Médoc er en rødvin fra Bordeaux, som gennem mere end 300 år har haft ry for at levere nogle af Frankrigs og Verdens bedste rødvine.
Der er krise i Bordeaux, så du kan købe Médoc til ofte forbavsende lav pris, fra 60-70 kr og op, men skal du have de mest kendte vine, skal du op på 400-500 kr, ofte væsentligt mere.
Médoc er en tør, ren rødvin præget af en forfinet aroma og markant tannin, der gør vinen egnet til mad, ikke mindst entrecôte bordelaise og lam. Vinen smager godt ung (2-3 år), siden mister den ungdommens frugt, som kommer tilbage 4-8 år senere som bouquet og længde i smagen. Vinene kan ofte leve 15-20 år og forbavsende ofte 30-450 år eller endog længere.
Médoc er en halvø nord for Bordeaux by mellem det kølige Atlanterhav og floden Gironde. Området er ret fladt -her er 10-15 meters højde nærmest et bjerg!
Médoc -historie og klassifikation
Indtil 1600-tallet var der næppe vin. Men hollandske ingeniører drænede området med en række kanaler, så det fine, dybe grus kunne plantes med vin.
Og hurtigt blev vinen en af Frankrigs og Verdens mest berømte, som fra 1700-tallet blev sat i klasser efter pris og kvalitet.
I 1855 skulle Frankrig holde sin første verdensudstilling, og her bad kong Napoléon III om en liste over de bedste vine, som skulle udstilles. Denne håndskrevne liste blev til den legendariske 1855-klassifikation, hvor de bedste 60 -af godt 1500 "vinslotte"- blev delt i 5 "Cru" klasser. I dag 170 år efter er klassifikationen stadig gældende.
I 1855 var der ikke stor forskel i pris på 1.Cru og 5.Cru. I 1855 kostede 5.Crus som Pédesclaux og Dauzac blot 40% mindre end Lafite & Co, mens du i dag kan få 6-10 flasker 5.Cru for prisen på én 1.Cru.
Næsten værre er forskellen på gode "Bourgeois" -klassen under de 5 Crus- som dengang ikke var markant biligere end 5.Crus. Dengang kunne du købe 1.Crus for prisen på 3 flasker "Bourgeois"!
I dag er prisen tættere på 30 flasker "Bourgeois -1.Cru koster ofte 3000 kr eller mere og 4-5. Crus fra godt 400 kr og "Bourgeois" fra 100 kr. I dag betaler du meget for navnet!
Den prisbevidste vinelsker vil ofte købe de bedste slottes næstbedste vin -"2.vinen", som ofte er meget fornuftig i pris.
Eller gå efter en af de mange andre gode vine fra Médoc. Da området er stort, kan vine fra slotte tæt på de dyre ofte være særdeles rimelige i pris.
Médoc - fakta
Hvid laves også, men må ikke bære navnet Médoc.
Médoc er en elegant, middelfyldig rødvin med ofte dyb farve. En ung vin har en indbydende drueduft og fyldig smag, som sluttes med markant tannin. Med alderen blødgøres tanninerne og vinen får en dvælende, rig parfume og lang smag. De bedste vine kan gemmes 10-20 år på flaske, ofte længere.
Areal: 18.000 hektar fordelt på ca. 1500 ejendomme ("Châteaux"), hvoraf 5.700 hektar bruges til Médoc AOP, mens resten kan bruge særlige navne efter som Pauillac, St Estèphe, St Julien, Margaux, alle i Haut-Médoc, den sydlige bedste del af Médoc.
Klima og jord: køligt kystklima -vi er nær Atlanterhavet- med meget regn, milde vintre og ikke for varme somre. De bedste vine gror på dybt grus nær floden, andre på ler/kalk længere væk fra floden.
Vinhøst: ca. 100 mill. flasker/år, hvoraf 25 millioner bærer navnet Médoc.
Klassifikation: Cru Classé dækker 60 vinslotte klassificeret i 5 klasser, alle i Haut-Médoc, klassificeret på en liste i 1855. Det er Verdens ældste individuelle klassifikation.
Cru Bourgeois er fra slotte uden for de 5 klasser. Vinen skal godkendes af smagepanel for at kunne bruge denne titel.


