Søg i 1400 opslag:

14/06/2026

Uge 25: bedste vinkøb til sommerfesten!

Superbrugsen og Kvickly har siddet tungt på de bedste vinkøb i Danmark det seneste år, men i denne uge har ikke kun Føtex, men også Netto flere gode vinkøb end Brugsen. 

Føtex (5 vinkøb), Netto (4 vinkøb) følges af Superbrugsen og Kvickly samt Meny med hver 3 vinkøb, mens resten er fordelt mellem 365discount og Lidl (2 hver) og ét topkøb fra Bilka. Rema1000 kom ikke på listen i uge 25. 

    I denne uge prøver kæderne at servere vinkøb egnet til sommerens fester for studenter og andet godtfolk, og dagens vejrudsigt må kræve noget ekstra godt i glasset! 

    Ialt er registreret 124 avistilbud, hvoraf de bedste 20 er med her. 


    Her er Crémant fra Alsace (55 kr) og god Prosecco (50) samt brut bobler fra Frankrig  til blot 39 kr.  

    Tyskland byder på god hvid med riesling (fra 33 og op), gewurztraminer (en sent høstet Spätlese til 49) samt en frisk tør pinot blanc-sauvignon (45). 

    Men der er også herlig hvid fra Frankrig, Italien, Sydafrika og Chile samt flot pink Provence fra Frankrig (59). 

    De røde er bestemt ikke glemt med herlig pinot noir fra Tyskland (33,17 v6), Ripasso  fra Italien (45) samt superb Rioja Reserva (fra 50). Endelig en flot ÀN/2 Mallorca, som er lidt dyr (149), men fair, da det også er prisen på vingården. 

    Ugens 20 udvalgte vine er tappet i produktionslandet, om andet ikke er nævnt (én tappet i Danmark). 

9 vinkøb under 50,-

Dr Pauly Noble House rød/hvid/rosé, kr/fl v 6: 33,17

6 fl: 199. Riesling Trocken (tør) eller medium, rød Pinot Noir, Rheinhessen Tyskland 

BEDSTE køb + *** (3/5), Bilka, indtil torsdag 18/6
Hvid er god tør riesling -intens, ren aroma, sprød, frisk og let, men med nydelig eftersmag. Den let sødlige har rigere aroma, men også god friskhed trods sødmen. Rød pinot med pæn frugt, middel fylde med lige en smule druesødme, men ren og god  -begge er favorit til den meget tiltalende pris. 
    Fås også som riesling rosé med både syre og sødme samt alkoholfri riesling (middelgod, dvs godt køb). Dr Pauly henter disse vine i Rheinhessen langt fra Mosel - men Noble House er et af de bedste køb fra Tyskland.

Spier "Signature" rød/hvid/rosé... 35,-

rød Pinotage og Cabernet-Sauvignon, hvid Chenin Blanc og Sauvignon, rosé (tappet i Danmark)

BEDSTE køb + *** (3/5), Superbrugsen og Kvickly, indtil torsdag 18/6
Disse vine er mere end drikbare og samtidig en af de billigste vine på markedet. Svært at modstå! 
    Spier leverer  god, kommerciel vin, som måske er lidt mere poleret ved som her at være tappet i Danmark med lige én filtrering ekstra. 
    Jeg har ikke smagt dem ofte, men husker en god, tør hvid chenin blanc med god frugt (melon mv). Plus en blid, fyldig rød pinotage og god cabernet. Coop er største kunde hos Spier -men meget er vin på tank, ikke flaske!
      Du skal ikke vente stor, rig "vild" aroma, men diskret fylde og poleret smag


Garnier Sparkling "Blanc de Blancs"... 39,-

BEDSTE køb + *** (3/5), Netto, indtil fredag 19/6

Brut. Ikke smagt, men andet brus fra samme GCF (Martenot) er ganske ok, let og frisk, rimeligt tør med nydelig aroma og ren smag. Ikke just, hvad min Sommelier anbefaler, men slet ikke ringe -og godt køb. 
    Brus laves på tryktank (som prosecco og Asti), ikke i selve flasken (som crémant). Vinen er forresten tappet i Bordeaux, ikke i Bourgogne, og druerne er nok hentet et helt tredie sted! Kan sagtens bruges til både Aperol, Limoncello og oldemors hyldebærsaft!  
    Til samme pris fås også rød/hvid/rosé (uden bobler), men stadig gode køb. 

Amaral hvid sauvignon... 40,-

BEDSTE køb + **** (4/5), Føtex, indtil torsdag 2/7
Sauvignon er lækker, tør, fjerlet, rig aroma med sprød syre. Nydes ung. 2025 har fået 91p/TimAtkin, 2024 92p/Descorchados, mens 2023 fik 93p/Descorchados.  

    Amaral er et af Montgras' domæner i Leyda blot 10 km på bakker sølle 10 km fra Stillehavet. Vinene gror på granit og er lette sprøde og friske -slet ikke ulig rigtig god vin fra New Zealand.

Weissburgunder Sauvignon blanc... 45,-

Pamona Rheinhessen, Tyskland

*** (3/5), Lidl søndag-lørdag 14-20/6

En sprød tør, middelfyldig hvid med ren aroma og fine syrer i eftersmagen. Et herligt blend af pinot blanc og sauvignon, som ikke kunne gro i Tyskland, dengang Vinkenderen var ung! Kun smagt én gang, men fortsat rigtig godt køb til denne pris.  
    Fra Pamona, et alias for giganten Peter Mertes. Druerne gror i det større, lunere Rheinhessen, hvor den globale opvarmning tillader fuld modning af disse klassiske franske druetyper.

Ripasso "Ca dei Nani"... 45,-*

Valpolicella, *: med Meny-app, uden app 59

BEDSTE køb + *** (3/5), Meny, indtil torsdag 18/6

2022. Kender ikke vin eller firma (GiViGi?), men har set denne Ripasso til 100-150 kr online. Meny solgte Amarone til 100 kr fra samme hus op forrige jul. Og har ikke hørt om dødsfald. Så giv den blidere ripasso en chance! 

    Nok et sekundært mærke fra mere kendt hus -110-årigt familiehus med 100 hektar, oplyses det. Ikke smagt og har generelt ikke tillid til kendte, dyre italienske vine, som pludselig sælges billigt. Men... 

Piemonte Bianco "SanSilvestro"... 45,-*

økologisk, Italien, *: med Meny-app, uden app 59

*** (3/5), Meny, indtil torsdag 18/6
Etiketten siger ikke meget, men du får en sjov hvid fra udkanten af Barolo-land. Den laves på druerne riesling (!) og favorita- Denne var hvid "favorit" i regionen, men uddøde stort set efter Phylloxeraen. 
    Druen er dog også favorit i andre regioner og kendes som rolle (bl.a. Bellet i Provence) og vermentino ((Italien). 
    Vinen er dog en ydmyg udgave, men fyldig, frisk og med fine aromaer. Har fået 5*/6 af Rydberg. 

Novas økologisk rød/hvid, kr/fl v6: 46,50

6 fl: 279. Øko rød Carmenère cabernet, hvid chardonnay, sauvignon Gran Reserva Chile
BEDSTE køb + **** (4/5), Superbrugsen og Kvickly, indtil torsdag 18/6

Rigtig flot økovin, som er lillebror til den superbe Coyam fra samme økologiske vingård Emiliana, der drives uafhængigt af ejer Concha y Toro. 
    Normalprisen skal være 100 kr, slet ikke urimeligt med dén smag! 
    Gran Reserva betyder præcis så meget, som huset lægger i det -ikke alder (2022-2024), men kvalitet. Den runde, kraftig cabernet har positiv frugt og pæn længde. 20232 fik 92p/Descorchados. 
      Den røde carmenère kommer fra lune Colchagua, en kraftig, men frugtig vin, som nok er bedst efter 3-5 år. Carmenère er Chiles nationaldrue, som dog indtil 1990erne blev solgt som merlot. 2023 fik 92p/JamesSuckling, 2024 og 25 begge 91p/James Suckling. 
      De 2 hvide er begge glimrende. Sauvignon er aromatisk, fyldig, med god længde, chardonnay har også rimelig friskhed, fyldig, men kun smagt én gang. Begge har i nyere år fået ros af gode smagere. 

Gewürztraminer Spätlese... 49,-

*** (3/5), Lidl søndag-lørdag 14-20/6

2023 Pfalz. En ret sød (41 g/l) hvid med rig duft af sød passionsfrugt, rose og lidt ananas. Ret blød med kun lige snert af syre til sidst. Bedst til frugtdessert eller glas i utide. Fra Pamona alias Peter Mertes i Bernkastel.  

6 vinkøb 50-70,-

Baron de Ley Rioja... 50,-

rød Reserva 2021, hvid og rosé 2024/25, Spanien

BEDSTE køb + **** (4/5), Føtex, indtil torsdag 2/7

Den røde Reserva er på tilbud et af de bedste tilbud i Rioja. Moderne rød Rioja med rund fylde og indbydende duft med lidt krydderi, til den bløde side, men pæn dybde og intensitet. 18-20 måneder i eg + 1-2 år på flaske. 2021 med 92p/Guía Peñin og 91p/JamesSuckling. 85% Tempranillo + 10% unik maturana og 5% graciano. 24 måneder i eg + 1-2 år på flaske.  
    Rosé er god, frugtig, ganske frisk med lidt syre. Kun den fritløbende most ("Lagríma") bruges. Forgænger 2023 fik 89p/JamesSuckling. 
    Hvid lagres "sur lie" for at få mere aroma, nydelig tør og ren uden at imponere. Fås også som halvsød (ej smagt). 

Prosecco "Barocco"... 50,-
*** (3/5), Superbrugsen og Kvickly, indtil torsdag 18/6

Fint brus, duft af æbler, let frisk og rimeligt sprød med ganske lille sødme til sidst. 90% prosecco (glera), 10% chardonnay. 
    Kan mixes med Limoncello, Aperol, Campari eller anden alkohol af dit valg. 
    Et mærke fra Botter, så måske identisk med Bianca Nera (365discount). Et meget stort familiehus, som har leveret vin til Irma siden først i 1970erne -og som har overlevet i Brugsen. 

Alsace "Traber"... 50,-

Hvid Riesling, Gewurztraminer, Pinot Gris, Pinot Blanc, Nordfrankrig

*** (3/5), Netto, indtil fredag 26/6
Riesling er altid god -ren aroma med lidt blomst, ret let, frisk og sprød. Pinot gris kan være bedre, men en snert af sødme kan skæmme den lidt, modsat den sprøde pinot blanc
    Gewurz er kun smagt én gang og hurtigt glemt. Pæn aroma, men mangler lidt spritz. 
    Men stadig er alle rigtig gode køb og nok bedre end Helfrich, Laugel og andre, hvor etiketten er flottere for at skjule en ofte kedsommelig vin. 

Crémant "Helfrich"... 55,-

Alsace brut cuvée prestige, Nordfrankrig
BEDSTE køb + *** (3/5), Føtex, indtil torsdag 2/7
Et rigtig godt køb på crémant fra Alsace -vil nok ofte koste 100 kr. Fint brus, ren aroma, rimeligt tør og meget frisk med middel eftersmag. Læg ikke vægt på ordet "prestige" -papir er billigt! 
    Vinen er dog ganske god, nok lig anden crémant fra samme kælder, dvs. Arthur Metz. Baseret på pinot blanc og gæring i selve flasken og lagring med bundfald indtil degorgering.  

CUNE Rioja Reserva... 59,-

BEDSTE køb + **** (4/5), 365discount, indtil onsdag 17/6

2020. En fremragende og historisk Rioja til lav pris (global pris 147 kr).  
    En kraftig, men lang og afrundet vin med rig bouquet, præget af lang lagring 4 år før tapning (18 måneder i små egefade og 2 år på flaske før salg). Perfekt nu som grillvin, men nok bedre om 1-3 år. 
    Vinen er 100% Rioja Alta fra 3 vingårde tæt på kælderen i Haro, Rioja Alta. 
    Alle nye årgange er i top -2020 fik 92p/JamesSuckling, 92p/Vinum samt 91p/Spectator og Tim Atkin.
    CVNE ("Compañia Vinícola del Norte de España") er et af de historiske huse, grundlagt 1879 af en familie fra Baskerlandet, som kom til Rioja for helbredets skyld. De faldt for vinen og grundlagde CVNE (som ved fejl på etiket blev til CUNE), som historisk og kvalitetsmæssigt har været lige med Murrieta, Riscal og andre klassiske navne.     
    Etiketten prydes af ældgamle medaljer, som fortæller, at familien har været udvalgt til juryen i selve Bordeaux. Omkring år 1900. 

Provence rosé "Jablières"... 59,-

BEDSTE køb + *** (3/5), 365discount, indtil onsdag 17/6

Flot tør rosé med fin blomst i næsen og let, rimelig frisk tør, middellang smag  med pæn frugt. En god frokostvin eller til let krydret forret. 
    Prisen er meget lav for Provence rosé, som andre kan sælge dyrere end rivalerne. Den har navnet -var det ikke her, rosé blev opfundet, sagde en bekendt! 
    2024 fik en guldmedalje fra Gilbert&Gaillard, som kalder vinen "Provence at its peak". Lidt overdrevet. Har skruelåg, som bevarer frugten fint (25% hver af syrah, cabernet, grenache og cinsault). 

5 vinkøb over 70,-

Il Grigio Riserva... 89,-*

2021 San Felice Chianti Classico, Italien (* med Føtex+, uden app er prisen 99)

BEDSTE køb + ***** (5/5) Føtex, indtil torsdag 18/6
Global pris er 178 kr. Selv på vingården koster vinen €19,50 (147 kr). 
    Dyb farve, god duft med krydderier og urter, tør, nydelig fylde og pæn længde -en god sangioveses fine tørre tanniner til sidst, men grundlæggende blød og lang. 
    2021 er en enestående årgang. Vinen får 93p/100 fra både Spectator og Vinous, 92p/JamesSuckling samt 17p/Jancis Robinson. Imponerer nu, men nok bedre med 2-4 år mere på flaske. 2022 er på vej og har foreløbig fået bl.a. 93p/Falstaff. 
    San Felice er en stor, men rigtig gode vingård med 140 hektar i Classico.  Domænet har siden 1990erne været ejet af den tyske forsikringsgigant Allianz (som lægger navn til Bayern München's stadion). 

Barolo "Gemma" ... 89,-

BEDSTE køb + **** (4/5), Føtex, indtil torsdag 2/7

Set i 2021 med  90p/JancisRobinson og 94p/Decanter. Gemma er for mig knap så flot som Fontanafredda (pt. 159 i Brugsen), men til gengæld bedre køb. 

Typisk murstensfarve og interessant duft med læder og frugt, en vis stramhed, men med en moderne Barolo’s bløde tanniner. 2021 anses for finere end 2020 (som ellers fik 5*/Rydberg), men er lige nu bedst til solid mad. Giv den 3-5 år, holdbar 10-15 år.

    Gemma ejer 26 hektar. Søren Frank giver i ”Barolo” Gemma 3* ligesom Oddero og andre velkendte huse -og mere end f.eks. Batasiolo. 

Amarone "le Arche"... 99,-

**** (4/5), Netto, indtil fredag 26/6

Valpolicella. Er med gr lav pris for Amarone for begyndere. "Amaro" betyder bitter, men der er mere sødme end bitterhed over denne vin, som bliver vammel efter det første glas! Men prisen er meget lav (selvom du kunne få den til 89 for 2-3 år siden). 

Chablis "Union des Vignerons"... 99,95

**** (4/5), shop.Meny.dk, indtil torsdag 18/6

God Chablis i den blidere ende. ren aroma, let, sprød og frisk, umiskendelig Chablis, men måske for rund til at være i top. Endnu en vin fra Chablisienne, Chablis' store kooperativ, som leverer under rigtig mange navne, bl.a. Pierrelée til Philipson (ofte på "tilbud" i Bilka til 149). Vinene koster det samme på kælderens web. Denne tapning har fået sølvmedalje ved IWC.
    Vinene kan meget vel være hentet i samme tank, da kælderen sælger stort set samme vin under adskillige etiketter. 


ÀN/2 Mallorca... 149,-

**** (4/5), Netto, indtil fredag 26/6

Mange kender denne vin fra især restauranter på Mallorca. Lidt for dyr, men samme pris som på vingården (men vin er dyr på Mallorca)!

    Vinen er først og fremmest lækker, afrundet, fyldig, med rig frugt, med lidt syre under (fra druen callet, der udgør 65%). Kender ikke årgang, men kunne være 2021, som får 93p/Peñin og 92p/Parker. 

    Unikke lokale druer dominerer. foruden Callet 10% hver af  mantonegro og fogoneu + 15% af Rhone-druen syrah.