Søg i 1300 opslag:

01/04/2020

Når du kan købe Vacqueyras til 49...

Nej, det er IKKE en aprilsnar. Der er også Châteauneuf til 79 og Colheita 2008 Port til 59... Du sparer op til 46%, så det gælder om at være hurtig... 


Det er i Aldi, de har tilbuddet, som kun gælder til torsdag 2. april.
Måske har virussen ramt Aldi, eller også vil de simpelthen have ryddet op i vine, som ikke formodes at være lette at sælge i Aldi. Og min lokale Aldi regner da med at føre tilbuddet videre også efter torsdag. Hvis der er mere tilbage. 

Her et udvalg:

Vouvray "Domaine Vieux Vauvert" sec ... 49,- 

2018, ***** (5/5), Aldi, indtil 2.4, normalt 69.  
Jeg holder meget af Vouvray, især i den tørre udgave som denne -med friskhed og aroma. Men kender ikke denne. Men stadig utrolig lav pris. 


Barbaresco "Franco Amoroso" ... 79,- 

2015, **** (4/5), Aldi, indtil 2.4.  Firmaet er nok undermærke til et andet firma, men vinen ser fornuftig ud, så jeg har (uden at smage) vovet at give den 4*. Men ikke topkøb. 


Châteauneuf du Pape ... 79,-


2017, ***** (5/5), Aldi, indtil 2.4, normalt 149. Denne vin er som Vacqueyras'en tappet i St. Priest -ved Rhône floden, om end 200 km længere mod nord! Men det hindrer ikke vinen i at være tappet på flaske med pavens nøgler osv. Kun smagt én gang i ældre årgang. Letbenet for Chateauneuf, men slet ikke ringe -og et fund til 79. NB: "Trocken" står der på etiketten. Det afholdt mig fra at købe den!



2008 Statement Colheita Port... 59,- 

50cl, ***** (5/5), Aldi, indtil 2.4.  Der er ganske stor forskel på colheita Port (årgangs Port), men denne kommer  fra et af de bedre huse, Baron de Villar, som engang ejede Noval. Dette hus har stort lager af gamle vine og leverer til ganske mang, bl.a. Meny, Laudrup og andre. Men her kan du få denne Port -i flot udstyr- til 59! Smagt før jul -og den var glimrende. 

Vacqueyras "la Sablière"... 49,- 

2017, ***** (5/5), Aldi, indtil 2.4., normalt 89. 
Til den pris må vinen være 5* værd. Ikke smagt, men den er tappet i St. Priest ved Lyon, dvs. 200+ km fra Vacqueyras. Formentlig en fyldig ,afrundet Rhône -som rigeligt er 90 kr værd. Men ikke mere, dvs. et fund til 49!

Chablis 2017 "la Chapelle" 59,- 

***** (5/5), Aldi, indtil 2.4, normalt 99.  
Billig Chablis er i reglen ikke værd at drikke -den er ofte mindre god end en kedelig Muscadet!- men denne fra Aldi er slet ikke så ringe.
Let, frisk og sprød med diskret fin chardonnay aroma, behageligt lang fra de overfede arter, vi ser af druen fra ikke mindst Australien og Californien. Lidt spinkel, men ok. 
Den er tappet af en Jacques de Labrely, som nok ikke er andet end et navn,. Men vinen kommer fra samme adresse som stort hus i Ligny lidt nord for Chablis, dvs. relativt tæt på vingården.
Etiketten viser den historiske byport til Chablis by, som med 1400 sjæle må være en af de mindste byer til at lægge navn til en af verdens mest berømte hvidvine. Ja, i USA er Chablis nærmest et synonym med hvidvin.

30/03/2020

Forår i Coop med pink og grillvine!

Måske er det, fordi vi så måt aner afslutningen på den ufrivillige isolation i det fjerne -men der er dømt forår i Coop's Brugser og Kvickly. 

Og tager du lige Irma med (sidste blog), så er der også masser af skum til de lyse nætter... 


Den sjoveste vin er den brusende røde Brachetto, men i kvalitet kan den ikke mål sig med Palo Alto fra Chile -for slet ikke at tale om den flotte Vacqueyras -bedste vin- eller den behagelig cabernet fra Casillero del Diablo (bedste køb).
Og så til sidst en klassiker af rang til de syltede sild -rød Aalborg Taffel Akvavit til 75, som må få 5*.

Palo Alto, rød/hvid/rosé... 39,-

Bedste køb, rød cabernet-carmenère-shiraz, rosé shiraz, hvid sauvignon,**** (4/5), Superbrugsen og Kvickly, indtil torsdag 2. april, normalt 69,95. 4 store stjerner -tæt på 5- for en n tør, frugtig rosé, mineralsk men god rød og meget frugtig ren hvid, alle fra Maule i den køligere del af Central Valley.

Brachetto Spumante, Piemonte... 59,- 

**** (4/5), Superbrugsen og Kvickly, gælder indtil torsdag 2. april, norm: 79,95

En rigtig forårsbebuder, der ofte kaldes en rød Moscato Spumante, dvs. tag ikke vinen for alvorligt. Druen er brachetto, som giver masser af rødvin -ret lys farve og meget aroma -. Rød farve og brus, sød, med lidt duft af jordbær og lidt brus, der gør sødmen behagelig. Populær som velkomstglas (men ikke mere end ét glas, evt med frosset jordbær i glasset) eller til de første jordbær... 

Casillero del Diablo "Reserva Privada"... 69,- 

Bedste køb, 2017 cabernet-sauvignon, ***** (5/5), Superbrugsen og Kvickly, gælder indtil torsdag 2. april  "Diablo" var vinen, der gjorde giganten Concha y Toro stor i Danmark. I dag er det mest god dagligvin, men huset har bedre vine, bl.a. denne "Privada" fra særlige marker i det fine Maipo. Denne 2017 fik 5* af Rydberg i Ekstrabladet. 

Domaine de l'Oiselet, Vacqueyras... 99,-

Bedste vin, økologisk, ***** (5/5), Superbrugsen og Kvickly, gælder indtil torsdag 2. april
Så er vi en klasse højere oppe -fuldfed Rhône med krydderi, tobak, røde og sorte bær og masser af styrke og fedme. Flot nu og de kommende par år. 
     Vacqueyras ligger ved siden af Gigondas i den sydlige Rhône-dal, og begge har fået egen appellation, så du leder forgæves efter navnet Rhône på etiketten -det forudsættes bekendt! Parker var glad for 2016, som han gav 92p/100 med ordene: "More structured than the 2015, this 2016 is a full-bodied, richly textured and firm wine that should drink well over the next 5-8 years. Hints of rosemary and cola accent the mixed-berry fruit, finishing dry and savory."      
      Det er ret flot til 99 -Frankrig kan stadig! Sidste år gav jeg samme vin 5* til 120, så 99 er en rigtig god pris for en vin, der faktisk er lige så god som en Châteauneuf. 

Spier "Creative Block", rød/hvid... 99,-

rød Bordeaux-blend, hvid sauvignon-blend **** (4/5), Superbrugsen og Kvickly, indtil torsdag 2. april, normalt 159,95
Jeg har altid elsket den stilige Spier etiket, men sjældent været vild med vinene. Men de 2 "Creative Block" vine må jeg rose, for de har mere personlighed. Druerne er "Coastal" -bedre end Western Cape, mest hentet i Darling og Stellenbosch, hvor vingården ligger.
      Den røde er et typisk cabernet/merlot blend med lidt petit-verdot og lidt eg.  En ganske flot vin, pæn aroma af tobak, solbær mv, afrundet, men med en rank personlighed, der antyder, at den bliver bedre om et år eller to, selvom den er mere end god til mad nu.
       Den hvide har lidt semillon + de 90% sauvignon. Ingen eg, men lagring "sur lie" i 6 måneder -det giver en meget aromatisk vin med hyld og stikkelbær (type New Zealand eller Casablanca), middel fylde, pænt lang og med et lille syrebid. Ikke så imponerende i forhold til prisen -så også her er vi på 4*.

      Spier "Signature", flere typer, 35 (4*, også DagligBrugsen og LokalBrugsen indtil 8.4.), godt køb snarere end stor vin. Pæne, nydelige vine, som ikke gør en kat fortræd. Tappet i Danmark. Egentlig kan jeg bedre lide:

 Til gengæld vil mange kunne lide 

Z Zinfandel eller F Fiano, 6 fl:  ... 279,- 

= 46,50/fl, (5*/5), Superbrugsen og Kvickly indtil torsdag 2. april, LokalBrugsen og DagligBrugsen indtil 8.4.indtil onsdag 8. april
Den er meget bedre end de dansk-tappede Amarone-lookalikes, der sælges af mange supermarkeder -rødvin med lidt frugt foruden den krydrede styrke, hvid med frugt og friskhed. Fiano er en god drue, som nok er bedst kendt omkring Napoli i Campania (hvor den er dyr). Rosé er af den sødlige California-type, som ikke er min smag.

Carmel Mingot de Haux, Bordeaux...  3 fl: 139,- 

**** (4/5), Superbrugsen og Kvickly, gælder indtil torsdag 2. april

Til 46 kr flasken et rigtigt godt køb, hvis du kan lide klassisk Bordeaux, dvs. vin med lidt bid (selvom det ikke er overdrevet). Carmel de Mingot var i 1600 tallet navnet på et kloster i Cotes de Bordeaux, som i dag er del af Haux. 
Middelfyldig, ganske indbydende vin, som dog har et let grønt præg, som måske forsvinder i løbet af et år eller to på flaske. Med mad er vinen dog ganske udmærket. Giv den 5*, hvis du kan finde den i 2015/16.  Vinen er et af mærkerne fra Haux i Bordeaux, dog ikke slottets bedste vin. 
Slottet blev købt i 1985 -35 år siden- af kunder af Knud Jørgensen, en vinhandel i Hellerup, som i dag desværre kun eksisterer som et mærke under Kjær & Sommerfeldt. 


Piccini, Chianti Riserva... 3 fl: 139,- 

 ***** (5/5), Superbrugsen og Kvickly, gælder indtil torsdag 2. april 
Ikke i top, men hvad forlanger du til 46,33 kr? En kommerciel Chianti med lidt fylde, lidt spids duft og tør eftersmag -dog bedre efter en tid i glasset, hvor den faktisk bliver helt nydelig! Piccini er måske det største firma i Chianti og leverer 10% af hele Chianti's produktion, hvor langt det meste købes ind som færdig vin i kooperativer osv.  

Emiliana "Signos", Single Vineyard, ... 99,- 

2017 cabernet-sauvignon eller 2018 pinot noir, Chile Økologisk, 

***** (5/5), Superbrugsen og Kvickly, gælder indtil torsdag 2. april

De to vine viser, at Chile kan konkurrere med det bedste fra Californien. Emiliana ejes af Concha y Toro og er deres økologiske domæne. Begge kommer fra særlige parceller -cabernet fra "Morros" marken i Maipo nær Santiago, der fik 17p/20 af Oldenburg i Smag: "Klassisk Maipo-Cabernet strutter af udsøgt saft, solbær og charme. Den er ikke mild og lækker, uden spor af egetræ eller syre, en gennemført pleaser, der sagtens kan nydes uden mad. Den er vinhyldens artige, muntre, fyldige dreng – der ovenikøbet smager godt."
Pinot noir fra "Rincón" ved Valparaiso nær det kolde Stillehav, et klima, som kan give pinot så god som New Zealand og Oregon -men til priser, så vi kan være med!  5* af Rydberg i Ekstrabladet. 

Aalborg Taffel akvavit "rød"... 75,- 

***** (5/5), Superbrugsen og Kvickly indtil torsdag 2. april 
Bedste spiritustilbud. Der er snaps på tilbud i alle kæder, det meste til omkring 100 med navne som Lysholm Linie (3*), O.P. Anderssons, Jubilæums Akvavit (4*) samt Brøndums til under 70 (4*). De er alle udmærkede med ren aroma, men uden den rene skære aroma i Taffel. Personligt finder jeg endda Linien for sød. Men man er vel puritaner, når der skal en ledsager til de syltede og marinerede sild! 
      Intet slår den røde Aalborg med sine 45%, som virkelig får kommenaromaen frem. Det skulle da lige være de alt for sjældent sete Brømdums Kummen eller Harald Jensen. De koster det samme i indkøb, men er aldrig på tilbud til 75. Ak nej. Må dulme sorgen med en lille skarp! 

29/03/2020

Flotte vine i Irma -til gode priser

 Irma er kommet ud med en perlerække af gode tilbud, som virkelig kan få mig ud at køre... Irma er dyr med mange ting, men sjældent med vinene, selvom de ikke altid er gode. Men i denne uge viser Irma sig fra deres bedste side, så det har været svært at vælge de bedste køb. 


I august skrev jeg om Irma's andel danskernes vinkøb -lige fra dengang det var forbudt at købe vin i supermarkederne... Læs det her! 

Bedste køb: Zorzal garnacha (2 fl. 119), og Losada, mencía (79). 

Bedste vin: svært, men  og Rully Montmarin, i tæt opløb med Morel Vacqueyras

Viña Zorzal Garnacha eller chardonnay, 2 fl...  119,-

***** (5/5), økologisk, Navarra, Irma, indtil onsdag 1.april, normalt 109,-


Herlig ung garnacha med masser af frugt og krydderi, samt en udmærket chardonnay med mere friskhed end mange. Zorzal er en ret ung (1985) vingård, hvor sønnen Mikel Sanz i 1998 opdagede en gammel forsømt mark med 100-årig garnacha, som nu er genoplivet. 
      Kendere er begejstret. Det er jeg faktisk også. Importeres af Vinova, men sælges også af Irma. 

      Til samme pris også Glorioso, Rioja crianza (5*, 2 fl: 119, Irma) -en gammel favorit, som jeg ikke har smagt i et par år. Den ser flottere ud i dag og er begyndt at få pæne ratings (91p i Gúia Peñin i nyere år). En ganske kraftig, men flot Rioja med rig aroma, ret fast stil. Vil have godt af 1-2 år. Huset ligger i Laguardia, en af de flotteste byer i Rioja (se foto). 

Sassorello, Campo ai Lecci Toscana... 6 fl: 399,- 

= 66,50 kr/fl, ***** (5/5), Irma, indtil onsdag 1.april. En ret flot vin, dog ikke smagt for nylig, desværre, men jeg vover alligevel 5*. Vingården ligger i Montalcino, dvs. der er en duft af brunello over vinen, som dog også har andre druer som cabernet i sig. Men lavet i en tilgængelig stil. 

Madonnina, Chianti Riserva... 6 fl: 399,- 



    = 66,50 kr/fl, ***** (5/5), Irma, indtil onsdag 1.april. Denne smagt sidste efterår, og den er god, fast, kraftig, med god duft og en vis stil, nok bedre om 1-3 år -flot til prisen. Vingården er den største i Greve i Chianti og ejes af familien Triacca, som købte et jagtslot i 1969. Husets hovedsæde er i Valtellina, som Irma også sælger (Sassella). 


    Tosalet, Priorat "Vinyes Velles"... 79,-

    2017, ***** (5/5),   Irma, gælder til onsdag 1. april 
    En indbydende vin med god fylde, krydret duft, men med lidt mineraler og frugt, der hindrer vinen i at blive kedelig. Som en rigtig god Rhône, blot blødere i stil. En kommerciel vin, men rigtig god oveni. 
    Vinen laves af Hammeken Cellars, nok det største danskejede vinhus uden for Danmark med op mod 30 millioner fl/år. De ejer ingen vinmarker selv (endnu), men får vinen lavet efter deres ønsker i kældre rundt om i hele Spanien. Vinmageren er også dansk: David Tofterup (foto). 

    Losada "mencia", Bierzo ... 79,-

    ***** (5/5),  Irma, gælder til onsdag 1. april
    For mig ugens bedste køb, men nu elsker jeg også druen mencia, en af de nye stjerner i Spanien, som giver en vin så langt fra de tunge, solmættede (og af og til trættende) sværvægtere, Spanien er kendt for! Vinen kan såmænd ligne en god Beaujolais, men med lidt mere kød på -men der er lidt af den samme dansende følelse af vinen på ganen...  Overdådig aroma, moden, men med mineraler, sød frugt og endog blomst -middel fylde, afrundet, lang, men med friskhed i den nydelige lille syre. Nydes nu -evt til tapas, kalveculotte o.l. Gerne kælderkold. 
    Druen trives i det relativt kølige Bierzo (vi er ikke langt fra Sct. Jacobs grav i Compostela i det våde, kølige Galicien). Losada er en glimrende privat vingård med gamle vinstokke og en ung, begavet vinmager -alt er perfekt. 

    Vacqueyras, Pierre Henri Morel... 119,-

    ***** (5/5), Irma, gælder til onsdag 1. april 
    En rigtig god sydlig Rhône på grenache og syrah, ikke stor, men poleret, middel kraftig, afrundet og pænt lang. 
    Jeg må indrømme, at jeg foretrækker Priorat'en ovenover, så denne vin får kun 5 små stjerner. 
    Bag den lidt neutrale etiket (så langt fra en overbroderet pavevin, man kan komme!) står Pierre Henri Morel, som i små 10 år var leder af Chapoutier i det nordlige Rhône, men i 2008 begyndte at sælge vin under eget navn -men med Chapoutier bag sig. Vinen er langtfra den bedste Vacqueyras jeg har smagt, men god nu -og fair pris for noget med Chapoutier i sig!
    N.B: Irma har også tilbud på Guigal Côte Rôtie (299, 5*). 

    Cava Vallformosa, Brut... 2 fl: 99,50

    **** (4/5), Irma,gælder til onsdag 1. april, normalt: 149,-. 
    "Origin" (til samme pris fås også Semi-Seco og Rosado, ej smagt).
    Nydeligt brus, pæn aroma, frisk og ren. En ganske god cava (udtal: gáva, ikke kahva!) fra et af de større familieejede huse, hvor familien Domenech også har godt ry for rød og hvidvin. 
          Vallformosa er ikke så kendt og langt mindre i størrelse end giganterne Freixenet og Codorniu, men laver måske bedre cava. "Origin" er basiskvaliteten, hvor druerne formentlig hentes i andre egne af Spanien.

    Mayerling, Crémant d'Alsace, hvid eller pink.... 2 fl. 139,- 

    Rosé brut eller Brut/tør ***** (5/5), Demi-Sec/halvsød, **** (4/5), Irmagælder til onsdag 1. april, 
    Godt køb i crémant fra kooperativet i Turckheim, som i mere end en menneskealder har leveret Alsace til Irma. Hvid på pinot blanc, rosé på pinot noir. Rent smagende, frugtig og ren, med ganske lille sødme. Excellent køb.

    Philippe Deval, Crémant de Loire, Brut, 6 fl: 349,-

    = 58,16/fl, ***** (5/5), Frankrig, Irmagælder til onsdag 1. april. Det er forår, så vi oversvømmes af tilbud på billigt brus, cava osv -men denne er faktisk ganske udmærket med en ren, positiv aroma, tør, let og med fint brus. Den er bedre end Irmas andre crémant'er Pierre Ponnelle eller Maison du Crémant (som synes meget lig dem i Coops andre kæder), men denne er bedre. Men står du lige og skal bruge 6 fl. brus i disse corona-tider? 
    N.B: Irma tilbyder også 30% på deres gode Joseph Perrier Champagne. Her er Vintage 2008 bedste bud (279,06 efter rabat). 

    Saint Martin "nr 2", Provence, 2 fl: 159,- 

    2018, ***** (5/5), Irma (fra 16-23. maj). Maleriske Provence leverer det meste rosé i Frankrig, om end andre områder også presser sig på. Nogle af de fine er Cru Classé, en liste over en række slotte, som lavede fin vin i 1955. Et af disse slotte er Saint-Martin, som skiller sig ud ved at have tilhørt samme familie siden 1740 -men hvor slottet går i arv fra mor til datter! 
          Nr 2 er flot, fyldig, frisk og frugtig, med lidt jordbær i duften.  Foto: Datter Emilie Perenanda.
    N.B: Slottet er også et lille hotel. Slottet ligger lidt nord for motorvej A8 mellem Fréjus og Brignoles, hvis vi på et tidspunkt igen kan tillade os at rejse til Frankrig. 

    Rully "Montmarin"... 139,- 

    2018 Domaine Chartron , ***** (5/5)  Irma, gælder til onsdag 1. april. Har drukket denne vin nogle gange -en rigtig god chardonnay med ren aroma, middel fylde og god frisk, sprød smag, som hæver sig over billig Meursault og andet, som får mange til at sky Bourgogne...   Og det selvom huset er ejet af Helfrich (fra giganten GCF). Montmarin er et godt vinbjerg, ikke 1.Cru, men lige under. 

    1884, rød eller hvid, frit valg 2 fl: 129,-

    **** (4/5), rød Malbec eller Cabernet-Sauvignon, hvid Viognier. Mendoza, Argentina, 

    Irma, indtil onsdag 1.april, normalt 109,-

    To gode røde, mørke, fyldige, men med god balance og dybde, måske er frugten i malbec lidt finere. Den hvide er på den sjældne viognier (næsten uddød i 1970erne, i dag ses den oftere), let, frugtig,men lidet mindre frisk end de gode fra Sydfrankrig.

          Der nævnes en masse eg i vinene, men det smages til alt held ikke -vinene er formentlig gæret med egestænger for at give et let præg af eg -det er billigere end at lagre vinen i eg). 
    Måske er vinene fra Chile bedre kendt i Danmark, men på mange måder er vinene fra Argentina ofte bedre. Disse vine er faktisk bedre end de fleste fra Argentina, da den kommer fra ét enkelt domæne, Escorihuela Gascón, som er grundlagt 1884 (deraf navnet på vinen) og det ældste i Mendoza.
    Vinene gror højt oppe, 1000 meter over havet, med udsigt til sne. Dagene er meget varme (op mod 40 grader) , men nætterne er kølige, dvs. 25 graders forskel på dag og nat! Og det er godt for vinen.
      

    Coyam, syrah-blend, øko...  119,- 

    2016 Chile**** (4/5), Irma, gælder til onsdag 1. april, norm.178,65 
    Et roderi af et blend fra det lune Colchagua: ca. 60 Bordeaux/40 Rhône -61% Bordeaux-druer som carmenère, cabernet og merlot + petit-verdot + Rhône-delen: 38% syrah + 1% mourvèdre! Ret flot, mørk, rig og intens aroma med krydderi og frugt, meget fyldig, afrundet, men ikke fad -flot nu og de kommende par år. Rydberg synes det grønne dominerer (carmenère), det synes jeg ikke. Vinen kommer fra Emiliana, den økologiske del af giganten Concha y Toro.