Søg i 1400 opslag:

28/06/2026

Klassisk Bourgogne, god sauvignon og flot Rioja...

Mâcon Azé (60) er flot chardonnay fra Bourgogne, tilmed ganske sjælden -så hvad er der at betænke sig på? Det skulle lige være, fordi Føtex har så mange gode vinkøb lige nu! 

Føtex byder på en flot Baron de Ley Rioja Reserva (50), fra Spanien også en god Valparaiso Ribera del Duero (59), mens Chile byder på superflot Antu Single Vineyard (60) fra Chile, lækker hvid Amaral sauvignon (40) og "kunstvin" med Frida Kahlo etiket (50).  

    Fra Italien en herlig Barbera Sori dei Mori (45), mens Art of the Refill er tysk riesling og østrigsk veltliner (45). 

    Der er også fransk Martenot (40), bå¨de pinot og chardonnay samt solid Rhone fra Ventoux Vidal-Fleury (50) med lidt alder. 

BEDSTE køb: Mâcon Azé "Burgondie" - Antu "Single Vineyard" rød/hvid - Martenot rød/hvid - Faustino I Rioja Gran Reserva - Valparaïso Ribera Duero - Amaral sauvignon -Baron de Ley Rioja rød/hvid/rosé -Barbera "Sorí dei Mori"  
GODT køb: Art of the Refill rød/hvid/brus - Frida Kahlo hvid/rosé - Ventoux "Vidal-Fleury" - Amato Sicilia rød/hvid - Trapiche "Oak" rød/hvid - Cava Perelada - Chablis "Albert Lucas" 
ANDRE køb: Ripasso "Arche" - Rosé "Moonlight & Roses" Aix - Rosé "Terrasses" - Appasionante rød 

uge 27-2026

Macon Azé "Burgondie"... 60,-

BEDSTE køb + **** (4/5), Føtex, indtil torsdag 30/7

Set i 2024. Tæt på superkøb. En klassisk tør, middelfyldig chardonnay fra  Bourgogne med positiv frugt, middel fylde og frisk syre, en lise oven på de firkantede, lidt klodsede chard'er fra "Den ny Verden"!  
    For mig bedre og måske mere autentisk chardonnay end en billig Chablis som Føtex' Lucas til 109 herunder, tappet 250 km fra Chablis. 
    Denne vin tappes af lokalt kooperativ, som leverer næsten al vin fra det mikrospopiske lområde -blot 75 hektar vin- markant mindre end naboen Lugny. Men vinen gror på fine skråninger af limsten, slet ikke ulig Pouilly-Fuissé længere mod syd. 
    Nær Azé ligger det historiske (909) kloster i Cluny, som i Middelalderen var det vigtigste i den katolske verden. 
    Klostret i Cluny blev hårdt medtaget under den franske revolution. Ialt 3 domkirker blev opført (den ældste fra 400-tallet var den største kirke i den kristne verden før Peterskirken). 
    Siden 1927 er dele af klostret gradvis blevet rekonstrueret. 


Antu rød/hvid... 60,-
"Single Vineyard" rød carmenère, syrah cabernet, hvid chardonnay, Montgras Chile

BEDSTE køb + **** (4/5), Føtex, indtil torsdag 30/7

Flot vin fra Montgras, hver fra særlig mark i område bedst til hver sin drue. Lagret op til et år i egefad før tapning. 
    Syrah er blødest og kommer fra Ninquén bjerget, der leverer vinen af samme navnYppig, flot frugt (bær/blomme, lidt krydderi), afrundet, fed og lang, god længde. 2023 fik 92p/JamesSuckling, 2022 fik 92p/Descorchados.
    Cabernet er fra Araucarias marken i valle del Maipo tæt på Santiago. Ikke smagt de sidste 2 år. Fast, kraftig, dyb. 2022 får 92p/Descorchados. 
     Carmenère er god udgave af Chiles "nationaldrue" (som er næsten uddød i hjemlandet Médoc!). Fra Sauce parcel 16 i "Cabaña Blanca" i Peumo, altid i top for carmenère. Kraftig, rig aroma af kaffe/krydderi/urt, fast og frisk, lang, nok bedre om 1-2 år. Lokale Descorchados gav 2024 91p/100 og 92p/100 til både 2021 og 22, som også fik 92p/TimAtkin.
    Den hvide chardonnay kommer fra mark i Itata tæt på Stillehavet. Ikke smagt, men næppe helt på højde med de røde. 


Francois Martenot ... 40,-
pinot eller chardonnay, Sydfrankrig

BEDSTE køb + *** (3/5), Føtex, indtil torsdag 30/7

Martenot bor i Bourgogne, men vinen er, som prisen antyder, fra Sydfrankrig, ikke Bourgogne. Simple landvine, men slet ikke ringe -den røde har pæn aroma, let, behagelig med lidt hindbær i duften. Den hvide er frisk, tør og ren. 
    Martenot leverer pæn middelvin uden dikkedarer. Postadresse i Bourgogne (21 som postnr), men vinen er ikke Bourgogne, selvom druen og flasken antyder det. Martenot er et mærke under GCF, med hovedsæde i Alsace og afdelinger i hele Frankrig, i Bourgogne bl.a. Moillard, Pierre André, Martenot og Garnier (med samme pinot og chard). 

Faustino I Rioja... 99,-*

BEDSTE køb + **** (4/5, *: med Føtex+), Føtex, indtil torsdag 30/7

Gran Reserva. Vinen er ofte på tilbud, men altid værd at smage -dyb farve med modne nuancer, en indbydende duft med god dybde og modent krydderi, ganske fyldig og lang med god modenhed, som man kan forvente efter 10 år. Meget bedre end de brunello'er og amaroner, du af og til kan få til samme pris! 
    Vinen koster 18€ i Spanien (135 kr). Årgangen er p.t. 2016, som har fået bl.a. 92p/100 af Peñin, Spectator og Vinum. Men alle år får ros af kræsne smagere.
    Lagringen er sket på fad (2-3 år), på flaske (2-4 år). Vinen virker yngre end de 10 år og har godt af et par år i din kælder. 
    Faustino er noget med romertal! V er Reserva, lagret på eg (18 måneder) og flaske, men ikke så fin som Faustino I (Gran Reserva), men dyrere og bedre end Faustino's VII og IX uden eg. 
    Alle etiketter bærer portræt (af mænd naturligvis), mest kendt Rembrandts portræt af Nicolaes Van Bambeeck (1641). 
    Huset leverer ganske god vin, selvom huset er den største leverandør af Rioja reserva. Det meste er tilmed fra eget knap 700 hektar domæne.


Valparaiso Ribera del Duero ... 59,-

BEDSTE køb + **** (4/5), Føtex, indtil torsdag 30/7

Roble (eg). En ambitiøs vingård ejet af den store Franco-Españolas i Rioja. 

    2023 fik 90p/NatalieMcLean: "Medium- to full-bodied Tempranillo from Ribera del Duero with a firm weight and dry profile, best served at room temperature... aged the wine six months in oak, revealing bright garnet hues and aromas of morello cherry, violet, and subtle floral notes, with a structured, indulgent palate and firm tannins". 2023 og 2022 fik begge 90p/JamesSuckling. 
    Valparaíso ejer 70 hektar vinstokke i 800-900 meters højde nord for Duero floden og har en begavet kvindelig vinmager Emma Villajos, som i 20 år har leveret stadig bedre Rioja fra Franco-Españolas, der engang skuffede så fælt.  
Roble er en ung, fyldig vin med blot 3-6 måneder i eg ("roble"). God frugt og fasthed i eftersmagen.  Herlig til cassoulet eller grillretter. 


Art of the Refill rød/hvid... 45,-

Rød pinot noir, hvid riesling Tyskland, hvid Grüner Veltliner Østrig, sød Spumante Italien  

GODT køb + *** (3/5), Føtex, indtil torsdag 30/7

Jeg har altid undret mig over navnet: "Refill"... øh, er det ny vin på gamle flasker (refill!)... Eller omvendt? Købt til 30-35 i Bilka i oktober, så prisen har været på Nytårskur! Men faktisk god vin til prisen. 

    Den røde Baden har lidt fylde og frugt. 88p/Rydberg i årgang 2023. Den hvide riesling frugtig og ren,  uden for meget syre. Også en tør østrigsk veltliner samt med lidt hyldeblomst, og rimeligt sprød smag, dog noget simpel i duft og smag.

    Men det trækker ned, at vinene er tappet for ret ukendt firma i København af Peter Mertes, den tyske gigant. Den nye spumante ikke smagt. Den kommer vist nok fra stor kælder i Italien. 


Frida Kahlo rosé/hvid... 50,-

Viña Carmen hvid Sauvignon, rosé, Chile

GODT køb + *** (3/5), Føtex, indtil torsdag 30/7 

Jeg er imponeret over, at et stort hus som Carmen lancerer vine med navnet Frida Kahlo. Hun var en af de største kunstnere fra den 3.verden, men også hele sit liv aktiv kommunist. 
    Den koldgærede sauvignon er næppe så god som Amaral herunder, let, tør og aromatisk med frugt og citrus, måske nok mere blød end sprød
    Rosé laves på 8 forskellige druetyper, inkl. lokale pais. En tør, frugtig vin uden større dikkedarer, men ren og blød. Begge nydes helt unge. Ikke smagt.
    Frida Kahlo (1907-54) er både en af Verdens store malere og et feministisk ikon, som kæmpede både for kommunismen og for kvinders rettigheder. I 2002 startede filmen "Frida" med Selma Hayek i titelrollen et ægte "Fridamania", som ses af bl.a. VR-forestillingen Frida Kahlo i Malmø og Carmen's nye serie med motiver fra Frida's værker. Jeg mener, at Carmen må yde lidt til promovering af Kahlo's værker for at bruge denne etiket. 
    Carmen er det ældste (1850) vinhus i Chile, som var pioner for både økologisk vin og ren carmenère. I dag tilhører huset Claro gruppen, som også omfatter bl.a. Santa Rita

Amaral hvid sauvignon... 40,-

BEDSTE køb + **** (4/5), Føtex, indtil torsdag 2/7

Sauvignon er lækker, tør, fjerlet, rig aroma med sprød syre. Nydes ung. 2025 har fået 91p/TimAtkin, 2024 92p/Descorchados, mens 2023 fik 93p/Descorchados.  
    Montgras er middelstort hus i Chile fra 1993, hvor Salling-gruppen har solgt vinene næsten siden starten. Kvaliteten er generelt god, men især Antu er tæt på toppen og på tilbud et topkøb. 
    Amaral er en "Single Vineyard" fra domænet i Leyda blot 10 km fra Stillehavet. Vinene gror på granit og er lette sprøde og friske -slet ikke ulig rigtig god vin fra New Zealand. 

Ventoux "Vidal-Fleury"... 50,-

GODT køb + *** (3/5), Føtex, indtil torsdag 30/7 


Generelt god vin fra godt hus, tæt på Guigal, der startede sin karriere her, før han fik sit eget hus. I dag er huset nærmest en anden etiket.

    Ventoux ses i 2022, som burde være rund og kraftig med pæn frugt. De ældre årgange fik omkring 90p fra gode smagere, men gå efter 

 de yngre 2022-24. Ældre årgange virker lidt flade (nekrofili for mig!). 
   Vidal-Fleury er et historisk (1781) hus ved foden af celebre Côte Rôtie. Engang var huset et af de mest ansete fra Rhone, især for sin Côte Rôtie, men også andre vine. 
    Huset fik besøg af gastronomen Jefferson (og forfatter til USAs uafhængighedserklæring), da han rejste i Europa i 1787. Wagner kunne naturligvis lide husets muscat. 

Baron de Ley Rioja... 50,-

rød Reserva 2021, hvid og rosé 2024/25, Spanien

BEDSTE køb + **** (4/5), Føtex, indtil torsdag 2/7

Den røde Reserva er på tilbud et af de bedste tilbud i Rioja. Vinen koster mindst 7-8 gange mere at lave end JP Chenet, som står i Føtex på hylden ved siden af. Til samme pris. Vil kunderne snydes? 

    Moderne rød Rioja med rund fylde og indbydende duft med lidt krydderi, til den bløde side, men pæn dybde og intensitet. 18-20 måneder i eg + 1-2 år på flaske. 2021 med 92p/Guía Peñin og 91p/JamesSuckling.  
    Rosé er god, frugtig, ganske frisk med lidt syre. Kun den fritløbende most ("Lagríma") bruges.  Hvid lagres "sur lie" for at få mere aroma, nydelig tør og ren uden at imponere. Fås også som halvsød (ej smagt). 

Barbera "Sori dei Mori".... 45,-

Asti, Norditalien 

BEDSTE køb + **** (4/5), Føtex, indtil torsdag 2/7

Ofte et af de bedste barbera køb i Danmark. 2024 fik bl.a. 90p/JamesSuckling og 88p/Veronelli. 
    Rustik snarere end poesi, en grov håndværker med ru fingre (men man kan lide ham/hende)! Middel fylde, frugtrig med friske røde bær, lidt tannin og god syre. Perfekt til risotto, pizza og en gryderet. Nyd kælderkold. 

Amato Sicilia rød/hvid ... 89,-
rød Nerello Mascalese, hvor tør Grillo, Jato Italien

GODT køb + **** (4/5), Føtex, indtil torsdag 2/7

To moderne vine fra Sicilien i en brugervenlig egefri stil. 
Den røde er dybt farvet, energisk og frugtrig, let til fods (12,5%), men frisk og ren. Druen nerello mascalese kendes mest fra skråningerne på Etna vulkanen, men gror i dag overalt på øen, som her ved Jato søen. 
    Hvid grillo er fyldig med rig aroma af blomst og citrus, god syre og ren smag. Testvinder i Rydberg's Vinguide. 

Ripasso "le Arche"... 60,- 

*** (3/5), Føtex, indtil torsdag 30/7
Her skal du i Bilka, hvor "storebror" Piacentini fås til 50. Sært! Fortsat en mørk, fyldig vin med fint bærkrydderi, drikbar, men letbenet. Der er god tannin, som skjules af en ganske lille restsødme, som ikke generer. 

Aix Provence ”Moonlight & Roses”... 79,-
*** (3/5), Føtex, indtil torsdag 30/7

En smuk flaske pink Aix Provence, og jeg vil vente en frugtig, men frisk og ren rosé, tør, enkel og ligefrem. 
    Vinen er desværre -trods tung flaske- ikke det store sus, og "normalprisen" 149 er et sommersyn (international pris er godt 70). 
    Vinen kommer fra højt læggende vinmarker over Aix i Provence og vinen laves af AdVini, som vi kender fra Bessac Rhone og Gassier i Provence. 

ANDRE køb:
Trapiche Oak Cask rød/hvid, 50 (3* + godt køb), herlig komerciel vin, men giv hellere 60 for Antu fra Chile. 
Cava Perelada, 60 (3* + godt køb), letbenet tør brut med frisk aroma og sprød syre. Ikke topkøb til 60. 
Rosé Terrasses, 59 (3*), ganske ok rosé fra Ardèche, biflod til Rhone. Pæn frugt, men kun smagt én gang for flere år siden. 
Chablis Albert Lucas, 99* (med Føtex+ app, 3* + godt køb), nydelig letbenet chardonnay, men ingen match for Macon-Azé (60, herover!). 
Appasionante rød, 50 (3*), pæn og nydelig rip'amarone uden unødig sødme. Mne lidt trættende.