Søg i 1300 opslag:

11/08/2023

En ægte og en falsk Toro + herlig riesling i Bilka

Toro er en varmblodet, magtfuld vin med overdådig rig bærduft og solid lang smag. Altid en favorit og ofte et superkøb som dagens tilbud i Bilka på Toro "Bajoz" roble til blot 39 kr.
Navnet Toro er fælles med "Toro Libre" i samme Bilka. En "fritgående tyr", men næppe mere end en tynd fabriksvin, tappet i en plastikpose med lav alkohol (11%), lidt ekstra svovl og filter mv.

Modsat kan Bajoz ligne en fattigmandsudgave af Pingus' PSI (299), som byder på alt det, en stor vin skal have. Desværre er prisen lige sat 50 kr op. 
    Bilka's bedste køb er som ofte før tyske Dr Pauly -både den billige Noble House riesling (33,17 v 6) og den endnu bedre Premium riesling fra selve Mosel (53,17 v 6) -begge klassisk riesling til lav pris. 

Bedste KØB: Toro Bjajoz roble - Dr Pauly Noble House rød/hvid/rosé - Dr Pauly "Premium" Riesling Mosel - 
Godt KØB: Ruffino "Riserva Ducale" - Le Arche Ripasso - Grant's Whisky
uge 33/2023

Bajoz Toro "Roble"... 39,-
2 fl: 89Bedste KØB + *** (3/5), Bilka, indtil torsdag 17.august

En ganske kraftig vin med rig bærduft med kun lille antydning af eg, ret afrundet, men uden den store dybde i smagen. Men godt nok velsmagende især til prisen! Kenderne er uenige -90p fra Gilbert & Gaillard og 86p fra Peñin + 2 guldmedaljer her i 2023 (årgang 2021). 
    I stil slet ikke ulig PSI herunder -druen er den samme, men der er dog klasse- og prisforskel. PSI er superb, men prisen har lige fået 15% hak op. Suk.
Bajoz er mærket for Toro, som laves i gigantbodega ved Zamora. Huset har sit eget meget populære vinmuseum (foto).    



Toro Libre 11% red, 300 cl box... 69,-
* (1/5), Bilka, indtil torsdag 17. august

Nej, her har du ikke en ægte "fri tyr" Toro vin på 3 liter box til bundpris 69 (=  17,50 kr for normalflaske 75cl). Ikke fra det fine Toro ved Douro floden nær Ribera del Duero. Som Bajoz roble (herover). 

    Men nej! Vinen er konsumvin fra det store Mancha område og holder kun 11% mod Toro's normale 14-15% alkohol. Dog set i tidlgiere tapning med 12%. Så for mig en lidt ufri fabriksvin, så langt fra en fritgående tyr, som tænkes kan! 
    Vil ikke bruge penge på vinen -nok en lidt sur, trist tyndbenet rødvin, medmindre den er peppet op med lidt restsødme! 

Pingus "PSI", Ribera del Duero... 299,-

***** (5/5), Bilka, indtil torsdag 17.auguat

PSI er et græsk bogstav (udtalt PS), som ligner vinstokken på etiketten til forveksling. Vinen laves af Pingus, men druer hentes hos vinbønder i andre dele af Ribera del Duero -derfor er mængderne også markant større (345.000 i årgang 2019). 
    Vinen er i nye årgange fremragende, tæt på Flor og slet ikke så langt fra Pingus. 
      Mange har en tendens til at gemme disse vine længe. Det er sjældent fornuftigt -PSI er for mig en 5-6 års vin, mens Flor (og Pingus) sjældent bør gemmes mere end 10 år.  Kender ikke årgang, men 2020 fik 94p/Guía Peñin og 93p/TimAtkin, 2019 fik 93+p/Parker. 

Til samme pris Hitching Post pinot noir (299, 4*), en godpinot noir fra vigtig vingård ved Santa Barbara, den smukke by lidt nord for Los Angeles. En letbenet, men ganske elegant pinot, som nydes ret ung -lidt høj pris, som ofte for vin fra Over There!

Dr Pauly Noble House rød/hvid/rosé, kr/fl v 6: 33,17

6 fl: 199. Riesling Trocken (tør) eller medium, rød Pinot Noir, Rheinhessen Tyskland 

Bedste KØB + **** (4/5), Bilka, indtil torsdag 17. august

Hvid er god tør riesling -intens, ren aroma, sprød, frisk og let, men med nydelig eftersmag. Den let sødlige har rigere aroma, men også god friskhed trods sødmen. Rød pinot med pæn frugt, middel fylde med lige en smule druesødme, men ren og god  -begge er favorit til den meget tiltalende pris. 
    Fås også som riesling rosé med let sødme og alkoholfri riesling (ej smagt).  Dr Pauly henter disse vine i Rheinhessen langt fra Mosel - men Noble House er gode køb.

Dr Pauly-Bergweiler "Premium", kr/fl v 6: 53,17
6 fl: 319, 2022 Riesling Trocken (tør) eller Riesling Kabinett (sødlig), Mosel, Tyskland

Bedste KØB + **** (4/5), Bilka, indtil torsdag 17. august

En rigtig god storebror til Noble House. Forskellen er klar: druen riesling fra selve Mosel (modsat Noble House fra det billigere Rheinhessen). 
    Måske er den sødlige Kabinett lidt for sød for puritanere, men den har herlig aroma og sprød  syre. Foretrækker selv den tørre "Trocken", som stadig har nogle gram restsødme, som kun gør godt for smagen, som har rigtig meget riesling flint og aroma. Testvinder i Vinbladet. 
    Etiketten er den samme som vinene fra Dr Pauly's egen vingård, i hjertet af bernkastel ved Mosel (foto), men druerne er købt ind udefra (derfor den rimeligere pris). 

Ruffino Riserva "Ducale" ... 129,- 

Godt KØB + **** (4/5), Bilka, indtil torsdag 17.august

Chianti Classico
Ikke så godt køb som Felice's Grigio (i Føtex til 89), men en mere end anstændig Riserva, set i årgang 2018 med 3 røde glas fra Gambero Rosso (som Grigio også har fået et par gange, men dog et par år siden). Vent en fast, fyldig vin med ret afrundet smag for Classico
     I min ungdom var Ruffino nærmest synonym for Chianti på bastflaske i ristorante Italia! Jeg smagte også deres Ducale, som var ok, selvom datidens kritikere rakkede den noget ned. 
    Brødrene Ruffino grundlagde huset i 1877 og fik et fint ry. I 1890 blev vinen en favorit for hertugen af Aosta, som siden 1927 har lagt navn til Ducale, husets mest kendte Chianti fra 600 hektar i Toscana, en god del ejet af huset. 

     Etiketten er modificeret for et par år siden, og i dag fylder den gamle stregtegning langt mindre (nederst i venstre hjørne). Huset har siden 2011 været den vigtigste del af Constellation i Europa (huset ejer også Mondavi, Simi o.a.). Efter nogle år synes vinene at vokse igen i kvalitet. 

le Arche Ripasso, kr/fl v 6: 53,17

6 fl: 319, godt KØB + *** (3/5), Bilka, indtil torsdag 17. august
Piacentini’s billigere ripasso Valpolicella er en mørk, fyldig vin med fint bærkrydderi, drikbar, men letbenet. Der er god tannin, som skjules af en ganske lille restsødme, som ikke generer. 

Fournier, Sancerre ... 129,- 

**** (4/5), Bilka, indtil torsdag 17.august
Nomalprisen er op mod 200, men den var på tilbud til 109 før ferien, så ikke topkøb, selvom vinen er en klassisk Sancerre, den originale hvide sauvignon, og selvskrevet til en sommerdag med eller uden laks og stenbider -og denne er rigtig god, frisk og ung (2022 er set) 
    Knastør, men med rig aroma, lidt citrongræs, solbær og grape -sprød og frisk. Lette, præcise og stilrene. Forgænger 2021 fik 92p/Decanter, og 2022 er nok lige så god. 
    Fournier er et stort hus i Sancerre, som har 100 år bag sig, men solgte sin første vi i 1950erne fra 2-3 hektar. I dag har huset 60 hektar, lidt mere i Sancerre end i Pouilly

Grant's Whisky "Triple Wood"... 99,-

Godt KØB + *** (3/5), Bilka, indtil torsdag 17. august

Livet er for kort til billig whisky. Grant's hed i min ungdom Stand Fast (og jeg modstod den!), siden Family Reserve (og den måtte de gerne beholde) og nu igen Stand Fast + tilføjelsen "Triple Wood"

       En blid, frugtig whisky med spritten godt camoufleret af let sødme. ”Triple Wood” betyder lagring i 3 slags eg -ny eg, fade brugt til Bourbon og ældre fade, dvs. kun amerikansk eg. Men stadig kun lagret 3-4 år i eg, vil jeg tro. 

10/08/2023

Topkøb i Riacal Rioja, men ellers...

De danske supermarkeder er dyrere end nogensinde! Fødevarerne er steget 21% siden januar sidste år, og priserne på vin er fulgt med op, ser det ud til.

    Og det, selvom vinen ofte slet ikke er steget på vingården, som har haft svært ved at komme af med flaskerne under Covid-nedlukningerne. 

I Danmark er især de såkaldte "normalpriser" sat op (en del ganske voldsomt), mens ugens tilbud så småt nærmer sig præ-Covid tilbud -som den flotte Riscal fra Meny

    Råvarepriserne er i hele EU nede på før-Covid-niveau, men prisfald seer vi kun lidt til i Danmark, hvor vi ser nedsat smør og mælk, men ikke på andre varer som ost og fraiche -og vin, hvor "normalpriserne" har fået et gevaldigt hop, som Haut-Gléon viser.... 

    Derfor lidt selvros, pyha! Du kan næsten siges at have krav på en uafhængig VINKENDER til at vise dig de gode køb. Desværre er Meny i denne uge vinmæssigt (igen) en dyr afløser for Irma og Brugsen... 

Bedste  KØB: Marques de Riscal Rioja Reserva

Godt KØB: Amours du Haut-Gléon rosé - Dr L Riesling Mosel - Lunardi Pinot Grigio - Donnaluce Lazio - Campet Ste Marie rød/hvid/rosé

Marques de Riscal, Rioja Reserva... 79,95

Bedste KØB + **** (4/5), Meny, indtil torsdag 18.august

Set i 2018. Jeg er nys vendt hjem fra Alicante og València, hvor samme vin kostede 18€ (135 kr), så denne vin er rigtig godt køb!  
      Riscal blev skabt i 1858 af markis'en sammen med vinmager fra Bordeaux og blev så populær, at markis'en måtte forsyne flaskerne med trådnet for at forhindre forfalskninger (ikke gimmick dengang!). I dag bør der være nok vin til alle, for familien leverer mere end 5 millioner fl/år alene af reserva'en, fra eget store domæne + indkøbte druer. Men stadig en ikonisk vin i Bordeaux-stil. 
      2018 fik 93p/Peñin (måske lidt rigeligt), men vinen er efter nogle kedelige år tilbage i topform! Ganske fast, lidt lukket næse, men indbydende og rig, middel til stor fylde, pænt lang smag. Men... den mangler lige 2-3+ år for at være helt i top. Vinen fik også 91p + ugens bedste vinkøb i DinVinguide. 

     Kommer du til Rioja, bør du ofre et ophold på Riscals hotel, som er tegnet af legenden Frank Gehry (foto). Du kender ham måske mest fra Guggenheim (Bilbao), Dansehuset i Prag, Disney's koncertsal mv, men hans bodega for Riscal er også et besøg værd! 

Les Amours du Haut-Gléon rosé... 59,95

Sydfrankrig, godt KØB +  *** (3/5), Meny, indtil torsdag 18.august

Normalprisen (129,95) er hen i vejret. Selv i USA koster vinen blot $ 9 = ca. 65 dkk + tax), så til 60 kr blot et godt køb. 
     Men nyd duft og smag, en herlig aroma, er frugtig, ret blød og ligefrem -perfekt alene eller med en grillet eller røget laks!  
      Meny skriver, at vinen kommer fra det smukke slot Haut-Gléon i hjertet af Corbières (foto). Næppe helt korrekt, for vinen kommer fra kooperativet Foncalieu, som ejer slottet Haut-Gléon. Slottet har i øvrigt også hotel, som ser rigtig hyggeligt ud (har desværre ikke haft lejligheden).

Dr L Riesling Mosel... 59,95

Godt KØB +  **** (4/5), Meny, indtil torsdag 18.august

Også tilbud som før Covid. Den almindelige Dr L er god -sprød, frisk, rig aroma, let, med lille sødme til at balancere syren. Kender ikke årgang, men vinen er altid god. I dag ses nok 2021, som nok kan ligne 2019 med 88p/Spectator og 89p/WineEnthusiast. 

      Vinen var måske den f'ørste af sin art, hvor en berømt vinmager købte druer og vin, lavede en vin og gav den sin vin. Siden fulgte andre efter, bl.a. Dr Pauly, Molitor osv.

    Dr L blev populær og af denne vin alene sælges 4-5 gange mere end produktionen fra Loosens egen vingård -faktisk over 1 million fl/år. Og det er i USA alene. Andre lande køber også lidt, lande som England, Tyskland osv. Og Danmark. 

    Fås også som Teetotaler alkoholfri riesling (59,95, ?*). 

Casa Lunardi Pinot Grigio... 45,-

Godt KØB + *** (3/5), Menyindtil torsdag 18.august
Denne tørre hvide gør ingen fortræd. Diskret aroma, let og rimeligt frisk, lidt syre og til sidst en lille snert sødme (4 g/l). Vinen laves af det store Riondo kooperativ i Soave, men har Venezie som grosted -dvs. markant længere mod øst. Kedelig i længden, desværre -men til 45 et godt køb. 

Volpi "Donnaluce", Lazio... 99,95

Godt KØB + **** (4/5), Menyindtil torsdag 18.august
En kold gæring og en snert lagring i eg giver en overdådig, tør hvid vin med indbydende frugt med en vis elegance i eftersmagen. Vinen kan kaldes en super-Frascati, men navnet bruges ikke. Vinen gror på Frascati's vulkanske bakker og er på samme malvasia drue + lidt chardonnay og greco. 
    Der er en broche på etiketten, og denne romerske "lyse dame" skal være lavet specielt til kvinder. Hmmm, håber vi andre også må smage! 
      Vinen er nok bedst ung. P.t. ses 2021, men der reklameres stadig for 2019 (90p/Spectator). Vinen laves af Femar, som også står bag vine som Antica Coppo, Z-Zinfandel og Epicuro (Brugsen) og Nero Grande (Føtex/Bilka). 

Campet Ste Marie, rød/hvid/rosé... 59,95

Pinot Noir, GSM (grenache-blend), Grenache, Chardonnay, rosé, Sydfrankrig
Godt KØB + **** (4/5), Meny, indtil torsdag 18.august

Du kunne få den til 50 tidligere i år -og med andre navne i Irma (Dissenay) og Brugsen til næsten "fast" pris. Slet ikke topkøb! Kun smagt pinot noir, som på en blød, mere krydret vis kunne gøre en billig Bourgogne misundelig -positiv bærfrugt, lille fylde, men med lidt kant. Nydes ung, før krydderiet fra varmere klima påvirker smagen. 
      Den røde GSM (grenache, syrah og mourvèdre) er et Rhone-blend, ikke smagt, med guld i Berlin (men det er ikke svært). Chardonnay smagt med anden etiket -også nydelig (men min udgave var lidt ordinær). Rosé ikke smagt.  
      Samme LGI leverer Dissenay (formentlig identisk) og C&C i Brugsen. Det ledes af Xavier Roger (vin) og Cédric Duquenoy (salg). Generelt gode, kommercielle vine.

Le Preare, Ripasso, kr/fl v 3: 70,-

 3 fl: 210, **** (4/5), Menyindtil torsdag 18.august

Kunne fås tidligere i år til 60 kr. Meny hævder, at kooperativet i Negrar "opfandt" Amarone. Det kan diskuteres, men der er nok om snakken. Til gengæld var Masi først med ripasso. Kooperativet leverer meget ripasso, ofte god, men Preare er ikke i top, middelfyldig, med god frugt og tilpas rundhed. Men lidt simpel og  dyr. 

09/08/2023

Masser af bobler i Føtex

Solen er på vej tilbage -måske!- så vi kan igen holde en havefest (måske igen), men ellers er der brug for lidt brus til trøst, hvis regnen alligevel siler ned! 
    Føtex har masser af brus i disse uger -men den bedste er ikke Champagne Montaudon, men Amaral fra Chile. Og den står faktisk til 1/3 pris!

Føtex har også masser af hvid og rød, hvor Chile, Argentina og Spanien triumferer -men det er i opslag tidligere på ugen, bl.a. Antu (50) og T.H. Terroir Hunter (79), begge fra Chile og de gode Baron de Ley fra Spanien. 

Bedste KØB: Amaral sparkling brut
Godt KØB: Crémant Calvet hvid/rosé - Calvet spritz - Cava Perelada brut - Champagne Montaudon - Côte des Roses rosé

 

Amaral sparkling brut... 50,-

Bedste KØB + **** (4/5)Føtex, indtil torsdag 24.august

Brus fra "Over There" er ofte dyr uden at være god. Denne er billig og dog glimrende med fint brus, rig aroma, stor friskhed og en vis elegance. Drik inden for et år. For mig bedre end Champagnen herunder, hvis din flaske ikke har lagret mere end 1-2 år på flaske. 

    Amaral laves af Montgras i det kølige Leyda blot 12 km fra Stillehavet. 85% chardonnay og 15% sauvignon med gæring på tryktank som Prosecco og Asti, dog ligger vinen 4 måneder med bundfald (mod normalt nogle uger) før tapning under tryk, så bruset bevares. Der tappes blot 3000 kasser af denne vin, som bør være aromatisk, tør, frisk og sprød. Et godt bud på bobler til sensommerfest eller konfirmation.  

    Fås også som hvid sauvignon og chardonnay (se andet opslag). 

Crémant Calvet hvid/rosé... 65,-

Godt KØB + **** (4/5)Føtex, indtil torsdag 24.august
Bordeaux brut. Etiketten er flot, men meget andet er der ikke at sige om crémant'en, selvom den er godt køb. Den hvide har en ren duft med lidt æble og urt, som går igen i smagen, som kan ligne prosecco, dog med mere dybde. Den tørre rosé er måske bedre, men ikke smagt. 5* i BT. 
    Vinen laves på Champagne-metoden i GCFs hypermoderne kælder ved Bordeaux, men er lavet på Bordeaux-druer, typisk rød cabernet og hvid semillon. Køb kun brut, som i øvrigt ikke er så tør, at det gør noget. 

Calvet spritz, kr/fl v 2: 60,-

2 fl: 120. Godt KØB + *** (3/5)Føtex, indtil torsdag 24.august
Samme Calvet, men ikke fra Bordeaux -og faktisk lavet i Jura af hvidvin + naturlige krydderier og sødme, som får brus i en tryktank, ikke i flasken. Calvet er et mærke, ejet af GCF.  
Et nemt alternativ til Aperol spritz, lavet af hvidvin + orangeskal mv. Smager faktisk ganske godt uden for meget sødme -og ser flot ud. Du kan få 3 flasker af denne for én af Chandon's spritz, som formentlig næppe er bedre! 

Prosecco "le Arche" rosé/hvid... 55,-

*** (3/5), Føtex, indtil torsdag 24.august

Prosecco er ikke tankevækkende foredrag, men god sladder! Nydelig æblearoma, let sødme (hvad Extra Dry lidt vildledende skal have), men med lille syre, der giver friskhed. Fås også som rosé (med en smule rødvin tilsat), som formentlig også er god (ej smagt). OK til velkomst og glas i utide. 
      Prosecco har totalt overtaget Asti's plads som Italiens mest solgte spumante. Den laves af druen glera i Veneto nord for Venedig. En enkel spumante, der som Asti får brus i ståltank og tappes under tryk.

Cava Perelada, brut... 55,- 

Godt KØB + *** (3/5), Føtex, indtil torsdag 24.august

Brut har fint brus med små bobler, nydelig aroma, god frugt og ren, tør smag med lille syre. 
      Perelada er et stort, veldrevet familiehus med kældre syd for Barcelona og navn efter smukt slot nær Roses tæt på grænsen til Frankrig. Men druerne kommer ganske legalt nok fra hele Spanien. Reserva betyder lagring mindst 18 måneder før salg, længere end standard-cava. 

Champagne Montaudon brut... 149,- 

Godt KØB + *** (3/5), Føtex, indtil torsdag 24.august

Denne Champagne tiltaler mange, men jeg vil egentlig foretrække Amaral herover (og du kan få 3 af dem for én Montaudon. Men slet ikke ringe -tør, let og frisk, diskret frugt, ung og kort, en ægte party-Champagne på godt og ondt. Lille sødme (11,2 g/l). Den fik for 4 år siden ros af Gilbert & Gaillard (88p) og var for en guide godt køb i Tesco til £ 25 (200 kr). Vinbladet gav den 6*/6. 
   Jeg elsker etiketten med det store, iøjnefaldende "M" mere end selve Champagnen. I dag er Montaudon (pga særtold, corona og andet) nok tættere på storebror Jacquart, end ejeren Jacquart indrømmer!  Familien Montaudon grundlagde huset i 1891, men solgte det i '00erne til Jacquart, et af Champagnes 3 store 2.grads kooperativer med ialt 2500 ha vin. 
     Fås også som Demi-Sec: sød (trods navn), god til desserter. 

Asti "Gemma", Spumante... 55,-

*** (3/5), Føtex, indtil torsdag 24.august

Dens sødme og lave alkohol (6%) gør den egnet, hvis du vil vænne konfirmanderne til at nyde alkohol! En god spumante, som nydes ung (inden et år fra tapning ). Rig aroma af druer, sød, men rimeligt frisk, ren og pænt lang. God til frugtdesserter mv.  


Côte des Roses rosé, Sydfrankrig... 69,-

Godt KØB + **** (4/5), Føtex, indtil torsdag 24.august

Fås også i Meny (69,95). Bertrand var en af de første, der forstod at Sydfrankrig kunne lave rosé i stil med Provence -og den første i området, der forstod værdien af fancy flasker!  
      "Rosenvinen" er hans mest kendte. Rigtig god, men slet ikke et fund til prisen! God frugt, middel fylde, mere sød bærfrugt i smagen,, som balanceres af lidt syre. 

    Den aktuelle årgang er 2022, der måske er lidt blødere end ældre år. Smagte iøvrigt for et par uger siden årgang 2016 (på krydstogt). Vil normalt aldrig købe så gammel rosé, og vinen stod på gravens rand med eksotisk aroma af bolsje mv. 

    Bortset fra flasken er vinen ikke dyr at lave, så Gérard Bertrand har tjent formuer og er på få år blevet et af de største huse i Sydfrankrig op. Fader Georges ejede Villemajou, Corbières, som var del af kooperativ indtil 2002. Her lærte Gérard faget, mens han var professionel spiller i den franske nationalsport, rugby. Vin blev fremtiden, men med rugby'ens energi oveni! Bertrand ejer i dag fere vingårde omkring Narbonne, hvor han laver god vin. 

California pinot noir/chardonnay... 99,-

Sincere rød, Buttery hvid, California (dansk tapning?)

*** (3/5), Føtex, indtil torsdag 24.august
Var måske engang fra  Napa, men i dag har den blot "California" oprindelse. Typisk moderne supermarkedsdesign, som importør Husted leverer til Bilka. 
    Kun smagt rød (én gang), nydelig letbenet med lidt hindbær i næsen, lovlig mørk for pinot, men ok bærkarakter. Hvid chardonnay skal være smøragtig -så jeg lader glasset stå og husker på, hvorfor jeg for 28 år siden meldte mig ind i ABC (Anything But Chardonnay). Den officielle pris skal være 150 kr, så næppe tappet i Danmark. Men hvor er den så tappet? Står ikke på etiketten trods lovens krav.