Søg i 1400 opslag:

06/06/2026

Herlige bobler, flot riesling og en glemt apéritif

Det forsømte forår er slut, og de danske kæder parat til at lade (Champagne) propperne springe over årets studenter! Bl.a. med god Crémant til lav pris og en spansk brus, som ikke er Cava! 

Discount kæderne har ganske mange tilbud i denne uge, ikke alle lige gode. 

Rema1000 fører an med Crémant de Bourgogne "Tarville" (59), men Scanavino (49) er ok på budget, men uden at imponere. Plus en smuk 150 cl stor flaske rosé, Lou Paraïs fra Provence's Alper (125).  

Lidl har igen tilbud på den flotte tørre riesling Ader fra Spreitzer i RHeingau (75, lidt dyrere end i maj). Plus l'Arrivée (55), en tysk kopi af den franske apéritif Lillet. Den er dog ganske god med bl.a. 90p/Falstaff. 

Endelig Netto med også mange tilbud, hvor Mucho Más (45) er bedste bud, ikke mindst for brus til den tørre side. 

BEDSTE køb: Crémant Bourgogne "Tarville" - Riesling "Ader" Rheingau - l'Arrivée apéritif hvid/rosé 
GODT køb:  Scanavino spumante pinot/moscato/rosé - Lou Paraïs Alpes Provence rosé 150cl - Mucho Más rød/hvid/rosé/brus/alkoholfri - Alto Andes rød/hvid - Montgras "de Vine" rød/hvid/rosé - Cava Freixenet - Tanqueray gin 43,1% - Noble House riesling - Barbera "Vinchio" Asti - Bourgogne chardonnay Lidl 
ANDRE køb: Araldica spumante sød rød/hvid - Moscato "Marenca" Asti - Tanunda rød/hvid - Cimarosa rød/hvid

uge 24-2026

Crémant de Bourgogne... 59,- 

Brut eller rosé, Comte de Tarville

BEDSTE køb + **** (4/5), Rema1000, søndag-lørdag 7-13/6

Hvid Bourgogne er dyrere end Alsace og Bordeaux, som i sig selv skal være markant dyrere end Cava og Asti! 
    En crémant fra Bourgogne er i geografi og smag tæt på Champagne -og var det også engang i pris. Så hvorfor er denne så billig? Især når den faktisk er helt ok (smagt 4 gange). Firmaet ligger i Chagny nær Santenay i Bourgogne. 

      5* i Vinbladet dec.2021 med ordene: "Delikat duft af ristet brød og æble med en let grøn tone. Ganske kompleks smagspalet med citrus, æble og abrikos med diskret autolysepræg og en god syre. En vellavet crémant de bourgogne, der ligger ret tæt på en ægte champagne."

Scanavino Spumante... 49,-

Tør Pinot Chardonnay brut, sød Moscato hvid eller rosé (dolce), Italien

GODT køb + *** (3/5), Rema1000, søndag-lørdag 7-13/6

Italiensk brus til lav pris. Tør hvid på Champagne-druesorter, en banal, men nydelig vin med lidt æbler og citrus aroma, store bobler og tør (8 g/l) rimeligt ren smag. Testvinder med 5* i Vinbladet 08/20. Slet ikke Ferrari eller Champagne, men godt køb. Perfekt til Aperol mv. 
     De søde laves på moscato druen, men er ikke Asti (overskudsdruer fra regionen?), god ren frugt, sød, men med brus til at balancere sødmen. Lyserød moscato + lidt rød brachetto til at pink'e farven op. 
      Scanavino ligger i Piemonte og sælger også Barolo, men er bedst kendt for brus, som leveres til andre huse + en masse under egne mærker.


Lou Paraïs, Alpes Haute Provence 150cl... 125,- 

GODT køb + **** (4/5), Rema1000, søndag-lørdag 7-13/6
Magnum. Vinen har den rette klare Provence pink farve. Ganske frugtig, men ligefrem pink med let sødme i duft og sprød, ret tør eftersmag. God madvin. 
    Vinen er en IGP (landvin) fra Pierrevert området i det øvre Provence. Den laves af det store hus Bréban i Brignoles af grenache og syrah + en balance af cinsault. Herlig apéritif, men også god til en grillet fisk. Nydes ung -og så har den (hurra) skruelåg, som bevarer frugten.  


Mucho Más ... 45,-

brus hvid/rosé, rød/hvid alkoholfri Spanien

GODT køb + *** (3/5) Netto, indtil fredag 12/6

Brus får som Prosecco bobler på tryktank -ikke i selve flasken som Cava. Velsmagende med god frugt, friskhed og balance. Extra Dry = restsødme 14 g/l), dvs ikke helt tør. Druer omtrent lige dele chardonnay og viura/macabeo. Kom på markedet forrige år og har høstet en del medaljer, for 2 år siden 88p/Decanter (etiket Guv'nor). 
     Den røde glæder mig ved rund kraft og god frugt -slet ikke det solbrændte, triste, som plagede vinene fra la Mancha, det hede, tørre område syd for Madrid. Den hvide laves på druerne verdejo, sauvignon + lidt chardonnay, som får en kold gæring og 2-3 måneder "sur lie". Forbavsende frisk med god aroma, tør, middel fylde. Rosé ikke smagt, heller ikke de alkoholfrie, som dog bø være helt ok. 

Alto Andes rød/hvid... 29,-

rød cabernet-sauvignon, hvid tør sauvignon, Chile
GODT køb + ** (2/5), Netto, indtil lørdag 12/6

Kun smagt for en del år siden med anden etiket. Men vent ikke det store, i bedste fald en tør, frisk hvid med lidt aroma og en rød, frugtig vin, nok med mere fasthed end charme. Tappet af Taster wine i Brøndby, en af Danmarks 2 store tappere. 


MontGras "De Vine"... 40,-

rød cabernet, merlot, carmenère, pinot noir, hvid chardonnay eller sauvignon, rosé zinfandel "early harvest", Chile 

GODT køb + *** (3/5), Netto, indtil lørdag 12/6

”De Vine” er meget mere vin i duft og smag end Andes herover -dvs. også bedre køb, selvom den er 11 kr dyrere. Jeg  giver dog gerne 5 kr mere for at få MOntgras' Quatro til 45 i Føtex.  
Chardonnay er rigtig god i en enkel, sprød og ren stil (2024 fik 89p/Gilbert&Gaillard).
Carmenère er fast og kraftig, god madvin som også cabernet -alle vinene får 88-90p af kræsne smagere år efter år. 
    Montgras har siden 1993 tilhørt Cristián Hartwig og Eduardo Gras, med Eduardo’s brother Hernán som vinmager. Huset ejer flere vingårde, ialt 900 hektar i gode regioner. 


Riesling "Spreitzer"... 75,- 

tør "Ader", Rheingau VDP-gutswein, Tyskland

BEDSTE køb + **** (4/5), Lidl torsdag-lørdag 11-13/6

Dyrere end i maj, men stadig topkøb. En sprød, fyldig og superfrisk tør riesling fra Rheingau, et af de mindste (3200 hektar), men også bedste områder i Tyskland. 89+p/Falstaff til årgang 2023. 

    Spreitzer er en rigtig god vingård, ejet af familien Spreitzer siden 1641 (!) og medlem af VDP siden 1999 (Deutsche Prädikatsweingüter), en forening af de fleste ansete vingårde. Spreitzer får også ros af kritikerne, bl.a. 4*/5 af såvel Gault-Millau som Vinum og Falstaff. 

    Vingården ligger tæt på floden i Oestrich og ejer dele af gode marker som Doosberg, Lenchen og St Nicolaus. Rheingau riesling er fyldigere end Mosel og mere elegant end Pfalz. Historisk har de været de dyreste fra Tyskland, men sådan er det heldigvis ikke længere. Foto: Spreitzer i vinmarken. 

Apéritif "l'Arrivée"... 55,- 

17% hvid eller rosé, Tyskland

BEDSTE køb + *** (3/5), Lidl torsdag-lørdag 11-13/6

l'Arrivée ligner til forveksling Lillet, en velkendt apéritif fra Bordeaux. Jeg forbinder Lillet med bedstemor dagene i 70erne på hylden ved siden af Dubonnet, Byrrh og St Raphaël.  

    I dag er Lillet blevet markant dyrere end dengang + 1/4 mondæn. Fås også som pink, som er baseret på rosé + frugtlikør.

    Den originale Lillet var hvid og mere bitter med et indhold af Kinabark (basis for Vester Martini drukket af James Bond). 
    I dag er Lillet  baseret på hvidvin (eller rosé) + 15% frugtlikør. Derfor blandes den med 2 dele tonic (med lidt kinin/bitter) + f.eks. agurkeskal, der balancerer restsødme på godt 90g/l. 
    Lidl's l'Arrivée ("ankomst/velkomst") ligner, men er lavet i Tyskland af Bimmerle, et af Lidl's faste leverandører). Den er faktisk ikke så ringe -bl.a. med 90p/Falstaff (2025). 
    P.S: den originale Lillet laves stadig i Podensac syd for Bordeaux, men ejeren i dag er Pernod-Ricard, et hus specialiseret i en noget stærkere apéritif! 
ANDRE køb: 

Araldica Asti eller rød Brachetto, 59 (3*, Rema1000 fra søndag), italienske bobler. OK til prisen, men du kan finde bedre køb. Den røde Brachetto d'Acqui er sød specialitet i Piemonte. 
Cava Freixenet brut, 59 (3* + godt køb, Rema1000 fra søndag), letbenet ung, men ok cava. Flot etiket, men bedre køb fås!
Moscato Marenca Asti, 59 (3*, Rema1000 fra søndag), sød Asti med mindre brus men god aroma. Bedre køb fås. 
Tanqueray gin 43,1%, 119 (4* + godt køb, Rema1000 fra søndag), den klassiske fine London gin med god styrke. 

Noble House riesling, 45 (3* + godt køb, Netto indtil fredag), fås til 33,17 i Bilka (v6), men 45 er faktisk også ok pris. Spinkel riesling, men positiv aroma, bedst som trocken. 

Rhone Auguste Bessac, 45 (3* + godt køb, Netto), en ganske fornuftig tør fyldig rød med frugt og krydderi. 
Barbera d'Asti Vinchio, 45 (3* + godt køb, Netto), ikke smagt i et par år, men kælderen leverer altid god, ærlig barbera med frugt og fylde. 

Tanunda rød/hvid, 40 (2*, Netto til fredag), ok cab/merlot, neutral chardonnay. Tappet i Danmark.  

Bourgogne chardonnay... 75 (3* + godt køb, Lidl torsdag-lørdag 11-13/6ejheller smagt, nok meget lig lignende vin fra Boisset/GCF. Nok let, rimeligt sprød vin med vis karakter. Næppe det store sus. 

Cimarosa rød/hvid, 35 (2*, Lidl torsdag-lørdag 11-13/6), hvid Oz chardonnay, tør, blød, rød cabernet fra Chile, huskes som ok uden dikkedarer. Tappet i Tyskland.