italien, du stort set kan komme! Den skal være lavet af tørrede druer. Men i så fald er de tørret på vinstokken -og en god del af sødmen fra druerne er endt i flasken, desværre. Jeg er for kræsen, desværre (smagt én gang -for meget). 
      Vinen er som vin tappet i Danmark forsynet med supertung flaske -nærmest i format som Magnum!- af Globus, som er specialist i den type vin.