Søg i 1400 opslag:

27/06/2026

En god Ripasso, flot spanier og en unik drue fra Troia!

En frugtig, fyldig Ripasso + god rød, hvid og pink til særdeles rimelig pris kronet med en sjælden vin fra Syditalien. 

Bilka kan i denne uge ikke helt matche lillebror Føtex, men der er stadig mere end et besøg værd. 

    Ripasso Piacentini (50) er en herlig fyldig, behagelig rødvin (og måske også god hvid Soave?), mens jeg har lille svaghed for Selaks (50) New Zealand, som jeg importerede til vores firma i 1980erne! 

    Kingpin (39) er rigtig god spansk rød og hvid. Mange rynker på næsen af Mateus rosé (39), men den er mindre sød og bedre end mange tror. Og så fik den mange celebrities til at nyde vin med sin frugt og lille brus. Til samme lave pris også rød Rhone Charles Aïné (39) og Bordeaux Charton (39), som tilmed fås i både rød og hvid. 

    Kenderne foretrækker måske en anden Bordeaux, Paradis Casseuil (109), som bærer ejernavnet Rothschild. Men jeg vil ikke betale merprisen (se hvorfor længere nede). 

    Også til kenderne en syditaliensk vin groet nær den mystiske Castel del Monte, Torrevento "Pedale" (109) på den unikke drue nero di troia

    Til sommerens spritz en god Villa Cardea limoncello (75), som passende kan mixes med soda + Crémant Calvet (69, skal være brut). 

BEDSTE køb: Ripasso "Piacentini" - Selaks hvid New Zealand - Kingpin rød/hvid/moscato - Mateus rosé - Rhone "Charles Aîné" - Bordeaux rød/hvid "Charton" - Antu "Single Vineyard" rød/hvid
GODT køb: Crémant "Calvet" - Chablis "Calvet" - Torrevento "Pedale" Castel del Monte riserva - Villa Cardea Limoncello - Singleton 12 år Malt whisky - Barolo "Gemma" - 
ANDRE køb: Paradis Casseuil Bordeaux - Fournier Loire hvid/rød - Marqués Caceres Rioja reserva 

uge 27-2026

Ripasso "Piacentini"... 50,-

Valpolicella superiore, Italien

BEDSTE køb + *** (3/5), Bilka, indtil torsdag 2/7

Storebror til le Arche, og god Ripasso til både risotto og gullasch -server kælderkold. Faktisk er rødvinen for mig mere tilfredsstillende end de tunge Amarone vine fra samme Piacentini. Måske ikke helt klasse som Ripasso Falasco i 365, men topkøb til 50.
    Årgang 2023 fik 87p/Politiken: "Fyldig og krydret vin med let sødmefuld tone af amarenakirsebær. Velbalanceret og harmonisk" -samme karakter som den fik af Rydberg i årgang 2018/19.

    Vil tro, at Soave Classico fås til samme pris. En ganske god tør hvid med ren neutral aroma og pæn længde og friskhed. 


Selaks New Zealand hvid... 50,-

Hvid sauvignon, chardonnay, pinot gris + alkoholfri "Breeze"

BEDSTE køb + *** (3/5), Bilka, indtil torsdag 2/7

Ingen konkurrent til Yealands med forskellige etiketer i Brugsen og 365, men Selaks leverer også chardonnay og "gris" modsat Brugsen. 
    Sauvignon med sprød friskhed og nydelig aroma og pænt lang smag. Fra Marlborough. 
    Den hvide chardonnay er herligt frisk og ren, mens Pinot Gris er mere neutral. Fra East Coast. 
    Det fortæller nok lidt om min alder, at jeg smagte (og solgte) Selaks så tidligt som i 1980erne. 
       Dengang var huset meget lille, specialiseret i müller-thurgau og havde aldrig så meget som hørt om sauvignon! Tilmed er huset endnu ældre, grundlagt så langt tilbage som 1934 af Marino Selak, søn af indvandrer fra Kroatien. I dag er specialiteten landets vinstok nr ét, sauvignon (og Selaks' vin laves af Crawford, der har samme ejer, Constellation). 
     Vinene er korrekte uden at imponere -ligner meget Kim Crawford fra samme kælder, som af uransagelige årsager koster 100 kr!

Kingpin rød/hvid/moscato... 39,-

rød, hvid + chardonnay, moscato (sød), Spanien

BEDSTE køb + *** (3/5), Bilka, indtil torsdag 2/7

Seneste tilbud i april var 50, så værd at købe! Moderne spansk vin med smukt udstyr fra giganten Felix Solis i Mancha . Rød er bedst. Med sin runde kraft en rigtig pleaser! Vinen sælges som bordvin og har derfor ikke årgang. 
    Hvid blend er især verdejo, frugtig, tør og sprød, chardonnay har mindre aroma, men ren og rimeligt frisk. Den søde Moscato er ikke smagt.


Mateus rosé... 39,-

BEDSTE køb + *** (3/5), Bilka, indtil torsdag 2/7


Portugal. En lidt sødlig, men ellers positiv frugt, middelfyldig, sødlig (15 g/l), der balanceres ok af syre og bobler. Markant mindre sød i dag end i min ungdom! 
    Meget let drikkelig terrassevin til et glas i utide. Druerne er især lokale baga + syrah. Vinen får i reglen pæne ratings (om end sjældent 90p/Suckling som i 2024) og koster i reglen 50-60 kr. 
   Etiketten prydedes af ejerens Casa de Mateus, et lille underfuldt slot nær Vila Real i Douro. Skulle du komme forbi, er både hus og park rigeligt omvejen værd! 
     Mange fans er set med Mateus i hånd som Steve Jobs (Apple), Graham Nash (Crosby Stills & Nash + Hollies) og Jimi Hendrix. Såmænd også the late queen Elizabeth II. 

Crémant "Calvet"... 69,-

Bordeaux brut/rosé eller hvid demisec

GODT køb + *** (3/5), Bilka, indtil torsdag 2/7

Den hvide har ren duft uden større karakter, som går igen i smagen. Vinen laves på Champagne-metoden af Bordeaux-druer, typisk rød cabernet og hvid semillon. Køb kun brut, som i øvrigt ikke er så tør, at det gør noget. Den tørre rosé er måske bedre. 

   Calvet kom til Bordeaux i 1870 for at sælge vin fra Rhone, især Hermitage, til andre vinhuse. Det var helt legalt at blande lidt Hermitage og de store Bordeaux-vine. Calvet blev et rigt hus, men siden gik det tilbage, og i 2007 blev navnet købt af GCF fra Alsace, der ikke mindst bruger navnet til brus, både crémant og spritz. 

    Bilka tilbyder også Chablis "Calvet" (99, 3* + godt køb), tappet i Bourgogne, ikke Bordeaux. Le og frisk, men bedre Bourgogne fås til prisen. 

TorreVento "Vigna Pedale"... 109,-
Castel del Monte Riserva, Italien

GODT køb + **** (4/5), Bilka, indtil torsdag 2/7

Bilka har købt nogle vine fra Strandgaarden, hvoraf denne måske er mest spændende -skal bl.a. have fået Gambero Rosso's 3 røde glas. 

    Vinen laves af 100% af druen Nero di Troia, som til alt held har overlevet i regionen. Den stammere -måske- fra Troia af Homer ry og har fundet et perfekt hjem i Puglia, ikke mindst omkring det særprægede Castel del Monte, en 8-kantet lille borg i de lave bjerge langt fra Middelhavet (foto Carsten Steger).
    "Borgen på Bjerget" er opført i 1200tallet af kong Frederick II (af Sicilien 1198, siden også konge af Tyskland og Italien). I dag står kun den nøgne mur, da det fine marmor indvendigt blev stjålet i 1700-1800-tallet. Siden 1996 UNESCO verdensarv. 
    Vinen gror i varmt, tørt klima, men har dog både frugt og struktur -vi er langt fra sødsuppe appassimento og primitivo! Riserva betyder lagring i 2 år, hvoraf 1 er på store egefade. 
    

Paradis Casseuil Bordeaux... 109,-

*** (3/5), Bilka, indtil torsdag 2/7

Jo mere rig og kendt ejeren er, jo lettere får han en høj pris for sin vin uanset kvalitet. Således skabes endnu en formue, så kald det bare et paradoks! 

    Denne vin bør vel egentlig kun koste 50-60 kr med 90p/JamesSuckling (i 2022).

    Men ejeren er Rothschild fra Lafite, så prisen er dobbelt op! Rothschild laver superb vin i Pauillac og Médoc, men sandelig også store mængder vin i knap så ansete områder som Languedoc, Chile og her nær la Réole i Bordeaux' bagland. Rødvinen er en gedigen klassisk og vellavet Bordeaux, men er den bedre end Bouteilley (ofte 40 i 365) eller Mouton-Cadet? Importeret af Strandgaarden. 

Villa Cardea Limoncello 25%... 75,-

GODT køb + **** (4/5), Bilka, indtil torsdag 2/7

En utroligt lav pris på god limoncello, lavet på mindre kendt destilleri øst for Milano ejet af franske Martiniquaise (Label 5 whisky, Poliakov vodka og Gibson gin), som leverer likør til ret lave priser. Men tror faktisk den er ganske ok uden at matche de bedste fra Sorrento og omegn.  

Singleton 12 år malt whisky.. 199,-

GODT køb + **** (4/5), Bilka, indtil torsdag 2/7

Ekstremt lav pris -markant dyrere i den toldfrie og set hos rivaler til 250-350 kr.
    Singleton er destilleret på Dufftown, er en klassisk Speyside, indbydende malt lagret hele 12 år i Bourbon og Sherry fade. En let til middelfyldig malt med attraktiv aroma og ganske elegant, afrundet eftersmag med lille sødme. 
    Duffown ligger langs Dullan bækken og er det vigtigste destilleri i den maleriske lille by af samme navn (de andre er bl.a. Mortlach, Balvenie og Glenfiddich). Byen ligger ganske afsides ikke langt fra den nordlige del af Grampians bjergene. 

ANDRE køb:
Rhone "Charles Aîné", 39 (3* + bedste køb). Set dyrt på web til 80 kr. Vent en meget frugtig, afrundet, fyldig rødvin uden større karakter. Et undermærke fra GCF, som ejer stort firma i Rhone. 

Bordeaux rød/hvid "Charton", 39 (3* + bedste køb), rød er fast, middel fyldig vin med frisk frugt og urt. Nydes nu for frugt eller gem 3 år, hvor en lille bouquet og rund smag dukker op. Hvid bør også være ganske god -og i top til 39! 

Barolo Gemma, 9 (4* + godt køb), måske bedste køb, da årgang er den fine 2021. Men Gemma er altid god og svær at slå til 100! 

Fournier hvid/rød, 79 (3*), lys, let og frisk Loire, men slet ikke topkøb. Hvid sauvignon er specialiteten i Sancerre, så den hvide Touraine læner sig op ad denne. Hvid chenin og rød pinot er ikke smagt, men du kan nok finde dem bedre til prisen. 

Antu rød/hvid, 69 (4* + bedste køb) -rigtig god Chile, men køb den i Føtex den næste måned, hvor prisen er 60. 

Rioja Marqués de Caceres Reserva, 89 (4*), ganske ok Rioja, men når du på samme hylde ofte kan få Ley Reserva billigere, så er vinen overflødig. Huset ejes af brødrene Forner, som under Franco-styret flygtede til Frankrig, hvor de bl.a. genoplivede Camensac, 5.Cru i Médoc.